Julemanden sukker vemodigt. Hans skæg er blevet tyndt og hvidt, næsten gennemsigtigt som en matteret rude i et badeværelse.
   Udenfor stikker de bladløse træer deres grene op i den grå aftenluft, næsten som en havguds tregrenede fork.
   Måske den selvsamme havgud, som har taget julen med sig og gemt den dybt på havbunden - i mørkets og glemselens sand.
   Jul i vore dage er ikke som for årtier siden.
   Ikke som dengang, når han travede gennem natten, der kun blev oplyst af de glimtende stjerner og den kolde fornærmede halvmåne, der mindede om Knud, når han var sur.
   Ikke som dengang, når nyfalden julesne satte klamper under træskostøvlerne og gjorde arbejdet til en prøvelse, især fordi han hverken havde en himmelkane, eller en flyvende Rudolf, eller to, til sin rådighed.
   Alligevel var han glad, dengang, i forhold til nu.
   Nutidens børn laver ikke julestads selv, men udprinter tredimensionale efterligninger fra Internettet.
   De mest opfindsomme køber det hele i supermarkedet, færdiglavet, klar til brug.
   Dengang kunne de sidde i timevis og klippe med saks, lime med hjemmelavet klister og flette de udklippede hjerter med en lethed, der i dag er forsvundet fuldstændigt.
   Julebagning er et ikke længere eksisterende begreb i nutidens familier.
   Julebag er noget supermarkedet klarer, endda på tilbud.
   Nettos pebernødder ligner alle hinanden, samme størrelse, samme udseende og farve.
   Men pyt, der er alligevel aldrig nogen der spiller mus længere.
   Nej, så var det anderledes på farmors tid.
   Dengang duftede der af sydende palmin, mens dejen til klejnerne blev skåret ud, ledsaget af larmen fra glade børn, der lavede vanillekranse, eller brugte fars kostbare vinglas til at udstikke pæne cirkelrunde dejstykker til jødekagerne.
   Når han og farmor sad på verandaen og planlagde farmors kommende juleeventyr, efter at have prøvesmagt tidens juletraktementer, mens rester af risengrød klæbede til hans skæg og lod sukkerkrystallerne blinke med kanelagtigt skær i farmors julebelysning - så satte det en snehvid rullende lavine af julehumør i gang.
   Der var her han og farmor tilrettelagde julen for Knud og Agnes, for deres børn, Lasse, Sidse, Ulla og Mikkel.
   Tilrettelagde investeringer af julefondens midler, så der også var til næste jul.
   Fondsmidlerne, der er vokset i takt med at julen gradvist er gået af mode.
   Julemanden sukker atter mindeværdigt og lader sig opsluge af fortiden, støttet af sin og farmors dagbog fra dengang.
   Farmor kunne det der med jul.
   Overfor julen var hun ligeså ekstravagant, som hun var om sommeren på travbanen.
   "Julen nyder godt af sommerens dårlige samvittighed," var hendes forklaring, der blev ledsaget af et graciøst slag med armene.
   "Jul er ikke bare hjerternes fest," som hun tit udtrykte det, "jul er et eventyr for dem der tør leve det ud, farvestrålende og inspirerende, fyldt med alle de forventninger genkendelsens glæde vækker til live.
   En verden blandt engle og nisser, hvis gådefulde eksistens ikke kan fjernes med hverken polititilhold eller bandlysninger."
   Julemanden kan alle farmors historier.
   Det er næsten, som om han selv har været til stede og registreret det hele, som var han julefluen Fandus, der sad gemt i nissefars skæg.
   Han må igen beundre, hvordan farmor lod Sidse spille sit eget spil, og puffede Lasse frem i et jalousi skabende drama af hensyn til julen.
   Og dramaet var vitterlig den ting, der fik julen til at manifestere sig mentalt i børnene. Deres julestemning var lys, stjerner, nisser, engle, gaver, sne, gran og julebag, både indvendig og udvendig.
   Den lå dybt i dem som slumrende billeder, der overtog styringen så snart kalenderen sagde december.
   Farmor holdt virkelig liv i julen, lige indtil hun døde.
   Efter farmor falmede billederne fra den ene dag til den anden.
   Knud havde nok i sig selv.
   Sidse var kun optaget at skrabe penge sammen og Lasse magtede vist ikke at overtage rollen.
   Farmor havde julevirus, en af den slags der smittede øjeblikkelig, en af den slags med minutkort inkubationstid.
   Farmors virus var, bortset fra døden, modstandsdygtig over for alle angreb.
   Lige indtil den nye virus kom.
   Potter virus, Fantasy virus, magisk virus.
   I dag har man brug for en Harry Potters tryllestav for at bringe julen tilbage, tænker julemanden.
   Men det kan dagbogen måske råde bod på.


