For meget længe siden var der en konge og en dronning, som havde tre døtre. De boede på et pragtfuldt slot i et frodigt land. Prinsesserne havde lange navne, som var besværlige at udtale, for det brugte man i kongeriget Gemtogglemtakja, De hed Perleokantionolia, Viollallaleika og Turaluraleikumtia. Det så flot ud på de tynde papyrusdokumenter og var ikke nemt at forfalske, men heller ikke til at bruge, når de søde, små prinsesser f.eks skulle spise eller hilse pænt på hoffets gæster, så de brugte forkortelser.
   Det år, hvor pigerne var 12, 14 og 16 år gamle blev den yngste kaldt Perle, fordi hun havde kridthvide tænder og den mellemste kaldtes Viola, fordi hendes øjne skinnede som dugvåde violer i morgensol. Det var to rigtige prinsesser, var det; deres hår skinnede som guld og hang i kække krøller. De struttede af sundhed og solbrændthed. De holdt af at røre sig, men kunne også sidde stille i deres smukke kjoler, der klædte dem så godt. Alle elskede dem.
   Også deres storesøster, Tura.
   Perle og Viola elskede deres søster, men var kede af, at nogle gæster og sågar folk ved hoffet sagde, at hun lignede en tudse eller en overhævet hvedebolle med melknopper. Tura havde hørt det hvisket og en sjælden gang sagt. Ind i mellem havde hun grædt og stirret ind i spejlet på sit værelse: jo, hun var lidt bleg og hendes ansigt var rundere end søstrenes, men hvad betød det dog? Hendes forældre og små søstre holdt jo af hende og hun havde en kammerpige, der også holdt af hende. De mange betændte bylder i hendes ansigt hørte blot alderen til og ville sikkert snart forsvinde. Tura var ikke så meget for at løbe omkring, for hendes hjerte dunkede så heftigt og hun blev hurtigt forpustet, så det var hyggeligere at sidde og tegne, mens hun spiste søde kager.
   Nu var det sådan at i Gemtogglemtakja skulle landet styres af en konge, så hvis kongen ikke havde sønner, fik den der giftede sig med den ældste prinsesse både hende og det halve kongerige. Den anden halvdel af riget gik så til den der giftede sig med nummer to - og den, der ægtede den tredje blev hersker over de øer og mindre landområder, som kongen havde vundet i krig. Det skulle være rigtige prinser, som ægtede de ældste, så det år, hvor Tura altså var 16 år, sendte kongen indbydelser til alle prinser i de omkringliggende kongeriger og snart kom der bejlere for at møde Tura.
   Hun var så spændt.Da hun så det første, fine optog med den gyldne karet, soldaterne i de flotte uniformer og den nydelige mand på den hvide hest, dunkede hendes hjerte, så hun måtte sluge to kager med glasur og sukat. Så tog hun sin fineste kjole på og brød sig ikke om at den strammede. Hun kæmmede sit glatte brune hår og fik kammerpigen til at sætte det op med fine spænder. Så listede hun ned i salen, rød i kinderne og forpustet af at gå den lange vej.
   "Der er så min dejlige datter," sagde kongen og prinsen vendte sig, så Tura rigtigt kunne se ham. Han var virkelig pæn, måske lidt gammel, for han var vist over 20, men med flot lyst hår i hestehale og med en kårde mod sine blanke, stramme bukselår. Men hvor han dog stirrede på hende. "Goddag," hilste Tura og smilede til ham. Prinsen gik frem mod hende og havde en stor buket blomster med, men lige som han skulle til at knæle gjorde han en synkebevægelse, glippede med øjnene og vendte sig igen mod kongen. "Undskyld mig," mumlede han og gik udenfor.
   Han kom tilbage og undskyldte sig med at han havde forspist sig inden den sidste del af rejsen - og for resten måtte han lige tænke sig om, inden han lovede noget. Kongen så misfornøjet ud, dronningens ansigt var sørgmodigt og selvom Tura dansede med prinsen, så var det ikke så fornøjeligt som hun havde troet, for hun kom til at træde ham over tæerne og i den næste dans måtte hun sætte sig og puste ud. Så dansede prinsen med Perle og med lille Viola og hofdamerne. Og næste dag drog han videre.
   "Han sagde, du lignede en tudse," sagde Perle, "men det passer ikke."
   "Jo, det passer lidt, men tudser er så sjove og rare," sagde Viola og tilføjede forsigtigt: "Han sagde også du havde savl på hagen - ja, på dem begge. Det var grimt sagt, var det ikke også, Perle?"
   "Jo," sagde Perle, "men du kunne have tørret det væk. Far og mor er så kede af det, for prinsen er fra et rigt land."
