Der var engang en mørk vildsom skov, der var så stor, at selv om man gik i syv dage og syv nætter, ville man stadig ikke være kommet til enden af den. Derfor kan det jo ikke undre, at mange af de rejsende, som i tidens løb har vovet sig ind i skoven, aldrig nogensinde har fundet ud derfra igen. Få er det lykkedes at finde vej gennem den vildsomme skov, og den historie, som I nu skal høre, er blevet mig fortalt af en gammel mand, som i sine unge dage rejste meget. Han kom netop på en af sine rejser til skoven her, og på sin vandring så han mange sære og også uhyggelige ting. Men hvordan han slap levende fra sin oplevelse, har han dog aldrig villet røbe.
Midt inde i skoven stod der et meget gammelt træ, det var stort og hult, og inden i det boede en trolde-familie. De havde holdt til der i mange hundrede år, og den ældste af troldene, ham som de kaldte for oldefar, var 753 år. Fordi han var så gammel, blev han regnet for at være ligeså viis som alle de andre trolde tilsammen. Familien var stor, og der var mange børn. Det kunne til tider være svært for trolde-mor at styre alle ungerne, ind imellem var de jo lidt uregerlige, men oldefar, bedstefar og bedstemor var flinke til at tage sig af de små troldebørn. De havde jo da god tid, og trolde-ungerne syntes, at det var hyggeligt, når de gamle fortalte historier.
Oldefar kunne huske langt tilbage, og han fortalte historier fra sin egen barndom, som var meget forskellig fra det, som trolde-børnene kendte til. Ofte sad de kære små unger med store øjne og lyttede, lagde øre til de mest utrolige og fantastiske ting. Det var for eksempel fortællinger fra en tid, hvor troldene endnu ikke havde fundet på at slå sig ned i træerne, men i stedet levede i klippehuler. Og trolde-ungerne havde lidt svært ved at tro på; at man dengang kun spiste flagermus, der ikke engang var stegt over et bål. Trolde-børnene var vant til god mad. Noget af det bedste de kunne få var en ristet menneskefinger at gå og gnave på, det var sådan en slags slik. Ellers fik de mange forskellige retter hver dag. Jo, de var nok lidt forkælede, når de sammenlignede deres opvækst med da oldefar var barn. Når ungerne hørte ham berette, var de glade for, at de selv var født så mange år senere. Men det var alligevel spændende at høre om, hvordan trolde havde levet førhen. Selv om de ikke forstod alt det, der blev skildret, vidste de dog; at det var vigtigt at lytte, for måske lærte man så at forstå trolde-livet lidt bedre.
Men det skete engang imellem, når en af de gamle trolde sad og fortalte om aftenen, det var som regel lige efter aftensmaden, mens man slog mave, at ungerne blev utålmodige, hvis historien varede for længe. De længtes efter at komme ud og lege, trolde-børn kan aldrig sidde stille ret lang tid ad gangen, og udenfor skete der så meget andet interessant. Trold-ungerne legede tit med pindsvinene, som de stak til med pinde og smed i søen, for at se om de kunne svømme. Sommetider kunne de bruge mange timer på at skræmme de dyreunger, som boede i nærheden. Haren var altid nemmest at forskrække, så det blev trolde-børnene hurtigt trætte af. Derimod var der mere skæg ved grævlingen, den havde ikke i sinde sådan at flygte på grund af nogle snottede trold-unger. Fordi den var vred, stædig og ikke ville opgive uden kamp, blev den utallige gange udsat for ungernes ondskabsfuldheder.
Trolde-børnene fandt hele tiden på nye lege og kedede sig næsten aldrig. Men selvfølgelig bestod deres dag ikke kun af leg og fortælling, ungerne havde også nogle pligter, som de måtte passe hver dag. Om formiddagen var de i skole. Det var bedstemor og bedstefar, som var lærere, og de gjorde deres bedste for at lære børnene de ting, som var vigtige at kunne for en rigtig trold. Om eftermiddagen havde trolde-mor ofte noget husligt arbejde, som ungerne skulle hjælpe med. Det gjorde de gerne, da de vidste, at der tit faldt lidt godter af til dem. Trolde-mor holdt nemlig meget af alle sine børn. Også selv om hun undertiden blev træt af, at de skændtes og rev hinanden i håret. Trold-ungerne elskede at slås, men uvenner for alvor var de dog sjældent. Sådan gik hverdagen altså for trolde-familien i det store gamle træ med trolderier af forskellige slags.
Nu var det så ved den tid, da julen stod for døren. Trolde fejrer naturligvis ikke jul sådan som vi mennesker gør, men de holder dog en fest omkring ved samme årstid. En hel måned før festens start har små som store trolde travlt med forberedelserne, meget skal nås. Der skal ristes mange, mange menneskefingre, og i god tid tørrer man menneskehud og rottehaler, som i julen er den store delikatesse. Nu var trolde- familien kommet så langt i forberedelserne, at al julemaden var parat, og hjemmet var pyntet med den fineste stads. Kun manglede der én ting for, at festen kunne begynde. Det var en overraskelse, som trolde-far havde planlagt til en af sine sønner. Drengen var nu i den giftefærdige alder, og han skulle derfor have en kone i julegave. Var det blevet bestemt. Trolde-far havde på en rejse til en naboskov fundet lige den rette pige til sønnen, og nu var det meningen, at hun skulle ankomme dagen før festen, så der kunne holdes bryllup på fest-aftenen. Men dagen for pigens ankomst var nu næsten gået, og trolde-far kunne ikke forstå, hvor hun blev af. Hvad trolde-far ikke kunne vide var; at bruden på vej til sit nye hjem var blevet taget til fange af en flok nisser.
