Der var engang en ung pilot i kejseres hær. Hans navn var Urtica Dioica, men da han havde malet en sommerfugl og mørke takker på vingekanterne af sit fly, var han også kendt som Takvinge. Han kunne flyve som ingen andre og påtog sig de dristigste missioner. Selv hos fjenden lærte alle hans navn at kende og de fulgte hans historie i avisen.

På kongens slot hørte de også om den unge flyver og særligt prinsessen fulgte hans historie. Hun skjulte sin interesse for sin far - og det var ikke så svært, for han var meget travl. Han og hans generaler og admiraler stod næsten altid bøjet over kort og diskuterede nye planer.

En dag hørte hun at piloten skulle være ved fronten tæt på slottet. Hun satte bånd med pilotens farver i sin hat og tog ud at ride. Fra enden af parken så hun ud over marker og i det fjerne så hun røgsøjlerne fra krigen. Svag hvislen og dæmpede brag fra granater rejste hen over det fredelige landskab og nåede hende.
   Mændene derude kæmpede for hende og hendes familie. Det vidste hun. Men selv havde hun ikke set slagmarken - ikke engang fotografier derfra. For hendes egen skyld, sagde hendes far. Når de nu for moralens skyld, var nødt til at blive så tæt på fronten.
   Hun red hen over markerne.

Den unge pilot fløj ud over slagmarken. Under sig så han soldaterne vinke fra skyttegravene og gjorde honnør for dem. Slagmarken var et gråt og jordfarvet landskab, døde træer stod næsten grenløse og ruller af pigtråd var rullet ud over alt. Længere fremme skar kongens skyttegrave sig gennem jorden. Hans opgave var at kigge efter tegn på nye angreb. Han var den eneste der turde flyve lavt nok.
   Kongens skyttegrav lå under ham - soldaternes ansigter var lyse pletter og han så dem pege. En skød efter ham.
   Han drejede for at følge furen og på toppen af bakkekammen så han en rytterske. Farvede bånd fra hendes hat flagrede i vinden. Bånd i de samme farver som hans fly.

Flyet drejede hen mod hende. Hans fly. Hun rejste sig i sadlen og holdt på hatten.
   Flyet cirklede om hende. Motordrønet fyldte luften. Hesten flyttede uroligt på sig, men hun klappede den på halsen og kaldte den til ro. Sad rankt som det passede sig for en prinsesse. Og hun så ham - pakket ind i cockpittet, tyk pelsfrakke, briller og flyverhjelm - som hun havde set billeder af ham i avisen.
   Han fik flyet til at rulle og fløj på hovedet hen over hende - så tæt på at hun ville kunne række op og nå ham. Hesten vrinskede og bevægede sig som om den ville stejle.
   Hun strøg den over halsen. "Rolig, min ven," sagde hun blødt. "Han gør os ikke noget."
   Han kom tilbage. Vendte denne gang rigtig og fløj så lavt at de kunne se lige på hinanden. Han gjorde honnør. Hun sendte ham et fingerkys.
   Han fløj tilbage mod sine egne linjer.

Piloten drømte om prinsessen om natten og om dagen så han efter prinsessen, hver gang han fløj. Når hun var der, glemte han alt om sin opgave. Han viste hende sin bedste kunstflyvning og de lavede væddeløb - hun på sin hest og han i sin flyvemaskine. Han over sit grå landskab og hun over sit grønne.
   En dag sad han i skyggen under et træ og snittede en træfigur af prinsessen på hendes hest færdig. Hesten var i fuld galop som under et af deres væddeløb.
   Han hørte skridt nærme sig og pakkede figuren ind i et stykke stof. Ud af øjenkrogen så at Capsicum standsede ved træet og lænede sig opad stammen. Han bar sin røde flyverjakke med rævepelsforet over skulderen.
   "Du skulle passe bedre på," sagde han.
   "Jeg elsker hende," svarede Urtica.
   "Folk har lagt mærke til, at du ikke passer dit arbejde."
   "Jeg kan ikke lade være."
   "De ender med at forflytte dig - uanset hvor meget vi kommer til at savne dig her."
   Urtica nikkede, men tanken om ikke at se prinsessen var uudholdelig. Han lavede stoffet om til en faldskærm for figuren, tog den med næste gang han fløj og lod den falde ned til prinsessen.

