Det er altid træls, når teknikken ikke fungerer i affyringsrampen. Derfor står jeg nu her i "Glade sko" på Amagerbrogade. Jeg har aldrig set noget lignende. Stakkevis af små kasser rundt om i lokalet. Ovenpå står brune og sorte genstande i par. På stole sidder folk og ifører sig disse genstande. Hvorefter de tager sig en spadseretur frem og tilbage, iført disse "Glade sko" vil jeg antage. Basaren hedder jo "Glade sko". Jeg stirrer forsigtigt ned på mine bare fødder, hvor mine tæer stritter i alle retninger. Så sætter jeg mig stille på en ledig stol. En kvinde nærmer sig:

"Hvad kan jeg hjælpe med", spørger hun.

"Det ved jeg ikke", svarer jeg, mens jeg ryster på hovedet.

"Måske et par lette sommersandaler, med plads til fødderne?" Hendes nysgerrige blik afsøger min kridhvide kjortel: "Interessant design", hun berører let det ene ærme: "og skønt materiale. Er det silke?"

"Øh", svarer jeg: "Englestof".

"Åh", svarer hun: "det mærke har jeg aldrig hørt om. Hvad størrelse bruger du?"

Jeg har ingen ide om hvad hun spørger om, og ryster derfor igen på hovedet.

"Sikkert 43, det er en almindelig herrestørrelse", hun smiler stort, øjnene blinker som stjerner.

ÅH, jeg havde glemt, hvordan det er. Varmen fra et smil, tiltrækningen. En kvinde af kød og blod. Jeg burde slet ikke være her. Der er sket en fejl, men i dette øjeblik nyder jeg, det bare, i længselsfuld venten.

Hun kommer tilbage med to æsker i hænderne. Hun knæler foran mig. En handling jeg kender til hudløshed. Men hun ser ikke på mig. Der kommer ingen bønner ud af hendes mund. I stedet roder hun i den ene æske. Mens det knitrer, fremfører hun forsigtigt disse to genstande, og anbringer dem yderst nænsomt på mine fødder. Måske er det også en slags religiøs handling? Hun ser spørgende op på mig. Jeg sender hende al min kærlighed. Det er ikke svært.

Jeg lyser klarere end jeg har gjort længe.

Hun skærmer forbløffet for øjnene: "Hvad synes du om sandalerne?"