For mange tusinde år siden kom et lille land til verden. Det lå højt mod nord og havde i hele menneskehedens – dengang ret korte – historie været dækket af en tyk kappe af is, men nu trak isen sig langsomt tilbage og åbenbarede sit skaberværk.
   Det var et yndigt land som det lå der mellem tre have, gennemskåret af glitrende vandbælter. Med megen møje havde den store gletscher samlet sten og jord på sin rejse gennem Norden, og da den omhyggeligt havde bugtet det nye land i bakke og dal, smeltede den langsomt og efterlod derved en smule af broderlandene hvor den nu fandt det kønt.
   Men isen havde nogle steder rejst så hurtigt, at den havde fået andet og mere med sig end den havde tænkt sig, og således kom den til at efterlade en lille flok fjeldtrolde i det nye, ret flade land. I begyndelsen gjorde det ikke noget. Det nye land var stadig alt for koldt for mennesker og dyr, så troldene kunne uforstyrret finde sig til rette hvor de havde lyst, og det var netop sådan at de foretrak det. Fra naturens side var de nemlig temmelig gnavne. De kunne knap nok holde deres eget selskab ud, og da slet ikke andres. Derfor spredte de sig hurtigt over så stort et område som muligt, og da de stadig havde svage minder om fjelde og fjorde, flyttede de ind i bakker tæt ved havet. Her sad de så og skumlede over larmen fra bølgerne, stanken fra havet og, efterhånden som landet blev varmere, den irriterende susen af vinden i de brede bøge.

Som tiden gik, og landet blev mere indbydende, kom dyr og mennesker dertil, og efter endnu nogle generationer bosatte menneskene sig i det før så øde landskab. De levede af jagt og fiskeri, og derfor slog de sig ned tæt ved havet. Senere fandt de ud af at bygge deres byer på højdedragene hvorfra de havde en god udsigt over både land og hav, og derfor nemmere kunne opdage farer. Hvad menneskene ikke vidste, var at nogle af bakkerne allerede var beboet.
   De fleste af troldene valgte bare at flytte til nye bakker længere inde i landet. Der var jo stadig god plads, og de foretrak nu engang fred og ro frem for alt. En enkelt trold nægtede dog at flytte og brugte i stedet et par århundreder på at sidde i sin hule og blive mere og mere arrig på sine larmende naboer.
   Aldrig havde han fred, syntes han. Altid var der hunde der gøede, katte der miavede, og mennesker der råbte, sang og lo. Men det værste var dog børnene. Trolden hadede børn. De var så ... nuttede! Og alt for tit var de alt for glade. Og selv når de sultede og led og havde ondt, var de fulde af håb om at alt nok skulle blive bedre. De havde slet ikke sans for forbitrelsens enkle skønhed. Og så lugtede de af makrel, syntes trolden, og han var heller ikke begejstret for makrel. Det eneste gode han kunne sige om fisk og børn, var at begge dele smagte udmærket, og da han først havde fået smag for børnekød, kunne han slet ikke få nok. Mindst én gang om måneden sneg han sig derfor op i landsbyen om natten, hapsede et sovende barn og tog det med sig ned i bakken hvor han dræbte og åd det.
   Der gik naturligvis ikke længe før menneskene opdagede, at det hverken var bjørn eller ulv der stjal børnene, men uanset hvor meget de prøvede, kunne de hverken holde trolden ude af landsbyen eller grave ham ud af bakken. Til sidst indkaldte borgmesteren hele byen til møde på torvet, og her besluttede de at forlade bakken og bygge en ny by et andet sted. Men netop som folkemængden skiltes for at gå hjem og pakke deres ejendele, kørte en æselkærre ind på torvet.
   På bukken sad en fremmed. Han nikkede og smilede til alle, han passerede, men da alle havde for travlt til at gengælde hans hilsen, rejste han sig og råbte:
   "Vent! Gå ikke! Jeg har hørt om jeres problem, og jeg har lige det I mangler."
   "Hvad sælger du da?" spurgte borgmesteren og så nysgerrigt på kærren, der var overdækket med sejldug. "Hvis dine varer er noget værd, kan vi jo altid tage dem med os."
   "Jeg sælger tro, håb og kærlighed," svarede den fremmede.
   Hans tilhørere stak hovederne sammen i små grupper og mumlede sammen. Tro, håb og kærlighed? Hvad i alverden skulle det dog hjælpe?
   "Det kunne vi måske godt bruge noget af," sagde borgmesteren endelig. "Hvad skal du have for det?"
   "Tro, håb og kærlighed," sagde den fremmede med et smil og dukkede sig hurtigt for et par tomater.
   "Gør du grin med os?" råbte en af de kvinder der havde kastet med grøntsager. "Hvis vi allerede havde det selv, var der jo ingen grund til at købe dit, og når vi intet har, kan vi ikke betale."
   Den fremmede smilede igen.
   "I skal få det på afbetaling. Når I først har taget imod det, vil I snart have rigeligt at give af."
   Mens den fremmede talte, sprang han ned fra bukken, greb fat i et hjørne af sejldugen og trak den til side med en dramatisk bevægelse. På kærren stod den største klokke, folk i byen nogensinde havde set. Den var af kobber og så blank at den syntes at skinne, og i toppen var indgraveret ordene: Tro, Håb og Kærlighed.
   "I skal bygge et stativ at hænge den i," sagde den fremmede, "og så er det bare at ringe med den."
   Borgmesteren sukkede.
   "Det nytter ikke. Vi har prøvet at jage trolden væk med både hunde og skralder, men det hjælper ikke."
   "Dette er hverken en hund eller en skralde," svarede den fremmede. "Prøv den, og jeg vil garantere at I er troldefri inden aften."
   "Hvordan virker den da?" spurgte byens smed og bankede med knoerne på klokken, som udstødte en svag, dirrende tone.
   Den fremmede trak på skuldrene.
   "Jeg ved ikke hvordan den virker, men jeg ved, at den gør det. Og hvis den ikke virker, skal I ikke betale. Du, smed, har i øvrigt lige betalt første afdrag."
   Tilhørerne gav sig igen til at mumle indbyrdes. En kræmmer der ikke ville have penge, og som først ville betales når varen havde bevist sin værdi? Det havde de godt nok aldrig hørt om før. Han måtte være meget sikker på at han havde ret, og han kunne vel kun være så sikker hvis ... ja, hvis han havde ret.
   "Og trolden har jo lige spist," hviskede en mand, "så der skulle ikke være nogen risiko ved at se tiden lidt an."
   De omkringstående stirrede forfærdede på ham, men ingen sagde ham imod, så til sidst sagde borgmesteren:
   "Fremmede, vi køber din klokke."