   Så tudede stakkels Tura i flere dage og da hendes øjne var helt tørre bestemte hun sig for at gøre noget ved sagen. Hun ville aldrig mere spise to kager på en gang og hun ville tørre sig godt i ansigtet og gøre sig pæn. Og alle de bumser hun ikke kunne få trykket ud, ville hun dække med masser af pudder og farve.
   Tura tabte sig lidt, men alligevel forsvandt den næste prins også uden at hun var hans kone. Så tabte hun sig endnu mere og opsøgte en troldkvinde, der solgte hende en mikstur mod bylderne - men denne gang havde Viola og Perle hørt den flygtende prins sige, at hun jo ikke havde krøller og at hun lignede et fugleskræmsel.
   Den fjerde og femte stak af og Tura var fyldt 17, da den sjette dukkede op. Hun havde tabt sig meget nu, var blevet god til at pudre sig og kunne danse. Hun havde rigtig lidt, men nu skulle hun glæde sin familie og give den bedste halvdel af landet en konge.
   Tura var meget spændt og hun tog sin allerfineste kjole på. Den var blå og hun spændte et smukt sort bælte om livet, for kjolen var lidt for stor, fordi hun havde tabt sig så hurtigt. Så gav Tura kammerpigen besked på at lave krøller i håret. Kammerpigen hed for resten Rasmine og hun var også spændt. Mens krøllejernet lå i ilden og blev varmet op stirrede hun ud ad vinduet og drømte om den unge tjener, der stod der ude og gav ordrer til en staldknægt.
   Tura blev lidt utålmodig, men hun skyndede ikke på Rasmine, for kammerpigen var så rar.
   Men jernet lå der og blev ret varmt, ja faktisk gloende. Rasmine opdagede pludselig at nu gik tjeneren ind i stalden - og da hun ikke længere kunne beundre ham, kom hun endelig i tanke om jernet. Og fordi hun havde snølet, ville hun gøre det godt igen ved rigtigt at rubbe sig.
   Det knitrede, det lugtede og Tura skreg. Der var gået ild i hendes tørre hår. Rasmine pustede på det, men det blev det værre af. De små luer voksede og Tura brølede i rædsel og smerte. Rasmine så sig om efter vand og heldigvis stod der en sjat tilbage i kanden på natbordet. Den greb hun, men i det samme gik døren op og dér stod bejleren. Han stirrede, han skreg og så løb han sin vej.
   Kongen skreg også og beordrede, at alle skulle komme med vand i en fart, for nu lignede Tura en brændende fakkel.
   Ilden blev slukket og Tura overlevede. Håret voksede efterhånden ud igen, men arrene efter brandsårene forsvandt ikke. I sin kvide sendte dronningen bud efter de trolddomskyndige, hun kendte til eller blot havde hørt om og Kongen udlovede en stor pung med guldmønter til den, der kunne gøre Tura smuk eller i det mindste nogenlunde pæn. De dygtigste troldkvinder og trold mænd i landet kom, ja selv fra andre lande kom de..
   Det var både stærke og fantastiske midler de tog i brug og nogle af dem ændrede skam prinsesse Tura. Især var der to eliksirer, der fik betydning for hendes videre skæbne:
   Af en lille krumrygget dværg fik hun drageblod med finthakkede brændenælder, kogt og moset chili samt tørrede museblærer. Det smagte ganske forfærdeligt og da Tura endelig fik slukket den efterfølgende halsbrand, rystede hun over hele kroppen. Hun var så vred over den væmmelig drik, at en masse grimme ord stod i kø for at slippe ud ad hendes mund. Hun åbnede for dem, men ikke en lyd kom ud af hendes svælg. Derimod kom der en spruttende flamme, der brændte hul i døren, fløj ind i kammerpigens kammer og ned i en skål suppe, som Rasmine skulle lige til at spise.
   Der slukkedes flammen og Tura brast i gråd.
   Den anden skæbnesvangre eliksir fik hun af en fe. Åh, hvor blev både prinsesse Tura, hendes søstre og kongeparret glade, da de så en fe komme flyve og lande på den store plæne i slotshaven. Hun var så høj og pæn, med sit gyldne, bølgende hår og sine sarte hvide vinger med lyseblå borter. Drikken hun bød prinsesse Tura skvulpede i det lille krystalbæger, som hun rakte frem. Den var lokkende, gylden som honning og duftede sødt. Uden tøven drak prinsessen det hele. Det var sødt som honning og varmede hendes sjæl.