Farmor er direktørfrue og har egen privatchauffør, fine manerer, selvom hendes mand, direktøren, døde for over ti år siden.
   Men penge har hun åbenbart nok af stadigvæk.
   Desuden er hun respekteret af Knud og Agnes, måske fordi hun har tid, eller måske fordi hun har penge. Under alle omstændigheder lader de farmor styre juleræset.
   "Hallo børn, så skal vi have samlet julekalender postkassen," kvidrer hun selvtilfreds, "og bagefter skal nissefar op på sin plads."
   Nissefar er en fast tradition.
   Han står på kaminen og skuer ud i stuen.
   Det er ham der holder rede på at alt går rigtigt til.
   Hans lange hvide skæg lugter grimt og gammelt, men det må ikke vaskes, siger farmor, for i skægget bor Fandus, julefluen.
   Postkassen er den samme hvert år, i al fald hvad udseendet angår.
   Kun de fireogtyve låger har nye billeder.
   "Og når vi så er færdige, skal der skrives breve til julemanden med ønsker. Den der er mest artig får en sukkerknald af farmor og må vælge julepenge først."
   Det er altid Lasse der vinder.
   Sidse er ligeglad, for mens farmor har travlt med at kramme Lasse, tager Sidse 3 stykker sukker.
   Julepengene er en del af farmors hemmelige plan, selvom alle børnene tror de har afsløret hemmeligheden for længst.
   Børnene skal, alle fire, hver dag lægge et brev og en krone i postkassen til julemanden.
   Farmor mener det giver respekt for julens traditioner.
   Men der er aldrig mere end tre kroner i postkassen om morgenen, sommetider mindre.
   Når julemanden opdager det, uddeler han en straf for dårlig opførsel.
   Men Sidse har for længst opdaget at man kun bliver straffet af og til.
   Når de er færdige med julekalenderen, klapper farmor i hænderne for at samle tropperne.
   "Så skal vi lige spille mus, og den der vinder får marcipan konfekten."
   Duften af de hjemmelavede pebernødder spreder stemning og forventning, næret af de bortgemte erindringer fra sidste jul.
   Glade loftvendte øjne og hvide mælketænder reflekterer stålerne fra farmors imponerende kalenderlys.
   Traditioner skaber juleglæde og juleromantik, selv hos de mindste.
   Farmor vælger altid den pebernød der skal være musen, og det gælder om ikke at tage musen.
   De små starter og når kun at samle otte og ti pebernødder, før farmor skaber nervøs stemning med sit skingrende:
   "MUS!"
   Ulla og Mikkel ryger altid skrækslagne op fra deres stole.
   Lasse når at samle femogtyve pebernødder før musen er på spil igen.
   Sidse ved hun sjældent får mere end et par pebernødder, så hun har opfundet sin egen spilleversion:
   "Farmor, se, jeg tror musen er faldet på gulvet."
   Mens farmor møjsommeligt, via en tur ned på gulvet, får konstateret at musen befinder sig hvor den skal være, har Sidse med et snuptag erhvervet sig en håndfuld marcipan konfekt.
   Lasse smiler medforbryderisk, han ved, hvad der sker nu.
   Sidse når kun at tage to pebernødder, før farmor erklærer kontakt mellem mus og Sidses pegefinger.
   Det er næsten som om episoden hører med til spillet, selvom nogle af kravlenisserne, også i år, falder ned fra billedrammerne i harmfuld protest.
   Julefluen Fandus tager en kort observationsrunde, inden den atter sætter sig til rette i nissefars skæg.
   Kun Ulla ser det.

