Det er ikke så længe siden, og det var ikke så langt herfra. I hvert fald ikke, hvis vi måler i afstand og tid. Måler vi i forandringer og begivenheder, kunne hele verden være gået under og genopstået på den tid, det har taget mig at nå hertil. Det har ikke været helt frivilligt, skal jeg fortælle dig. Et barn er let at manipulere og udnytte, og jeg var nok et ganske let offer.
   Det startede med den besøgende. Alt var ellers helt normalt indtil da. Jeg gik i skole, min lillesøster gik i børnehave, min far arbejdede, min mor gik hjemme. Vores hverdag var ikke til at skelne fra de millioner af andre børnefamilier, der findes i verden.
   Men så kom Han. Det er altid underligt at møde én, man aldrig har set før, især når de kommer direkte til ens hjem. Det var mig, der åbnede døren, og jeg troede først, at han var dørsælger eller fra Jehovas Vidner eller sådan noget. Men han var lidt mærkelig. Han var iklædt et kulsort jakkesæt, brunt slips, skinnende sko og en høj, sort hat. Over munden havde han en tyk, brun moustache, og i hånden havde han en stok med guldknop. I det hele taget lignede han én, der var trådt lige ud af et gammelt HC Andersen-eventyr.
   Han hilste høfligt og bad om at måtte se min mor. Jeg bad om et navn, men han ville ikke give et. Så jeg hentede min mor, fuld af undren. Jeg havde aldrig anet, at hun kendte sådan en mand. Det gjorde hun heller ikke, men han insisterede på at tale med hende. Sagde, at han havde en vigtig besked. Overrasket bød hun ham indenfor og jog mig og min lillesøster i gang med at lave te. Ganske venligt afslog han og stak i stedet hver af os en nystrøget halvtredser, som han bad os bruge godt. Min mor så næsten ud til at være pinligt berørt over hans gavmildhed, men han lo bare og sagde, at vi var nogle søde, små piger.
   Han var der nogle timer, hvorefter han igen forsvandt, og min mor hev fat i mig og min søster. Hun bad os om ikke at fortælle noget til far om den fremmede. Min lillesøster accepterede villigt ordren, men jeg – en del år ældre end hende – undrede mig. Mine forældre havde da aldrig hemmeligheder for hinanden, havde de?
   Jeg besluttede mig for at lure lidt på dem, næste gang den fine mand besøgte os. Så da det næste eftermiddag ringede på døren, og jeg åbnede for den samme, fine mand, skjulte jeg mig hurtigt bag døren til dagligstuen. Han og min mor begyndte at tale sammen med stemmer, der var for dæmpede til, at jeg kunne høre noget. Men pludselig forstummede de, og min dør gik op med et brat smæld. Manden stirrede ned på mig med øjne, der flammede og – i et kort sekund, var jeg helt sikker på – blev ildrøde. Jeg drejede øjeblikkeligt om på hælen og styrtede ind på mit værelse. Her blev jeg siddende, bange og rystende, indtil han var gået, og min mor kom ind til mig. Hun var ikke vred, men hun sagde, at jeg aldrig igen måtte lure på dem. Jeg prøvede at forsvare mig, men hun standsede mig. Han er en ven, sagde hun, en ven af familien. Han var der for at hjælpe med noget, som vi ikke kunne klare selv. Så vi skulle behandle ham ordentligt.
   Jeg lyttede. Hendes ord skræmte mig, men overbeviste mig ikke. Jeg var nødt til at vide mere. Så næste dag tog jeg ikke i skole. Jeg lod, som om jeg var syg, hvilket lod til at gøre min mor så nervøs, at jeg næsten droppede min plan. Min dårlige samvittighed blev ikke mindre af, at hun passede og plejede mig omhyggeligt hele formiddagen. Så min helbredelse var hurtig, og hun blev tydeligt beroliget af tanken om, at jeg vist var mere pjækkesyg end rigtig syg. Hun gav mig ikke engang en reprimande for det.
