For længe siden levede der en tyveknægt her i området. Forarmede mennesker uden anstændigt arbejde er her selvfølgelig stadigvæk, men netop denne tyv brød en aften ind i et tomt hus hvis ejer, en velhavende handelsrejsende, for nylig var død. Tyven blev meget skuffet da han opdagede at sølvtøj og smykker allerede var blevet fjernet, men på en hylde i kælderen fandt han en jernbeslået æske. Den var låst, så han tog den med sig - som enhver tyveknægt kan fortælle så er det helt sikkert, at hvis nogen har besværet sig med at holde én ude, må det være besværet værd at komme ind. Da han kom hjem og ville bryde låsen op hørte han en stemme fra æsken, som kaldte ham ved navn og bad om at blive lukket ud.
   Tyven blev forskrækket og spurgte hvem der talte. Stemmen præsenterede sig som fanden. Han var kommet til den syge handelsrejsende, mens han lå på sit dødsleje, for at få ham til at tvivle og friste ham med en aftale om et længere liv - men den syge havde narret fanden ned i æsken og havde låst ham inde. Siden var han faret til himmels og nu var der ikke nogen som kunne passe helvede. Derfor tilbød fanden tyven et ønske imod at blive lukket ud. Tyven, der som alle i sin profession kun går af vejen for en god aftale hvis han tror han kan få en bedre, krævede tre ønsker. Det var en høj pris, mente fanden, men i orden hvis tyven så lovede sin sjæl til ham når han engang døde. Tyven, som havde mange synder på samvittigheden, regnede ikke med at kunne slippe ind i himmelen og gik med på ideen. Da han brød låsen op sprang fanden ud og dansede rundt i stuen så gløderne sprang fra gulvbrædderne og brændte huller i tapetet.
   Tyvens første ønske var at få de bedste listefødder i verden. Fanden tog en sort kat op af sin baglomme, gned dens fødder imod tyvens og straks kunne han gå lydløs rundt i tykke støvler.
   Tyvens andet ønske var at få den skarpeste tunge i verden. Fanden tog en stålorm op af sin baglomme og lod tyven kysse den. Straks kunne han alle løgnehistorier i verden forfra og bagfra og kunne fortælle dem hurtigere end nogen anden.
   Tyvens tredje ønske var at få de roligste hænder i verden. Fanden tog en stump fra en smuldret gravsten op af sin baglomme, lod ham røre den og straks kunne tyven balancere tre æg på sin på sin håndryg mens han hoppede og dansede uden at tabe dem.
   Da han således havde opfyldt sin del af aftalen sagde fanden tak og på gensyn og forsvandt. Tyven brugte sine tre gaver til at stjæle alt som var værd at stjæle og han blev hurtigt rig og svirrede uhæmmet på alle barer han kom forbi. En aften pralede han dog for meget med sin rigdom og blev i fuldskab stukket ned i en gyde. Således stod han pludselig ved porten til helvede. Fanden lukkede op og tog ham med til et bur som var helt dækket med låse. Store låse, små låse, tunge låse, lette låse, låse af stål, jern, sølv og guld. Her skulle han sidde indtil dommedag - hans straf for de mange indbrud han havde begået mens han levede.
   Tyven protesterede: det var urimeligt at han kun havde fået så kort et liv efter aftalen, men fanden mente nu at en aftale var en aftale og smed ham ind i buret og låste alle låsene. Der var mange, og da det var gjort var han blevet træt og ville sove, men advarede først tyven mod at prøve at bryde låsene op, for hvis han hørte en lås falde på gulvet ville han komme farende ind og tæve ham gul og blå med sin pumpestok.
   Da fanden lagde sig ned og forsøgte at sove begyndte tyven at fortælle om alle de eventyr han havde nået at være på inden han døde. Alle de juveler og kunstværker han havde listet bort med sine lydløse fødder. Alle de piger og hæleraftaler han havde snakket sig til med sin skarpe tunge. Alle de punge og smykker han havde stjålet med sine rolige hænder. Han snakkede og snakkede indtil han til sidst fik snakket fanden et øre af. Nu kunne fanden ikke høre låsene falde, men tyven opdagede at han ikke havde nogen dirk på sig. Han skulle lige til at forsøge med sin tunge på en af låsene, da et tykt, sort hår fra fandens øre svævede forbi. Han greb det i luften og dirkede låsene op med det. Store, små, lette og tunge låse faldt af buret og landede på gulvet med et stort rabalder, men fanden vågnede ikke. Tyven tog benene på nakken og da han fandt trappen til himlen spænede han alt hvad han kunne op ad den. Han var kun lige nået til skyerne da han hørte fanden komme efter ham, slæbende på sin pumpestok mens han råbte eder og forbandelser efter ham. Fanden havde lange ben og tyven var allerede forpustet, så han besluttede sig for at gemme sig og sprang ind i en stor sky. Da fanden kom forbi standsede han op, snusede i luften og spurgte hvem der sad inde i skyen.
   Tyven sagde at det bare var englene og at fanden ikke skulle bekymre sig om dem. Det studsede han over og skulle lige til at løbe videre, men spurgte om ikke engle fløj omkring.
   Jo, det gjorde de da, sagde tyven og listede frem og tilbage i skyen så fanden kunne høre at hans stemme flyttede sig uden fodtrin.
   Nå, sagde fanden, men spurgte om engle ikke også spillede musik.
   Jo, det gjorde de da, sagde tyven og spændte håret fra fandens øre ud og spillede et par toner på det, så han kunne høre hvor øvede hænder han havde.
   Nå-nå, sagde fanden, men ville alligevel vide om det kunne passe at en engel havde så ru en stemme som ham han nu talte med.
   Nej, det plejede de ikke, sagde tyven, men der var netop kommet en mand løbende forbi som havde stjålet hans sangstemme lige ud af struben på ham.
   Det blev fanden så forarget over at han stormede videre og krævede at blive lukket ind af Sankt Peter for at lede efter tyven. Sankt Peter insisterede på at der skam ingen tyve var i himlen og ville ikke lade ham komme ind. Mens de skændtes listede tyven sig forbi, dirkede porten til himmeriget op og stemte i med englekoret - og han er der vist endnu den dag idag.