Mens vi venter på nyhederne
& på at verden skal blive bedre,
revner jordskorpen lisså stille
under vore fødder,
rygende lava & sydende magma
vælter op fra afgrunden,
fortærer alt og lægger verden øde.

Hujende harpyer svirrer
som rasende tsunamier
over de øde strande,
atmosfæren er borte; godt det samme,
ellers var vi blevet vanvittige
af deres vilde hyl.

Og mens vi venter på at komme til
at høre nyhederne,
kribler navnløse væsener omkring
på vore kroppe
med klæbrige fødder der gløder
af varmen fra jordens vom.

Tomme giftgasbobler svæver sort
gennem rummet
uden at møde modstand nogetsteds.
Spreder sig til de nærmeste galakser,
alt eksploderer, falder sammen,
splintres i farveløst fyrværkeri.

Mens vi venter på nyhederne,
skyller unævnelige mængder kosmisk stråling
ind gennem vore syndige hoveder.
Var vi blot en smule opmærksomme,
ville vi kunne høre det summe & knitre
og se sælsomme lyn flænge himmelrummet
i hinandens øjne.

Og vi ville rive os løs
og kaste os ud fra bjergtoppe, master, tårne
og flyve væk
og være inderligt forandret
og være os selv, endelig,
og være frie.

Men så længe vi venter
på nyhederne,
ser vi ikke, hører ikke,
blir hvor vi er.

Mens vi venter på at nyhederne
endelig skal nå frem,
størkner planetens tarmindhold
og danner nye mineraler,
mos & alger gror lisså stille
hen over sprækkerne,
døde insekter i hobetal
danner nye muldlag, og
jorden blir hel igen,
ligeså de nærmeste 16 universer,
og ingen lægger mærke til
at noget er sket
overhovedet.

Og dog
er intet,
intet,
absolut intet!
som før.