"Nej, nu stopper I" lød en dyb stemme fra et sted i mørket. Jeg standsede op og lyttede.
   "Det er møgærgerligt, at I driller mig på den måde".
   Jeg fortsatte hen ad stien og nåede til en lysning imellem grantræerne. Det var en åben plads, hvor nogle af træerne var væltet. Her kunne lyset skinne helt ned på skovbunden. Hele vejen rundt om lysningen voksede et tæt krat af halvvisne brombærbuske og store bregner. Midt i lysningen stod en mand i grønne bukser, brun fløjlsjakke og slidte gummistøvler. Han drejede rundt om sig selv, mens han med et forvirret udtryk kiggede rundt til højre og venstre.
   "Fjols" lød det et sted fra buskadset bag ham. En grankogle kom flyvende i en blød bue og ramte ham i nakken. Han snurrede så hurtig rundt, at hans pagehår slaskede om hans ansigt.
   "Nej, nu er I nødt til at stoppe. Jeg kan altså ikke holde det ud længere". Der lød en fnisen fra nogle bregner tæt på og en kogle kom flyvende mod ham. Han nåede lige at se den og prøvede at dukke sig, men mistede balancen og væltede om på skovbunden.
   "Rumlemås!" lød det fra buskadset. Nu var manden blevet gal. Helt rød i hovedet sprang han op og fór hen til de nærmeste bregner.
   "For Sørensen da også. Mine nerver kan altså ikke tåle mere. Stop så!", råbte han, mens han med begge hænder hev og flåede i bregnerne, så han næsten forsvandt i en sky af bregneblade, grannåle og støv.
   "Din store hængerøv" lød det fra krattet på den modsatte side af lysningen. Der fløj endnu en grankogle efter manden. Den ramte ham lige på næsen. Han satte sig med et bump på stammen fra et væltet grantræ og begyndte at græde.

Jeg havde set hvorfra den sidste kogle var blevet kastet og listede mig forsigtigt i den retning. Da jeg kom tættere på kunne jeg se et lille væsen der krøb sammen mellem nogle bregner. Jeg trådte et hurtigt skridt frem. Med et snuptag tog jeg fat i kraven på fyren og løftede ham op at stå.
   "Hjælp hjælp. Lad være. Hjææææææælp!!" skreg han. Det var en underlig lille starut at se på. Han var ikke meget større end et barn på 2 år. Han havde halvlangt uglet hår, en stor spids næse, en lille mund, store stritører og bare fødder. Han havde brune lasede bukser på og en vest, som så ud som om den var lavet af gamle klude.
   "Bop, hjælp mig. Han vil slå mig ihjel" sagde han med pibende stemme. Der kom ikke noget svar.
   "Så hjælp mig dog Bop, din bangebuks. Den store grimrian her vil æde mig" Han prøvede sprællende at komme fri fra mit greb i hans krave. Imens var manden stoppet med at græde. Han havde rejst sig op og stod nu og børstede sig fri for grannåle.
   "Der kan I selv se. Det er brand-ærgerligt når der er nogen der driller en". Hans stemme var igen blevet rolig. Jeg blinkede hemmelighedsfuldt til manden og sagde med min mest farlige stemme til den lille fyr
   "Sig til din ven at han skal komme frit frem ellers... bliver du min aftensmad". Der lød en rumsteren i krattet og et hoved tittede frem mellem bregnerne. Han lignede lidt den anden, men næsen var ikke så lang og han havde et stort busket overskæg.
   "Vil du ikke nok være sød ikke at spise Bip? Han smager garanteret ikke godt, fordi han ikke har været i bad siden sidste sommer" sagde han. Jeg snusede kraftigt ind og rynkede på næsen.
   "Lad gå. Jeg er alligevel heller ikke særlig sulten" Da jeg havde sagt det kunne jeg ikke holde masken længere. Jeg begyndte at grine. Jeg lo så tårerne trillede ned ad mine kinder. Manden begyndte også at grine.
   "I skulle se jer selv. I blev helt hvide i hovederne af skræk" sagde han mens hans mave hoppede af latter. Jeg grinte så meget at jeg var nødt til at sætte mig ned.
   "Vi vidste da bare godt, at det var for sjov" sagde ham der hed Bip og snøftede fornærmet. "Ja, vel gjorde vi så" sagde den anden der hed Bop. De satte sig ned ved siden af hinanden og stirrede surt på mig og den anden mand.
   "Tak for hjælpen." Manden rakte sin hånd frem mod mig.
   "Jeg hedder Otto. Jeg er skovfoged her i skoven. De to skovtrolde her hedder Bib og Bop. De driller mig tit, når jeg går tur i skoven".
   Jeg vidste godt hvem Otto var. De fleste folk på Bogø kendte Otto. Han var sådan en slags særling, der altid passede sig selv. De fleste sagde at han altid havde været lidt anderledes, at han var lidt langsom i det. Dengang var jeg ikke rigtig klar over hvad langsom egentlig betød. Men var egentlig også ret ligeglad.
   Otto gik altid rundt i naturen. Enten i skoven, på strandene eller i bakkerne bag møllen. Han var altid venlig og gjorde ikke nogen noget. Han kunne ikke passe et normalt job og havde ikke rigtig nogensinde lavet andet end at vandre rundt på øen. Man mente at noget måtte han jo tage sig til for at tjene penge, så borgmesteren tilbød ham et job som en slags skovfoged på øen. Otto var blevet mægtig stolt, og man havde aldrig haft en flottere skov end i de år han var skovfoged.
   Jeg gav ham hånden og præsenterede mig
   "Jeg hedder Villum Halfdan Rosenknop". Han rystede min hånd en masse gange op og ned mens han smilede over hele ansigtet.