Der er nogle der siger
at enhjørningen er død
lissom dodofuglen og sabeltigeren.
Det er den nu ikke.
(det er dodofuglen og sabeltigeren heller ikke).

Hver aften når solen er væk,
kommer en lille enhjørning
gennem haven
og hen til mit vindue.

Det er en ganske lille enhjørning,
ikke større end et føl;
den er helt hvid og ren,
dens pels er lang og blød,
dens man og hale når helt ned
til jorden,
og det lille horn ligner en sukkertop.

Den står neden for mit vindue
og stamper i jorden;
jeg kravler ud af vinduet
for at klappe den.
En håndfuld rosiner
og et par småkager får den,
og slikker min hånd.

Jeg ser den smile
med sine blå øjne,
så vender den om
og traver bort.
De bittesmå hove gir en sjov lyd
på den våde græsplæne.

Ikke spor vemodig er jeg
ved at se den forsvinde
ud af haven.
Jeg ved jo, at den vil komme tilbage,
hver aften,
altid.

En gang
vil jeg slå følge med min lille enhjørning
og gå på eventyr
i den virkelige verden.