   Hun smilede taknemmeligt til feen, men så fik hun øje på en bobbel foran sig. Der sad en lille bi i boblen og den summede: "Gid du må få glæde af gaven, mit barn. Du kan nu høre, hvad andre tænker om dig, blot du ser mod deres ansigter."
   Prinsessen fniste og kom til at spekulere over, om det mon var en særlig slags brændevin, feen havde skænket hende. Mest for sjov, smilede hun prøvende til Perle. En ny bobbel brød frem fra det tomme rum mellem hende og søsteren. I den sad der en flue og den hvislede: "Jeg er snart træt af at du er så grim. Alle taler om dig og har ondt af mig, fordi jeg er din søster."
   Violas tanke var heller ikke køn og kongeparrets var fortvivlede.
   De kan slet ikke lide mig, tænkte stakkels Tura fortvivlet og ville fortælle dem, at hun var ked af det, for hun holdt så meget af dem. Hun åbnede munden. Inde i hende blev fortvivlelsen til vrede; hun var blevet narret. Hun troede de holdt af hende og så tænkte de sådan.
   En gigantisk søjle af ild susede ud af Turas svælg og hendes familie flygtede rædselsslagne. Selv feen forsvandt og Tura løb ned til søen i baghaven. Hun følte sig skræmt og ussel. Nu ville hun bare dø.
   Nogle tjenere ilede dog til og forhindrede det. Familien så skræmte og ulykkelige på hende og hun ønskede at de ville tænke: "Nej, du må ikke forlade os. Vi vil sådan savne dig," men desværre tænkte de bare: "Åh nej - mere panik. Vi orker hende snart ikke mere."
   Så spyede hun kaskader af ild, indtil tjenerne gav hende en dukkert i søen og halede hende sjaskvåd op igen.
   Der efter blev hun lukket inde i et tårnværelse. "Det er for din egen skyld, min kære," sagde dronningen, "Så verden ikke skal gøre dig fortræd." Billen i dronningens tankebobbel sagde: "Ja, det er derfor, men det bliver nu også en lettelse."

Så sad prinsesse Tura da i sit tårnværelse dag ud og dag ind. Viola blev gift med den prins, der først havde besøgt dem og Perle blev gift med en fyrste fra et fremmed land og flyttede bort.
   Gemtogglemtakja var delt op i to landområder, Nargentia og Tydanien, men når kongen døde, havde Tydanien ingen konge, for det var det Turas mand skulle regere. Kongen turde ikke ændre loven, for den var gammel og beskyttet af stærke guder, som han ikke havde lyst til at gøre vrede. Så Tura modtog stadig bejlere. Nogle var villige nok til at ægte hende, men når hun hørte deres tanker, spyede hun ild og så forsvandt de.
   Tura tegnede og malede, for at fordrive tiden og drømme sig bort.
   En dag sad hun i sin stol og malede lyserøde blomster på et træ. Solen strømmede ind gennem vinduet og det var da vist forår udenfor? Men hvorfor skulle hun se ud? Hvad kom verden hende ved?
   Hun malede mange blomster. Sarte og skønne var de at skue. Hun malede saftigt grønt græs og en rødbrun hingst, der spiste det.
   Det blev aften og udenfor larmede verden; heste vrinskede og mennesker skreg, men Tura var ligeglad. Hvad kom det hende ved? Hun var dog irriteret nok til at spy en flamme, så hun kunne tænde lys og male videre.
   Da maleriet næsten var færdigt stivnede hun. Det klikkede og en nøgle blev drejet omkring i låsen.
   Men det var jo ikke spisetid og hun havde ikke kaldt på vagten.
   En ond anelse hviskede: det er nok en af de forbistrede bejlere.
   Snart stod der ganske rigtigt en mand i hendes værelse; en ganske nydelig starut. Han var af middelhøjde, slank og klædt i en rød kjortel, hvorfra et djævlehoved grinede til hende. Hun så på hans ansigt; han havde opstoppertud og kattegrønne øjne.
   Som sædvanlig viste der sig en bobbel. Der sad en kålsommerfugl. "Hvad er det, du maler?" spurgte den.
   Han har vist ikke set mit fjæs, for det gennem Tura, men hun løftede alligevel billedet op og holdt det hen mod manden. Da han langsomt kom nærmere galoperede hendes hjerte så stærkt som en hingst i galop.
   "Det kunne jeg ikke gøre bedre," sagde han.
   Tura skævede til boblen og sommerfuglen sagde, med knitrende røst: "Jeg kan nemlig slet ikke male. Hvor må det have taget langt tid, med alle de små kronblade på blomsterne."
   "Kommer du for at fri til mig?" spurgte Tura. Pludselig var hun ikke så sikker på, det var derfor, han var her.
