Jeg kommer et sted, hvor, når jeg går derfra. Så er det med en følelse af Happy uden End. De leverer sikkert også Happy End, men jeg har aldrig brudt mig om, at noget godt skal ende. Så hellere Happy uden End. Jeg
   har kun set mænd komme dér, de efterhånden mange gange jeg har været forbi.
   For år tilbage kunne jeg næsten ikke holde tanken om disse vederstyggelige mænd ud. Jeg følte en decideret lede ved dem. Så ned på dem. I al min ubegavede og uoplyste forstokkethed, lod jeg den ene besværgelse over den anden falde ned over disse nederdrægtige mandslinge. Åh jo, min dom var soleklar. Der måtte simpelthen være noget galt med dem.
   At der skulle være noget galt med min måde at tænke om disse vanartede skabninger på, faldt mig simpelthen ikke ind.
   Fordømmelsen var total!
   Ikke, at nogen vidste det, eller havde interesse i denne, min holdning. Den stod for egen regning, og gjorde sådan set ikke nogen skade, udover at bekræfte mig i mit i forvejen ringe syn på dette forvirrede og bizarre køn. Jeg oplevede vitterligt, at kvinder måtte være hævet over denne primitive og depraverede form for materie af oprindelige hankønsvæsener. Så skidt så det ud.
   Dette var ikke funderet i grundlæggende feministiske holdninger. For dem havde jeg det lige så svært med. Forestillingen om kvinder, der skærer én i ørerne med den der vanvittige skingre hyletone! Så langt så godt.
   Nej, jeg var blot overbevist om, at mænd var laverestående.
   I mit objektive sind, kunne jeg naturligvis godt ane, at jeg nok ikke havde undersøgt grundlaget for disse noget forvanskede holdninger i mit eget mentale slaraffenland til bunds, men nuvel. Det føltes godt at give mig selv ret i at jeg jo nok havde retten på min side, når ret skulle være ret.
   Hvor mange eksempler på afsporet mandeadfærd havde jeg ikke været vidne til gennem årene. Nej, heldigt stod det ikke til med dem og sådan var det!
   Det pudsige er, at jeg altid har haft flest mandevenner. Ikke i en seksuel relation, men som venner, og af en eller anden årsag fortalte de mig altid de mest intime ting om deres gøren og laden. Både dem, der ikke var i forhold, men også dem der var. Jeg lyttede gerne, og når det blev for meget, skældte jeg dem ud. Ja, så de kunne skamme sig. Jeg så det som min pligt at genoprette orden og dyd. Dog var jeg på ingen måde et dydigt menneske i mig selv. Men lad det nu fare.
   Naturligvis var jeg også farvet af min opvækst, hvor min far tog mig i hånden om formiddagen, medens min mor var på arbejde. Så købte vi vindruer, og ringede på en klokke. Gik op ad trappen. I stuen blev jeg placeret med mine vindruer henne ved elefantfødderne, og så gik min far ind til Lykken. Lykken havde langt lyst hår og viste min far, hvad ægte Lykke var. Jeg bankede ikke på døren ind til Lykken. Det vidste jeg godt at jeg ikke skulle, på trods af mine ikke mange år på bagen. Bagefter gik vi hjem. Lykken gjorde min far i et storartet humør, og det var jo godt. For så blev min mor også glad. Så kunne vi alle sole os i Lykken, når den smilede til os. Ja, som en rigtig familie.
   Men som regel var Lykken lunefuld. Den vendte op og ned på alt og pludselig en dag, flyttede en ny Lykke ind. Den boede på femte sal, og vi på fjerde. Lykken havde to katte som vi godt måtte lege med. Så vi kom ofte på besøg. Det var særligt den ene kat, der var rigtig sød. Norsk og med masser af sort og hvid pels. Den anden faldt ned i en skorsten og landede i stueetagen. Så måtte der bankes hul i muren hos et par, der lige var flyttet ind. Det var ikke så godt for de havde lige malet. Men katten mijavede hjerteskærende op igennem hele murværket i ejendommen. Den kom sig vidst aldrig rigtig helt oven på faldet. Efter det med katten, skete der noget mærkeligt. Jeg kom hjem en dag. Det havde ellers været ganske lunefuldt på en stille måde et stykke tid, men jeg kunne mærke det med det samme. Lykken var atter på spil. Denne gang havde min mor fundet Lykken, og jeg forstod da overhovedet ikke, hvorfor min far ikke var lykkelig. Han hylede som kun en såret hankat kan hyle. Bizart. Så jeg konkluderede kort herefter, at det måske slet ikke var Lykken, der var på besøg alligevel. Vi var ihvertfald ikke lykkelige. Jo min mor var vist, men det var jo ikke sådan Lykken skulle være.
   Men Lykken ville, at min far kort tid efter blev gift igen, og blev lykkelig sammen med Lykken fra femte sal.
   Min mor og jeg flyttede også, og Lykken kom og gik. Jeg var ikke længere en del af Lykken. Sådan kan Lykken også opføre sig. Så jeg aftalte med mig selv, at det nok var bedst ikke at tro på Lykken. For hvem har egentlig krav på Den?
   Men hos Happy uden End er livet mageløst. Der reparerer de både krop og sind. For disse følges jo ad, og det har ikke været sjovt med den skulderskade. Efter et antal behandlinger skete miraklet. Hjertevarme og med stærke små hænder bukkede og bøjede de den slidte krop, og vupti var jeg fikset. De byder alle velkomne uanset hvilke behov, der skal dækkes. Jeg kigger nu på mændene og giver dem i dag et smil, så de ikke skal bøje nakken. Jeg forstår godt, hvad det handler om. De skal repareres og inden de går hjem, uden vi ved til hvem, har de oplevet et eventyr, der har en Happy End. Om de lever lykkeligt til deres dages ende, kommer nok an på om man tror på Lykken.