Der var engang en farve bøtte der hed røde. Røde var en dyb men alligevel skinnede rød farve bøtte. Røde kunne få ethvert maleri, til at se specielt udsøgt ud, hvis man blot gav røde lov. Røde havde da også tit fået lov til, at vise sit talent om end begrænset. Tja, hvis bare røde ville udtrykke sig på postkasser, og klove næser.

Desværre for røde, var han født i en ikke helt korrekt bøtte, den ene hank var lidt større end den anden, og mærkatet på bøtten svarede ikke helt overens med indholdet. Der var nok farver der alligevel snakkede med røde, men inderst inde, så de alligevel lidt ned på ham, på grund af hans små skønhedsfejl. Denne indsigt var der dog ikke mange af de andre farver, der åbent gav udtryk for.

Nu kunne historien slutte med et de levede lykkeligt til deres dages ende, og at alt var som det skulle være. Hvis blot Jeg fortalte, at røde i alt fremtid malede de kønneste postkasser og klove næser. Det ville imidlertid ikke være korrekt, og jeg ville negligere rødes problem. Ser du, Røde havde nemlig et brændende ønske, nemlig at få lov til at blande sig, med en af de vidunderlige gule farver. Sammen mente røde, at de kunne få det pragtfuldt, og at de kunne male den smukkeste livgivende orange sol. Denne drøm var rødes eneste drøm, og alle de andre drømme, som alle de andre farver havde, sagde ham intet.

Når røde så sig omkring kunne han se både tykke og tynde gule farver, men ikke blot det, der var så mange gule nuancer, og hver og en af disse hilste han gerne på. Det var da heller ikke fordi, at der ikke var gule farver der ville snakke med røde, problemet var blot, at de ikke havde den samme drøm som røde. Ok, det passer nu heller ikke helt, drømmen havde de måske, men rødes bøtte var bare ikke lige det de søgte. Samtidig var Blå og Grøn mere tiltrækkende på de gule farver.

Blå og Grøn, var ikke farver der sagde røde noget. Grøn kunne være en halv ond størrelse, der ikke brød sig om at komme alt for meget sammen med andre. Derfor var der altid mange steder, der manglede grøn, og få der havde overflod af farven. Grøn var aldrig ligelige fordelt, og jagten på denne kunne suge livet ud af enhver farve. Blå derimod, kunne bedst lide at male store og smarte biler, kæmpe villaer og stilfulde ting. Dette gjorde at mange farver mente, at de var mere værd, hvis de havde denne farve tæt på sig.

De fleste gule farver kiggede længe efter grøn og blå, og ville utroligt gerne være sammen med disse 2 farver. Dog falmede disse farver, ja så smuttet de fleste gule farver, og tog det med sig de nu kunne. Sådan kan farver bruge hinanden. Alligevel ville røde gerne finde en gul farve, der kunne se det smukke i hans farve, se mulighederne, og sammen male den smukke orange sol. Desværre for røde og hans drøm, fandtes der ingen gule farver, der ville male den orange sol sammen med røde.

Dette gjorde Røde ked af det, og han blev dybere og tykkere i sin bøtte, af de konstante afvisninger, for så at miste troen på, at drømmen nogen sinde ville blive opfyldt. Mange havde sagt til røde, at der da fandtes andre motiver end den orange sol. De mente at røde i stedet burde nøjes med, at male røde postkasser, samt næsen på klovnen.

Røde der så gerne ville male orange, kunne ikke se sig selv have nok i at forblive rød. Aldrig at få lov til at udtrykke sig mere dette, gjorde røde mere og mere mat. Røde følte sig begrænset i sine rammer, og i det indhold han kunne opnå. Til sidst følte røde, at den sorte nat, var blevet hans bedste ven. Natten holdte ham mere ved selskab, og nattens sorte farve fjernede det, han ikke længere kunne holde ud at se på. Natten fyldte derfor mere og mere hos røde, og den blev svaret på det spørgsmål røde havde. Spørgsmålet han havde tænkt over så mange gange. Hvorfor male, hvis man aldrig kan se og male det man drømmer om? Hvorfor være tilfreds med mindre end den orange sol?

Røde kunne ikke tage det mere, og uden varsel, spildte han alt sit indhold ud over gulvet og vægen. Fra denne dag var den røde maler bøtte tom, og billederne blev aldrig helt så gode for de andre farver. Postkassen manglede rød, og de varme røde kinder på menneske billederne, var nu heller ikke længere at se nogen steder, og det samme galt klovnens næse.

Tilbage stod de andre farver stadig og tænkte, hvorfor og hvordan røde ikke blot kunne tvinges til at male det, de nu havde udset til ham. Hermed vil jeg slutte dette eventyr, som på sin vis fik en lykkelig slutning for røde, og lukke min sorte eventyr bog.