   Da hun endelig tog af sted for at handle dagens indkøb, arbejdede jeg hurtigt. Jeg vidste, at min mor skjulte noget for mig, men jeg anede ikke hvad. Så min søgen var sporadisk, nervøs. Lige indtil jeg fandt et gult notat på hendes skrivebord: 14:30 Ring læge. Det kunne selvfølgelig være ganske uskyldigt, men det fik mine indre alarmklokker til at ringe. Så gav jeg pokker i det hele og gav mig til at rode hendes skuffer igennem. Under en bunke papirer i hendes ene skuffe fandt jeg et meget højtideligt udseende papir. Vores sygehus’ navn stod med tydelige bogstaver øverst på papiret, så en læges navn, så min mors navn og derunder var der en myriade af fremmede lægeord og betegnelser, som jeg hverken kunne finde hoved eller hale i.
   I næste sekund lød min mors vrede stemme med sådan en kraft, at jeg rædselsslagent sprang op og hamrede hovedet direkte op i bordet. Klynkende krøb jeg frem og så op på min mors vrede ansigt. Men helt ærligt syntes jeg, at hun skyldte mig mere forklaring, end jeg skyldte hende. Så jeg viftede med mit nyfundne papir og spurgte ind til det. Hendes ansigtsudtryk ændredes med det samme, og hun så alvorligt på mig. Så satte hun sig, hev mig op på skødet og gav sig til at forklare. Jeg var gammel nok til at få det at vide, mente hun. Hun var syg, fortalte hun, men hun ville komme sig over det. Men det var en alvorlig sygdom, og den tog meget af hendes energi, så det var derfor, hun havde været så irritabel på det seneste.
   Jeg spurgte, om far vidste det, og hun lo og sagde, at ja, selvfølgelig gjorde han det. Jeg spurgte så – for noget var ved at falde på plads indeni mit hoved – om den fine mand var en læge. Min mor smilede og svarede ja, men hendes svar kom et sekund for sent. Ligesom når Mathias fra klassen skal fortælle, hvorfor han ikke har lavet lektier. Men jeg vidste godt, at jeg ikke ville få noget ud af at presse hende. Og min far ville nok heller ikke fortælle noget – ikke, når mor ikke ville. Til gengæld vidste jeg, hvem der kunne.
   Jeg blev sat til at passe min lillesøster, da hun kom hjem, og så bankede den fine mand på igen. Denne gang blev jeg pænt på mit værelse og lyttede til deres stemmer, der langsomt blev mere og mere ophidsede. Min mor råbte. Til sidst hørte jeg døren smække efter ham. Så susede jeg af sted og nåede lige at fortælle min mor, at jeg skulle over til en veninde. Det var selvfølgelig ikke det, jeg skulle. Jeg ville følge efter manden. Ude på gaden nåede jeg lige at se ham dreje om et hjørne, og jeg styrtede efter ham. Hele tiden fangede jeg kun glimt af ham, hele tiden løb jeg, som om mit liv afhang af det. Jeg er ikke sikker på, hvornår vi forlod min kommune, eller hvornår vi nåede ud til den skov, der lå flere kilometer fra mit hjem. Jeg husker bare jagten, den sindssyge, vilde jagt efter manden med den høje hat og stokken med guldknop.
   Så var det, at han standsede. Jeg var langt bag ham, og hans stop fik mig til øjeblikkeligt at glide ind bag et træ. Her stod jeg og kæmpede desperat mod mit hvæsende åndedræt, da han kaldte på mig. Først stivnede jeg, kold af frygt, men så trådte jeg frem. Det var trods alt derfor, jeg var fulgt efter ham. Han betragtede mig interesseret, og nu var jeg helt sikker på, at hans øjne var røde. Jeg forklarede ham hurtigt, hvorfor jeg var fulgt efter ham, og spurgte, om ikke nok han ville fortælle, hvad der var galt med min mor.