Hvert år tager farmor børnene med ind til juleudstilling i Illum og Magasin.
   Farmor er god til at møve sig frem i forreste række.
   Bagefter skal de snakke med julemanden i Magasin, selvom det er den samme forestilling hvert år.
   Farmor griber fast i julemanden og hvisker noget i hans øre, hvorpå han vender sig mod Lasse og spørger:
   "Og hvad ønsker den artige dreng sig så til jul?"
   Svaret kommer tøvende, selvom det næsten altid er det samme.
   "Et par dejlige varme sokker, tror jeg."
   Farmors ansigt overstråler det glitrende lys i loftet, hendes rødmalede smilende læber sender glædesbudskaber til alle dem der vil se det, lige indtil Sidse river julemanden i ærmet og nærmest brøler ordene ud, på en stolt og sejrssikker facon:
   "Jeg ønsker mig penge, julemand, så kan jeg selv købe mine gaver."
   Pludselig skal de hurtigt hjem.
   På Nørreport station står en mindre forhutlet dreng og sælger hjemmelavede julenisser.
   Han får et arrigt puf af farmor og taber alle sine røde garnnisser.
   Sidse peger fingre ad drengen, hvilket får farmor til at købe alle hans nisser.
   I S-toget falder farmor til ro igen, selvom Sidse siger:
   "Undskyld, farmor, men det var jo ikke den rigtige julemand, vel? Altså din julemand."
   Farmor smiler og siger at de ikke skal skrive noget om episoden til julemanden. Han ved det allerede.

Hver eneste aften skriver børnene et brev til julemanden. Næsten altid enslydende fra Lasse,
   Ulla og Mikkel, skrevet med Lasses barneskrift.
   "Kære julemand, tak for slik. Vi skal nok være artige."
   Sidse skriver gerne lidt mere:
   "Kære julemand, vi har alle være artige. Men jeg har været mest artig. Det siger min mor og far, du kan selv spørge dem, ikke?" For resten så har Mikkel og Lasse ikke lagt penge til dig i går. Glædelig jul fra Sidse."

Julemanden kommer når børnene sover.
   Så traver han gennem den vintersorte nat i glimtende stjernelys, måske tilsat en anelse medfølende lys fra den mere eller mindre halve måne, når den ikke formærmet gemmer sig bag de tunge skyer, der puster sig op med deres indhold af sne, der helst først skal spredes juleaften.
   Farmor siger at julemanden findes.
   Hun har selv givet ham penge om sommeren, så han har råd til at trave sig slank i de kolde vinternætter til ære for børnene på vejen.
   Mikkel tror på julemanden.
   Hver morgen når han vågner ligger der en chokoladefrø i hans sutsko.
   Sommertider er det en vingummi bamse.
   Men der er næsten altid noget.
   Lasse prøver sommetider at holde sig vågen - for at se når julemanden kommer.
   Han ligger og kigger på den tomme sutsko, kun afbrudt af Agnes der kommer listende og siger:
   "Lasse, nu skal du altså sove."
   Derpå vender hun ham om på siden og trækker hans dyne godt op over det meste af hovedet, men pyt, der var jo ingen slik i skoen.
   Men så pludselig, som var det magi, ligger der alligevel en chokoladefrø.
   Mens glæden galopperer i hans krop, tager søvnen ham med på rundtur i sit forunderlige univers og slipper ham først, da Sidse brøler ind i hans forsovede ansigt:
   "Du har været uartig, du har ikke fået slik, ha, men jeg har fået to!"
   Til morgenmad snakker de om, hvad de har fået.
   Sidse er altid den der får det meste, og det bedste.
   Det hænder få gange at Sidse ikke får noget. Det sker kun de dage hun sover længe, og kommer sidst op. Så er hun sur hele dagen.
   Åbningen af julekalenderen går altid på skift. Somme tider sælger Sidse sin åbningsdag for et stykke slik, eller en femogtyve øre.

