"Kazuki-san!" Masami sprang op af forskrækkelse. "Se lige haren der. Hvor er den sød!" forsatte hun sit udbrud. En ung nøddebrun hare var hoppet over det ellers høje stengærde, der adskilte vejen fra rismarken, hvor de nysåret grønne ris planter blev badet i solens rødlige morgenskær. Masami kiggede op på sin sensei for at se hans reaktion. Hans mundvige gjorde kun et lille vip, som knap nok kunne ses. Men for Masami, som havde fuldt sin mester i snart et år vidste, at der lå lige så meget glæde i Kazukis lille trækning, som en killings fryd over en skål fløde. Lige så hurtigt som den var kommet til, forsvandt Masamis glæde igen. Efter haren kom en ræv springende. I sin jagt på et måltid ænsede den ikke to fremmede rejsende.
   "Åh nej..." sagde Masami med fornyet høj stemme af den nye forskrækkelse. "Sensei. Vi må hjælpe den." Hun ville løbe efter dem, men Kazuki lagde sin tunge hånd på hendes lille skulder og holdt hende tilbage, inden hun så meget som havde løftet sin fod.
   "Masami-chan. Den bedste hjælp haren har, er sig selv." Masami så forfærdet op på sin mester, men Kazuki holdt sine mørke øjne på rævens jagt.
   "Jamen Kazuki-san. Den har ikke en chance imod ræven." Kazuki øjne faldt undrende på Masami, der straks følte et ubehag i maven. Han behøvede blot at se på hende, og hun vidste, hun måtte have sagt noget forkert. Hun forstod ikke, hvad hun havde sagt, der var i vejen. Det var jo snyd for haren.
   "Hvad får dig til at sige det?" spurgte Kazuki med sin dybe stemme, der fik ham til lyde meget ældre.
   "Ræven er hurtigere og stærkere end den lille hare. Det er synd for den, at den skal dø." Masamis kvalme i maven havde snøret sig sammen til en hård kunde af uforståelse.
   "Det sker, at harer dør." Han satte sig ned på hug for hende. Når Masami så ham i øjnene så tæt på, kunne hun se det blå i dem. Masami vidste, at de øjne hun kendte så godt, måtte have havets farve, selvom hun aldrig havde set havet. Han trak igen en lille vig ved sin mund.
   "Men denne hare vil ikke dø." Masami så stædigt på ham. "Hvordan kan han vide det?" råbte en stemme inde i hendes hoved, som hun holdt tilbage fra udtale. I stedet blev hun ved med se Kazuki i øjnene. Han blev alvorlig igen.
   "Dine øjne er stærke, Masami-chan. Når du bliver ældre, og din visdom er blevet til fulde, vil ingen nære tvivl i dit ord." Kazuki havde altid en måde at løse de knuder, han havde skabt i hendes tvivl. Men den var kun løsnet ikke bundet op.
   "Se." Kazuki gjorde et vink med sine øjne fra hendes stædige blik over mod vejen. Masami mærkede straks en afslappethed i sin krop. Længere henne ad vejen var ræven stoppet op og stod nu, skrabede halvt opgivende med sin ene pote imellem de store sten i stengærdet. Den snuste en sidste gang og luntede derefter videre uden haren imellem sine tænder.
   "Hvordan kunne du det vide det Kazuki-san?" spurgte hun,i stor glæde over, at harens liv var i behold. Kazukis mundvige vippede igen op.
   "Haren fandt en indre styrke, der var langt overlegne rævens. Ræven løb for et måltid, men haren løb for sit liv."