Hun vågner, da telefonen ringer. Det mørke rum slår mod hende, og det går op for hende, at det stadig er nat. På væggen vinker de ophængte kravlenisser til hende. Alligevel mærker hun mørkeræden brede sig, som har træ-kvinden (hvorfor mon det hedder det?), der bor i værelsets fjerne hjørne, taget bo i hendes krop og nu sender kaskader af kuldechok gennem hendes årer. Hun hører Papas dæmpede stemme fra entreen, hvor telefonen står; og nu pludselig også noget andet ... noget, der får hendes hjerte til fuldstændig at holde op med at slå. Gråd ... hun hører Papa græde! Alt i hende kramper sammen i angst og hun søger med hånden efter Teddy, den enøjede tøjbjørn, der ligger i sengen ved siden af hende. Hans lugt af indtørret barnesavl og gammelt støv giver hende en sær form for tryghed, som ellers kun Papa og Mikael er i stand til at indgyde hende.
   Hun hører, da han lægger røret på. Vil kalde på ham, men hendes hals snører sig bare sammen og danner en stor klump af frygt og smerte. Hun vil, at han skal komme ind og holde om hende. At han skal komme ind og sige, at alt er okay, at det bare var en ond drøm, og at hun roligt kan sove videre. Men inderst inde ved hun, at det ikke vil ske. Ved, at fra nu af er alt forandret og vil aldrig mere blive det samme. Ved, at nu smækker døren til barndommens land bag hende og foran er kun voksenverdenen med dens problemer og komplikationer. Det er en verden, hun ikke forstår. En verden hun ikke ønsker at forstå. En verden hun end ikke ønsker skal eksistere ...
   "Papa?"
   Tårerne siler allerede ned over hendes kinder. Hun ser hans sammensunkne skikkelse i døråbningen. Den gør hende endnu mere bange end før. Hun ser kun silhuetten af manden med det bøjede ansigt og entreens skarpe lys bag ham som en aura. Papa, der ellers altid er så rank! Og hun ved da, at det er et billede, der for altid vil hjemsøge hende. Et billede der for altid vil være prentet fast det mest følsomme sted i hendes sjæl og sende de smertefulde billeder op til hjernen, hver gang sorgen vil lægge sine sorte, tunge fødder på hendes vej.
   Papa kan ikke hindre det, der er sket. Papa kan ikke gøre det gjorde ugjort. Og det ødelægger hendes barneverden. Det skræmmer hende langt ind i hendes sjæl, at han - Papa - som er den voksne, og som hun hidtil har følt kontrollerede hele verden, egentlig bare er en uendelig lille brik, der så let som ingenting kan væltes omkuld med et "skakmat".
   "Det ... det var Mama, skat ..." hans stemme dirrer.
   Langsomt kommer han hen mod sengen. Hun mærker hans duft. Terpentin og maling. Hun ryster af rædsel ... nu kommer det ...
   "Mikael er død, skatter ..."
   Hun mærker, hvordan varmen breder sig under hende et kort sekund. Så bliver det bare koldt og væmmeligt, og urinen siver ud og danner en større og større skjold under hende.
   Han sætter sig på sengekanten og holder om hende. Hans skæg kradser mod hendes kinds sarte barnehud. I skæggets grå spidser sidder en lille klat rød maling, der ligner blod. Han lægger sin store barkede næve, der minder om en grizzlybjørns, over hendes små fedtede barnefingre og da mærker hun det første gang ... en stille sitren fra hans store pote. Hun tror, det er angsten. Tror, det er sorgen. Sorgen over at miste Mikael. Lille, buttede Mikael med det smilende barneansigt, de hvide krøller og skæve øjne. De store runde kinder ... Mikael, den lille engel. Den lille putto. Hun spørger ikke hvorfor. Spørger ikke hvordan.
   Hvad forskel gør det?
   Papa har læst højt for hende af "Eventyret om en moder". Maya tænker på Moderen, der følger efter døden for at få sit barn tilbage. Tænker på, om han vil gøre det samme? Om han kan gøre det samme?
   Mama ville aldrig gøre det ... Mama ville aldrig ofre sig på den måde, det ved hun. Hun ved det og erkender det med en kold resignation. Sådan er hun bare ... Den vigtigste i Mamas liv er hende selv. Og nu er der kun hende. Maya ved det. Ved, at nu er det slut. Den smule forhold de havde døde med Mikael. Nu er der ikke længere noget, der forbinder dem. Ikke engang Papa. End ikke blodets bånd. For mors hjerte pumper slet ikke blod ...
   Hun kunne aldrig - som Moderen - skænke natten de sange hun har sunget for sine børn, for selvom Mama synger nok så smukt, synger hun kun for sig selv.
   Og natten har aldrig - som i eventyret - set Mama græde, for der er ingen tårer i Mamas liv. Når natten betragter Mama, ser den kun hendes skælmske smil, om de rødmalede læber, når hun synger i et mørkt og røgfyldt lokale, for andre natteravne, der ellers ville vandre hvileløse rundt i natten, men nu sidder og sipper af en halvflad fadøl eller stiv whisky, mens de ser på hendes sovekammerøjne og den mørke trutmund, der synger lullabies med en mørk og sexet klang.
   Mama kunne aldrig - som Moderen - varme en tornebusk i vinternatten mod sit hjerte, for Mamas hjerte er koldt og pumper ikke blod.
   Og hun kunne aldrig - som moderen - kaste sine øjne i søen, hvor de skulle glimte som perler, for Mamas øjne glimter kun, når hun ser sit eget spejlbillede i øjnene på en af sine mange beundrere.
   Hun kunne aldrig - som moderen - ofre sit smukke sorte hår for det grå, for Mama vil aldrig være gammel. Mama vil aldrig blive gammel ...
   Og hun kunne aldrig - som Moderen - tænke på, hvad var bedst for Mikael, livet eller døden, for Mama ved kun, hvad der er bedst for hende selv.
   Det er ikke som Papas skæg, der kan græde blod ...
   Papa ville ofre sine øjne.
   Papa ville ofre sit hår.
   Papa ville ofre sin ungdom, sin lykke, sin sjæl, sin kunst ... ja, selv sin kunst - sine kunstneriske evner - hvori både hans blod, sved, tårer, ungdom, lykke og sjæl hviler.
   Mama ville ikke ofre en knækket negl ... måske er det derfor, han nu er død? ... Måske har hun kvalt ham med sin ligegyldighed og kulde? Det er derfor, han nu er død! Mama har slået Mikael ihjel, og hun kan aldrig mere føle noget for hende, end ikke had. Alle de følelser hun har for Mama dør den nat i december. Dør sammen med den lille Mikael.
   Hele natten ligger hun og stirrer ind i væggen. Stirrer på det gule tapet. Der er et brunt mønster på med en pige og en dreng, der sidder under et æbletræ. De tændte julelys fra forretningen overfor deres lejlighed kaster deres kolorerede skær på kuglepennens snørklede barneskrift, der har skrevet "Maya" under pigen og "Mikael" under drengen. Hendes egen skrift der ligner knækkede flueben.
   Nu er der kun "Maya" tilbage.
   Hun vil ikke, at det skal være sådan. Vil ikke erkende det. Hun er vred på Mikael. Synes, det er fejt af ham at dø. Det kan enhver idiot gøre... lægge sig ned og dø! Det er det at kæmpe og holde sig i live, der betyder noget. Det var det eneste, han skulle! Trække vejret ind, ånde ud, trække vejret ind, ånde ud ... holde øjnene åbne. De skæve øjne.
   Papa dør også den nat. Og hun og hele hendes tidligere liv.