Under den fremmedes vejledning lykkedes det landsbyens mænd at bygge et stativ af kraftige egebjælker på torvet, og ved hjælp af et oksespand fik de hævet den vældige klokke højt nok til at smeden kunne fastgøre den. På dette tidspunkt var solen på vej ned, og dens skrå, orange stråler spejlede sig i det blanke kobber, så hele klokken syntes at stå i brand.
   Ved denne tid plejede folk at haste hjemad for at barrikadere døre og vinduer i håb om at kunne holde trolden ude, men denne sene eftermiddag bevægede menneskestrømmen sig den modsatte vej. Folk samledes på torvet hvor de ventede i anspændt tavshed på at den fremmede skulle ringe med klokken.
   "Det er ikke min opgave," sagde den fremmede, da borgmesteren udtalte mængdens forventning højt. "Jeg har solgt jer klokken som våben og skjold, men det er jeres trold, og kun I kan jage den på flugt."
   En bølge af uro strømmede over torvet, mens alle skævede til sidemanden i håb om at denne ville træde frem og løse opgaven. Til sidst trådte smeden frem.
   "Jeg kan," sagde han med høj og klar stemme, greb klokkerebet og trak til.
   Klokken svingede straks væk fra ham, og den store knebel ramte indersiden med et øredøvende DONG. Så svingede klokken tilbage, og den forbløffede smed blev løftet fra jorden, inden han løsnede sit greb om rebet. Knebelen ramte igen klokken, ganske vist knap så støjende denne gang, men smeden mærkede håbet vokse og trak igen i rebet.

Inde i bakken vågnede trolden med et sæt ved det første slag. Ved det andet slag rejste hårene sig over hele hans krop, og ved det tredje slag skælvede han som i feber. Aldrig i hele sit lange liv havde han hørt så forfærdelig en lyd. Det var ikke selve støjen, selv om den var slem nok og allerede var ved at give ham en gevaldig hovedpine. Nej, det værste var den umiskendelige undertone af menneskelig styrke og vilje. Hvad i alverden kunne dog have indgydt folk i byen den slags modbydeligheder?
   Det fjerde slag bragede mod troldens trommehinder og fik ham til at pibe. Ved det femte slag piskede han ud af bakken og løb skrigende væk.
   Forsamlingen på torvet hørte troldens skrig gennem larmen fra klokken, og da de så ham flygte, brød de ud i en jubel der overdøvede det sidste klokkeslag. Først da jublen stilnede af, vendte folk sig mod den fremmede for at finde en ordning på betalingen, men den fremmede var væk.

