I hjørnet af en gammel stald lå en nyfødt, hvid pige med røde øjne og skreg på den mor, som ikke ville have hende. Hun skreg efter en mor, der ville amme hende og befri hende for staldens fluehelved. BZZZZZBZZZZZ. Hun var ligeså ene og forladt, som staldens ni andre spædbørn, som heller ikke kunne overdøve fluerne.
Stalden var et hittehjem, og børnenes eneste håb var, at nogle mennesker ville købe dem for en håndøre, inden de døde af vanrøgt og blev kastet for hundene.
En smudsig gammel mand, Fagin hed han, stod og viftede fluer, mens han undersøgte småkravlet.
- Hende den blege med djævleøjnene, sagde Fagin og pegede med sin pisk på vanskabningen, - hende kommer du til at kaste for hundene. Hende vil kun Fanden ha’.
Hittemor svarede med et lumskt glimt i øjet:
- Piger er altid mere værd end drenge, men hende, den lille maddike, kan du få gratis, ja, jeg skal selv pakke hende ind i avispapir.
Fagin kikkede nærmere på pigen. Hun var ganske hvid undtagen øjnene, som skræmte ham. De var røde som på en hvid rotte. Sådan var hun født. Hun var en hvidfødning.
- Hvis du stikker de djævleøjne ud på hende, så sætter jeg et par glasøjne i, når hun bliver gammel nok til mænd. Så render hun heller ingen vegne.
- Vist ej, det må min mand gøre, når han kommer hjem fra havet.
- Skidt, så pak rottetøsen ind i en fart. Jeg har travlt.
Fagin boede alene i udkanten af en by med fireogtyve hittebørn, alle ens klædt i en kulsæk med tre huller og en snor om livet. Den kradsede mod den sarte barnehud.
- Vær I glade for tøjet kradser, så mærker I ikke jeres forbistrede utøj, sagde Fagin og kløede sig på maven, så lopperne sprang for livet.
De blev opdraget til at tigge og stjæle, og når pigerne var gamle nok, så blev de sendt i skøgehus. Fagin gik altid med pisk, og han havde tre blodhunde til at opsnuse et hittebarn, der var stukket af. Alle blodhundene havde en barnesko eller to i halsbåndet.
Børnene blev sendt i byen tidlig om morgenen, og når de kom hjem til aftensmaden, skulle de først tømme lommerne for alt, hvad de havde tigget og stjålet. Fanden tager som bekendt den sidste, men Fagin tog de seks sidste - de seks, der havde mindst i lommerne. Deres aftensmad bestod af vand og brød og syv stykker stribet flæsk - det sidste med Fagins pisk.
Rottetøsen var et tossegodt barn, altid så kærligt og glad, og dyrene flokkedes om hende. Og Rottetøsen var dygtig til at tigge sammen med en anden af pigerne.
- Nådige herre, sagde hun og lagde sig på knæ med fremstrakt hånd. Når herren prøvede at gå uden om hende, så faldt den anden pige også på knæ, greb om herrens ene ben og sagde:
- Nådige herre, Rottetøsen får pisk, hvis hun kommer hjem uden en skilling. Se selv!
Og så trak hun Rottetøsens sækkekjole op bagi. Herren kunne ikke tro sine øjne, når han så den knoglehvide pigehud rødstribet i alle retninger. Og han lagde en skilling i den hvide hånd og forsvandt skyndsomst.
Allerede midt på dagen havde de penge nok. Pigerne delte dem og gik hver til sit. Rottetøsen søgte altid ind i skoven, hvor hendes mange dyrevenner flokkedes om hende. Der var både hjorte, vildsvin, ræve og egern og over hende flokkedes fuglene. Men når solen stod i sydvest, så måtte hun hjem.
Der var altid nogen af børnene, der ikke havde fået ret mange skillinger, og de bad så mindeligt Rottetøsen om hjælp. Og således endte det altid med, at hun selv ingen penge havde og måtte nøjes med vand, brød og stribet flæsk. Men heldigvis kom der altid nogen af børnene med lidt aftensmad til hende.
Børnene holdt meget af hende, og hvor blev hun glad den dag, de kaldte hende Hvidlille.
