Der stod en skål med flødeskum i køleskabet; det var skinnende hvidt og cremet, og var lige blevet pisket sammen. Nu stod flødeskummet stolt i sin skål og kiggede sig omkring.

"Hvor er her dog mørkt", tænkte flødeskummet, "jeg kan slet ingenting se"
   "Er det virkelig alt jeg er skabt til?" sukkede det, "at stå her i mørke i al evighed?"

Netop da flødeskummt havde tænkt det skete der noget; et stort, hvidt skinnende lys bredte sig hurtigt ud over det hele. Nu kunne flødeskummet se.
   Det stod i en gennemsigtig skål, og kunne rigtig se sig godt omkring. Det var et meget underligt men også spændende sted.
   Overalt var der hvidt; hvide vægge, loft og gulv der skinnede så flot.
   Flødeskummet så, at det ikke var alene i dette underlige rum. Rundt omkring stod der andre skabninger i alle mulige forskellige farver og former. Og de lå oppe, nede og ude til siderne.
   Der var agurk, tomat, pålæg, mælk, æg, jucie og masse andet.
   Alle de forskellige ting kiggede nysgerrigt på flødeskummet og flødeskummet kiggede nysgerrigt på dem.

Men pludselig blev alt sort, og der var igen for mørkt til at kunne se noget.
   "Øv!" tænkte flødeskummet, der egentlig gerne ville ha kigget sig lidt mere omkring.
   Flødeskummet faldt i søvn, og vågnede først, da det hvide lys skinnede igen.
   Denne gang så flødeskummet, at der blev sat en skål ind i rummet; skålen stod på hylden ovenover, og der lå kun en eneste skabning der i.
   Flødeskummet var helt måløs; aldrig havde det set noget så smukt.
   For i skålen lå et rødt, skinnende kirsebær; flødeskummet følte, at det kunne se på dette kirsebær i al evighed, men det nåede det ikke, for i det samme blev rummet kulsort, og flødeskummet kunne igen ingenting se.

"Åh", tænkte flødeskummet, "hvilken skabning; hvilken skønhed. Hvis jeg dog bare kunne se dette smukke vidunder igen"
   Flødeskummet følte, at det stod i mørket i flere dage, men det var nærmere nogle få minutter, for døren blev igen åbnet, og det hvide, klare lys fyldte igen rummet fuldt ud.
   Flødeskummet kiggede straks opad for igen at beundre det smukke kirsebær.
   Det hvide lyd spillede i kirsebærrets dybrøde farve; det gjorde blot flødeskummets begejstring endnu større, og det kunne slet iie fjerne blikket fra skønheden.
   Flødeskummet fik sådan en lyst til at komme nær kirsebærret; kunne han dog blot få lov at røre det; få lov at kramme det; få lov at kysse det.
   Igen blev det mørkt.
   Flødeskummet oplevde, at blive meget ulykkelig; det længtes så meget efter kirsebærrets lokkende røde farve, at hvis det havde kunnet, så havde det grædt.


Lyset blev igen tændt; flødeskummet betragtede kirsebærret:
   "Hvordan skal jeg dog nogensinde kommet tæt på vidunderet?" tænkte det.
   Lige da han havde tænkt det, blev skålen hvori han lå taget ud af det store hvide rum.
   Hvad sker der? Hvor er kirsebærret?
   Flødeskummet blev sat på et bord, og dets frustration over at kirsebærret var væk ophørte straks, da skålen med det røde bær blev sat lige ved siden af.
   "Nu er jeg endelig kommet tættere på min elskede", tænket flødeskummet, "endnu tættere ville slet ikke være så dårlig, men hvordan?"
   I det samme blev flødeskummet taget op af skålen, og lagt på et koldt underlag af is.
   "Uhhh hvor er det dog koldt", flødeskummet rystede af kulde, men stoppede i det samme, da kirsebærret blev lagt lige midt i det.
   Flødeskummet havde fået sit største ønske opfyldt; det omfavnede kirsebærret, og kunne slet ikke slippe det igen; kirsebærret gengældte omfavnelsen; begge var de så optaget af nærheden, ømheden og kærligheden til hinanden, at de slet ikke ænsede, da en ske løftede dem begge op, og første dem ind i et stort og vådt hulrum, munden på et menneske.
   Intet lagde det mærke til, da de gled nedad, for de ænsede kun det største man kunne opleve i et liv:
   Den ultimative kærlighed.

Og så blev alt igen mørkt og to hjerter smeltede sammen, og forsvandt ind i evigheden.