En dag kom ordren om at kejseren ville starte en offensiv og Urtica vidste, at det ville betyde et voldsomt artilleribombardement. Han og alle de andre piloter blev beordret på vingerne for at holde kongens zeppelinere væk.
   Prinsessen var på bakken. En plet i det fjerne. Han var ked af, at hun ville komme til at se angrebet.
   Artilleriet sendte granater ind over det grå landskab og de sendte springvand af jord i vejret. Kejserens soldater myldrede op over kanten af skyttegravene. Kongens soldater skød på dem og kejserens soldater skød igen. Artilleriet nærmede sig kongens skyttegrave som et gardin af tung regn. Enkelte granater brød rækken og faldt foran de andre.
   Prinsessen sad rank på sin hest. Hun så ned mod kampen. Synet gjorde ondt på ham.
   En granat for hen mod hende.
   Nej!
   Han drejede mod hende og forlod de andre fly.
   Granaten slog ned ikke langt fra hende. Hesten stejlede og galoperede af sted langs med skyttegraven og hun klamrede sig til den. Andre granater slog ned i nærheden af hende. Når det skete sprang hesten til siden og flere gange var hun ved at falde af.
   Han gav flyet fuld gas og vandt langsomt ind på det skræmte dyr.
   En ny granat slog ned over skyttegraven og hesten sprang til siden. Prinsessen faldt.
   Han landede tæt på stedet hvor hun lå og løb hen til hende.

Prinsessen vågnede og så ham sætte sig på knæ. Olielugten fra hans tøj blandede sig med lugten fra jorden og græsset. Han så bekymret på hende. Hun smilede og prøvede at sætte sig op. Smerten fra skulderen jog gennem hende. Han støttede hende.
   Hun hørte granaterne slå ned tæt ved og huskede angrebet. Hun slog hans skulder og krummede sig sammen, da rykket gik gennem hendes krop og over i hendes sårede skulder. Han trak hende ind til sig og hjalp hende op at stå. Hun holdt sin dårlige arm ind til maven. Noget i skulderen måtte være brækket, siden det gjorde så ondt.
   "Klarer du dig?" spurgte han.
   "Ja," sagde hun.
   Han så ud over landskabet. "Så burde jeg nok finde din hest."
   "Tror ikke, at jeg vil kunne ride," sagde hun.
   Han tøvede et øjeblik. "Så må vi søge hjælp hos dine soldater."
   Hun hørte bragene fra slagmarken og mærkede vreden igen. "Mens I bomber os? Mens de kæmper?"

Han drejede hende mod skyttegraven og ledte hende hen til en af de bagerste skyttegrave. To soldater pegede op på dem med deres geværer. Deres blikke sprang fra hende til ham og tilbage. Den ene havde en forbinding om hovedet og den anden en forbinding om låret. De sænkede ikke deres geværer og piloten blev tålmodigt stående. Nedslagene fra granater rystede jorden. Smerten dunkede i hendes arm. Noget måtte gøres for at bryde dødvandet.
   Hun tvang ord frem. "Lad os komme ned!"
   De slyngede geværerne på ryggen og fik travlt med at stille en stige hen til dem. Piloten hjalp hende ned. Soldaterne stillede en stol frem til hende og hun satte sig taknemligt. Drønene fra artilleriet stoppede og blev afløst af skudsalver fra pistoler og geværer.
   "Vi bør hente en officer," sagde soldaten med forbundet hoved.
   "Og en læge," sagde den anden. De så begge på piloten.
   Han stod ganske stille ved siden af hende. Selvom han risikerede tilfangetagelse.
   "Behandl ham med respekt," sagde hun og så på soldaterne for at lægge vægt på ordene. "Han behøvede ikke at lande og tage sig af mig, men han gjorde det. Giv ham frit lejde. Forstår I mig? Det er en kongelig ordre."
   Soldaterne gjorde honnør.
   "Og jeg har ikke brug for en læge," sagde hun. "Ikke før lægen har taget sig af soldaterne."
   Soldaterne stirrede, men rettede sig også op med en ny stolthed.
   Hun vendte sig mod piloten. "Tak, min herre. De har sørget godt for mig og jeg giver Dem hermed frit lejde."
   Han tøvede et øjeblik, mens han så bekymret på hende. Så gik han ned på det ene knæ, tog hendes raske hånd og kyssede den. Han rejste sig, gjorde honnør for de to soldater og klatrede op af skyttegraven. Et par øjeblikke senere hørte hun flymotoren starte og kort efter så hun flyet flyve tilbage mod kejserens stillinger.