   "Kan hænde og måske," svarede starutten kækt. Sommerfuglen gned sine vinger så det knitrede: "Det kommer vel både an på om du kan holde mig ud, prinsesse og om jeg kan lide dit inderste væsen."
   "Jeg er vel alt for grim?" slyngede hun ud og smagte allerede flammer i sin mund.
   "Det må have gjort ondt, da ilden sved dit ansigt?"
   Nå så han snakkede udenom, men hans tankebobbel skulle nok bringe for en dag, hvad han vitterligt syntes. Sommerfuglen havde krøllet sig sammen, men nu foldede den sig langsomt ud. "Vist ser du ikke ud som de fleste, men det er livet, der har mærket dig sådan. Det syn kan jeg vel vænne mig til og hvis jeg kommer til at kunne lide dig, bliver det måske endda smukt for mig."
   Han betragtede hende og med et skævt smil spurgte han: "Sig mig, prinsesse, kan du læse mine tanker? Du stirrer ligesom væk fra mig og hen på noget jeg ikke kan se."
   "Ja, jeg læser tanker. Det var en evne, jeg fik af en fe."
   "Tåbelige Urzulga!" skreg sommerfuglen.
   "Nå, du kender feen?" udbrød Tura.
   "Jeg har truffet hende," indrømmede han, "og hun sagde, du nok ville riste mig."
   "Hvorfor kom du så?"
   Igen smilede han skævt og et pudsigt lys sprudlede i hans katteøjne: "Jeg mangler faktisk en dronning. Ser du, jeg er konge over et rige, som breder sig. Hørte du ikke skrigene i gården, Tura? Er du ganske lukket ind, her i din lille verden?"
   "Har du og dine mænd dræbt nogle af vore folk?" udbrød Tura bestyrtet og kom på noget, der var værre: "Og - og min far?" hviskede hun, "og min mor og søster?"
   "En enkelt af folkene, vist nok," sagde starutten, der nu påstod, han var konge, "de ville ikke finde sig i, at jeg skal være konge over dem, men mange andre synes om det. Har du nogensinde tænkt på, at der er andre ulykkelige i riget end dig?"
   "Er der?" udbrød hun og kongen rystede på hovedet. Tog han sine ord i sig igen? Nej, for sommerfuglen skræppede: "Du skulle bruge din forstand, prinsesse - og se dig om."
   "Jeg er jo spærret inde her," forsvarede hun sig.
   "For hulan da," smilede kongen, "den tankelæsning skal jeg lige vænne mig til. Men hvis du har lyst, så tag med mig ud i verden. Vi kan gifte os. Så får jeg da Tydanien uden besvær - og kan vi ikke lide hinanden, så finder vi vel ud af det, men du får set dig om."
   "Du frier altså?"
   Han nikkede og så alvorlig ud.
   "Jeg ved jo ikke engang, hvad du hedder?"
   "Det er først nu du spørger. Jeg hedder Atkar."
   En masse mærkelige tanker svirrede rundt i Turas lille hoved. Mon de slog far ihjel, hvis hun sagde nej til kong Atkar? Mon han var ond? Han havde jo en djævel på sit tøj? Mon...?
   Hun kunne slet ikke rumme alle tankerne, for hun havde ingen svar. Hun kendte jo slet ikke verden, men hun ville gerne lære den at kende.
   Og Atkar dømte hende ikke på hendes udseende. Han var nysgerrig - og for resten ikke bange af sig.
   "Når du turde gå her ind, så tør jeg også gå med dig ud i verden," erklærede hun.
   Han strakte en hånd frem mod hende: "Godt, så kom. Men bær nu over med mine folk. Blæs ikke ild på dem, for de har heller ikke set og hørt med alle sanser."
   "Det er ikke altid med vilje," sagde hun spagt.
   "Men hvis du gør det, uden en meget god grund, så må jeg springe imellem fjolset og ilden," sagde han mørkt.
   "Måske er jeg ligeglad?"
   "Nå ja, måske... men du kunne måske male din vrede ud? Dit maleri er så idyllisk, men du er fyldt med vrede og sorg."
   "Du er en mærkelig konge," sagde Tura, "men lad os nu gå ud. Vi kan skændes videre, når vi er blevet gift."
   Atkar lo.

Atkar var rigtig nok konge og havde skabt oprør i mange riger, fordi han mente at bønder og fiskere sled for meget, men i Tydanien kunne de fattige stille våbnene lidt væk, for nu var der bryllup.
   Det varede i tre dage. Nu var Tura og Atkar et ægtepar og de levede til deres dages ende.