På kanten af en vågen tilstand mærkede jeg varmen, efter endnu et stykke træ blev lagt på bålet. Jeg nød varmen som et hjemligt kram, inden jeg spærrede øjnene op og så manden på den anden side af bålet. Mit hjerte kaldte til dåd begrundet af frygt, og jeg skuttede mig baglæns.
   "Godmorgen, ven," sagde han uden store bevægelser. Han gav mig et kort smil og koncentrerede sig om den pind, han holdt tæt på bålets varme. På pinden havde han spiddet en fisk, hvis skind allerede var sprængt. Duften af stegt fisk bølgede ind bagerst i hulen, hvor jeg sad. Han måtte være den ven, den gamle kone omtalte. Jeg forsøgte at få min hjertebanken under kontrol, mens min mave knurrede over den velduftende fisk. Jeg støttede mig til hulens bagvæg for at komme op at stå.
   "Godmorgen ven," gengældte jeg. Jeg fattede koppen fra mit bælte og holdt den hen til bagvæggen, hvor vandet havde rislet i går. Væggen var våd, men der var ingen rislen. I stedet bøjede jeg mig og tog vand fra vandhullet nedenfor.
   "Mit navn er Mattis," sagde manden, mens han forsigtigt skubbede den færdigstegte fisk af pinden og gjorde klar til at sætte endnu en fisk på pinden. Jeg fulgte hans gøremål, mens jeg satte mig ved bålet igen.
   "Jeg er glad for at møde dig. Jeg var begyndt at tro, at der aldrig ville komme nogen andre end mig i hulen her. Er du sulten?" Mattis tilbød mig noget af fisken på en flad sten. Fisken delte sig i flager på min tunge, og kødet var saftigt.
   "Er du kommet langvejs fra? Nej, du behøver ikke at svare. Jeg er bare nysgerrig. Det er ikke tit, der kommer besøgende her, der ikke er soldater," Mattis tog en bid af sin fisk og må have set mit bekymrede blik, for hans fortsatte,
   "Du skal ikke være bange. Du er blandt venner. Jeg mener, det er ikke tit, at der kommer nogen, der har en historie at fortælle. Jeg mener, åh, du må undskylde mig. Mine ord flyder over, inden de har givet mine tanker form." Mattis dukkede hovedet som en skulkende dreng. Det så underligt ud for en ung mand. Hans mange ord gav mig tid til at komme mig over min forskrækkelse og finde mine egne ord.
   "Tak fordi du tændte bålet i går." Efter så mange måner uden nogen at tale med eller med kun helt korte ordvekslinger, så var det helt fremmed at forme hele sætninger.
   "Hulen er kold om natten uden et bål, jeg mener, det var ingen sag." Mattis' øjne flakkede, og han fokuserede igen på fisken, han var ved at stege. Jeg forstod ikke helt, hvad han mente, men tog imod det varme stykke fisk, han rakte mig.
   Vi spiste færdig, og for første gang i lang tid, følte jeg mig mæt. Mattis spredte gløderne og sørgede for, at bålet var helt slukket. Jeg tog min kutte, der mestendels var tør. Med bålet slukket, henlå hulen i tusmørke. Mattis førte vejen til hulens åbning, hvor vi blev mødt af larmen af bølgerne, der slog op på stranden, og skumsprøjt, der landede som dis i vores ansigter.
   "Kom, jeg tager dig med hjem til min familie."
   Mattis gik ved siden af mig, mens han talte om sin familie. Han fortalte, hvordan han kom fra en helt net af sømænd, og at hans far var på søen nu. På den måde lignede hans egen familie de fleste andre i Highstowe. Mattis håbede også at blive sømand; måske kunne han slutte til sin far på hans næste togt.
   "Hvis ikke jeg bliver hvervet først." Sætningen stoppede Mattis' ordstrøm. Mattis trådte foran og viste vej til et husmandssted, der lå på bakke med udsigt ud over havet. Næsten alle huse i Higtstowe er bygget med udsigt over havet, fortalte Mattis, så man kan se skibene derude. Jeg spejdede ud over havet, men der var ingen skibe lige nu.
   "Mor, Mattis har en gæst med hjem!" lød det højlydt fra den åbne dør i huset med en lys pigestemme, der næste hvinede af lutter begejstring. Bag pigestemmen, lød en formaning om ikke at råbe nyheden ud til hele den sydlige kyst, med en dybere kvindestemme.
   "Min søster," indviede Mattis mig i, og et øjeblik efter kom en ung kvinde med det hvideste hår, jeg nogensinde havde set, hoppende ud ad døren og tog mig i armen.