Kongen hørte om prinsessen og piloten og han blev meget vred. Hans datter skulle ikke forelske sig i en simpel pilot - og da slet ikke en af fjendens. Han overvejede at sende prinsessen væk - men soldaterne var så glade for at have hende tæt på. De var så stolte af, at deres prinsesse kunne tæmme selv fjendes piloter. De var så stolte af, at den fjendtlige pilot havde vovet livet for at redde hendes.
   Så i stedet forlangte han, at luftstyrkerne skulle sætte alt ind på at dræbe piloten.

Den næste gang piloten fløj, efter prinsessens uheld, gjorde kongens soldater honnør for ham og han besvarede hilsnen. Rygter spredtes så hurtigt i skyttegravene. Historien var også nået kejserens soldater - på trods af at angrebet var blevet slået tilbage. Og på trods af de mange døde, havde han mest mødt ros for sin handling.
   Han så på bakkekammen. Den så så ensom ud, når hun ikke var der.
   Flyet ved siden af ham vippede med vingerne. Capsicum pegede mod solen.
   Prikker skilte sig ud fra lyset og dykkede mod dem. Urtica tog højde på og styrede lige mod dem. Hans formation fulgte med. Han udvalgte sig den forreste maskine - næsen var rødternet - og den voksede sig større og større i sigtekornet. Gule glimt fra to maskingeværer viste sig over de røde tern. Han hørte kuglerne fløjte forbi. Holdt fingeren på aftrækkeren og sigtede på motoren. Afstanden blev rigtig. Han trykkede på aftrækkeren. Geværernes rekyl rystede flyet og mundingsglimtene blindede. Det rødternede fly flammede op og faldt. Ilden slikkede op langs flykroppen, fjernede lærredet og efterlod et sortsvedent skelet. Piloten var sunket sammen over styregrejerne.
   Overalt omkring ham var kampe i gang. Capsicum blev forfulgt af et fly med en gul lilje på siden. Han drejede for at komme Capsicum til hjælp og flyet med liljen afbrød sit angreb og drejede mod ham. Han steg og gik ind i et loop. Et så lille loop som muligt. Flyet med liljen fulgte med i den første fjerdedel og faldt så bagud - stallet - piloten var fornuftig nok til at opgive og dykke.
   Kugler fløjtede forbi ham og slog ind i undersiden af den øverste vinge. Han rullede og dykkede. Et nyt fly - grånæset og uden påmalede kendetegn - fulgte efter ham. En dygtig pilot. Han zigzaggede. Korte salver fra det grå fly ramte forbi og ramte hans. Slagmarkens mudrede jord fór op mod ham. Kejserens skyttegrave var ganske tæt på. Soldaterne pegede op mod ham og rettede deres geværer mod hans forfølger. Endnu var de for højt oppe.
   Flyets reaktioner blev mindre og mindre. For mange træffere. Han så ned i jorden. Bare lidt endnu.
   Han begyndte at rette op. Flyet var langsomt til at reagere. Soldaterne skød mod det grå fly.
   Flyet nærmede sig kanten af skyttegraven - måske ville det styrte. Soldaterne kastede sig til siderne. Flyet rettede op og han mærkede, at hjulene stødte mod jorden. Det lykkedes. Han fór hen over landskabet. Han tog højde på og sikrede sig, at der ikke var fjendtlige fly i nærheden.
   De andre piloter tog imod ham, da han landede.
   "Du klarede den ..." sagde Capsicum.
   Han nikkede og så rundt på dem alle sammen. Ingen tab. "Med nød og næppe," sagde han.
   "De var efter dig," sagde Capsicum. "Så snart du var væk, trak de sig."
   "Det ved jeg." Bekymringen spredte rødder i ham og han tænkte på prinsessen. Bestemte sig for, at han ville se hende igen - uanset hvad.