Da hun kom i skolealderen, så fik hun besked på at stjæle, men det kunne hun slet ikke. Fagin blev gal og gav hende dobbelt med pisken.
En dag blev det for meget for den hvide pige, og hun flygtede ud i skoven.
Fagin sendte bud efter en krybskytte og sagde:
- Rottetøsen har jeg fodret nok på. Nu kan hun betale tilbage som aftensmad for hundene. Bagefter skal du bringe mig hendes ene sko, og du skal få dine ti sølvskillinger.
Fagin lod sine blodhunde lugte til det halm, hun sov i og afsted gik det i den store skov med krybskytten trukket af de vilde hunde.
Efter flere timer gav blodhundene tegn til, at de havde fundet hende. Krybskytten så en lille pigesko. Underligt, at hun ikke har mærket, at skoen faldt af, tænkte han. Men så opdagede han hjortespor. Også bagud, hvor han kom fra. Så må hun være redet på en hjort og allerede langt væk. Men hvis jeg giver Fagin hendes sko og fortæller ham, at blodhundene har spist hende, så får jeg mine ti skilling.
Og sådan gik det. Fagin hængte Hvidlilles sko i halsbåndet på en af blodhundene, og hittebørnene blev både bange og meget kede af det.
Men det var der ingen grund til, for Hvidlille red ganske rigtigt på en hjort fulgt af skovens mange dyr og fugle. Hun standsede ved et hus, hvor en gammel hvidhåret mand sad og hvilede sig.
- Hvem kommer til mit hus? sagde den venlige stemme.
- Jeg hedder Hvidlille.
- Jeg kan høre din dejlige pigestemme, men se kan jeg ikke. Jeg hedder Homér.
- Må jeg overnatte i dit hus?
- Så hjertens gerne.Vi blinde har så frygtelig brug for en seende. Jeg klipper mine får, karter deres uld og sælger det i byen, men det meste af min tid digter jeg historier. Hvor ville det være skønt at have nogen at fortælle dem til.
- Historier, hvad er det? Er det når man lyver? spurgte hvidfødningen.
- Ja, sandt er det jo ikke, men løgn heller ikke. Det er noget midt imellem som kaldes eventyr. Prøv og hør et eventyr, hvor pigen er en søster til dig i eventyrenes verden.
Og så begyndte Homér at fortælle eventyret om Snehivde og de syv små dværge, og Hvidlille, hvis fantasi aldrig havde fået andet at leve af end pisk og tugt, fyldtes med en himmelsk fortryllelse. Hun glemte helt sin knurrende mave, og da historien var færdig spurgte hun, om der fandtes andre historier. Og således faldt hun i søvn midt i et eventyr, men da var månen oppe og stjernehimlen smilede til den hvide pige.
2.
Hvidlille blev hos Homér resten af sin barndom og lidt til. Og aldrig kunne hun få nok af hans fortællinger, som hun forsøgte at lære udenad. Fårene fik dem genfortalt, når de blev malket, og katten, når hun kartede, spandt og vævede.
En dag kom Hvidlille til at sige ’Far’ til Homér. Hvor blev han glad.
- Det må være den gode Gud, der lagde dig ’Far’ i munden. Så vær du da min datter.
Hvidfødningen kastede sig om halsen på den blinde digter, og græd den hele dag af glæde.
Næste dag sagde hun:
- Ville du ikke nok fortælle et eventyr, hvor Hvidlille er i?
- Min kære datter, du vil vel ikke, at jeg skal forbryde mig imod Vorherre? Thi HAN skriver sine eventyr i kød og blod med levende mennesker som dig og mig, mens vi digtere kun er forundt at skrive med de døde bogstaver.
Homér lagde ømt sin arm om hendes skulder og sagde:
- Jeg synes allerede, Vorherre er ved at skrive et smukt eventyr med dig i.
- Hvordan det?
- Ja, hvad mener du selv?
De røde øjne blev meget tænksomme, og så sagde hun:
- Ja, hvis jeg ikke var en hvidfødning, så ville jeg ikke være kommet til Fagin. Og Fagin kan jeg takke for, at jeg forstår, hvor ondt nogen har det, og hvor lykkelig jeg er over at have fundet verdens dejligste digter og far.
