Der var engang en stor og mørk skov, hvor et par tvillingebrødre, Ingenmigher og Ingenmigder boede.
   De to brødre arbejdede som skovhuggere hver dag, så de var store og muskuløse. En dag da Ingenmigher var på vej hen til sin Mor Eurynome, der boede helt i den anden ende af skoven, mødte han en lille pige. Hun havde langt lyst hår og var klædt i en hvid kjole med røde prikker. Selvom Ingenmigher var stor, var han meget mild, så den lille pige blev slet ikke bange for ham. Han gav hende nogle små chokoladeovertrukne marcipangrise, som han havde fået af sin Mor. Pigen kaldte dem for "Pindsvin", og elskede dem. Da Ingenmigher skulle videre, vinkede pigen til ham og sagde "Vi ses i morgen, Pindsvinekæmpe". Ingenmigher smilede ved sig selv, resten af vejen hen til sin Mor.
   Den næste dag, denne gang på vej til skovhuggerlysningen, var den lille pige ikke på det aftalte sted. Ingenmigher var lidt bekymret, men det var jo en ret løs aftale. Hans bror Ingenmigder var gået i forvejen, så han skyndte sig og glemte hurtigt alt om pigen, da stammerne begyndte at falde omkring dem.
   En flod løb igennem skoven, og et par dage efter så Ingenmigher en lystfisker stå ude i vandet med vaders på. Han gik hen til bredden, "Fanger du noget?", råbte han til fiskeren. Lystfiskeren vadede ind til Ingenmigher, og sagde "Ikke endnu, men det vigtigste er tålmodigheden. Så skal man nok fange noget". Det viste sig at lystfiskeren hed Matthai og var politimand til dagligt. "Jeg hedder Ingenmigher", præsenterede Ingenmigher sig selv. "Der har været et mord på en lille pige", sagde politimanden alvorligt, og Ingenmigher følte en knude i maven. "Hun hed Laney Rondegreen, og havde lyst hår og en hvid kjole med røde prikker på på. Har du måske set hende?", spurgte politimanden. Ingenmigher blev bange for at han ville blive beskyldt for noget, så han sagde "Næh, hende har jeg ikke set. Det var dog forfærdeligt". Han undskyldte sig og skyndte sig hjem til sin bror. Politimanden så mistænksomt efter ham.
   Da Ingenmigher fortalte sin bror at pigen var død, var ham forfærdet over det vidende smil der hurtigt forsvandt fra Ingenmigders ansigt. "Det var dig!", sagde han, netop som det bankede på døren. Det var politimanden, der også gerne ville snakke med Ingenmigder. De inviterede ham indenfor og inden Ingenmigher opfattede hvad der var ved at ske, stak Ingenmigder politimanden flere gange i ryggen. Ingenmigher begyndte at brydes med sin bror om kniven. Det endte med at kniven endte i brystet på Ingenmigder. Ingenmigher sad på gulvet og så på de 2 kroppe. Han gik ud i haven og gravede 2 grave, hvorefter han slæbte ligene ud og begravede dem. Langsomt gik han igennem skoven, ud til Mor Eurynome's hus. Da han stammende fortalte hende historien, sagde hun,
   "Du er altså enebarn, min søn".