Prinsessens skulder blev bedre og bedre. Hun kæmpede for ikke at blive for utålmodig og overanstrenge den - men hun ville så gerne tilbage til bakken og testede hver dag om hun ville kunne holde rideturen ud. Kongen havde ikke forbudt hende at tage af sted, men hun havde på fornemmelsen, at han ville gøre det, så snart skulderen var helet.
   Hver dag sad hun klar til at modtage posten og snuppede avisen fra ham. Bange for at den skulle fortælle, at piloten var blevet skudt ned og ked af det, når der ikke stod noget om ham.
   En morgen mærkede hun, at smerten ikke ville forhindre hende i at ride og hun meddelte sine forældre, at hun ville ride hen og se på fronten, som hun plejede.
   Dronningen tabte sin gaffel og den skramlede mod tallerkenen. "Det må du ikke." Dronningen vendte sig mod kongen. "Sig til hende, at hun ikke må."
   Kongen forbød ikke sin datter, at tage af sted - når hun var der, tænkte han i et mørkt hjørne af sit sind, ville piloten komme.

Den første gang piloten så prinsessen efter uheldet, red hun igen op på toppen af bakken og sad der, med sin arm i slynge. Han var fulgt af tre fra eskadrillen og han så rundt på dem. Capsicum rystede på hovedet - en advarsel. Piloten så på prinsessen. Hendes ansigt var vendt mod ham - en fjern lys oval. Han kunne ikke lade være. Han sikrede sig, at der ikke var fjendtlige fly i syne og drejede mod hende. En sidste gang, lovede han sig selv. De andre fulgte ham. Flere øjne til at holde udkig efter fjender. Han måtte takke dem, når de kom tilbage. Takke dem og love, at han ikke ville gøre sådan igen.
   Hun rejste sig i sadlen og vinden trak i båndene og fik dem til at sno sig. Han smilede.
   Han fløj ind over det grønne landskab, dykkede ned i trætopshøjde og cirklede om hende.
   Hun pegede mod himlen.
   Kugler hvislede ned forbi ham og han fik flyet til at stige. Capsicums fly faldt mod jorden, omspændt af flammer. De to andre blev jaget af kongens fly. Den grå jager og tre andre dykkede efter ham. Han steg op mod dem, med al den fart flyet kunne give ham. Ild glimtede over det grå flys næse og streger af kugler rakte ud efter ham. Han fik flyet til at sno sig og undgik stregerne. Få meter skilte det grå fly og ham. Han skød igen. De to fly bag det grå brød af, men det grå fortsatte. Han vidste, at hvis han brød af, ville det grå fly lægge sig i halen på ham og flå hans fly i stykker. Og brød det grå fly af, ville han lægge sig i halen på det.
   Grå striber rakte hen over hans flys næse. Et af de andre fly. Flyet med den gule lilje. Hans flys motor stoppede og vinden susede omkring ham. Flyet gled ned mod jorden. Han så sig om efter et sted at nødlande. Det ville blive på kongens jord - uanset hvad han gjorde. Det grå fly fór forbi ham. Kampen var slut.
   Røg strømmede ud fra motoren og blev trukket hen langs flykroppen. Ild! Han dykkede så stejlt, han turde. Flammer spillede som slangetunger under motorhjelmen. Han dykkede stejlere. Flammerne slukkede, blussede op, slukkede - kastede gnister. Han prøvede at lade være med at tænke på, hvad der skete under flyet.