I generationer hang klokken så der, mens byen der havde fået navn efter den og blev kaldt Klokkehåb, voksede sig stadig større omkring den. Byens stærkeste mand ringede med klokken to gange om dagen, morgen og aften, og der var ikke en trold i hele det yndige land som havde bare den mindste lyst til at komme inden for hørevidde. Med tiden holdt indbyggerne i Klokkehåb derfor op med at tro på troldes eksistens, og historien om klokken blev et sagn som forældre fortalte deres børn.
   Efter mange århundreder skete det, at den stærke mand som havde ansvaret for at ringe med klokken, mistede sin kone. Manden sørgede så meget over hende, at han slet ikke kunne tænke på andet, og bedre blev det ikke af at han, fra sin plads under klokken, kunne se det sted hvor hun var stedt til hvile.
   Hver gang han stod og skulle ringe, blev han derfor mindet om sin ulykke, og det tappede ham sådan for livslyst og kræfter, at klokken syntes ham tungere for hver eneste dag, og en morgen kunne han slet ikke trække hårdt nok i rebet til at få klokken til at svinge og give lyd fra sig.
   En anden mand overtog hans hverv, men nu var det som om klokken satte sig fast, og det var hårdt arbejde at få den til at give bare et lillebitte klemt fra sig. Mange andre stærke mænd prøvede, men lige meget hjalp det. Klokken syntes at bevæge sig stadig mere trevent, og nu kunne enhver også se, at den blev mere og mere anløben for hver dag der gik.
   Borgmesteren nedsatte straks et udvalg der skulle finde ud af hvordan man forhindrede klokken i at irre, men intet sted i byens arkiver stod der noget om den slags. Klokken havde tilsyneladende altid været blank og skinnende uden at nogen havde gjort noget for det.
   "Det betyder heller ikke noget," sagde byens borgmester, da klokken ikke længere kunne svinge overhovedet, og udvalget ikke kunne finde en løsning. "Ringeriet er jo trods alt kun en tradition."
   "Ja, men hvad nu hvis klokken bliver helt ødelagt?" spurgte byens museumsdirektør. "Den er jo byens vartegn."
   "Det er klart," svarede borgmesteren. "Jeg vil straks få en dygtig maler til at male et billede af klokken, og skulle den blive helt ødelagt, har vi stadig billedet."
   Det syntes alle var en vældig god idé, så sådan blev det. Museumsdirektøren havde dog bekymret sig uden grund, for selv om klokken blev stadig grønnere for hvert år der gik, syntes den ikke at tage skade af det. Den hang bare hvor den hele tiden havde hængt. Stor, tung og tavs.

Endnu en snes generationer gik, og nu hvor klokken ikke længere kunne ringe, var der ikke mange som huskede dens betydning. Forældre fortalte ikke længere sagnet til deres børn, og hvis det ikke havde været for skolens historieundervisning, ville ingen kunne huske hvorfor den grimme, gamle klokke ikke blev taget ned og smeltet om til noget mere nyttigt.
   Hvad folkene i byen ikke vidste – og næppe heller ville have troet på – var, at den gamle, sure fjeldtrold stadig levede. I næsten otte hundrede år havde han siddet i en hule dybt inde i en skov, og havde bandet fælt over de larmende mennesker som havde jaget ham på flugt. Havde han ikke været så ond og arrig, ville han nok være død sammen med alle de andre fjeldtrolde, men selv om Døden flere gange havde været der for at hente ham, var den altid gået igen når han gav sig til at skælde ud.
   Da trolden ved et tilfælde fandt ud af at den skrækkelige klokke ikke længere duede, drog han straks af sted mod Klokkehåb for at tage den hævn som han så længe havde drømt om. Han var dog blevet mere forsigtig med alderen, og da han så nødig ville skræmmes fra vid og sans endnu en gang, lagde han en snedig plan.
   I stedet for bare at brase ind i husene om natten og hapse børnene for øjnene af forældrene, ville han gøre børnene syge og først efter en tid dræbe dem. På den måde ville de voksne mennesker måske aldrig opdage ham, og han ville kunne dræbe hvert eneste barn i byen. Bagefter ville han selvfølgelig vise sig for de voksne, så de kunne forstå, at de havde betalt prisen for deres forfædres synder.