Ved morgenbordet sidder Papa og sitrer. Koppen med kaffe i hans hånd skvulper over og pletter mørkt på den røde juledug. I dag er kalenderlyset ikke tændt - heller ikke i dag. Den sidste dato der er nedbrændt er d. 14. december. Det var den dag verden gik i stå ... deres verden.
   Papa ser forkert ud i det mørke jakkesæt. Ikke repræsentabel, som de fleste andre ville se ud, men lille og ynkelig og bange. Som en bumset konfirmand der kun halvhjertet giver sin sjæl til Gud og den anden til Satan ved at tage imod gaverne, der lokker på det til lejligheden opstillede gavebord. Hans krave stikker hvid og stivet op og danner ramme om det blege ansigt uden skæg.
   Han siger intet, da hun sidder på stolen foran ham, mens han med de rystende hænder fletter hendes lange, sorte hår. Pludselig laver den ene arm et ukontrolleret og voldsomt ryk, så det svider i hele hovedbunden. Det gør så ondt, at hun får tårer i øjnene, men hun siger intet. Ved, at han ikke kan gøre for det. Hans hænder lugter af eau de cologne og sæbe, og ikke af den beroligende duft af maling og terpentin, som hendes Papa dufter af. Han er ikke den samme uden de hullede cowboybukser og den forvaskede T-shirt med malerpletterne. Er ikke den samme uden det tætte, grå skæg med malerrester, der dækker hele ansigtet. Er ikke den samme uden de bare tæer, der vipper op og ned, mens hans sidder og maler og lytter til sine gamle Kim Larsen plader. Er ikke den samme uden Mikael.

Hun tænker på det, mens de går gennem de julepyntede gader hen til kirken ... Hvordan dagen er ligesom i eventyret, hvor alt er is og sne og vinden blæser, så det skærer i ansigtet. Hun er otte år, men leger ikke i sneen, som de andre børn der er ude i dag. Kigger bare vemodigt på de snemænd - med gulerodsnæser og øjne af kul - der står linet op i haverne rundt omkring. Gennem nogle af vinduerne i gadernes huse, kan hun se opstillede og pyntede juletræer.
   I hånden holder hun brandbilen, hun har købt for sine egne sparepenge ... den brandbil, han skulle have haft i julegave. Papa havde grædt, da hun fortalte, at Mikael skulle have bilen med i kisten.
   "Men Papa når Mikael skal møde Jesus, skal han have sin brandbil med. Du siger selv, at når morgenstund har guld i mund, er det fordi, solen får himlen til at brænde - og Himlen må ikke brænde, når Mikael bor der!"