Prinsessen så pilotens fly falde mod jorden og red mod det sted, han så ud til at ville styrte ned. Røgfanen der strakte sig efter ham, gjorde synet af, det andet af kejserens fly der var faldet brændende til jorden, nærværende. Det havde brændt så hurtigt. Var ikke meget mere end et forkullet pindeskelet, da det krøllede sammen på jorden. Stanken af brændt olie, lærred, træ og kød hang i hendes næse.
   Hans flys hjul ramte jorden. Flyet hoppede, ramte jorden igen og så vendte flyet bunden i vejret. Hun så den øverste vinge blive presset mod cockpittet og sporede hesten.
   De fly der havde skudt på ham dykkede mod vraget. Hun fik hesten ind mellem dem og vraget og rev i tøjlerne. Hesten vrinskede og standsede. Flyene fór hen over hende og steg igen.
   "Gribbe!" råbte hun efter dem.
   Flyene vendte og dykkede igen. Hun stillede sig i vejen igen og de fór hen over hende og drejede væk.
   Skramlen lød fra cockpittet og piloten klemte sig ud mellem den øverste vinge og flykroppen. Hun sprang af hesten og rakte ham en hånd. Han tog den og hun hjalp ham på benene. Blod, fra en flænge over øjet, løb ned mod hans hals.
   Han trak hjelmen af. "Prinsesse ..." sagde han og mødte hendes blik. Udtrykket var så bekymret. Hun rakte op efter hans ansigt, men han greb om hendes hånd og trak den ned igen, men han slap ikke. "Prinsesse ..."
   Dunder fra hestehove nærmede sig fra slottet. Piloten kastede et blik i retning af lyden, slap hendes hånd og faldt på knæ. Hestene fra kongens garde standsede på begge sider af hende.
   En oberst sprang af sin hest og lagde armen om hendes skulder. "Er alt i orden, prinsesse?" spurgte han med faderlig bekymring.
   To kaptajner, med trukne sabler, sprang af deres heste.
   Hun vred sig ud under oberstens arm. "I gør ham ikke noget!"
   Kaptajnernes sabler hvilede mod pilotens hals.
   "Han gør intet - han er fange - han er min fange."
   Kaptajnerne så på hende og forbi hende hen på obersten, så fjernede de sablerne. En rakte dem reb og de bandt pilotens hænder på ryggen.
   "Tag ham med tilbage til slottet," sagde hun, selvom de næppe lyttede til hende.
   "Kom nu, prinsesse," sagde obersten. "Din far har bedt os hente dig." En løjtnant rakte ham tømmerne til hendes hest.
   Hun kastede et blik tilbage på piloten. Kaptajnerne havde bundet rebet om hans bryst og trak han på benene. De var ikke unødvendigt hårdhændede. Hun tog sin hests tømmer og steg op.

Kaptajnen lod ham gå efter sin hest. Han holdt hesten i skridt og trak ikke i rebet, førte ham ikke hen over særligt ujævn jord eller gennem krat. Prinsessen red oppe foran. Han havde set, at hun flere gange prøvede at falde tilbage, men hver gang var hun blevet forhindret af obersten.
   Kaptajnen, der havde ham på slæb, faldt længere og længere tilbage. De blev ikke alene af den grund. Rækken af garder strakte sig bare ud.
   De kom sidst ind gennem slottets port. Prinsessen og obersten og mange af de andre var også forsvundet fra gråden. Den anden kaptajn stod opad en søjle, med hånden på sablens hæfte.
   Kaptajnen overlod sin hest til en stalddreng og trak ham hen til den anden kaptajn. De gik ind mellem søjlerne. Bag de buede døråbninger trængte lyde fra og lugtene af heste. De ledte ham længere og længere ind i mørket mellem søjlerne. Døråbningerne forsvandt og blev afløst af glat mur. Luften lugtede af kold sten og søjlerne fik grøn belægning. En låge, der lignede vinduesskodder, sad lige over jorden. Kaptajnen åbnede lågen. Den anden sparkede benene væk under ham og trak sin sabel, han skar rebet over tæt ved knuden og skubbede ham gennem hullet. Han rutsjede ned af en sliske, faldt frit og havnede i en stak strå. En skramlen af træ mod sten og så forsvandt alt lys. Han tænkt på, hvor længe hans henrettelse var udsat og begyndte at lede efter et eller andet at skære rebet over med.

