Der var engang. Sådan skal et rigtigt eventyr begynde. Måske er det den rigtige start på denne her historie, måske er den ikke, for den kan være virkelighed og alligevel måske ikke, i så fald er det et eventyr, dette kan kun fantasien bestemme.
Det fortælles at der lå to lande, østen for solen om vesten for månen, helt derud hvor alt kan lade sig gøre, men hvor intet er muligt medmindre man vil.
Her herskede en konger der var god og meget velset blandt folket i landet. Han havde en stærk og kløgtig søn som var kommet i den gifte dygtige alder og giftes det skulle man når man var prins, ellers ville der ikke kunne komme arvinger, så kongeriet kunne bestå.
Kongen var meget bekymret, da der ikke var nogen skøn jomfruer i hver deres lande, der kunne leve op til den renhed og uskyld der krævedes for at kunne blive rigtige prinsesse og selv om der kom bejlere af god statslig stand fra andre kongeriger, så var der ingen med det reneste hjerte og uskyldens indre, der kunne leve op til og blive gift med den stakkels prins.
Midt i alt ulykkeligheden, kom det for prinsens øre at der i et land som kun få kendte til og som lå ved grænsen af den yderste afkrog af kongeriget og her skulle der være den smukkeste pige med uskyld og ære samt et hjerte af guld.
Landet var så langt øjet kunne skue, dækket af de grønneste enge, med floder som strålede omkamp med solen om dagen og når natten den kom så lyste de skalpere end månen, thi bunden af de snoede "vandløb" var dækket af det pureste guld.
Rygterne sagde at her levede alle dyr sammen i fred og idyl. Dyr som vi kender, rovdyr som løver og hovdyr som hjorte og midt i det hele gik den smukkeste pige og passede en hjort af 7 ædle heste hvis blod løb i de reneste årer.
Nu lyder det som om at hun var nem og komme til, men ak sådan var det ikke, for landet var omkredset af de tætteste skove, hvor alle veje endte blindt og var man først kommet ind, var der ingen veje ud. Her vogtede de fagligste ulve, der blev holdt som kæledyr af den ondeste heks der nogensinde har levet som over skoven er hersker.
For at det ikke skulle blive bedre levede den frygteligste drage som vogter af guldet i floden der løber i landet med de smukkeste enge.
Så vejen til guldet i floden og adgang til den smukkeste pige var ikke det nemmeste og endda måske fuldstændig umuligt.
"Hende må jeg møde" sagde Prinsen til kongen der ikke ville sige ham imod, for vel var hun ej en prinsesse af kød og blod, men efter som ingen i kongeriget havde hendes renhed og uskyld var hun måske alligevel er egnet og det rette parti til vor stærke og kloge prins og så hurtigt nogen i hele kongeriet kunne huske, fik han sadlet sin hest og drog af sted for at finde landet og få friet den uskyldige pige fra hendes fangevogtere.
Vejen var lang og støvet blev hvirvlet op og tørsten satte spor i prinsens hals og han søgte ned til en flod der lå ved vejen for at drikke. Mens han sad ved flodens bred kunne han pludselig høre et råb om hjælp ude fra den rivende strøm og hans øjne kunne sku en ældre kvinde der fægtede med armene og uden at tænke sig om, sprang han ud i den frådende vanmasse og med stærke svømmetag nåede han den gamle kone og fik hende trukket op af floden.
"Tusinde tak min gode mand" udbrød den gamle kone da hun havde fået vejret igen og hun fortsatte: " hvorledes kan jeg takke dig og gøre gengæld" Prinsen smilede og sagde: "det er helt fint, du behøver ikke gøre gengæld" og fortalte hende at han var på vej til landet med skoven omkring, hvor den smukkeste pige var fanget og at han ville befri hende og gøre hende til hans prinsesse.
"Det lyder ikke let" sagde den gamle kone og fortsatte, "der er vist noget med nogle glubske ulve, en ond heks og en frygtelig drage, det kræver mod og evner at klare" Prinsen svarede kækt" ja morlil der kræves nok mere end en rask svømmetur som jeg fik dig op af flodens våde favntag" og han forsatte: " men det skal du ikke bekymre dig om jeg er stærk og kløgtig så jeg finder nok på noget når jeg står ved den tætteste skov"
Den gamle kone smilede lidt forlegent, hun ville dog alligevel yde lidt hjælp, for hvad den unge prins ikke viste eller kunne forestille sig var, at bag den ydre gamle kones udseende gemte der sig en mægtig stor troldkvinde som ville vise taknemmelighed og ville hjælpe ham. Hun sagde til prinsen: " her får min tomme taske, vis den frem når foran ulvene står, i tilgift jeg giver dig også mit gamle slidte sjal, dette kaster du over hovedet på heksen når forbi hende vil gå, til sidst jeg giver dig min gamle stok, den løfter du mod når du af dragen stoppes"
Taknemmeligheden for at blive reddet fra druknedøden af prinsen var stor, hvad han ikke viste, var at den gamle kone var en troldkvinde og hans tro på hendes ord han tvivlede, man tænke: "Det kan jo ikke skade"
Over stork og sten det hurtigt gik og en halv dags rejse senere, nåede han den tætteste skov, der var mørkt og skummelt og skønt det var lige til og komme ind i skover, mærkede han hurtigt at vejen bag ham forsvandt imellem træer der flettede der grene sammen, der ikke var nogen muligheder for at slippe ud igen.
