Eftermiddagslyset blegnede og prøvede at lokke de sidste rester ind gennem de støvede og revnede vinduer. Udhuset havde længe trængt til en kærlig hånd. Det blev kun brugt til opbevaring, så ingen havde taget initiativ til at gøre noget ved det. Bøger var stavlet op i uordentlige bunker på en støvet reol i et hjørne, og kasser med for længst glemte vigtigheder stod og måbede underligt udfærdige i en ikke værende aktivitet.

Der hang et gammelt maleri. Det var støvet, og de gråbrune farver var udviskede som i et neutralt fravær af mening. Det hang også en anelse skævt. Ikke så meget, at det for det matte øje gjorde nogen forskel. Men så meget at det virkede lettere distraherende på den, der havde bemærket det, hvis altså det havde hængt et sted, hvor noget blev bemærket. Forvildede en person sig mod forventning derind og kikkede lidt nøjere på billedet, opfattedes det skimtvis som om, en gammel kone med krum ryg møjsommeligt bøjede sig i knæene for at samle noget op. Et barn flagrede af sted, eller var det en sommerfugl? Resten lå helt hen i tåge, eller snarere i et lag skidt.

Så sker det, at en marskandiser kommer forbi. Han er på vej til sin fætters bryllup og har weekendfri. Har lukket sin butik inde i byen til mandag. Uheldigvis punkterer han ud for Christen Silversens hus med det tilhørende ovennævnte udhus. Samme marskandiser har et ekstra dæk i bagagerummet, men opdager til sin ærgrelse, at han har fået forlagt donkraften hjemme i garagen. En sådan er han nødt til at gå ind og spørge efter og håbe på, han har mulighed for at låne.

Christen Silversen er en studs herre og byder ikke gæsten indenfor, som ellers høfligt præsenter sig, men henviser til sit udhus, hvor han mener, der befinder sig en donkraft. Gæsten må bare selv rode derude, for Christen har ikke tjek på noget som helst dér.

Marskandiseren går derud og finder ikke umiddelbart, hvad han skal bruge i rodet. Men han får øje på maleriet og tænder et mat lys i en slunken pære, der hænger ned fra loftet. Nu er han jo ikke marskandiser for ingenting, og det maleri siger ham noget. Han retter på det, så det kommer til at hænge lige, hiver en klud, som han altid har med, op fra sin lomme, og skyller den op under en vandhane, der er over en vask i udhuset. Derpå vasker han maleriet over med kluden. Det han ser komme frem, er begyndelsen til et sandt eventyr for ham.

Maleriet åbner sig, taler. De grå nuancer opløses og lukker op for et spil af farver. Den gamle kone, det er hvad hun er, kalder på barnet, beder hende om at hjælpe med at samle pinde til bål. For i aften skal der festes ude under linden. Barnet, en pige, flagrer rundt efter pinde så hurtigt, at hun forvandles til en sommerfugl, indtil tilstrækkeligt mange pinde er samlet ind. En far kommer rundt om hjørnet i træsko, hvor halm stikker ud. Han har en favnfuld brænde i armene, som han giver til sin kone. Hun har forklæde på og er på vej ind for at tænde op i komfuret, så der kan blive varme i køkkenet og kogt vand til aftenbadningen i bryggerset efter endt arbejde. For der skal festes. Senere på aftenen, når det er blevet koldt udenfor og man går ind, er der varme fra komfuret, og der er nok også rester fra bålmåltidet til lidt natmad. Harmonikaen og violinen står og venter på karlene. Musik skal der være til en fest. Den nedadgående sol over bindingsværkshuset og galleriet foran giver eventyret et strejf af grænseløshed med rum for længsler og store følelser. Maleriet er signeret og dateret: Skiver 1878.

Med ét står Christen i sit udhus:
   "Sig mig, har du fået det, du skal bruge?"
   Han synes, at marskandiseren, hvis det er det, han er, har taget sig lidt for god tid ude i hans udhus.
   "Næ", svarer den fremmede muligvise marskandiser henført, "jeg kunne ikke finde en donkraft, men hvad skal du have for det dejlige billede, du har hængende der med spindelvæv på rammen?"
   "Nå, det er vist en del værd. Det har jo patina."
   Christen skynder sig at skifte ansigtsudtryk fra hvas afvisning til imødekommende kendermine. Han fjerner spindelvævet fra rammen og begge personer opdager derved, at der er gået orm i den.
   "Det må være nedslag i prisen", siger marskandiseren.
   Christen ser stadig kun lortebrune og grå farver på billedet, selvom det ser lidt renere ud, end han husker det.
   "Jamen du må da få det for en slik, skal vi sige en tusse? Her har du donkraften."
   "Top, jeg tager billedet. Donkraften kommer jeg tilbage med om lidt."

Christen gnider sig i hænderne og smutter to femhundrede lapper ned i sin pung. Han ryster ubemærket på hovedet over folks dumhed. Og så er rammen oven i købet ormædt.

Lidt senere kører marskandiseren. Han har købt et eventyr i en ormædt ramme. Det står på bagsædet i hans bil. Han glæder sig til at se fortsættelsen af eventyret i sit hjem. Rammen forgår. Eventyret fortsætter i det uendelige som solens vandring over maleriet.