Der var ikke engang nogen fugle, der sang. I stedet for var der Herodes, som stirrede ud ad klasseværelsets vindue. Den hvide sne ramte træernes grene. Herodes blik flyttede sig over på den sorte. De stirrede indgående i hinandens hadefulde øjne, den sorte slog blikket ned. Ordentlige mennesker stirrer ikke, sådan havde kvinden, som i øvrigt var Herodes plejemoder, præket. Hun kunne rende og hoppe. De var ikke hans forældre, ergo bestemte de ikke over ham. Herodes havde ingen respekt for dem, dog følte han altid en sær gysen i sin krop, når plejefaderen tårnede sig op foran ham. Han lignede Fanden selv og havde store sorte snoede horn i panden. Engang, hvor Herodes havde smadret et af plejemoderens 7 krystalvinglas, havde plejefaderens brøl fået hele huset til at skælve i rædsel. Mens alt dette fór gennem Herodes hoved, kunne han mærke bitterheden og hadet vokse...
   Efter skole fulgte Herodes efter den sorte. Ingen skulle stirre ham i øjnene uden at bøde for det, specielt ikke en sort. Hans borende blik fulgte hver en bevægelse. Og da de nåede jernbanesporet, samlede han en sten op og kastede den. Det gav et gib i den sorte, da stenen ramte ham hårdt i nakken. Herodes kunne fornemme den sortes angst, og hans øjne lyste af skadefryd. Flere sten blev sendt af sted gennem luften, men først da den syvende var på vej mod den sorte skete der noget uventet. Den sorte drejede rundt som en snurretop og greb stenen 3 cm fra sit ansigt. Han lukkede hånden sammen om stenen, og da han åbnede den igen, var der kun støv tilbage. Herodes stod målløs og gloede, men kun et kort sekund, hvorefter han fattet trådte nærmere. Deres næser rørte næsten hinanden, og luften i mellem dem vibrerede af anspændthed. Men så bredte der sig et djævelsk smil på Herodes læber, og en skadefro latter undslap. Den sorte kunne ingenting gøre, for ifølge Loven måtte en sort aldrig røre en hvid. Det var, som var der et usynligt pigtrådshegn i mellem dem. Derfor sænkede Herodes sin stemme og hviskede.
   "Dræb en hvid, eller jeg brækker hver en knogle i din beskidte krop."
   Den sorte stirrede trodsigt på Herodes, men det gjorde han kun én gang. For Herodes arm skød frem som et lyn og han klemte sammen om den sortes hånd. Den sorte begyndte at kæmpe imod, men Herodes strammede bare sit greb. Og langsomt, ganske langsomt begyndte hver en knogle i den sortes hånd at splintre. En kvasende lyd flængede den anspændte luft, og den sorte vendte det hvide ud af øjnene. Så slap Herodes sit greb, vendte sig om og gik hjem til Fanden selv...
   Om natten vågnede Herodes ved lyden af et hårrejsende skrig, som rungede i den kolde vinternat. Da der atter var dødstille, bredte der sig et ondskabsfuldt smil om hans mund.
   Dagen efter var den hvide sne under det store egetræ ikke længere hvid, men rød. Herodes stod og betragtede dødens farve. Fascinerende. Flere elever kom til, de fleste råbte eller skreg. To piger brød ud i gråd, og nogle enkelte skulede over mod Herodes. Men han havde jo intet med det at gøre, den sorte kunne bare lade være. Han skævede op på det bloddryppende kadaver, som svajede blidt i en af træets grene. Han kunne jo bare lade være.
   Og de levede ikke lykkeligt til deres dages ende...