I dag er det julebagningsdag.
   Alle deltager, Sidse har slet ikke tid til sine intriger.
   Jødekager, brune kager, vanillekranse og klejner.
   Mikkel laver rævefigurer af sin dej.
   Knud sidder med sin skærekniv og snitter papfigurer til.
   I løbet af to timer har han lavet nisser og engle nok til at pynte hele loftet med.
   Her hænger de så, nisserne fastgjort til loftet i deres nissehuer, mens englene, lavtflyvende under loftet, trutter i deres messinghorn.
   Lyden forplanter sig stille ind i hjerterne på hele familien.
   Hver eneste jul laver de en masse julepynt.
   De er så dygtige til at lave julestads, at det også kan bruges af dem der ikke har noget, siger farmor.
   Så hvert år køber hun næsten al deres gamle julestads.
   Hun siger det er til drengehjemmet, og noget hun kalder Frelsens Hær.
   "Det er måske en slags nissesoldater?" spørger Lasse.
   Men farmor smiler bare.
   Stemningen forplanter sig til alle.
   Ingen sure miner og ingen narrestreger fra Sidse den dag.
   "Sidse er en engel i dag, ikke mor?"
   Ulla stråler, da hun siger det og Agnes nikker samtykkende.
   Faktisk er Sidse god til at sætte stemning på alle situationer, også når hun ikke er udspekuleret.
   Især positiv julestemning er hun ekspert i.
   Måske er det derfor, julemanden aldrig straffer hende særlig hårdt.
   Mikkel har ikke fået slik i sin sutsko i morges, men Sidse har en ide.
   "Sæt sutskoen ud på hovedtrappen, så kommer han nok og putter slik i," siger hun meget overbevisende.
   Der går da heller ikke mere end ti minutter før det ringer på døren.
   Der står ingen udenfor, men der er gevinst i sutskoen.
   Hele to chokoladefrøer.
   Det lyder næsten som en evig forsyningskilde kilde, tænker Mikkel, så sutskoen sættes ud en gang mere.
   Der går igen ti minutter før det ringer på døren.
   Sutskoen er fyldt med et hvidt pulver.
   "Hvor er du altså heldig," siger Sidse, med stive øjne rettet mod Mikkel.
   "Skynd dig at spise det."
   "Ad - ad - ulækkert - jeg skal kaste op, hvad er det?"
   Han kikker spørgende på Sidse.
   "Salt," siger hun hoverende, "det får man når man er uartig."
   For en lille dreng på tre år er det en fadæse, der må reddes hurtigt.
   Han åbner døren, mens Sidse griner bedrevidende.
   "Undskyld julemand, jeg skal nok være sød nu," gjalder en lille drengestemmes bedrøvede røst gennem den stjerneklare aften.
   Bare for at være helt sikker, gentager han den rungende besked tre gange.

Farmor køber næsten altid gås til jul.
   Farmor har meget forstand på jul. Hun er den klogeste julefarmor i hele landet, synes Lasse.
   Farmor køber også en masse flotte mandelgaver.
   Desværre er de voksne altid meget længe om at spise gås.
   Ærgerligt, for det er så spændende med den mandel.
   Endelig går mor ud i køkkenet for at røre mandel i, mens Sidse kikker gennem dørsprækken for at informere de andre.
   "Nu kommer hun den i ... nej, der er to i ... jeg så det!" hvisker hun ophidset.
   Sidse er altid meget længe om at øse op til sig selv og Ulla.
   Skal altid have skeen helt ned i bunden af skålen og røre en omgang rundt.
   "Ikke noget med at løske," siger farmor.
   Løske er vist nok, når man gør som Sidse, mener Lasse.
   Sidse og Ulla får mandlerne og vinder de tilhørende gaver.
   Nu mangler kun farmors bordbøn før træet skal tændes.
   Bønnen foregår i sluttet kreds rundt om bordet, mens man holder hinanden i hænderne, og vipper dem op og ned i takt med ordene.
   Farmors bordbøn er lidt speciel, den består kun af en enkelt sætning.
   "Tak for mad og velbekomme."
   Derpå vasker børnene op, også Sidse. Det er en tradition, og farmor siger at hvis man ikke gør det, får man ingen gaver. Så Sidse vasker op, uden protester.
   Imens tænder de voksne juletræet.
   Alle synger med på julesalmerne, højt og længe. Der er ingen der bliver trætte af at gå rundt om træet, selvom gaverne ligger og vrider sig i forventning om begejstrede glædesudbrud.
   Men gaverne må vente til farmor har fyret sit trumfkort af.
   Aftenens højdepunkt, julens glæde.
   Selv julestjernen i toppen af træet sitrer i spændt forventning.
   Og endelig kommer tegnet så fra farmor.
   Der bliver helt stille i stuen. Farmor trækker bevidst
   spændingen ud, længe, inden hun spørger:
   "Nåh ... lille Lasse, hvad er det så vi mangler?"
   Lasses stemme dirrer og ordene kommer helt nede fra bughulen, mens fødderne laver stepdans i faretruende nærhed af de tændte stearinlys.
   "Og ræven rask over isen!"
   Stemmerne fra unge og gamle synger julen ind på farmor maner, med en for andre familier absolut uegnet julesang.
   Men måske er det netop sådanne ting der markerer forskellen mellem en levende vital jul, der huskes, og en af de ordinære, der hurtigt lagres på bunden af hukommelsen, under tyngende minder om sol, sommer og lang skoleferie.
   Eller måske fordi:
   "Ræve er søde og kloge," som Mikkel slutter af med at sige.

