Pssst! Pssst! Herovre. Sæt jer ned og lyt nu godt efter, så skal jeg fortælle jer en lille historie om en lille blomst, der hed Ane Mone. Måske kan I lære lidt om små og store vækster samt alskens ting og sager. Er I klar? Så skal I bare høre.

Der var engang en lille blomst, der blomstrede i skovbunden under bøgetræer så store. Den var så lille og spinkel, så smuk og hvid som den stod der i blomst bland andre anemoner, der dækkede hele skovbunden som et stort Anemonetæppe. Nej den lille blomst Ane Mone var slet ikke spor stor i forhold til bøgetræerne som den boede under, men sammen med sine brødre og søstre var hun noget at det dejligste der kunne findes i skoven, i begyndelsen af foråret, lige inden træerne sprang ud. Jo hun var en af skovens dejligste forårsblomster. Så fuld af håb og glæde for alle, der så hende stå der og blomstre i skovbunden under alskens træer og buske. Ikke mindst bøgetræet Bøge, der strakte sig så stor og prangende op mod himlen som en kæmpemæssig skyskraber og spredte sine grene ud i det uendelige.
   Ane Mone vidste hun burde være glad og nyde varmen fra solstrålerne. Solstråler der endelig havde fået overtaget over vinterkuldens stærke tag, og nu dansede over hendes fine spinkle krop. Det sagde alle de andre i hvert fald, men Ane Mone ænsede end ikke engang solstrejfene og virkede ikke til at glæde sig over forårsvarmen. Nej Ane Mone var slet ikke spor glad. Hun følte sig så lille og alene selvom hun stod her mellem alle sine søstre og brødre, men Ane Mone gad ikke lege med dem, i hvert fald ikke lige nu. Hun ville bare gerne lege med træet Bøge, men Bøge var endnu ikke vågnet af sin vintersøvn eftersom Kong Vinter lige havde haft alt magten og havde lullet de fleste planter og træer i søvn for et halvt års tid siden og endnu havde søvnen ikke givet helt slip på dem. Ane Mone stod bare i mængden og hang lidt med hovedet mens en tåre trillede fra hendes øje og ned af hendes blege hvide kind. Hun følte sig så alene som hun stod der i skoven under træet Bøge. Hun ville bare gerne have en ven at lege med. Ane Mone lod endnu en tåre trille og snøftede så:
   "Hvorfor skal Bøge også absolut sove når jeg er lysvågen? Hvorfor kan han ikke bare vågne, så jeg kan snakke og lege med ham?"
   På en gren tæt på, hvor Ane Mone stod, sad den lille fine bogfinke, Bog, med fremskudt bryst i rødbrune farver og med to brede, hvide striber på sine vinger. Ane Mone kunne let se ham, hvis hun kiggede efter, men Ane Mone kiggede overhovedet ikke efter. Nej, hun ænsede slet ikke bogfinken, der dog havde set Ane Mones skønhed og havde slået sig ned på en gren for at betragte hende og hendes søskende stå så smukt og frodigt i flor.
   Bogfinken Bog havde måske nok set Ane Mones tårer trille ned af hendes kinder og hørt hendes snøft, men havde ikke helt forstået, hvorfor hun var så ked af det. Forstod Ane Mone ikke, at hun ikke havde noget at være ked af? At hun skulle være glad for at træet Bøge ikke var vågnet endnu, og nyde den tid hun havde indtil han faktisk vågnede af sin vintersøvn? Forstod hun det overhovedet ikke? Nej det forstod Ane Mone ikke. I kaskader af toner begyndte Bog at synge så smukt og klart fra sit udkigspunkt højt oppe i træet, ligesom for at give Ane Mone det bedste råd han kendte:
   "Det, det, det, det ka' jeg si' li så tit det ska' vær', for Du Ane Mone, Du er så fin og lille, og træet Bøge er så stor og vældelig. Dine rigtige venner er nødvendigvis dem, der står omkring dig der på jorden. Dem der står der på din egen størrelse, dem som ikke overskygger dig, som er så lille og spinkel. Det, det, det, det ka' jeg si' li så tit det ska' vær'. For når træet Bøge vågner, vil han blive endnu større end han allerede er. Snart vil hans grønne blade begynde at spire og springe ud. Snart vil træet Bøge være så stor og så prangende, at ikke engang strålerne fra solen vil kunne trænge gennem hans mange storslåede blade og herned i skovbunden hvor du står. Det, det, det, det ka' jeg si' li så tit det ska' vær'!"