Nu mangler jeg bare at finde en mand, som synes, at jeg er verdens dejligste kvinde. Men den historie tror jeg ikke selveste Vorherre kan skrive.
- Tag du nu ind til byen og giv Vorherre en chance for at skrive en fortsættelse på et allerede smukt eventyr.
Fyldt med de dejligste eventyr om kærlighed gik den hvide pige ned til søen for at se, hvad hendes kommende ægtemand måtte få at se. Hun skælvede af angst for at se ned i den spejlblanke skovsø. Kun én gang i sit liv havde hun set sig selv i et spejl. Det var Fagins barberspejl, som han tvang hende til at se ind i første gang, hun fik stribet flæsk.
Han havde sagt: - Se nu godt på dine øjne og fortæl mig så, hvem der mon er din far.
- Jeg har ingen far. Jeg er hittebarn.
- Så skal jeg fortælle dig det. Din far er djævelen. Og hvis jeg bare én, eneste gang ser dine djævleøjne, så river jeg dem ud.
Han fjernede spejlet og stak et par krogene fingre næsten helt ind i øjnene på hende.
Fra den dag af så Hvidlille altid ned i jorden, når Fagin var i nærheden.
Den blinde Homér havde heldigvis ingen spejle, men nu var det altså, hun skulle tage mod til sig og se sig selv i skovsøen.
Åh, sikke et syn. Ansigtet var blegt som et lig, og håret så ud som en stor og sjusket fuglerede, snavsethvid tillige, for hun havde aldrig vasket sit hår. Åh, hvor hun skammede sig. Hvilken mand kunne elske hende? Ikke engang en krøbling for han kunne se. En blind måske eller en spedalsk. Ja, sådan en stakkel spedalsk ung mand, som gemte sine levrende sår i en munkekutte. Hun tænkte på den hellige Frans af Assisi, som faldt på knæ for de spedalske og kyssede deres hænder. Hvis den hellige Frans kunne kysse deres sår, så kunne hun vel også.
En stor skruptusse sad i søkanten og så på hende.
- Tak grimme frø for at fortælle mig det. En skruptusse blandt mennesker, det er jeg.
Hun smilede dog en smule hen for sig. Hvis nu en rigtig prins kyssede mig, ville jeg så blive forvandlet til en prinsesse? Hvidlille, dit fæhoved, det er kun i eventyrene, den slags sker.
Men trangen til den store kærlighed fyldte hende fra morgen til aften, så hun syede en arabisk klædedragt, hvor alt var skjult bortset fra øjnene.
Araberdragten fik sin debut på den værst tænkelige dag, en højsommerlig dag, hvor byen var én kæmpestor stegepande. Menneskene søgte skygge, hvor de kunne finde nogen, og det gjorde Hvidlille også.
Da fik hun øje på en munkekutte. Hun fulgte efter for at se, om det skulle være en spedalsk. Da han gik over en smøge, vendte han sig halvt omkring, og hun så et kridhvidt ansigt. En hvidfødning? Hendes hjerte bankede af glæde. Han søgte ind på en kirkegård og gik med hurtige skridt op og ned gennem gangene, indtil han standsede op ved en grav og faldt på knæ. Han var så henrevet i sin andagt, at Hvidlille vovede sig tæt på, og hvor blev hun forbavset, da hun så, at det slet ikke var en hvidfødning, men en hvid klovn. Hun følte sig næsten til grin. Men manden må åbenbart alligevel have set hende, for med et par hurtige skridt stod han foran hende. Hvidlille mærkede noget koldt og stikkende mod sin hals. En kniv, tænkte hun og ville skrige, men angsten lå som en kvælerslange om hendes hals.
- Er du ven eller fjende, jeg byder dig at afsløre, hvem du er! sagde han.
Hvidlille følte ikke, hun havde noget valg og fjernede sin hovedbeklædning. Den hvide klovn i munkekutte faldt nu på knæ igen.
