"Du skulle prøve hypnose, Ole." Trænerens ord rumsterede vedvarende i hans ører som en minitornado.
   Og det virkede jo som mental opladning ved fodboldkampe, så hvorfor ikke også ved, nå ja, skavanker? Han kunne ikke slippe tanken. Han var villig til at prøve alt, der kunne fjerne hans skavank.
   Skavanken havde udviklet sig efter et væddemål med to klassekammerater fra II G.
   I starten havde han ikke følt det som en skavank, tværtimod. Og hans venner på fodboldholdet sagde det så sejt ud, men Elise havde hånet ham og siden gemt sig bag en maske, der var lige så umælende som Pjerrots. Hendes øjne lignede overfladen på den lokale sumpmose i byens udkant. Og udkanten var tilsyneladende netop det sted i sit liv, Elise havde valgt at placere ham, godt hjulpet af Egons egocentriske bagtalelser.
   Han forstod slet ikke deres nedladende attituder. Som den eneste af de tre i væddemålet, havde han løst opgaven. Ikke en eneste flisestreg havde han trådt på, selvom opgaven skulle gennemføres i løb og på en ukendt skiftende bane.
   Måske var det bare en sammensværgelse? Jan og Brian, de to han havde indgået væddemålet med, hørte nemlig til fanskaren omkring Egon og Simon A. Desuden kunne de ikke tåle han havde succes på førsteholdet i fodbold.
   Træneren havde prøvet at hjælpe ham med et nyt væddemål. Et væddemål der, i modsætning til det første, gik ud på at han bevidst skulle træde på en flisestreg i stedet for at undgå den. Kammeraterne på holdet havde bakket ham op, præcis som de havde gjort ved det første væddemål.
   I starten var det også gået rigtig godt, men så drejede den forud fastlagte rute ned mod torvet.
   Fliserne på fortovet omkring torvet lå meget tæt og varierede i størrelse, men han havde ikke problemer med at træde på hver fjerde flisestreg.
   Det var først, da han fik øje på pølsevognen og nogle af kammeraterne fra II G, det begyndte at gå galt. Der stod idioten Egon og ... hans mave føltes pludselig som isen i en gletscher på Antarktis ... og Elise. Elise i provokerende nærkontakt med Simon A, klassens score kaj nummer et.
   Og selvfølgelig fik Egon øje på ham. Og selvfølgelig forsøgte Egon ikke at dæmpe sin stemme. Den lød tværtimod som en damptromle på overarbejde med en lidt for grov asfalt.
   "Hvad skuer mit øje. Ole på farten - igen igen - for at undgå stregerne på fliserne. Hold kæft hvor ser han åndssvag ud."
   Egons pegende attitude var tilsyneladende lige netop den faktor, der udløste forsøg på et ekstra stort skridt, mens han af alle kræfter kæmpede for at undgå at træde på flisestreg nummer fire.
   Og da Elise derpå knækkede sammen i et latteranfald, udløste det en hurtig og kænguruagtig gangart. Latteren fra pølsevognen steg til højder, der ville gøre enhver ejer at et professionelt surround sound anlæg misundelig.

"Du skal bare slappe helt af og kun fokusere på min stemme." Johan så opmuntrende på ham.
   "Du tæller langsomt baglæns fra hundrede, mens du lytter til min stemme. Kommer du til at springe et tal over, fortsætter du bare. Bliver du færdig med talrækken, starter du bare forfra."
   Johan pressede ham blidt, men bestemt, tilbage på briksen.
   "Du er helt afslappet. Mærk hvordan din krop bliver tungere og tungere. Dine øjenlåg bliver tunge, du har slet ikke lyst til at holde dem åbne. Mens du tæller baglæns kan du slet ikke åbne dem. Om lidt tæller jeg langsomt fra et til ti og for hvert tal bliver du mere og mere søvnig. Et ... to ... tre ..."