   Jeg ved ikke, om jeg havde nået at danne et billede af Mattis' familie, men sandheden var både uventet og pragtfuld. Mattis' mor, Helvi, havde et stramt ansigt, der talte sit eget sprog om bekymringer. Hun sørgede for, at jeg blev sat ved ildstedet og fik en kop vand, inden nogle skulle afkræve mig svar på noget som helst. Pigen, Kirsi, blev bedt om at finde brød og saltet fisk frem. Mattis forsvandt ind i det næste rum og kom igen med sin bror, Olle.
   Da vi alle fem sad ved bordet, mærkede jeg, hvordan de alle havde blikket rettet mod mig. Det var min tur til at fortælle. Jeg rømmede mig og overvejede, hvad jeg skulle sige. Jeg havde ingen større heltedåd bag mig eller kendte min rolle. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Helvi bøjede sig fremover og tog min hånd.
   "Du er blandt venner nu."
   Hendes ord fik tårerne til at vælde op i mig, og jeg græd. Jeg hulkede som et barn med åben mund, og tårer og snot, der blandede sig. Alle begivenhederne i mit liv galopperede forbi i erindring. Den stille glæde ved mit liv i Gavlhuset i Fielding, fornøjelsen ved at sælger urter og olier. Min mor foroverbøjet og fastholdt af to soldater, mens blodet flød. Forvirring, tab, og smerte, der blev ved, svøbt i mudder. Mødet med Lord Beuron, min far, hvis jeg overhovedet kunne kalde ham det. Intetheden ved at være fange i Lord Beurons fæstning. Fortvivlelsen, det evige grå, modløsheden. Flugten ved hjælp af Suna og den gamle kone. Galoppen plørede sammen for mit indre blik.
   Helvi trak mig ind i et kram og trøstede mig, som en mor trøster sit barn. Børnene rejste sig fra bordet. Jeg lagde ikke mærke til det, før jeg hørte Helvi sige,
   "Ingen af jer fortæller om Aude til nogen, ikke engang vores nærmeste venner. Hørte du mig, Kirsi?"
   Til mig sagde hun stille,
   "Du har tid til at lande her og finde dig selv. Indtil Otso kommer hjem fra søen, holder vi dig en hemmelighed. Otso vil vide, hvordan vi skal begrunde, at du bor her hos os, for det er det, du gør nu."
   Helvi holdt om mig, indtil hulkene ikke længere fik min krop til at ryste. Vi rejste os fra bordet og glattede vores skørter.
   "Et bad hjælper," sagde Helvi med et smil og gav Mattis besked på at hente både kar og vand.
   Kirsi kom med rent tøj til mig og hjalp mig blive klædt på igen. Særken lyste hvid. Jeg skævede til min gamle særk; den var brun og beskidt. Jeg havde forsøgt at holde både mig selv og mit tøj rent i det sparsomme vand, jeg fik i cellen. Vandet i karret lignede mudret å-vand efter en storm.
   "Særken er min og kjolen min mors. Det vil passe dig fint tror jeg. Jeg fandt også et bånd. Må jeg flette dit hår?"
   Kirsi redte mit hår ud og trak de våde ender ind i en kompliceret fletning, der inkorporerede et lilla bånd. Jeg mærkede frisuren med mine hænder, da hun var færdig. Mattis rømmede sig, da han kom efter det fyldte kar, og rødmede, da han så mig. Jeg var et nyt menneske blandet med den fortid, der strakte sig bag med.
   Om aftenen sov jeg ved siden af Kirsi i en alkove i køkkenet. Der var rigeligt plads til os begge to. Kirsi flettede en tot af dit hvide hård i en lang fletning i skæret fra gløderne i ildstedet.
   "Ind til sidste sommer sov jeg her sammen med Olle, så rykkede han op oven på med Mattis, og så er der plads til dig."
   Jeg spejdede rundt i det halvmørke hus. Stigen op ovenpå. Det brede ildsted bygget med store kampesten. Bordet med bænke på to sider og en stole med udskåret armlæn for bordenden. I den ene gavl var alkoven og i den anden ende af rummet førte en dør ind til Helvi og Otsos soveværelse. Træ knirkede ovenfra, som Mattis og Olle fandt ro. Uden for fløj vinden ind fra havet og trak i alt, hvad den mødte på sin vej. Det susede i træerne på den lille skov, som Mattis og jeg var gået igennem. En gang imellem blev et vindpust skubbet ind under døren eller ned gennem skorstenen. Langt væk kunne jeg høre havets bølger, der slog op mod stenene med regelmæssighed.