   Han virkede næsten farligt interesseret, da han svarede: "Din mor er syg," sagde han, "og hun har bedt mig hjælpe. Jeg har nogle evner, lille pige, som hun kan bruge. Men hun er ikke villig til at betale prisen, så mine besøg har været forgæves. Men," og nu blev hans øjne normale, og hans stemme blev næsten venlig, "måske vil du gerne hjælpe din kære mor? Er det derfor, du er kommet?"
   Jeg svarede bekræftende med en stemme, der rystede som bladene på et vindblæst træ.
   Han smilede. Og så gav han sig til at forklare, hvad jeg skulle gøre. Jeg lyttede koncentreret, dybt fascineret af den magi, han omtalte. Jeg skulle hente noget til ham, fortalte han, tre ting. Han skulle bruge det til en besværgelse, som kunne gøre min mor rask.
   "Hvis ikke det lykkes," sagde han, "vil hun dø. Hendes liv afhænger af dig, lille pige."
   Jeg lyttede, nikkede og adlød. Paralyseret og passiviseret af hans ord og hans udstråling. Den styrke, de øjne, den måde han bevægede fingrene på, som var de hvide edderkopper. Den måde, hans tænder var lidt spidsere end de burde være, den måde, hans hals var lidt for smidig, lidt for glat. Jeg var ganske enkelt ikke i tvivl om, at han kunne gøre, hvad han sagde, at han kunne.
   Han sendte mig af sted med instrukser om at vende tilbage om præcis et døgn med den første ting. Jeg spænede hele vejen hjem, ligeglad med min stikkende side, mit hvæsende åndedræt og den rasende smerte bag øjnene, der føltes, som om hele mit hoved prøvede at undslippe gennem mine øjne i form af salte tårer.
   Min mor var oprevet, da jeg kom hjem. Ikke på grund af mig, heldigvis, men hun gik og skramlede med gryder og skåle på den måde, hun altid gjorde, når der var noget helt galt. Jeg prøvede at gå ud til hende, slå armene om hende og fortælle, at alting nok skulle gå i orden, men min far kom mig i forkøbet. Jeg hørte ham gå derud og lægge armene om min mor. Hun begyndte at græde, og jeg trak mig forskrækket tilbage om bag døren. Fra et andet rum hørte jeg også min lillesøster begynde at græde, og jeg skyndte mig ind til hende og gav hende et trøstende knus. Mine forældre hørte det også, og de dukkede op i døren kort efter. Ved synet af min mors tårevædede ansigt begyndte jeg også at græde. Så satte de sig ved siden af os og lagde armene om os, trøstede os og sagde, at det nok skulle gå. At mor nok skulle blive rask. Det trøstede min lillesøster, men jeg vidste, at de løj. Jeg kunne høre det på den tøvende, alt for optimistiske måde, de sagde det på. Den måde, min mors ansigt fortrak sig umærkeligt ved omtalen af sygdommen. Den måde, min far holdt hende ekstra tæt ind til sig.
   I det øjeblik besluttede jeg, uden nogen form for tvivl, at jeg var nødt til at hjælpe min mor.
   Så senere den aften, da hun rumsterede i køkkenet, sneg jeg mig ind på hendes kontor. Jeg skulle finde noget med forbindelse til hendes sygdom, havde den fine mand sagt, og mit blik faldt øjeblikkeligt på skuffen med det højtidelige papir. Men hun ville uden tvivl opdage, at det var væk. Jeg undersøgte hurtigt resten af rummet og fik øje på den gule lap med 14:30 Ring læge. Det ville hun aldrig have troet, at jeg havde taget. Og det var da helt sikkert noget med forbindelse til hendes sygdom. Jeg tog hurtigt sedlen, foldede den sammen og stak den i lommen. Så skyndte jeg mig ud i samme øjeblik, der blev kaldt sammen til mad.