- Allernådigste frøken, forlad mig min uforskammethed, men jeg følte mig truet på livet. Tillad mig at fortælle Dem, hvorfor jeg kunne tage så grueligt fejl.
Hvidlille mærkede straks, at han ikke var en hvid klovn, men et meget fint menneske, og hun tog ham i armen:
- Nådige herre, De må ikke ligge på knæ for sådan en som mig. Jeg hedder Hvidlille og må skjule mig bag dette slør, fordi jeg er så grim.
- Så ærligt du taler, og så smukke dine øjne er. Hende, der ligger i sin grav, havde det smukkeste røde hår, men dine øjne er rubiner skænket dig af Gud, røde som dine dejlige læber, og hvid som sne er din hud. Dit viltre hår fortæller mig, at din skønhed er naturlig. Lykkelig vil du gøre mig, hvis jeg må kysse din hånd.
Disse ord var for meget for skruptussen blandt unge piger. Hun tudbrølede, vendte sig om og løb. Hun var ramt i hjertet af et lyn og intet kunne redde hende fra at falde, falde dybt ned i det hul, skæbnen havde gravet for hende.
Munkekutten fulgte efter hende, holdt hende varsomt tilbage i skulderen og sagde:
- Hvad jeg end har sagt, så tilgiv mig, jeg talte uden at tage vare på mine ord.
Hvidlille følte sine knæ vakle, og hun kastede sig i armene på manden, der bar hendes skæbne i sine hænder.
- Vi kan ikke tale her, det er for farligt. Følg efter mig, jeg véd et sted.
Hvidlille måtte næsten småløbe for at følge efter munkekutten. Han forlod byen, gik langs en å, derpå ind i en skov og dybt derinde satte de sig på en træstamme.
- Mit navn er Knivprinsen, og folk vil slå mig ihjel for en udåd, jeg har begået. Rosetta hed pigen, hvis grav jeg i dag opsøgte. Jeg kunne ikke modstå hendes skønhed. Hun flygtede fra sit kloster og sammen optrådte vi i mange lande. Lige fra dreng af har jeg kastet kniv ligesom min far. Rosetta og jeg optrådte med et nummer, vi kaldte Skæbnehjulet. Hun lod sig fastspænde med spredte arme og ben på en drejeskive, og jeg kastede mine hundred-og-én knive, der ramte en håndsbredde fra hendes smukke krop. Farligt var det. Når jeg trænede, ramte jeg lidt for ofte den optegnede dame, men det skete aldrig, ALDRIG, når vi optrådte, for jeg elskede hende, og jeg vidste, at vores kærlighed værnede Rosetta mod knivene
Men en dag viste Jagos, min onkel, mig, hvorledes cirkusdirektørens jakke var fuld af røde hår, Det var uminkedeligt Rosettas hår. En sort hånd lagde sig over mit hjerte, og ved forestillingen samme aften ramte min første kniv Rosetta lige i hjertet. Siden da har jeg ikke været mig selv, og hendes fornemme familie har udsat en stor dusør for den, der slår mig ihjel. Derfor må jeg forklæde mig og rejse fra land til land. Heldigvis følger min hjælpsomme onkel altid med mig. Men jeg føler mig vis på, at der er mange, der efterstræber mit liv for dusørens skyld. Og derfor tog jeg fejl og troede, at du var min forklædte banemand.
- Elsker du stadig Rosetta?
- Nej, ikke mere. Jeg ærer hende, og jeg angrer, at jeg optrådte, selvom jeg vidste, at vor kærlighed var ophørt.
Hvidlille så det hvide klovneansigt fortrække sig i lidelse. Gid hun kunne trøste ham.
- Hvis mit hår var rødt, og du elskede mig, så kunne vi ... åh, jeg ville så gerne hjælpe dig.
Klovnens øjne blev så alvorlige, søgte ind i hendes og fortabte sig i den kærlighed, der strømmede imellem dem. En ny verden fødtes, hvor kun Knivprinsen og Hvidlille havde adgang. Og snart var det den eneste verden, de kunne ånde og leve i.
- Dit elfenbenshvide viltre hår må være er en lok af Vorherres egen manke. Og som det passer til din hvide hud! Ligesom dine øjne til dine læber. Du må være den smukkeste kvinde, han har skabt.