Trolden satte straks sin plan i værk, og det varede ikke længe før de første børn blev syge og siden døde. Snart levede hvert eneste menneske i Klokkehåb i sorg, frygt eller begge dele, for ligegyldigt hvor hårdt lægerne arbejdede, kunne de ikke finde en kur, eller bare en forklaring, for den mystiske sygdom der slog børnene ihjel.
   "Det er en trold," sagde de syge børn og forsøgte at forklare om det uhyggelige væsen der sneg sig ind til dem om natten, sugede livsgnisten ud gennem deres mund og pustede død ind gennem deres næsebor.
   "Febervildelser," sagde de voksne. "Der findes ikke trolde."

Det var også det svar som Sebastian fik, da han fortalte om trolden. Sebastian var fem år og havde allerede haft besøg af trolden to gange. Tredje gang ville også blive sidste gang, havde trolden sagt, for da ville Døden komme med.
   "Du må ikke give op, Sebastian!" sagde hans mor, og hans far tilføjede: "Bliv ved med at kæmpe, så skal du nok klare den."
   Men uanset hvor meget Sebastians forældre prøvede at trøste ham, hjalp det ikke, for han kunne se i deres øjne, at de var lige så bange som han selv. Hans tvillingsøster, Amalie, derimod lyste op i et stort smil.
   "Klokken!" råbte hun, greb sin fars hånd og forsøgte at trække ham med sig. "Vi kan redde Sebastian ved at ringe med klokken."
   Faderen rystede på hovedet, men nu smilede også Sebastian.
   "Ja, far. Ring med klokken! Vil du ikke nok?"
   Faderen havde ikke lyst til at forlade sin søn, og i øvrigt virkede klokken jo slet ikke, men Sebastians smil, det første siden han blev syg, afgjorde sagen. Få minutter efter var faderen og Amalie på vej mod den gamle klokke.

Solen var næsten gået ned, da de nåede frem, og Amalie måtte trække sin far de sidste meter hen til klokken. Nu hvor Sebastian ikke længere kunne se ham, havde faderen svært ved at holde modet oppe, og det var kun for Amalies skyld, at han overhovedet prøvede. Han sukkede, greb klokkerebet med begge hænder og trak af alle kræfter.
   Klokken rørte sig ikke, og den eneste lyd der hørtes, var et endnu dybere suk fra faderen.
   "Prøv igen, Far!" bad Amalie. "Vil du ikke nok?"
   Men nu havde hendes fader fået nok.
   "Nej, Amalie," sagde han lidt for hårdt. "Det er spild af tid som vi kunne bruge sammen med Sebastian. Nu kører vi hjem."
   "Nej," græd Amalie. "Den virker. Det gør den."
   Faderen ville tage fat i hende, men hun trak sig væk, greb fat i klokkerebet og klamrede sig til det. I det hun lukkede hånden om rebet, dirrede klokken. Først ganske svagt, men så kraftigere og kraftigere. Det tykke lag af ir slog revner, og da Amalie trak i rebet, faldt store, grønne flager af og dalede til jorden.
   I klokkens top trådte den ældgamle inskription pludselig frem, glødende som ild i solens sidste stråler. Amalie lo højt og trak igen i rebet hvilket fik klokken til at svinge, som om den lille pige besad flere kræfter end nogen anden klokker nogensinde.

Sebastians mor var faldet i søvn af udmattelse, og trolden havde udnyttet muligheden for at slippe ind i børneværelset. Han bøjede sig over Sebastians sygeleje, lagde sine krogede hænder om den rædselsslagne drengs hoved og skulle netop til at suge det sidste liv ud af sit offer, da det første slag rungede.
   Trolden tumlede skrigende baglæns og slog hænderne for ørerne, men han kunne ikke lukke lyden ude. Det andet slag faldt endnu kraftigere end det første og ramte trolden så hårdt, at det pumpede al den stjålne livsgnist ud af ham. Sebastian fyldte lungerne med luft og kunne ligefrem mærke livsgnisten strømme tilbage i sig.
   Ved det tredje slag flygtede trolden.
   Halvt blindet af skræk styrtede han ud af huset, ud af Klokkehåb og ned ad bakken mod havet. Nu havde han fået nok af det yndige land og ville hjem til de fjelde, som han knap kunne huske mere. Så snart han nåede vandkanten, sprang han derfor på hovedet i bølgerne, men i sin panik glemte han, at han ikke kunne svømme. Med munden fuld af vand kunne han heller ikke skælde ud, og Døden var ikke sen til at udnytte muligheden.