Første gang at Ørnen landede, forbandede manden den. Hun åd hans lever alligevel, upåvirket af hans ord og af hans vridende krop. Da hun var færdig, fløj hun sin vej og efterlod ham ynkeligt grædende tilbage.
   Hver gang hun kom, var manden sig bevidst at hans fjende så med fra sit himmelbjerg og at han frydede sig. Hver gang hånede manden sin fjende - og Ørnen for at være lakaj - og bed trodsigt skrigene i sig indtil de slap ud og han blev efterladt tom i mave og sjæl.
   Men manden kendte sin fjende og vidste at hans tålmodighed var kort. En besejret mand som ham selv, trods pinsler, ville blive glemt. Hvad morskab var der i at se det samme dag efter dag? En uundgåeligt gentagende straf er frygtelig for offeret, men kedelig for bøddelen. Da han følte sig sikker på at himmelens opmærksomhed var rettet andetsteds, rettede han sin mod Ørnen.
   Han roste hende for hendes styrke og skønhed. Oh, var der en skønnere fugl på himmelen? Det troede han ikke. Men han mente aldrig at have set hende på Himmelbjerget, de måtte have gået rundt i cirkler uden at mødes. Var hun ofte i tronsalen? Ved det yndige springvand bagerst i haven? Måske i Søjlehallen?
   Da han havde spurgt hende fra månen mistede sin fylde til den blev rund igen, svarede Ørnen ham til sidst.
   - Nej, hun havde aldrig været der.
   Det kunne ikke passe! Kunne det tænkes, at selv om hun trofast og frygtløst havde fulgt sin herre i krigen, var hun stadig forment adgang til det skønneste sted i verden? - Hun mødtes med sin herre på balkonen, svarede hun, efter at månen var blevet tynd. Hun sagde det uden bitterhed.
   Manden var lamslået. Han ville aldrig lade hende blive på balkonen, nej hvis hun var hans Ørn ville hans hjem være hendes! Så smuk en skabning ville han give guld og juveler. Han ville skrive poesi til hendes ære. Holde banketter til hendes hyldest, hvor alverdens udsøgte retter skulle bydes hende. Det og meget andet lovede han hende.
   Ørnen blev ved med at komme. Hun strakte sine karamelfarvede vinger efter at have fløjet fra solopgang til solnedgang. Så spiste hun hans lever og fløj hjem for at sove.
   Mange måner kom og gik. Et par af hans gamle venner vovede at besøge ham om natten indhyllet til ukendelighed. Han bad dem om hjælp, men de turde ikke bryde lænkerne der bandt ham til klippen. De fortalte ham nyt om verden og han, der lå lænket der på klippen, kun med sten omkring sig, tørstede efter viden og afveksling. Før daggry lovede de at komme igen, men det gjorde de ikke.
   Han bad Ørnen fortælle sig om verden udenfor. Han tiggede hende. Han prøvede at regne ud hvad der skete, stillede spørgsmål til det. Havde hans fjende prøvet at tage ilden tilbage fra menneskene? Var mandens eget hjem på Himmelbjerget blevet lagt i ruiner? Skiftede årstiderne stadig? Var det høst nu?
   - Ja, svarede ørnen, den dag han stillede det sidste spørgsmål.

Fra da af gik det bedre. Han lærte at stille spørgsmål til ting som Ørnen vidste noget om. Hun fløj over himmelen hver dag, først på jagt efter sin herres fjender, der gemte sig og ventede på muligheder for at skabe en ny krig, men siden på udkig efter unge mennesker som hendes herre ville finde behag i.
   Hvad hun så var huse samlet i byer, folk i broget tøj, marker fulde af hvede. Hvis byer, det var, fortalte ingen hende mens hun svævede deroppe og selv om han prøvede at lokke hende til det, fløj hun aldrig ned og spurgte.
   Gennem hendes ravfarvede øjne hørte han, hvordan byerne voksede, brændte, blev genopbygget eller forladt. Maskiner han aldrig selv havde tænkt på, stod nu i hver en by. Hvis ikke, at det var fordi Ørnen fortalte ham om nye unge mennesker - en rødklædt kvinde, en lyshåret mand - hun havde bragt til Himmelbjerget, kunne han have troet, at hans fjende, ja, alle han havde kendt, var døde.
   En aften spurgte han hende om hun troede, at hendes herre ville opdage hvis hun lod være med at spise hans lever?
   - Nej, svarede hun. Han havde vidst det længe, men følelsen af hvor langt han var faldet, hvor lille han var blevet, var knusende.
   Længe var han tavs. Ørnen landede og fløj som hun plejede. Også hun var tavs.
   - Hvis din herre alligevel er ligeglad, vil du så ikke lade være? spurgte han endelig.
   - Nej.
   - Hvorfor?
   - Fordi han har befalet mig det.
   - Og kun derfor?
   - Jeg er også sulten.
   - Men du jager vel?
   - Ikke længere.
   Og han lærte, at hun nu kun blev beordret til at søge efter ynglinge. Fjenderne var så få og så gamle, at hun skulle ignorere dem.
   Den næste aften spurgte han igen til verden og Ørnen svarede ham.


Så kom dagen, hvor Ørnen landede og manden kunne se, at noget var forandret. Hun strakte sine stærke vinger som hun altid gjorde, men alligevel anderledes. Han spurgte til byen ved flodens udløb og skibene ved klipperne. Hun svarede. Solen gik ned og han tav.
   - Hvis du kom til Himmelbjerget, ville du så blive lykkelig? spurgte hun. Det var første gang at hun stillede ham et spørgsmål.
   - Jeg er næppe velkommen, svarede han, forsigtigt, urolig for at ødelægge den mærkelige stemning. Ørnen pudsede sine fjer, en ad gangen.
   - Tror du, at en prins vil kunne lide at være der?
   En prins. Ikke bare en mand i blå bluse eller med lyst hår. En prins.
   - Du har ikke lyst til at tage ham til din herre?
   - Nej.
   - Hvorfor ikke?
   - Der kan jeg ikke se ham mere.
   - Men behøver du så at tage ham med?
   - Min herre har befalet mig at bringe prinsen til ham.
   - Er der så andet, du kan gøre?
   - Jeg kunne flyve bort med ham.
   - Så kan du aldrig vende tilbage.
   Ørnen så på ham med sine gyldne øjne. - Nej, svarede hun.
   Manden tænkte på sin fjende, omgivet af luksus på Himmelbjerget mens at han selv var glemt af venner og fjender. Han ønskede, at han havde deltaget i krigen og knust sin fjende eller var død i forsøget, i stedet for senere at blive fanget som en tyv og dø endnu levende. Han ønskede, at se sin fjendes bjerg skulle smuldre under hans trone, at hans lakajer skulle kaste sig over ham og flå ham levende, at han skulle sulte og tørste og aldrig se noget smukt igen, slet ikke disse unge mennesker, hvis styrke og liv skyldtes manden.
   - Jeg synes, at du skal gøre som din herre befalede dig, sagde han til Ørnen.
   Hun så overrasket på ham. Så nikkede hun.