   Næste dag pjækkede jeg fra sidste time og skyndte mig langs gaderne mod skoven. Jeg løb alt, hvad jeg kunne, og det tog mig ikke mere end tre kvarter at nå derhen. Manden ventede på mig med sine røde øjne, som faldt til ro i samme øjeblik, jeg rakte ham sedlen. Så roste han mig og gav mig videre instrukser.
   "Noget, hun holder meget af," bad han mig finde. "Noget, hun elsker for dets følelsesmæssige værdi, ikke dets økonomiske eller praktiske. Noget, hun har lagt lidt af sin sjæl i. Forstår du mig?"
   Jeg nikkede, men var nødt til at stille et andet spørgsmål: "Hvorfor ville min mor ikke selv det her?"
   "Hun ville ikke betale prisen."
   "Hvad er prisen?"
   Han smilede. "Det skal du ikke bekymre dig om, lille pige. Det eneste, du behøver vide, er, at din mor dør, hvis ikke du kan gøre det, hun ikke turde. Vil du gerne være skyld i, at din mor dør?"
   Jeg rystede instinktivt på hovedet, og han verfede mig af med instrukser om at møde samme sted, samme tid næste dag. Jeg gik hjem med ben, der føltes som summende geleklatter. Splittet mellem voldsom forvirring og urokkelig beslutsomhed. Jeg ville hjælpe min mor, men der var noget galt, og jeg vidste ikke hvad.
   Vel hjemme fandt jeg hurtigt ud af, hvad jeg kunne bringe manden. Min mor sad ved dagligstuebordet med en tekop og så ud af et vindue. Hun havde ikke set mig endnu, og jeg blev stående i døråbningen og betragtede hende. Hun havde en hånd lagt ovenpå den anden, og hendes fingre legede fraværende med vielsesringen på hendes finger. Den tykke guldring, som hun kun tog af, når hun gik i bad. Den guldring, der fik et kærligt blik, hver gang hun nævnte min far.
   Min chance kom næste morgen, da hun var i bad. Hun tog den altid af, fordi hun mente, at det varme vand ville skade den. Jeg stod længe udenfor badeværelsesdøren med hjertet hamrende helt oppe i halsen, før jeg endelig fik samlet mod nok til at åbne døren og liste ind. Det mørke badeværelsesforhæng var trukket for, og jeg bad inderligt til, at hun ikke kunne se mig. Så hurtigt som mine svedklamme hænder tillod mig, rakte jeg ud og snuppede ringen. Min mor hørte stadig ingenting, og jeg styrtede ud af badeværelset med hånden knuget så hårdt om ringen, at mine knoer var helt hvide. Tårerne sved bag mine øjne, og jeg måtte gang på gang minde mig selv om, at det var for min mors eget bedste. Det var for at hjælpe hende. Det var for at redde hende.
   Jeg tog ikke engang i skole den dag. Strejfede bare rundt i skoven og ventede utålmodigt, mens gråden samlede sig som en stikkende klump i min hals. Hvert andet øjeblik besluttede jeg mig for at vende om og styrte hjem, give min mor hendes ring og slippe for alt det her. Men, mindede jeg mig selv om, jeg ville netop ikke slippe. Min mor ville stadig være syg.
   Endelig, efter mange, mange timer, dukkede den fine mand op. Jeg rakte ham hurtigt ringen, skubbede den nærmest fra mig i et forsøg på at slippe af med min dårlige samvittighed. Han nikkede anerkendende og gav mig et smil.
   "Så mangler du kun den sidste ting," sagde han. "Bring mig en lok af din lillesøsters hår; så skal jeg nok få din mor rask."
   Mit foruroligede ansigtsudtryk gjorde ham vred.
   "Du skal ikke bekymre dig om andet end at redde din mor!" sagde han hårdt. "Det er hendes eneste chance, og det ved du også godt. Bring mig det hår!" Hans hals vred sig, og de røde øjne flammede. Jeg vaklede et par skridt tilbage og kvalte mine spørgsmål. I stedet nikkede jeg. Øjeblikkeligt kølede han af og smilede til mig. Så gentog han sin ordre og sendte mig hjem.