Der er koldt og trist i kirken. Den lille barnekiste er dækket af buketter. Øverst ligger bårebuketten af dybrøde roser og duftende gran fra hende og Papa. Mens koret synger, ser hun op på den korsfæstede Jesus med det lidende ansigt.
   Mon Mikael står som en blomst i Edens have nu?
   Papa taler om Mikael og læser op af "Historien om en Moder":

""Der har Du dine øine," sagde Døden, "jeg har fisket dem op af Søen, de skinnede saa stærkt; jeg vidste ikke at det var dine; tag dem igjen, de ere nu klarere end før, see saa ned i den dybe Brønd tæt ved, jeg skal nævne Navnene paa de to Blomster, Du vilde rive op og Du seer deres hele fremtid, deres hele Menneskeliv, seer, hvad Du vilde forstyrre og ødelægge!"
   Og hun saae ned i Brønden; og det var en Lyksalighed at see, hvor den Ene blev en Velsignelse for Verden, see, hvormegen Lykke og Glæde der udfoldede sig rundt om. Og hun saae den Andens Liv og det var Sorg og Nød, Rædsel og Elendighed.
   "Begge Dele er Guds Villie!" sagde Døden.
   "Hvilken af dem er Ulykkens Blomst og hvilken er Velsignelsens?" spurgte hun.
   "Det siger jeg Dig ikke," sagde Døden, "men det skal Du vide af mig, at den ene Blomst var dit eget Barns, det var dit Barns Skjæbne Du saae, dit eget Barns Fremtid!"
   Da skreg Moderen af Skræk: "Hvilken af dem var mit Barn! Siig mig det! Frels den Uskyldige! Frels mit Barn fra al den Elendighed! bær det heller bort! bær det ind i Guds Rige! glem mine Taarer, glem mine Bønner og Alt hvad jeg har sagt og gjort!"
   "Jeg forstaaer Dig ikke!" sagde Døden. "Vil Du have dit Barn tilbage, eller skal jeg gaae med det derind, hvor Du ikke veed!" -
   Da vred Moderen sine Hænder, faldt paa sine Knæ og bad til vor Herre: "Hør mig ikke, hvor jeg beder imod din Villie, som er den bedste! hør mig ikke! hør mig ikke!"
   Og Hun bøjede sit Hoved ned i sit Skjød.
   Og Døden gik med hendes Barn ind i det ubekjendte Land.""

Papa bøjer hovedet og snøfter med næsen mod det hvide lommetørklæde i sin hånd.
   "Vi kan ikke vide, om Mikaels liv var blevet det ene eller det andet ... men et mongolbarn ... hvis Mikaels skæbne var drillerier og sorg ... så er det måske godt, at hans rene, lille hjerte ..." Papa synker og en tåre triller ned over kinden, "... gav op."

Hendes ånde danner tåger i decemberdagen. Det er d. 21. og det er koldt og vådt og trist. Papa trykker de andre kirkegængere i hånden. Nu ser hun Mama og bedsteforældrene fra Spanien. De tager afsked med Papa. Mama stempler hans hvide kind med sine blodrøde læber og sætter sig ind på forsædet af den ventende taxa. Chaufføren lægger de store skindtasker i bagagerummet og hjælper bedstefar med sølvknapsstokken ind på bagsædet. Da taxaen triller væk, vender Mama sig og kigger på hende en sidste gang. Hendes øjne er store og gul/grønne med lange sorte vipper. Hun kigger på Maya uden udtryk af hverken sorg eller glæde. Ingen vil nogensinde vide, hvad Mama tænker og føler den dag. Ingen vil nogensinde vide, hvad hun tænker og føler i det hele taget. Hele hendes liv og sjæl er spundet ind i hemmeligheder og løgne, og Maya vil ikke være ligesådan. Hun hinker gennem en isbelagt vandpyt hen til Papa og tager hans store, grizzlypote i sin lille hånd med de fine røde strikvanter. Nu er det værste slut. Nu må de videre sammen. Han smiler svagt til hende, fisker det hvide lommetørklæde op af lommen, og tørrer Mamas røde stempel af sin kind.

Gravstenen, der kommer op at stå på kirkegården, har et vers indgraveret, som Papa har skrevet. Den lille fugl på stenens kant sidder med hoved på skrå og læser teksten, mens sneen lægger sig i dens marmorerede fjer ...

"Han som her blev kaldet hjem,
   var ikke født i Betlehem,
   trods det han nu er Herrens barn
   og ikke mer vort lille skarn.
   Hans fravær her på Jorden smerter,
   han leverevigt i vor hjerter.
   Drengen med en engels navn
   hviler nu i Herrens favn!"