Hvidlille følte hun skulle modsige ham, men hans ord blev sande i det øjeblik, de var sagt. Var det mon sådan skruptussen følte, når et prinsessekys forvandlede den til en ægte prins?
3.
Første aften Hvidlille blev fastspændt på den runde plade, og den blev drejet rundt som et andet lykkehjul, følte hun det, som sit livs lykkeligste øjeblik.
Deres store kærlighed var nu vis.
- Hvis du ville, havde Knivprinsen spurgt, - så kunne vi verdens-turnere som hvidfødninge-parret? - jeg som den uægte, ganske vist.
Hun så frem til de hundrede-og-én knive fra Knivprinsens hvidhandskede hånd, som hans hundred-og-én kærlighedserklæringer til hende. Da den første kniv susede gennem luften gøs hun af spænding, så fulgte braget, og da kastekniven stod og vibrerede hårdt i træpladen, overgav kroppen sig til en salig nydelse, mens der i sindet skød en evighedsblomst op af den frosne barndomsjord.
Stedet var en spillebule i et fremmed land. Spillebuler ligner overalt hinanden. Øldunst, råben og hujen, og penge, der sidder løst på lommen. Skæbnehjulet var en forestilling, man længe havde set frem til. Den hvide prinsesse, der hvert øjeblik kunne forvandles til en skrigende blodpøl, og klovnen i hvidt, hvis træfsikkkerhed - eller mangel på samme - man spillede på. Det var i særklasse mere attraktivt end de sædvanlige hane- og hundekampe. Og med i købet fik man den finurlige doktor Jagos med klumpfod. Det var en lille mand med fipskæg, altid klædt i smoking og høj hat og altid storgrinende med guld i hele flaben. Jagos stod for væddemålene, alt med penge og alle løgnehistorierne.
Hvidlille kunne ikke lide ham. Når han en sjælden gang ikke grinede, så blev hans øjne ondskabsfulde som Fagins. Pisk gik han også med. Han var jo hestedomptør, og ikke doktor, som han kaldte sig.
- Slå dem på øjnene, sagde han. - Jeg har fået hanløver til at hoppe på tungen, og storkefar til at flyve baglæns, men mit bedste nummer var, da jeg fik en slange til at sluge sig selv.
- Det sidste er sandt nok, sagde Knivprinsen, - du sultede den i to måneder, og så masede du halen ind i gabet på den.
- Ja, og når halen sad fast i svælgets modhager, kunne den ikke lade være at sluge sig selv. Hver forestilling kostede en slange. Men til sidst var det ingen sensation, og det blev også for dyrt med alle de slanger.
Hvidlille løb ud og kastede op. Fagin og Jagos var to af samme slags.
På deres evige omrejsen på flugt for usynlige dusørjægere havde de besøgt Homér og skulle optræde i en lokal smugkrog. Før forestillingen fandt Knivprinsen Jagos i et skummelt baglokalet i tæt samtale med en fin herre med rødligt hår. Stor var hans overraskelse, da han genkendte denne som Rosettas ældste broder. Ville Jagos kunne undgå at røbe noget? Det ville betyde døden med den store dusør, der var sat på hans hoved. Jagos fik øje på ham og humpede imod ham på sin klumpfod.
- Knivprinsen, sagde han lavmælt, kom og hils på Rosettas bror, Henry. Du har intet at frygte.
- Er dusøren trukket tilbage?
- Det bliver den i morgen, siger han. Forstår du, Hvidlille er gået i forbøn for dig og betalt med det eneste som kvinder har, og som vi mænd ikke har. Forstår du?
- Hvor er Hvidlille?
- For tre timer siden var hun oppe på Henrys værelse, måske er hun der endnu. Jeg spørger ham lige efter nøglen.
Da de trådte ind på værelset, var der ingen Hvidlille.
- Fuglen er fløjet, men mon ikke den har efterladt nogle af sine fjer? sagde Jagos og vimsede omkring.
- Jo, her på sengetæppet. Sikken hastværk den fine Henry har haft. Masser af fjer. Se her!
