Der var engang et eventyr. I århundrede var det blevet fortalt igen og igen. Nogle gange slog prinsen dragen ihjel og frelste prinsessen; eller han kyssede hende for at vække hende. Andre gange kyssede prinsessen frøen og frelste prinsen - en enkelt gang kyssede hun ved en fejl prinsen og forvandlede ham til en frø, men eventyret foretrak ikke at tænke så meget på den pinlige affære. Det skete endda engang imellem, at små børn fandt slikhuse og helt på egen hånd besejrede den grumme heks. Jo, det var et godt og velfortalt eventyr; men efter i så mange at være blevet fortalt, var eventyret ved at være meget udmattet.
   "Nu er det nok," sagde eventyret. "Klap i, og lad være med at fortælle mig! Jeg er dødtræt af at høre mig selv igen og igen!."
   Så gemte eventyret sig i den fjerneste afkrog i landet langt, langt borte. Og hvis en rar bedstemor prøvede at fortælle eventyret til sit lille barnebarn, eller hvis en far ville fornøje sin familie med eventyret foran brændeovnen om aftenen, så kom der ingenting. Og hvis der alligevel kom noget, så var det i hvert fald ikke eventyret. Hele kongeriget sørgede over det forsvundne eventyr. Savnet blev så slemt, at kongen til sidst (på ægte eventyrmanér) udlovede sin smukke datter og det halve kongerige til den, der kunne få eventyret tilbage; for hvordan kan man være eventyrkonge på et eventyrslot i et eventyrrige, hvis eventyret er forsvundet?
   Mange drog ud for at lede efter eventyret, både høj og lav, men ingen havde held med sig. Så en dag kom en ung prins fra naboriget ridende i landet. Overalt hvor han kom, mærkede han savnet, der tyngede landet. "Hvad mon det er, alle sørger over?" tænkte prinsen ved sig selv. I samme øjeblik så han på vejen en gammel tiggerkone, der kom ham i møde. "Oh, giv en bid brød til mine gamle knogler! Giv lidt styrke til mine svage ben!" bad den gamle kone. "Selvfølgelig Morlille," sagde prinsen, for han var en venlig prins. "Vil du ikke dele min frokost med mig? Så skal du få både brød og vin." Prinsen steg af hesten, tog sin madpose frem og delte en god, stor frokost med den gamle. "Du undrer dig vel over, hvad det er, der plager landet?" sagde tiggersken, som i virkeligheden var en heks og kunne læse prinsens tanker. "Det er eventyret, der er forsvundet; og kongen har udlovet prinsessen og det halve kongerige til den, der kan få eventyret tilbage." "Det lyder lige som noget for mig," udbrød prinsen. "Prinsessen skulle være meget smuk!" "Siden du har været så venlig mod en fattig kone, skal jeg hjælpe dig på din færd," sagde heksen. Hun gav derfor prinsen en nøgle, et garnnøgle og et spejl og rådede ham til at søge efter eventyret i landet Langt, langt borte.
   Prinsen begav sig rask af sted. Efter at have redet i dage og nætter kom han forbi en lille, stortudende mand med snoet overskæg, spraglede klæder og sko med store sløjfer på. "Undskyld mig," sagde prinsen. "Men ved du, hvor eventyret er søgt hen?" Men den lille mand græd blot videre: "Åh, åh, hvor er alting dog forfærdeligt! Her sidder jeg - verdens smukkeste, flotteste, mest elegante herre, og jeg kan ikke engang se det selv! Åh, åh!" Prinsen fik ondt af ham og gav ham heksens spejl. Det gjorde den lille herre jublende lykkelig, for nu kunne han endelig nyde synet af sig selv. "Jeg er ikke helt sikker," sagde han til prinsen. "Men jeg har hørt rygter om et eventyr, der skulle have gemt sig i den fjerneste afkrog af den fjerneste borg i den fjerneste skov i et land langt, langt borte."
   Efter at have søgt og ledt og redet meget længe stod prinsen foran den fjerneste borg, men porten var låst. Prinsen rykkede i håndtaget og pressede med skulderen, men intet skete. Heldigvis kom han i tanke om heksens nøgle. Den passede perfekt, og porten gik op. Inde i borgen mødte han en kat. Den kedede sig noget så frygteligt, for der var ingen mennesker til at kæle med den, ingen mus at jage og intet legetøj at lege med. "Hvis du vil give mig legetøj," mjavede katten, da prinsen forhørte sig om eventyret. "Og kæle med mig, så vil jeg vise dig til eventyret - det gider alligevel ikke at lege med mig." Prinsen kælede med den spindende kat og gav den heksens garnnøgle at lege med, og katten viste ham til gengæld hen til den fjerneste afkrog, hvor eventyret sad og gemte sig.
   "Så du fandt mig til sidst," sagde eventyret til prinsen. "Fortæl mig hvordan!" Prinsen fortalte om sin lange rejse og om, hvor savnet eventyret var og bad det komme med tilbage til kongeriget. Men eventyret lo blot. "Du har lige fortalt mig et eventyr uden min hjælp! Dit eventyr. Ved at lede efter (og finde mig) er du blevet det nye eventyr! Folk vil fortælle dig og ikke mig. Endelig er jeg fri!"
   Og det tidligere eventyr forlod prinsen, gled ud af historien om det nye eventyr og lagde sig til at sove. Hvad skete der med prinsen, spørger I? Ja, prøv at fortælle det nye eventyr, så finder I sikkert ud af det.