Ole huskede ikke noget fra hypnosen. Han bemærkede kun, at han pludselig vågnede i en afslappet tilstand.
   "Jeg har givet dig en prægning, så hver gang du ser en streg, betyder den ikke længere noget for dig. Du kan træde på den, eller du kan lade være. Det gælder også dørtrin og andre forhindringer. Du har slet ikke lyst til at lade dig diktere af påbud, der ligner forhindringer i din tilværelse. For at bevise det har jeg givet dig en hemmelig opgave."
   "En hemmelig hvad?" Ole følte sig stadig omtumlet.
   "En opgave, men hemmelig som sagt." Johan viftede skolemesteragtigt med pegefingeren.
   "Du får kun dette ene hint. Opgaven indebærer at du skal invitere Elise i biografen og desuden give hende en gave. Hun er meget glad for smykkerne i Tigeren, men de er jo heller ikke så dyre."
   "Altså biografbilletter og smykker. Selvom smykket kun koster en tyver, så bliver det alt sammen til penge. Og avisdrenge er jo ikke ligefrem velhavere."
   Ole lagde ansigtet i folder, der mest mindede om en gris på vej til slagtning.
   "Du hører ikke efter Ole. Du vil ikke lade dig slå ud af kommende forhindringer. Det præg har jeg givet dig. Og Tigeren går vel ikke fallit, bare fordi du glemmer at betale for et enkelt smykke til tyve kroner, vel? " Johan holdt sin tegnebog frem.
   "Se denne tegnebog. Slidt og gammel. Jeg kunne godt bruge den nye de har på tanken. De ligger frit fremme ved siden af ugebladene, så det er ikke noget problem med den prægning jeg har givet dig. Og vi kan jo sige det er mit honorar, ikke?" Ole nikkede fraværende. Det undrede ham lidt at han skulle invitere Elise i biografen, men Johan havde jo lige fortalt at han var Elises fætter, så det måtte vel betyde at Elise måske alligevel ... nej, han turde ikke drage forhastede konklusioner.

På vej hen til Tigeren var det som om fødderne var fjernstyret af en computer eller noget tilsvarende. Ikke en eneste gang tog han længere eller kortere skridt, for at afpasse sin gang til flisestregerne. I butikken fandt han et meget flot smykke, som han på uforklarlig vis fornemmede, at Elise kunne lide. På tanken valgte han den flotteste tegnebog han kunne finde. En passende takkegave til Johan, tænkte han. Det var rigtigt hvad Johan havde sagt. Det hele forløb uden problemer. Han tænkte ikke nærmere over, hvilke problemer det kunne være. Og han undrede sig slet ikke over situationen. Han mærkede kun en besynderlig tilfredshed med sig selv.

Om søndagen havde Ole scoret hattrick på fodboldholdet. Men han havde dog også været temmelig provokerende, og ti minutter før tid havde dommeren udvist ham, da han for tredje gang løb op på tilskuerpladserne for at lade sig hylde efter sit mål.
   Det havde givet ham en ny status i klassen, og selv Elise havde smilet til ham.
   Under den fælles gymnastiktime om mandagen, havde han inviteret hende i biografen mens alle hørte på det. Elise havde svaret undvigende og nøjedes med at fokusere på hans indsats for fodboldholdet.
   "Flotte mål du scorede, og sejt at du turde give dommeren tørt på." Om aftenen havde hun ringet til ham og sagt, at hun gerne ville med i biografen.

Elise var blevet glad for smykket. De havde også haft en forrygende tur i byen. Både biografen og den efterfølgende middag havde været en succes.
   Seancen gentog sig de næste par uger, og Elise begyndte efterhånden at stille nærgående spørgsmål.
   "Hvor får du pengene fra, Ole? Jeg kan ikke lide, hvis du bruger alle dine avispenge på at invitere mig i byen. Og så alle de smykker ... selvom de er pæne."
   "Åh, pyt. Der var held i tipssprøjten," var det svar han oftest brugte.
   Det var først da de havde været sammen i et par måneder, han var kommet til at nævne Johan.
   "Jeg er for resten meget taknemmelig for fætter Johans hjælp."
   Elise lignede en kanin der lige var trukket op af tryllekunstnerens høje hat.
   "Fætter Johan? Jeg har ingen fætter Johan ..." Så stivnede hendes ansigt som om det var blevet ramt af et pludseligt kuldechok.
   "Sig det er løgn ... for det er forhåbentlig ikke assistenttræner Johan Sortemose?" Elise fik et målbevidst og hadefuldt glimt i øjnene, da hun opfangede hans svage nik med hovedet.
   "Johan ... Lortemose," sagde hun med tryk på sin egen version af efternavnet og hev tungt efter vejret inden hun fortsatte.
   "Johan var min storesøsters gamle kæreste. En gemen tyv og svindler. Har han så også haft fat i dig med sin hypnose? Svar mig!" Han nikkede atter svagt.
   "Så kommer du med mig. Omgående!" Hun rev ham op af stolen med en kraft, der ville have gjort selv Vesuv misundelig.
   "Han kommer til at fjerne den hypnose NU! Og vi to er færdige med at være kærester ... i al fald foreløbig."