Jagos holdt et langt, hvidt hår op for øjnene af Knivprinsen.
- Hvor må jeres kærlighed være stor, at hun vil grisse sådan for at redde dit liv.
Knivprinsen havde set tilstrækkeligt. Det blå sengetæppe var umiskendeligt brugt som elskovsrede, og de mange hvide hår fortalte historien så brutalt, at hans hjerte bristede. Han løb ud af døren, men opfattede lige Jagos’ råb:
- Husk forestillingen i aften.
Indvendigt var Knivprinsen som et frådende hav og optrådte søvngængeragtigt ved aftenens forestilling. Nonchelant kastede han den første kniv og ramte Hvidlille i underbenet. Det gav en flænge, og da Knivprinsen så blodet, trådte han hen til hende og hviskede halvhøjt:
- Du er en mumie for mig.
Og så løb han bort.
Jagos råbte: - Stop kvindemorderen! Folk styrtede efter ham med Rosettas broder i spidsen. Ophidselsen var så stor, at ingen kærede sig om Hvidlille på drejeskiven, før de kom tilbage og fortalte, at Knivprinsen var død med en kugle i brystet.
4.
Den næstfølgende tid så man en hvid marmorstatue bøjet over Knivprinsens grav. Hvidlille havde betrådt den sorgens vej, der førte til en genforening med den døde i graven. Hun hviskede:
-Vent på mig, min elskede, vent en lille stund.
Dag og nat sprang sorgen som et kildevæld fra hendes øjne, men tørrede så ud.
-Vent på mig, min elskede, nu kommer jeg.
Dette hørte den gamle kirkegårdsgraver. Han sagde:
- Hvis jeg kunne hjælpe dig, så gjorde jeg det, men jeg kan jo ikke grave ham op og puste liv i ham.
Hvidlille svarede ikke. Men da han næste dag kom forbi og sagde det samme, svarede hun:
- Hvis du vil grave ham op og ved nattetid køre ham i hestevogn til min fars hus i skoven, så vil Gud puste liv i ham.
- Kære pige, du må være gået fra forstanden. Men jeg vil gøre, som du ønsker.
Hvidlille udstoppede sin døde mand, kridtede ham hvid og syede et nyt klovnekostyme til ham magen til det gamle. Og det følgende år passede hun ham, som var han ikke død, men bare lam, blind og døvstum. Og de samtalede som før, idet hun svarede for ham.
Men rygtet må være gået og en dag hørte hun Jagos’ stemme udenfor huset sammen med en flok mennesker. Han råbte:
- Du har forbrudt dig imod gravfreden. Vi er kommet for at give ham fred.
Hvidlille nåede i al hast at afhugge den højre hånd, inden folkene trængte ind og forsvandt med resten af liget.
Hvidlille afklippede alt sit hår, kartede det og spandt de tynde tråde, hvoraf hun vævede det smukkeste elfenbenshvide linned. Deraf syede hun en handske til den afhuggede hånd. For at det skulle blive som før, så syede hun en klovnedragt, udstoppede den med halm og påsatte den hvidhandskede højre hånd. Og de glasøjne, som Fagin engang havde påtænkt Hvidlille som spæd, dem købte hun til sin elskede.
På ny begyndte hun at tale med Knivprinsen, rede hans hår og stille mad frem for ham. Alt dette forstod hendes far, den gamle Homér, så udmærket. For han levede også mest i fantasien.
En dag betroede hun sig til sin far:
- I nat vågnede jeg ved, at noget rørte ved mit hår, og i månelyset så jeg, at det var Knivprinsens hvide hånd, der strøg mig så nænsomt over håret.
- Gud leger med dig, min pige.
- Jeg kan endnu mærke, hvor fint han strøg mine kinder og mærkede mine læber. Så mærkede jeg hånden ved mit øre og hørte den hviske:
- Min elskede, jeg vil, at vi genforenes ved Skæbnehjulet. Besørg at Jagos assisterer dig. Sæt dukken på en stol foran skiven, lad Jagos spænde dig fast, og forestillingen vil begynde.
Homér gentog eftertænksomt: Gud leger med dig, Hvidlille. Han elsker dig.
