Hvis du sætter dig stille ned, så skal jeg fortælle dig, hvad jeg oplevede, da jeg var ude at gå en tur en dag for længe, længe siden.
   Jeg gik rundt ude i skoven og kiggede efter grankogler og mos, så jeg kunne komme til at lave min juledekoration. Pludselig, mens jeg var i gang med at plukke mos, sad der en nissehue foran mig. Jeg placerede en flad hånd foran nissehuen, og ved du, hvad der skete? Nissehuen kravlede op på min hånd. Jeg løftede hånden op foran mit ansigt og kiggede på nissehuen. Pludselig løftede nissehuen sig lidt fra min hånd, og frem af hullet mellem huen og min hånd, kiggede nu 2 små øjne. Længe stod vi der og bare kiggede på hinanden. Jeg havde aldrig set sådan en nisse før, så jeg var meget overrasket over at se denne nisse, som oven i købet sad lige på min hånd.
   "Hej", sagde en pibende stemme pludselig under nissehuen, og fortsatte: "Gider du godt sætte mig ned på jorden igen. Så kan jeg nemlig trylle mig stor som et menneske, og så er det lidt nemmere at snakke sammen." Overrasket over nissens tale til mig, satte jeg ham forsigtigt ned på jorden igen. Fra nissehuen hørte jeg herefter ordene:
   "Himmelland. Gammel strand. Levertran. Julegran. Gør mig stor som mennesket, jeg kan stå foran."
   I samme øjeblik nissen havde sagt dette, blev der fyldt med stjernestøv, som fløj rundt omkring nissen. Da stjernestøvet igen var væk, stod der pludselig en nisse på min egen størrelse. Han stod lige foran mig, og hvis ikke jeg havde været overrasket før, så var jeg det i hvert fald nu. Jeg stod fuldstændig tavs. Jeg havde en masse spørgsmål, jeg gerne ville stille til nissen, men jeg kunne simpelthen ikke få sagt et ord, så overrasket var jeg.
   "Nu må jeg vist hellere præsentere mig selv", sagde nissen og fortsatte: "Jeg er skovnisse og hedder Nicolaus. Jeg er den øverste leder af skovnisserne i denne skov. I år holder jeg min 700 års fødselsdag, og det er derfor jeg er kommet hen til dig. Det er nemlig sådan, at når nisselederen fylder rundt - det vil altså sige for hvert 100 år - så inviterer han et menneske med til festen. I år har jeg så valgt, at det skal være dig, der skal med til min fødselsdag. Bare følg med mig, så kommer vi til indgangen til nissernes skovslot."
   Det her lød simpelthen for godt til at være sandt. Skulle jeg virkelig til fødselsdag sammen med nisser. Jeg fulgte efter nissen Nicolaus, men jeg sagde ikke et ord imens. Jeg var stadig så overrasket, så jeg ikke kunne sige et ord. Vi gik rigtig langt, men endelig stoppede Nicolaus.
   "Så er vi her. Nu skal du bare tage mig i hånden, mens jeg siger trylleformularen. Så bliver du automatisk tryllet om til nissestørrelse. Det er nemlig nødvendigt, for at kunne komme ned i nissernes skovslot," sagde Nicolaus. Jeg gav Nicolaus min hånd, hvorefter han sagde trylleformularen:
   "Himmelrand. Gammel strand. Levertran. Julegran. Gør os små som nisser, døren vi vil stå foran."
   Da Nicolaus havde sagt dette, kunne jeg pludselig ikke se andet end stjerner overalt. Jeg blev lidt nervøs, men så forsvandt alle stjernerne, og jeg stod nu foran en dør. Jeg kiggede op på den enormt store skov. Skoven var ligesom vokset. Det var selvfølgelig kun synsbedrag, for skoven havde samme størrelse, som den altid havde haft. Men jeg var jo blevet tryllet lille, og derfor så skoven meget større ud.
   "Kom, vi skal ind her," hørte jeg nu Nicolaus' pibende stemme sige, og for første gang i lang tid, sagde jeg nu noget igen: "Okay!" Mere fik jeg ikke sagt lige nu, for ved du hvad? Jeg kunne slet ikke kende min egen stemme. Jeg havde fået en pibende stemme, men senere på dagen fandt jeg ud af, at det åbenbart var noget der hørte med, hvis man skulle være lille som en nisse. Nicolaus og jeg gik indenfor i nissernes skovslot, hvor der var en masse andre nisser. Her var nissedrengen Niels og nissepigen Nicoline. Der var nissemændene Niklas, Nilaus, Nilus, Nis og Claus. Der var også nissekonerne Line, Nielsine og Sine. Overalt på slottet var der pyntet flot op til jul. Der var julehjerter og julestjerner. Og ligesom vi mennesker hænger nisser op til jul, så havde nisserne pyntet op med mennesker. Der var klippede kartonmennesker, mennesker i træ, menneskesprællemænd og menneskedukker, der kunne synge en julesang, når man trykkede dem på maven.
   Mens jeg stod og beundrede alt den smukke julepynt, kom nissebørnene, Niels og Nicoline, ud fra køkkenet, hvor de, uden at blive bemærket af Nicolaus, havde sneget sig ud. Da de kom ind, begyndte alle nisserne at synge, mens nissebørnene holdt en fødselsdagskage i deres små nissehænder. De sang med deres pibende nissestemmer:
   "Nicolaus, Nicolaus, han har fødselsdag i dag. Nicolaus, Nicolaus, han bli'r 700 i dag. Nicolaus Nicolaus, han har fødselsdag i dag. Nicolaus, Nicolaus, Nicolaus har fødselsdag."
   Imens de sang fødselsdagssangen, beundrede jeg den smukke kage. Det var ikke som os mennesker, der får en kagemand eller en kagekone til vores fødselsdag, og den var heller ikke pyntet med slik. Næh, det var en kage lavet af risengrød. Den var formet som en nisse og pyntet med sukker, kanel og smør. Da de var færdige med at synge fødselsdagssangen, satte vi os alle hen til bordet, hvor vi spiste kagen og drak honningdug. Bagefter legede vi sanglege, men pludselig var det blevet sent, og jeg skulle til at rejse hjem igen. Nicolaus fulgte med mig ud, tog mig i hånden og sagde trylleformularen:
   "Himmelrand. Gammel strand. Levertran. Julegran. Gør os stor som mennesket, skoven vil vi stå foran."
   Da Nicolaus havde sagt dette, oplevede jeg igen, at jeg ikke kunne se andet end stjerner. Denne gang blev jeg dog ikke bange, for nu havde jeg jo oplevet det før. Da stjernerne forsvandt, stod vi i udkanten af skoven, næsten lige ved siden af min bil. Nicolaus og jeg sagde farvel til hinanden, og det sidste jeg hørte ham sige, med sin pibende nissestemme, var:
   "Himmelrand. Gammel strand. Levertran. Julegran. Gør mig lille som nissen, døren vil jeg stå foran."
   Efter Nicolaus havde sagt dette, blev der fyldt med små stjerner overalt. Da stjernerne var væk, var Nicolaus også forsvundet. Og selvom jeg, siden den dag, har savnet alle de kære små nisser, så ved jeg, at de er derude og kan se mig, hver gang jeg går tur i skoven.