Mørket tog over, ikke en eneste lille solstråle kunne trænge igennem, men pludselig var det som om en masse så stjerne tændte sig rundt omkring. "Herligt" tænkte han, skønt han godt kunne se de små skimte lys ikke kom oppe fra, men i en rudkreds omringede ham og pludselig hørte knurren og hyl og så kunne prisen god regne ud at det var de farligste ulve der var kommet for at tage i mod ham og øje i mørket nu lyste op en masse blodrøde sole.
Pludselig kom øjnene tætter og skyggerne fra de farligste ulve kom springende i mod ham og lige før han kun lugte deres ånde, åbnede han den gamle kones taske og ud af den steg en mægtig støvsky af stjerner som lagde sig hen over de fremstormende vilddyr, der alle løb tre gange rund om sig selv og lagde sig livløse på jorden.
"pyha sikke et held at jeg reddede den gamle kone" tænkte han " mon ikke hun havde specielle evner" kunne han bare konstatere.
Videre ind i skoven det gik og pludselig kunne han høre et hæsligt grin og i mod ham kom en heks der bare var det ondeste han nogen sinde have ladet sine øjne sku og det løb meget koldt ned af ryggen på ham og hendes grin gik lige ind i han sjæl og det føltes som om den kunne springe i tusinde stykke, hvert øjeblik det skulle være.
"Hvad skal du her" råbte hun så træerne skælvede som om et jordskælv havde rystet dem helt ud i de yderste grene "du skal smage dødens smerte, du der er kun en tåbelige prins der min vrede skal mærke" fortsatte hun" nej nej din ondeste heks, det skal aldrig dig bekomme" svarede han hende og fluks har svang den gamle dames sjal hen og heksen som straks blev ramt at 7 lyn, der antændte hendes krop og fluks, hun brændte til den fineste akse.
"Sikke heldig jeg var da jeg reddede den gamle kone" Tænkte han igen "jeg skal love for at hun kunne noget særligt" var ordnerne det løb igennem hans tanker.
Skoven blev pludselig mere åben, som om den begyndte og vokse nedad og da prinsen nåede til floden vis bund var dækket af guld, var skoven helt borte som om den aldrig havde eksisteret, på sin vej ned i jorden, havde den med sig taget asken fra heksen og de 7 døde ulve, intet var tilbage udover vejen der skulle føre ham tilbage.
Han satte sig på hug ved flodens bred og skulle lige til og drikke lidt vand, da der med voldsomme kraft mod himlen steg den frygteligste drage. Prinsen røg tilbage med galoperende hjerte og som en refleks han fik fat i den gamle kones stok og løftede den højt op mod dragens enorme krop.
Straks forvandlede stokken sig til en glødende trefork og med den største kraft prinsen kunne kaste, drønede treforken lige ind i dragens hårdt pumpende hjerte, der straks lod det sidste slag banke og dens krop sprang i 7 tusinde stykker og hvor hvert af de små stykker landede, forvandlede de sig til de smukkeste blomster.
Da prinsen nu lod sit blik ud over de smukke enge sku, så han den smukkeste pige komme ham i møde, de mødes i fælles favn og han kunne slet ikke lade være med at kysse hende og straks kunne han mærke sit hjerte juble i en forelskelse, der bare fortale ham at her var den pige som han ville ægte og gøre til sin egen prinsesse. Hun kaldte på de 7 ædle heste og sammen red de nu tilbage til slottet, hvor brylluppet stod tre dage efter.
Nu tror du at han i sin forelskelses rus, guldet i floden helt glemte, men nej dette gjorde han nu ikke, han lod sine bedste og stærkeste mænd og med de 7 ædle heste, lod han guldet til sig hente.
Der var så meget guld at det tog den en rummelig tid på godt tre år at hente og guldet blev ligeligt fordel ud i riget, som blev nu det rigeste land i verden og den gamle konge der valgte abdicerer så prinse og prinsessen overtog hele det ganske kongerige og de blev elsket af folket, fik masser af små prinser og prinsesser og sammen levede de lykkeligt til deres dages ende.