   Den sidste opgave var fantastisk let. Min lillesøster så op til mig med næsegrus beundring, så det var ikke svært at overtale hende til at lade mig klippe lidt hår af. Jeg afværgede hendes spørgsmål og indvilligede som bod i at lege med hendes My Little Pony-figurer. Det var rart. Hendes barnlige latter jog ligesom det hele lidt væk.
   Men jeg skulle tilbage. Og jeg kom tilbage. Det var ikke uden en vis lettelse, at jeg gav ham lokken. Nu ville det hele ende. Nu ville min mor blive rask, og alt ville komme tilbage til det normale. Manden smilede til mig; et smil, der skilte hans smalle læber og fik hans spidse tænder til at strække sig hele vejen gennem ansigtet. Så gav han mig en nystrøget halvtredser og sendte mig hjem.
   Jeg tog hjem, og måske var det bare indbildning, men jeg syntes allerede, at min mor så meget mindre bleg ud. Til gengæld fik jeg mit livs chok, da min lillesøster ikke stod op næste morgen. Min mor gik ind og så til hende, og hun så fuldstændig forkert ud, da hun sekunder senere styrtede ud af værelset og greb fat i min far. Han så forskrækket på hende, da hun brød grædende sammen i hans arme.
   "Åh gud," gispede hun, hendes stemme næsten et skrig. "Jeg har gjort noget forfærdeligt! Der kom en mand, og han… og han… Han sagde, at han kunne gøre mig rask. At han kunne hjælpe mig. Men han… han krævede et liv til gengæld! Han krævede… han krævede… Åh gud!" Så kunne hun ikke sige mere.
   Min far kastede et blik på mig. Så beordrede han mig ind på mit værelse. Jeg styrtede forskrækket ud af stuen og ind hos min lillesøster. Hun lå i sin seng, bleg og livløs. Der var noget på hendes pande, noget underligt. Da jeg gik nærmere for at undersøge det, mærkede jeg et voldsomt stød i maven. Tegnet vækkede en erindring i mig, noget jeg engang havde lært. Noget, min far engang havde læst op for mig.
   Jeg styrtede øjeblikkeligt ind på min fars værelse og hev en bog ned fra bogreolen. Hans gamle bibel. Den var læderindbundet, og sidekanterne var belagt med guld. På forsiden var der et stort, guldbelagt kors. Den var gået i arv gennem tre generationer, siden min fars farfar havde fået den af sin far til sin konfirmation, og den tunge bog emmede af ælde og styrke. Jeg bladrede lidt rundt på må og få, indtil jeg fandt stykket: "Den, der har forstand, må regne på dyrets tal, for det er et mennesketal. Dets tal er 666."
   666. Dyrets tal. Djævlens tegn. Det tegn, der stod i min søsters pande. Den forbandede djævels tegn.
   I det øjeblik tippede hele verden forover, og jeg væltede forover med svimlende kraft, da det gik op for mig, hvad jeg havde gjort. Jeg skreg. Skreg og skreg og skreg og skreg. Mine forældre dukkede op i døren, stirrede forskrækkede på mig. Synet af dem fik brat alting til at falde på plads, og jeg sprang på benene. Min far rakte ud mod mig, men jeg veg tilbage. Knugede den tunge, læderindbundne bibel ind til mig. Så styrtede jeg forbi dem, gennem entreen, ud, væk. Jeg havde hverken sko eller jakke på, men det var ligegyldigt. Jeg måtte tilbage til skoven. Jeg måtte finde manden. Jeg måtte hjælpe min søster!
   Jeg mærkede knap nok grenene, der piskede mod min krop, da jeg endelig nåede skoven. Jeg mærkede ikke det åndedræt, der stak som knive i min hals. Det blod, der efterhånden løb fra mine fødder og sønderflåede sokker for hvert skridt.
