Det skete en gang for nogen tid siden
et sted ovre i Kaukasus,
at en æselhoppe havde den sælsomme skæbne
på en lun sommernat at nedkomme med et føl der var blåt.

Hun så længe på det blå føl
og syntes det var lidt underligt,
men da det blå føl var hendes førstefødte
tænkte hun at det nok kunne gå an.
Og hun blev rigtig glad for sit føl.

Det blå føl voksede op og blev til et blåt æsel
men den blå farve forsvandt ikke,
og hans mor fik ikke fler blå føl.

Han voksede op og blev et ret så lykkeligt æsel
skønt han også selv fandt sin farve lidt påfaldende,
snarere var han stolt over at
være anderledes.

Sådan gik der en hel del tid
indtil det blå æsel til sin store forundring mærkede
at der var noget der kløede ganske grusomt på hans ryg.
Han rullede sig på jorden,
han prøvede at bide sig på ryggen,
men til sidst blev han nødt til at finde sig i
at der var noget der kløede.

En morgen da han vågnede opdagede han
at han havde fået vinger og han vidste ikke
om han skulle være glædeligt overrasket eller forfærdet.
Vingerne var blå, og de blå fjer
var store og buskede som strudsefjer.

Da han blev lukket ud af stalden
og løb omkring på marken lagde han mærke til
at han kom meget hurtigere afsted og at
hans blå hove sletikke rørte jorden.

Hurtigere og hurtigere løb han
indtil han svævede højt over Kaukasus.
Glad blafrede han med de blå vinger,
glad fordi han var et blåt æsel, ovenikøbet et blåt
æsel med vinger.