Mageløs forfærdende magi.
”Cirkus Wonderland havde i aftes trukket fulde huse. Folk havde hørt om det fantastiske nummer, hvor en udstoppet klovn skulle kaste hundred-og-én knive imod et levende menneske, der var fastspændt på en drejeskive.
Man skulle tro det var umuligt, men jeg overværede selv det hele.
Forestillingen begyndte med, at guldtandsbaronen, Jagos, bandt Hvidlille til en drejeskive. Så gik han hen til den udstoppede hvide klovn.
- Knivprinsen, sagde han, vil du vinke til publikum?
Der skete ingenting.
- Kære publikum. Det vil Knivprinsen gerne, men han kan jo ikke, for han er en udstoppet dukke. Er der en blandt publikum, der vil stikke en kniv i Knivprinsen? Nå ikke, jamen så gør jeg det selv. Først stikker jeg en kniv i hjertet på Knivprinsen. Sådan. Og så stikker jeg en kniv ind i det ene øre, så den kommer ud af det andet øre. Sådan.
Jeg lader nu knivene blive siddende i Knivprinsen, og så kan forestillingen begynde.
- Knivprinsen, her på din højre side har du de hundred-og-én kasteknive.
Jagos gik op til hjulet for at sætte det i gang.
- Knivprinsen, kast så dine knive, men pas godt på, for Hvidlille er ikke udstoppet med halm som du, men et levende menneske af kød og blod. Knivprinsen, kast den første kniv!
Nu skete der det mærkelige, at den højre hånd på klovnedukken rakte ud mod bordet, tog en kastekniv og slyngede den med fuld kraft imod Hvidlille på skiven. Da braget lød kiggede alle spændte på, om pigen var blevet ramt, men kniven havde boret sig ind i drejeskiven cirka en håndsbredde under den højre arm.
Jeg troede ikke mine egne øjne. Klovnedukken sad på sin stol og var gennemboret af to knive. Der kunne umuligt skjule sig et menneske indeni klovnedragten. Umuligt! Jeg så heller ingen snore i dukken. Det var et fantastisk nummer.
Så rakte den hvide hånd ud efter en ny kastekniv. Man kunne ligefrem høre publikum sukke, men forestillingen gik videre. Kniv efter kniv, brag efter brag og hver gang holdt alle vejret, knyttede hænderne, selvom de helst ville holde sig for ørene for at beskytte sig imod det frygtelige kvindeskrig, der ville lyde, hvis Hvidlille blev ramt af en kniv.
Knivene ramte overalt på skiven, også tæt på Hvidlille, men ingen tættere end en håndsbredde. Til sidst manglede kun én kniv, den allersidste, men også den kunne dræbe den stakkels pige, hvis den hvide klovnehånd forfejlede sit mål.
Og tænk, det gjorde den! Kniven gik lige ind i hjertet - ikke på Hvidlille - men på Jagos.
Man hørte hans dødsskrig. Det var et fantastisk nummer, og publikum klappede ellevilde. De fortsatte ufortrødent, for man ventede jo på, at Jagos skulle rejse sig, børste manegens savsmuld af sig og bukke mod publikum.
Men i stedet rejste den udstoppede hvide klovn sig, stadig gennemboret af knive gennem hoved og bryst. Den gik med søvngængeragtige skridt hen mod Hvidlille. Så løsnede den hende fra skiven, bar hende i sine arme, bukkede mod publikum og gik baglæns ud af manegen.
Publikum klappede fuldstændigt ekstatisk i mindst et kvarter, men Knivprinsen og Hvidlille forblev væk, og forventninger om en da capo forestilling sluttede brat, da en læge blandt publikum konstaterede, at Jagos var død!
Det var næsten ikke til at forstå, for han lå og smilede bredt med sine kostbare guldtænder. Men også rige menneske må sande, at manden med léen driver man ikke gæk med uden at betale regningen.
Daily Truth Witness, hed avisen, så må man antage, at beretningen er sand.
Men siden den dag er hvidfødningene kun blevet set af dyr og fugle, men de render som bekendt ikke med løse historier.