Obersten og fire andre gardere ledte prinsessen ind i hallen. Hendes far og mor ventede på hende for foden af trappen. Omkring dem var en ring af gardere.
   "Du skal til Østpaladset," sagde kongen.
   "Nej," sagde hun. "Han skal behandles ordentligt. Du skal ikke sende mig væk, så du kan henrette ham."
   En stofpose blev trukket over hendes hoved og hænder greb fat i hende. Hun kæmpede imod. Reb bandt hendes hænder.
   "Nej!" Hun blev løftet og båret ud. "Far!"
   Hun mærkede frisk luft omkring sig.
   "Urtica!" råbte hun. "Østpaladset!"
   Hun blev kastet ind på sædet i en bil og hørte motoren gasse op.

Bilen standsede og kold luft kom ind, da døren blev åbnet. Hun sparkede ud efter den der havde åbnet den, men ramte ikke noget. Hun blev trukket udenfor og båret opad trapper og indenfor.
   "Slip mig!"
   Hun blev båret op af flere trapper.
   Tårnet. Huskede hun. Derfra hvor hun så tit havde nydt udsigten ud over labyrinten, parken og landskabet - og hvor hun havde gemt sig, når irriterende prinser og adelsunger var blevet inviteret.
   En dør blev åbnet og hendes reb blev løsnet, hun blev skubbet ind og døren blev lukket bag hende. En nøgle drejede i låsen og en slå blev lagt på plads. Hun fik løsnet stofposen og trak den af. Kaminilden kastede gyldent lys hen over møblerne i udkigsrummet og stjernerne skinnede ind gennem vinduerne. Hun pillede løsrevne hudlapper af sine håndled og åbnede et af vinduerne. Lodrette mure strakte sig ned mod prikker af vindueslys fra selve paladset. Hun så ud over landskabet i retning af fronten og slottet.
   "Skiderikker!" råbte hun.

Lys og den blandingslugt af toiletspand, dårligt kød og sprut, der kendetegnede den tandløse vagt, slog mod piloten og han åbnede øjnene.
   "Morgenstund har guld i mund, " læspede vagten. "Vågn op, pilot - heldet tilsmiler dig."
   Vagten lod et reb falde ned til ham.
   Piloten skubbede sig op fra sit stråleje og gik hen og tog om rebet.
   "Kom nu." Lød det fra silhuetten oppe i det skarpe lys, der skinnede ind gennem lågen.
   Han tøvede og tænkte på, om vagten ville gøre alvor af sin trussel med at skære rebet over, når han klatrede op.
   "Fart på!" kommanderede en fremmed stemme. "Vi har ikke hele dagen!"
   Piloten bandt rebet om sin mave og begyndte at trække sig op. De begyndte at trække i rebet oppefra og han klamrede sig til det. Godt det samme. Hans arme rystede af bare at holde fast om rebet. For lang tid på for lidt mad.
   Lyset skar i hans øjne og han klemte dem sammen, to personer greb ham om armene og hans hænder blev bundet på ryggen. De to slæbte ham hen over gården og læssede ham på en vogn. Vognen rullede af sted.
   Mens øjnene vænnede sig til lyset, nød han den friske luft og lyttede til fuglesang. Efter et stykke tid gik det op for ham, at der var en lyd der manglede. Han lyttede intenst. Ingen granatnedslag, ingen skud, ingen motorlyde.
   Han åbnede øjnene og så, at vognen var flankeret af de to kaptajner og foran red en oberst. Grønne marker gled forbi. Vognen standsede ved den bagerste skyttegrav og han blev ført ned i dem.
   Ved den forreste skyttegrav, rakte en soldat obersten en gren med en hvid klud bundet til enden og obersten sørgede for at kluden kunne ses over skyttegravens kant. Resten af soldaterne lå klar, med deres geværer, ved siden af stormstigerne. En af kaptajnerne kiggede i periskopet og nikkede til obersten. Den anden kaptajn løsnede pilotens hænder og ledte ham hen til stormstigen.
   Han klatrede op og så at en hvid klud også stak op fra kejserens skyttegrav. En mand, var ligesom ham, ved at klatre op over kanten af kejsernes skyttegrav. En forbinding dækkede fangens ene øje. En af kejserens kaptajner fulgte efter fangen og piloten hørte, at en anden var på vej op ved siden af ham fra kongens skyttegrav. Det var en af kaptajnerne og han holdt om skæftet af sin pistol.
   "Fremad," sagde han.
   De fulgtes ad hen over den mudrede slagmark og de to fra kejserens linjer nærmede sig dem.
   Den anden fange var også pilot, men hans uniform var gået fra hinanden i syningerne og knæene var beskidte og slidte. Forbindingen, der havde set hvid ud på afstand, var grå og plettet af blod. Fangen snublede og kaptajnen trak ham op at stå og skubbede ham fremad igen.
   De mødtes midt på den oprevne jord. De to kaptajner nikkede til hinanden og skubbede deres fanger fremad. Den anden pilot gik en stor bue udenom Urtica og så ned i jorden.
   Kaptajnen vinkede ham nærmere og var allerede begyndt at trække sig tilbage mod kejserens skyttegrav. De gik hurtigt hen over jorden. Kaptajnen så sig jævnligt over skulderen.
   "Hvorfor var du så hård ved ham?" spurgte piloten.
   Kaptajnen stirrede. "Det var ham der fløj Den Gule Lilje."
   "Ah," sagde han og mærkede et stik af skyld og sorg. "Hvad med ham der fløj den grånæsede?"
   Kaptajnen slog affærdigende ud med hånden. "Han brændte."

