Da spørgsmålet var stillet lagde den skinnende sølvmånetiger sit store kattehoved på skrå og så på os med et overrasket, men mildt udtryk i de gule rovdyrøjne. Den satte sig på halen og begyndte at fortælle, og i blide melankolske toner blev vi omsluttet af den sorte himmel omkring os med drømmende maleriske billeder i hver en krog af horisonten

"Jo, jeg har lært om kærlighed, jeg havde også en ven engang," fortalte den gigantiske kat
   "Og nogle gange vandrer jeg endnu tilbage gennem skyggerne for at betragte ham i ly af mørket, for ser I, han sidder på en sky og holder vagt over nattehimlen, mens han fisker stjerner. Præcis som den dag jeg forlod ham som også var den dag, hvor han genkendte mig for første gang. Jeg kan fremkalde mig hans væsen meget nøjagtigt, for jeg stirrede ofte længe ind i hans rolige månefarvede øjne, betaget, men uden at forstå, indtil jeg til sidst slikkede ham forsigtigt på næsen. Jeg kan huske, at han altid forholdt sig afventende smilende, mens han betragtede mine lydløse listige poter snige sig ind og ud af dagens sidste langtrukne skygger som den glødende sol træk skødesløst efter sig henover de lilla skyer. Latteren dansede i hans bryst, når jeg utålmodigt jog dagene på flugt, så nætterne kunne være vores, og han satte sig på min ryg og kaldte mig sin og gav mig et navn uden at vide hvorfor og uden at bekymrer sig om det. Det var hans uskyldige måde at være i livet på. Ofte holdt jeg ham vågen i nattetimerne, fordi jeg insisterede på at holde knurrende vagt ved hans seng, og lægge mig så tæt, at jeg kunne stjæle hans varme for en stund og vide at ingen anden kunne komme så nær ham, at de kunne påføre ham den samme skade som jeg. Når han fik blodige striber på armene og ryggen fra min kløer slikkede vi dem rene sammen, men om morgnen druknede jeg i sorte pletter bag hans øjne, mens han gav sin lysende opmærksomhed til mennesker. De gode og de retfærdige. Aftenstunden husker jeg bedst, hans stjernefiskeri på kanten af sengetid med benene dinglende fra skyens bløde underlag, og da han tillod mig at komme tilbage, mens han kærligt irettesatte mig, når jeg sprang ham for larmende i møde.

Han sidder stadig på den sky og fisker stjerner, han er stadig den samme. De samme jordbundne tanker skvulper stadig rundt i hans sølvfarvede hjernebakke til lyden af den samme latter, som han stadig alt for ødselt deler med hvem som helst.

Jo han er den samme, men nogen gange bliver jeg i tvivl om den tid vi delte med hinanden er den samme. Den samme som dengang. Den samme hos ham. Den samme som i går, i dag eller aldrig. Om jeg var et stjerneskud i hans bevidsthed. Eller om han var et i min.

Nogen gange tænker jeg på om han husker, da vi gemte os for stjernetyve og gøglere og nattens alt for store tunge drømme. Dengang han lukkede mine øjne og vi legede at jeg var blind, mens han red på min ryg, og vi fløj op til månen.

Nogen gange føler jeg skyld over ikke at have været mere forsigtig med de øjeblikke han gav mig. Så ønsker jeg, at jeg kunne jage de lange skygger og dagen bort igen og løbe ind i lyset fra hans øjne.

Når han smiler hemmelighedsfuldt med benene dinglende over kanten på den lilla sky spekulerer jeg på, om han ved, jeg kan se ham. Om han venter på jeg kommer tilbage."

Sølvmånetigeren løftede blikket og rejste sin majestætiske krop op, mens den så over på os med sine magiske øjne

"Og nu hvor I kender til disse ting", sagde den henført "Beklager jeg næsten, at jeg bliver nødt til spise jer."

Vi kiggede på hinanden og satte i løb.