Der er masser af gaver, og de er altid gemt i den store vasketøjskurv. Men det skal være en overraskelse, så man skal huske at sige både ih og næh, når far vælter kurven om på gulvet og fjerner låget.
   Det er aldrig dyre gaver, mange er hjemmelavede, som sokker, vanter, huer, bamser og dukker til pigerne. Farmor kommer også med en fyldt sparebøsse til hvert af børnene, for julen er dyr og koster mange penge, som der står i sangen, siger hun altid.
   Det tager far Knud altid bogstaveligt, og lægger derfor beslag på sparebøsserne næste dag.
   Undtagen Sidses, som altid, på mystisk vis, er blevet væk i løbet af natten.
   Julepynten og juletræet står altid til Lasses fødselsdag, 6. januar i det nye år.
   Dagen efter bliver julepynten taget ned og gemt i kasser, der kommer på loftet.
   Men den sommer farmor dør er det som om sorgen skyller ind og dækker juletraditionerne til med skyggegardiner bevogtet af glemselsdæmoner.
   Der kommer ikke flere ræve rask over isen til jul.

Julemanden kæmper sig langsomt op i sin elektriske Mini Crosser Det ville farmor ikke have syntes om, tænker han, selvom han har forsøgt at skjule hjulene med en plastskærm, der ligner meder, og kalder sin Crosser for Røde Rudolf.
   Men ideen med gaven ville hun nok have stemt for.
   Desuden er farmors julefond vokset sig stor, for der er ikke udbetalt noget fra fonden siden
   farmor døde. Det er heller ikke i farmors ånd.
   Det er derimod i farmors ånd at Lasse skal overtage ansvaret som julemand efter ham. Han ved hvor Lasse bor. I farmors gamle villa.
   Gad vide om verandaen stadig findes, tænker han, da han møjsommeligt begiver sig ud på de to kilometer.
   Der skulle være strøm nok og føret er fint.
   I vore dage er der næsten aldrig sne juleaften.
   Han ved Lasse har tre børn, mellem tre og ni år. Det lyder passende.

Denne eneste voksne hjemme er Lasses svigermor, der passer børnene.
   Hun kigger på ham, som så hun for sig en mulig pædofil børnelokker, men lader ham dog tale ud.
   "Det her er en julegave til Lasse, fra julemanden, men du må ikke sige noget, det er lidt tys, tys, noget med hans firma, du ved. Den skal bare lægges under juletræet."
   Svigermor ser lidt vantro ud, men er heldigvis med på ideen, så han takker pænt og kører hjemad.

Julemiddagen forløber kaotisk.
   Lasse kommer to timer for sent og når ikke andet end et stykke smålunkent andelår.
   Børnene har fået et par gaver på forskud, for at holde sig i ro.
   De sidder nu og spiller computerspil, mens den mindste er faldet i søvn.
   Det kunstige, brandsikre og dryssefri juletræ forsøger forgæves at brede sine grenede vinger ud over den hoben gaver, der næsten syner mere end det stakkels træ.
   Børnenes mor skal på nattevagt om et par timer, og Lasse er træt, så man klarer højt fra træets grønne top og de andre julesange med hjælp fra CD afspilleren og videoen "jul i gamle dage."
   Gaverne fordels let og smertefrit og de forventede taksigelser indløber.
   Der ligger kun en gave tilbage under træet.
   "Hov, hvem har glemt sin gave?" spørger Lasse.
   Da ingen svarer tager han den selv.
   Der en sidder en mærkat på, med motiv af juleengle på baggrund af en blå stjernehimmel. Farmors julemærkat.
   Trods trætheden mærker han, hvordan glæden kryber ind i ham og sætter ham følelsesmæssigt tilbage til barndommen.
   Følelsen bliver ikke mindre, da han får åbnet pakken og ser, hvad det er.
   "Farmors julemand" står der udenpå. Han kigger i dagbogen, den er fyldt med julebilleder.
   På titelbladet står med farmors skrift:
   "Til julen høre glade børn og en rigtig julemand. Derfor har jeg sammen med julemanden nedskrevet disse anvisninger på, hvordan en rigtig jul ..."
   Han mærker tårerne krybe langsomt frem over de nederste øjenvipper, mens han læser. Erindringen fylder ham med en varme, han ikke har følt siden sin barndom.
   Han kikker på sine egne børn.
   De sidder med deres stakke af gaver, gaver som de næsten selv har bestemt, helt uden synlig glæde, bare med en besynderlig ligegyldighed, som var de smittet af de voksnes karriereræs, der ikke levner tid til oprigtig glæde.
   Der mangler den gammeldags eufori.
   Men nu ved han, hvor han kan finde den.

Jul som i gamle dage
   med grantræ og dryssende nåle.
   Den vil enhver behage
   som lader sit hjerte bestråle.