   Ane Mone, der lige så tydeligt havde hørt Bogfinken Bogs råd, ville overhovedet ikke høre efter, hvad han lige havde fortalt hende. Hun var ligeglad med, hvad han sagde, hun ville bare gerne lege med træet Bøge. Hvad galt var der også i at træet Bøge var meget større end hende og ville skygge for sollyset? Ane Mone var alligevel ligeglad med sollyset, hvad nytte gjorde sollyset måske? Det kunne hun jo alligevel ikke lege med! Nej det var træet Bøge hun ville lege med. Ane Mone snøftede atter igen og sagde så næsten lydløst:
   "Jeg ville ønske at træet Bøge ville vågne, så vi kan lege og grine sammen," men Bøge vågnede ikke. Han kunne ikke høre Ane Mone. Uden syn for realiteternes konsekvenser, domineret af behovet for at få stillet sine behov, råbte Ane Mone som et lille barn og med et barns iver af hele sine lungers fulde kraft op til træet Bøge:
   "Vågn op bøgetræ Bøge dit sove-træ!"
   Med en lyd som fra knaster, der sprækkede slog træet Bøge sine søvndrukne brune øjne op og strakte sine lange trætte grene ud i det uendelige så det knagede og knækkede i alle led og fibre.
   "Er det forår nu?" spurgte træet Bøge lettere fortumlet og søvndrukken. Han kiggede ned på Ane Mone, der smilte op til bøgetræet og udbrød begejstret med at strejf af et barns utålmodige glæde:
   "Ja, kan du ikke se det. Alle de andre træer og planter er også ved at vågne!" og lod en barnelatter glide over læberne op til Bøge, der ikke rigtig forstod, hvorfor Ane Mone var så glad. Han vidste jo at når han vågnede, skulle hun til at sove. Med et spørgende udtryk i ansigtet og et udtryk af forundring i stemmen spurgte Bøge Ane Mone:
   "Hvorfor er du så glad, når der slet ikke er noget at være glad for Ane Mone?"
   "Fordi jeg gerne vil have en ven at lege med, og nu er du vågnet Bøge bøgetræ, nu kan du og jeg være venner og lege og hygge os sammen!"
   Bøgetræet kiggede med et sørgmodigt udtryk i ansigtet ned på Ane Mone og sagde så med tone af beklagelse og medføling:
   "Jamen Ane Mone, det er jo slet ikke godt. Vi kan jo ikke lege ret længe sammen. Snart vil mine blade springe ud og skygge for lyset, så det ikke kan ramme dig dernede på skovbunden, og så vil du ikke kunne være vågen mere. Så vil du gå ud og forsvinde!"
   Ane Mone forstod det bare overhovedet ikke. Hvorfor kunne hun ikke lege sammen med træet Bøge selvom der ikke var noget sollys? Ane Mone forstod ikke betydningen af sollys og trak derfor blot på skulderne, slog ud med sit lille blad, der var formet som en hånd, ligesom for at vifte alle bekymringer væk, mens hun sagde afværgende:
   "Pyt med det, så kan vi bare lege indtil vi ikke kan lege sammen mere."
   Det syntes træet Bøge nu lød fint nok, og så begyndte han og Ane Mone at lege.
   Først legede de gemmeleg. Ane Mone var den første, der gemte sig, og Bøge havde kigget alle veje efter hende. Først oppe i luften, så henne ved stien, hvor menneskene tit gik, så nede ved hans rødder, men han kunne ikke se hende for bare anemoner. De lignede alle sammen hinanden. Kun nogle få blå og gule anemoner skilte sig ud. Nej det var slet ikke spor let at finde Ane Mone, men da det blev Bøges tur til at gemme sig, var det slet ikke spor svært for Ane Mone at finde ham. Han lignede nemlig overhovedet ikke nogen af de andre bøgetræer og der var overhovedet slet ingen steder han kunne gemme sig. Han var både meget højere og meget bredere og så havde han så kæmpe store fødder at han næsten skulle bruge en hel lysåbning til at vende.