Selvom han strittede imod, havde det været let for Johan at lægge ham i hypnose igen.
   Desværre kom skavanken med fliserne og stregerne atter retur.
   Det samme gjaldt drillerierne fra Egon og hans kumpaner. Elise værdigede ham ikke et blik, men grinede aldrig mere ad ham.
   Skavanken med fliserne kunne dog ikke længere hidse ham, da de første kaotiske dage var overstået.
   Den betød ikke længere noget sammenlignet med sorgen over at have mistet Elise.
   Han prøvede at glemme ved at tage et par avisruter mere. Det lunede på hans bankkonto, og hjalp måske også en smule. Han begyndte at tage sin sport mere seriøst og succesen udeblev ikke.
   Han talte ikke med Elise, selvom han godt kunne se, at hun så trist ud.
   Han opdagede, at han ikke længere kunne gå rundt og være ked af det. Der skulle arbejdes med tingene. Eller som træneren havde sagt:
   "The show must go on."
   Måske var det en positiv effekt af den sportslige succes, at han prøvede at bearbejde sine følelser efter bruddet med Elise. Det der startede som et brev var efterhånden blevet til et helt lille socialrealistisk eventyr, der lå og brændte i baglommen på hans bukser.
   En aften, da kom han slentrende gennem hovedgaden, gik det op for ham at skavanken med fliserne aldrig havde været et rigtigt problem. Han lo stille for sig selv, da han kom til at tænke på episoden med borgmesteren.
   Borgmesteren var blevet fornærmet, fordi han ikke fik lov til at holde festtalen ved fodboldklubbens 100 års jubilæum. Men han var slet ikke indbudt, var ikke medlem og havde aldrig interesseret sig en døjt for fodbold. Alligevel havde han bemægtiget sig talerstolen og måtte trues med politiet, før han harmdirrende forlod festen. Byens mægtigste mand skulle bare bruge begivenheden til at høste politisk anerkendelse. Han havde jo næsten selv teet sig som borgmesteren, da han lavede sit væddemål om ikke at træde på flisestreger. Det var kun lavet for at høste anerkendelse hos Elise. Han rystede på hovedet over sig selv.
   Nede ad gaden fik han øje på Evitas blomstercafe. Evita stod og var ved at binde den smukkeste buket, han nogensinde havde set. Og så var det han mærkede den brændende fornemmelse i baglommen. Brevet, eller eventyret, der indeholdt hans følelser, hans kærlighed, hans liv. Den hypnotiske eufori han følte, måtte han dele med en anden. Så måtte det bære eller briste. Det er vel også eventyrets lod, nåede han at tænke.
   Han fik Evita til at lave en buket magen til den, hun lige havde lavet. Han tog buketten i favnen og gik med rolige skridt den vej hans hjerte dikterede ham.
   Ringeklokkens kimen lød næsten som hypnotisørens stemme. Da døren blev åbnet gik hans stemme reflektorisk i gang.
   "Så langt kommer man når fliser ikke længere begrænser tilværelsen. Så langt kommer man når man tæller baglæns fra hundrede til et og lytter til sine egne sandfærdige følelser. Så langt tør man gå når kærligheden er ægte og sejrer over alt andet."
   Hun kiggede blidt på ham, lod så buketten blive klemt mellem dem, da hun maste ham i en kærlig omklamring, mens Ole fortsatte:
   "I eventyr siger man ... der var engang. Så følger der en masse løgne og bedrag, før man kan slutte af med ... de levede lykkeligt til deres dages ende." Han smilede da han kom i tanke om sin forglemmelse.
   "Men jeg fik aldrig læst korrektur, så vi kan nå at føje din synsvinkel til eventyret."
   Og så var det Elises tur til at smile.