Jeg kiggede på de to skovtrolde, mens jeg prøvede at passe dem ind i den verden jeg kendte mens jeg kløede mig på næsen.
   "Hvad er I" spurgte jeg.
   "Vi er da os" svarede ham der hed Bib.
   "Altså, jeg hedder Villum Halfdan. Jeg er 10 år gammel og bor nede i Nyby med min mor og far og min hund Whisky. Jeg går i skole og elsker frikadeller. Jeg er sådan en helt almindelig dreng. Men hvad pokker er I?"
   "Nå sådan. Jeg hedder Bib Bogøbo. Det der er min bror Bop Bogøbo. Vi er ca. 67 år gamle og bor her i skoven. Vi går ikke i skole og frikadeller ved jeg ikke hvad er for noget. Vi er sådan nogle helt almindelige skovtrolde."
   "Øhh!" Jeg kiggede på Otto, som bare smilede og trak på skuldrene.
   Der lød en lav brummende lyd et sted i nærheden. Jeg så rundt for at få øje på, hvad der lavede lyden. Jeg opdagede, at det var min egen mave der knurrede af sult.
   "Er der nogen af jer der er sultne? Jeg har en kæmpe madpakke med." sagde jeg og tog tasken af. Jeg trak madpakken frem og pakkede den ud.
   "Jo, tak som byder" sagde Otto, og skulle lige til at tage en rullepølsemad, da Bop snøftede.
   "Vi kan gå hjem til os at spise. Vi bryder os alligevel ikke så meget om det I mennesker spiser". Otto og jeg kiggede på hinanden og jeg sagde med det samme
   "Fedt! Det vil jeg gerne... Jeg mener, vil VI ikke gerne det Otto?". Otto nikkede så hans briller var ved at ryge af. Jeg skyndte mig at pakke maden sammen og tog min taske på.
   Mens vi traskede gennem skoven efter Bib og Bop hviskede Otto til mig
   "Er du godt klar over, hvor få mennesker der har set en underjordisk skovtrolds hule?". Jeg kiggede smilende på ham og hviskede tilbage
   "For en halv time siden anede jeg ikke der FANDTES underjordiske skovtrolde".
   "Nåh nej. Det kan du ha' ret i Vilum" sagde Otto og kiggede lidt fjoget ned på mig.
   "Hvorfor har jeg aldrig hørt om underjordiske skovtrolde før?" spurgte jeg Otto.
   "De er meget hemmelighedsfulde. Jeg havde været skovfoged her i skoven i 8 år før jeg så dem første gang"

Pludselig gik det op for mig, at Bib og Bop var forsvundet. Jeg kiggede mig omkring. De var simpelthen forsvundet lige for øjnene af os.
   "For pokkersen. Nu stak de af igen" Otto kløede sig i nakken. Der lød en fnisen fra et sted lige foran os. Det kom fra et gammelt hult træ. Jeg gik hen og kiggede ind i træet. Der var hul langt ned under jorden. Langs den ene kant af hullet var der små trin. Der lugtede kraftigt af våd jord og skovbund og en lille smule af noget sødt. I bunden af hullet var en lille åben dør. Selve døren så ud som om den flimrede. Lidt ligesom skyggerne på væggen af mit værelse, når månen, på en nat med blæsevejr, skinnede ned gennem det store træ udenfor mit vindue. Jeg kravlede ned i hullet. Bib åbnede døren. Der kom et svagt lys fra et par underlige lamper på væggene indenfor.
   "Nej, det går altså ikke. Jeg kan ikke komme derned"
   Jeg kiggede op på Otto, der prøvede at mase sig ind gennem åbningen i træet. Det var tydeligt at han ikke ville kunne komme ned i hulen.
   "Øv, jeg glædede mig eller lige så meget" Otto fik bakset sig baglæns ud af hullet igen.
   "Ved du hvad Otto. Jeg kommer lige op med noget mad til dig, så du ikke sulter." Jeg kravlede op igen og tog en rullepølsemad, en klapsammen med leverpostej og det største stykke hjemmebagte drømmekage op af madpakken og rakte det til Otto.
   "Tak skal du ha' Villum. Det ser rigtigt nok lækkert ud. Jeg sætter mig bare her oppe og spiser det imens jeg venter." Otto satte sig og gik i gang med at spise.
   "Det er så her vi bor" grinede Bop fra døråbningen da jeg tog det sidste trin ned i hullet.
   "Kom indenfor".
   Da mine øjne havde vænnet sig lidt til mørket kunne jeg se, at vi var kommet ind i et stort rum. I rummet stod der et stort bord med nogle stole omkring. Det vil sige at for Bib og Bop var det enormt. For mig var det faktisk ikke så stort. I hver side af rummet var en rund åbning til andre værelser. Fra den ene åbning kom en sødlig og krydret duft. Det måtte være køkkenet. Den anden åbning fortsatte i en gang. Mørket gjorde det umuligt at se, hvor den førte hen. Der stod to store lamper i hver sin side af det store rum. De lyste med et meget svagt blafrende lys. Bib gik hen til en af dem, tog fat og rystede den lidt fra side til side. Med en lav summen begyndte den at lyse kraftigere.
   "Vågn op I dovendyr". Jeg kiggede forundret mens han gjorde det samme med den anden lampe. "Hvad i al verden er det?" spurgte jeg måbende.
   "Nå dem her. Det er da vildmarksildfluer fra de norske fjelde.". Den ene lampe gik ud. "For sytten rådne vandrotter da også!" Bib tog fat om lampen igen og rystede den hidsigt. "Skovens mest luddovne ildfluer, det er hvad de er". Jeg grinte mens lampen summende begyndte at lyse igen.