   Til sidst havde de leget tag fat. Først var det Ane Mone der skulle fange træet Bøge, og så var det Bøge der skulle fange Anemone, men da de havde leget sammen i et stykke tid blev Ane Mone pludselig meget træt. Træet Bøge var blevet så stor at dens grønne blade skyggede for sollyset og gjorde at lyset ikke længere kunne nå ned til lille Ane Mone, der var begyndt at blive meget dårlig. Ane Mone kunne næsten ikke holde hovedet oppe og kroppen begyndte at falde sammen. Ane Mone kunne ikke længere holde til at lege, hvilket bekymrede træet Bøge der hurtigt spurgte Ane Mone
   "Du ser ikke så godt ud Ane Mone. Er du syg? Mangler du noget?"
   "Jeg er bare meget træt. Jeg tror jeg mangler sollys, så jeg kan få energi nok til at lege" Ane Mones stemme var blevet helt mat og næsten helt ubetydelig og Bøge kunne høre, hvordan Ane Mone kæmpede for at få energi nok til at snakke og holde sig oppe, og sagde derfor til Ane Mone med en trøstende og omsorgsfuld, men også en lidt advarende stemme:
   "Jah, alle planter skal have lys for at vokse Ane Mone. Planter bruger lyset til det, der hedder fotosyntese, der danner energi til dine vigtige livsprocesser. Når jeg og de andre træer springer ud om foråret forsvinder lyset fra skovbunden og din og også alle de andre anemoners fotosyntese falder, for til sidst at forsvinde helt når jeres blade falder helt af eller visner væk midt på sommeren. Du får ikke mere nok energi til din krop så du kan leve, og derfor er du nødt til at lægge dig til at sove." Træet Bøge holdte en lille pause mens han trak vejret dybt og fortsatte så "Jeg kommer til at savne dig min ven, men din sæson er ovre nu og min er kun lige begyndt, så vi må sige farvel nu Ane Mone."
   Træet Bøge lagde et af sine hånd lignende blade, ned over Ane Mone for at age hende på kinden en sidste gang inden hun ville falde helt i søvn og for at beskytte hende det sidste stykke tid hun havde tilbage. Træt forsøgte Ane Mone at sige godnat til træet Bøge og takke ham for den gode tid de havde sammen, om end den var kort, men der kom ikke en lyd ud over hendes læber. Bøge kunne ikke høre, hvad hun sagde, men han forstod hvert et ord hun ville sige til ham. Han vidste, hvordan hun havde det og sagde derfor:
   "Godnat Ane Mone, sov godt min ven, vi ses snart igen, det lover jeg!" og lod en lille tåre trille fra sit brune øje, mens han kiggede ned på Ane Mone og blev ved med at age hende blidt over kinden og kronbladene. En efter en så træet Bøge, Anemones fine hvide kronblade og grønne blade visne og falde af. Til sidst var Anemone forsvundet helt, og der var kun visne blade fra hende og hendes familie tilbage i skovbunden. Snart ville også de være borte, og træet Bøge ville kun have mindet om sin bedste ven Ane Mone tilbage. Ane Mone, der bare gerne ville have en ven.

Nu skal I ikke tro at Bøge altid var helt alene. Nej det var han skam ikke. For ved samme tid hvert år spirede flere tusinder hvide anemoner i skovbunden under bøgetræerne så store, og ikke mindst under træet Bøge. Og hvert år stod der en anemone så lille og spinkel, så smuk og hvid som den stod der i blomst i klynger, der dækkede hele skovbunden som et stort anemonetæppe, akkurat som Ane Mone havde gjort det. Og akkurat som Ane Mone havde gjort, skreg den af sine lungers fulde kraft, uden syn for realiteternes konsekvenser og med et barns iver, op til træet Bøge:
   "Vågn op bøgetræ Bøge dit sove-træ!"
   Og hvert år beundrede træet Bøge den lille blomst, der lignede sin mor, mormor, oldemor tipoldemor, tip-tip-oldemor og endda også tip-tip-tip-oldemor som to dråber vand, og som mindede Bøge om hans bedste ven Ane Mone og den tid de havde sammen. Nej træet Bøge eller anemonerne for den sags skyld var aldrig alene. De havde altid en ven, om end i en kort tid!