Han kom tilbage til sin eskadrille og så hvor få der var tilbage af de piloter han kendte. De unge så beundrende på ham.
   Hans mekaniker viste ham et af de nye fly og tilbød at male det som hans gamle. Selvom han vidste at det ville tiltrække kongens fly, nikkede han. De unge forventede det af ham. Og han var trods alt deres leder.
   "De siger ellers, at krigen snart er slut," sagde mekanikeren. "At vi ikke kan holde ud meget længere."
   "Soldaterne virkede også så unge," sagde piloten.
   Mekanikeren nikkede.
   Piloten vovede et spørgsmål: "Har I hørt noget om prinsessen?"
   "Rygtet siger, at de har spærret hende inde i Østpaladset."

Motorstøj nærmede sig. Prinsessen lagde bogen fra sig og så ud. En prik midt i den blå himmel voksede og voksede. Et fly. Alene. Det kunne kun være ... Hun gik hen til vinduet og åbnede det. Motorlyden strømmede ind. Flyet havde hans farver. Han havde ikke glemt hende - havde ikke givet op - var i live. Hun lænede sig ud af vinduet og vinkede.
   Flyet begyndte at cirkle om tårnet. Så tæt på. Hun rakte ud og var få centimeter fra at nå vingen. Han havde skubbet brillerne op i panden og så på hende. Hvide bånd flagrede fra wirerne mellem vingerne.
   Hun så skudhuller i flyets krop.
   "Urtica!" kaldte hun.
   Flyet forsvandt om på den anden side af tårnet og dukkede op på hendes side igen.
   "Krigen er slut!" råbte han til hende. "Vi tabte. Vi kommer ikke til at ses mere." Våde spor glinsede på hans kinder.
   Hun rakte ud efter ham. "Urtica!"
   "Jeg vil aldrig glemme dig!" råbte han.
   Flyet forsvandt bag tårnet. Hun så sig om efter noget at kaste til ham. Et sjal lå slynget over lænestolens ryg. Hun greb det og en glasrose, der blev brugt som brevvægt. Rosen bandt hun ind i sjalet, for at det ikke skulle blive revet væk af vinden.
   Flyet dukkede op på hendes side igen.
   "Jeg elsker dig!" råbte han.
   Hun kastede sjalet ned i cockpittet til ham.