   Så var det, at jeg så ham igen. Han stod helt stille på skovbunden med hånden afslappet hvilende på stokkens guldknop. I den anden hånd holdt han en gennemsigtig, spøgelsesbleg pige. Min lillesøster! Hun skreg og rakte ud efter mig, og jeg kastede mig frem. Så standsede jeg. Manden stod bare helt stille og så på mig med sine flammende, røde øjne. Hans mund var smallere, end den plejede, og det smalle ansigt lignede mere et reptil end et menneske.
   Jeg prøvede at tale, men ikke en lyd ville komme ud af min bævrende mund.
   "Du har fortrudt?" spurgte manden. "Du vil hellere lade døden komme til din mor?"
   "Jeg vil ikke lade nogen dø!" råbte jeg til svar.
   "Det valg er ikke blandt dine muligheder. Men du er velkommen til at ofre dig selv frem for din søster. Hvis du altså tør?"
   Min lillesøster græd og rakte igen ud efter mig med sine små hænder. Jeg nikkede. Ja. For pokker da, ja! Der måtte ikke, aldrig nogensinde, ske hende noget ondt!
   Manden forstod mig, og med en utålmodig bevægelse af hans edderkoppehånd forsvandt den lille, grædende skikkelse fra hans side. Så rakte han hånden ud mod mig, og hans mund skiltes i et bredt smil, der afslørede en spillende slangetunge. Noget skød igennem mig, en isnende kulde, stikkende, prikkende, som hvis hele kroppen pludselig sov. Så faldt min krop sammen omkring mig, væltede tungt om på jorden, og jeg stod rystende tilbage. Bogen var faldet ud af mine hænder, og mit ansigt var blegt og fortrukket. I min pande stod ganske tydeligt – jeg sank en klump – tallet 666. Dyrets tal.
   Manden smilede til mig og tog min hånd. Jeg rev mig løs og så vredt på ham.
   "Din søster er tilbage i sig selv," sagde han. "Frygt ikke for hverken hende eller din mor. Du, derimod, tilhører mig. Kom."
   Jeg blev stående, stiv af skræk. Mine tågede hænder rystede voldsomt, og jeg så dobbelt. Rystende af skræk veg jeg et skridt tilbage. Hans røde øjne, hans slangemund, de magre hænder, alt vendtes pludselig mod mig i et rasende hvæs.
   "Du tilhører mig!" gentog han. "Følg med!"
   Jeg vaklede instinktivt tilbage, men han greb ud, tog fat i min hånd. Holdt om den med samme udtryk som et djævelsk rovdyr. Som om han ville knuse mine knogler. Jeg rev mig løs igen, men kunne ikke bevæge mig. Grædende faldt jeg på knæ.
   "Du kan ikke kæmpe imod mig!" råbte han. De røde øjne faldt ud af deres huler, flammede af raseri, slikkede mod træerne omkring os.
   Jeg skreg og dækkede mit ansigt med hænderne. Krummede mig sammen på jorden, rystende og grædende. Manden greb for tredje gang fat i min arm og flåede i mig. Jeg kæmpede imod med alt, hvad jeg havde lært, men han var stærkere. Langsomt, sikkert, hev han mig på benene. Jeg sparkede og slog, men denne gang gav han ikke slip. Efterhånden gav jeg op. Hans hænder var så kolde, så glatte. Deres kontakt med min hud fik kølige bølger til at skyde igennem min krop og mit sind. Som en svalende vind på en kvælende sommerdag. En oase, et fristed, et tilbud om lindring.
   Han havde narret mig før, vidste jeg, men jeg havde ikke styrken til at kæmpe imod. Når alt kom til alt, var det så ikke bedre, end at han fik fat i min mor eller lillesøster?