Nisserne boede i en høj ikke langt fra troldenes træ, og i juletiden var de og troldene de argeste fjender. Nisserne generede troldene på alle mulige måder, fordi de mente, at det var helt forkert med den fest, troldene holdt. De forstod sig jo slet ikke på at holde jul, og det var umuligt at forklare dem, hvad julen faktisk drejede sig om. Til gengæld anså troldene nisserne for at være nogle idioter med al deres snak om risengrød med kanel, flettede hjerter, pjank, pjat og jule-hygge. Fred og fællesskab. Venskabs-varme og lys i mørket. Der var derfor en evig strid mellem troldefolket og nissefolket, som fra hver sin side til stadighed pønsede på en mulighed for at bringe de andre i forlegenhed. Nu havde nisserne altså fået nys om dette jule-bryllup og greb straks chancen for at ødelægge fornøjelsen for de festglade trolde. Nisser kan simpelthen ikke lade være med at drille, det er noget i deres natur. Det er aldrig ondt ment, og en nisse vil helst undgå at skade nogen. Mennesker vil de især passe godt på og prøve at hjælpe. Men trolde har nisser det sommetider lidt svært med. Da trolde har en helt anden mere vanskelig natur.
Mens trolde-far gik frem og tilbage i sin stue og ærgrede sig over den manglende brud, sad hun altså ovre i nissehøjen og havde det egentlig meget rart. Hun var ikke ked af at være hos nisserne, for de var flinke. Og hun fik at vide; at de kun ville beholde hende hos sig nogle dage, hvorefter de ville bringe et brev til trolde-familien
med besked om, hvor trolde-sønnen kunne hente sin brud. Trolde-pigen tog det hele som en spøg og syntes, at det var helt sjovt at prøve at holde jul på nisse-manér. I mellemtiden havde trolde-far sendt et par af ungerne ud for at lede efter pigen. De tænkte dog ikke på at nærme sig nissehøjen og vendte efter mange timers søgen tilbage til træet med nedslåede miner. Nu blev trolde-far virkelig vred, for han havde glædet sig meget til at overraske sin søn med den usædvanlige julegave. Han skældte og smældte, så det bragede i stuen, og ungerne gemte sig i en krog. Men lige meget hjalp det, bruden var og blev borte!
Fest skulle der trods alt være, og troldene festede, sang og dansede hele næste dag og natten med. Musikken lød så højt fra trolde-træet, at dyrene ude omkring i skoven blev ganske forskrækkede. Grævlingen vågnede ved larmen og nedkaldte de værste forbandelser over de forfærdelige trolde: "Det er da også evig og altid, at vi skal finde os i troldenes narresteger. Man kan ikke engang få sin nattesøvn i fred og ro. Hvor tit har de skarn ikke holdt os vågne med deres larmende fester? Hele natten skråler og tramper de derovre, hvornår bliver de trætte af det?" En pindsvine-familie, der var grævlingens naboer, gav ham fuldstændig ret og mente; at troldene var direkte farlige for deres omgivelser. Haren gav udtryk for; at det var bedst at lade troldene passe sig selv, det nyttede alligevel ikke at klage. Ræven forsvarede trolde-familien og sagde, at de jo kun morede sig, det kunne vel ikke genere så meget. "Trolde er gode til at more sig, de har et godt humør, det kunne I andre nok tage ved lære af." Fortsatte ræven, der aldrig selv gik af vejen for lidt skæg og ballade. Da havde også uglen sin mening om troldenes fest, den sagde: "Jeg tror nu snarere, at der er noget, de er kede af, og så tror de måske, at de kan glemme hvorfor ved at danse og synge, men de bliver ikke rigtig glade på den måde." Eftersom uglen altid fik det sidste ord, blev sagen ikke diskuteret mere den nat.
Næste eftermiddag, mens troldene endnu lå og snorkede, blev der pludseligt et vildt røre i træet, da der kom bud med et brev til trolde-sønnen. Det var besked fra nissehøjen om den tilfangetagne brud, der, da hun nu havde lært, hvordan man holder jul på en god måde, ville blive sluppet fri, men trolde-sønnen skulle selv hente hende.
Trolde-far havde allerede juleaften fortalt sin søn om overraskelsen, og sønnen blev meget glad, da han hørte, at bruden var i god behold. Han skyndte sig af sted for at hente pigen, og det varede da heller ikke længe, før de kunne fejre deres bryllup i bedste trolde-stil. Ved brylluppet blev striden mellem nissefolket og troldefolket glemt. Nisserne blev nemlig inviteret med til festen, og det gjorde de, fordi bruden kun havde positive ting at sige om dem. Hun havde lutter gode indtryk at berette fra sit ophold i nissehøjen. Den unge trolde-brud sagde, at hun aldrig før havde oplevet en så hyggelig jul, og næste år, når der skulle holdes jule-fest hos troldene, ville hun vise dem, hvordan det gik for sig på nisse-manér. Troldene og nisserne blev altså venner for første gang i juletiden, men hvor længe den fred mon kunne vare, det er der ingen, der ved.
Sådan lød den gamle mands fortælling om troldenes jul i den store skov. Han havde på sine rejser set og oplevet meget. Historien her ville han aldrig glemme, fordi det betyder noget; om vi tager julen alvorligt. Måske både trolde og nisser havde fat i noget af det rigtige. Hvordan, vi mennesker så fejrer jul, er naturligvis en helt anden historie. Nu er det jo også meget, meget længe siden, at de her ting gik for sig. Så om den store vildsomme skov, de rare nisser og de uhyggelige trolde stadig findes, det kan man kun gætte.
Glædelig jul.