   Så så jeg igen på min døde krop. Panden var mærket, huden var bleg. Manden så også på den, kunne jeg fornemme, og han morede sig over synet. Mine øjne gled væk fra min krop, over til den gamle bog, hvis ryg var blevet slået skæv af faldet. Manden vidste tydeligvis ikke, hvad det var for en bog, og jeg vidste ikke, hvorfor jeg havde taget den med. Havde troet, at den ville give en vis beskyttelse. Dumme tingest. Jeg skulle til at fjerne blikket, da det gik op for mig, hvilken side den var slået op på. Alene de første ord fik noget til at flamme op i mig, og jeg huskede pludselig noget. Ordene på siden lyste nærmest op imod mig. Et venligt vers, jeg altid godt havde kunnet lide, men som jeg aldrig havde lagt særlig meget i.
   Så gik det også op for manden. Han udstødte en lav hylen og trak hårdt i mig. Det var ligegyldigt. Jeg kunne verset. Kunne det udenad. Havde terpet det til uigenkendelighed sammen med min far.
   "Jeg forsager djævlen!" hylede jeg, "og alle hans gerninger og alt hans væsen!"
   Manden udstødte en spruttende hvæsen og slap mig. Jeg gik frem mod ham, messende: "Jeg tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber!"
   Endnu en gang skreg han, og de røde flammeøjne tordnede mod mig, men i én glidende bevægelse bøjede jeg mig ned og samlede den gamle bog op. Holdt den guldkorsprydede forside op foran mig, mens jeg fortsatte: "Jeg tror på Jesus Kristus, hans enbårne søn, vor Herre!"
   Denne gang var skriget af smerte mere end af vrede. Min stemme tog til i styrke, mens jeg messede, skingert, kraftfuldt, næsten et desperat skrig. Vores stemmer lød om kap, overdøvede hinanden, skreg, frygt, smerte, desperation, kamp.
   "Jeg tror på Helligånden,"
   Hans skrig hamrede mod mig, slog mod min krop som et fysisk slag, kastedes frem og tilbage mellem træerne, slog op mod trækronerne, piskede mod vinden.
   "kødets genopstandelse og det evige liv!" Det sidste ord forlod min mund sammen med al luft i min krop. Et skingrende, flammende lysglimt bragede gennem luften. Et sidste skrig. Så blev alt stille. Uden hverken at sanse eller samle faldt jeg sammen på jorden, væltede oveni mig selv. Væltede, faldt, dejsede om, hamrede mod jorden. Blev ved med at falde. Falde.

Jeg blev vækket af bekymrede stemmer. Mine forældre, der bøjede sig ned over mig, strøg mig over panden og ruskede i mig. Jeg slog øjnene op, så direkte op i deres bekymrede ansigter. Så rakte jeg armene op, og de knugede mig ind til sig. Bag dem fik jeg øje på min lillesøster, bleg, men okay. Hun vinkede nervøst til mig, og jeg gjorde mig fri af mine forældre og fløj direkte hen til min søster, som jeg næsten væltede med mit voldsomme knus. Hun lo og puttede sig ind til mig, og jeg strøg hende blidt over håret.
   Min mor kom hen til os og lagde armene om os. Jeg så op på hende. Hendes ansigt havde liv og farve, og lettelsen gjorde hende kun stærkere at se på. Hun behøvede ikke at sige noget, behøvede ikke at forklare, undskylde eller takke. Det gjorde jeg heller ikke. Vi forstod.
   Min far samlede sin gamle bibel op, og han så ikke engang ud til at være vred over den voldsomme medfart, det kostbare arvestykke havde fået. Så gik han hen til os andre og smilede lettet.
   "Lad os komme hjem."
   Mit blik gled henover hele stedet en sidste gang. Stedet, hvor jeg havde kæmpet mod manden med den høje hat, mod lillesøstertyven, mod djævlen, og hvor min fjende var forsvundet. Der lå en slags rugende, næsten lettet tavshed over skoven. Og lige der, hvor manden ikke var der mere, lå en høj hat og en stok med guldknop.