I hjørnet sad Elefanten, han skævede henover hornbrillerne mod de andre.
   De stod midt i lokalet, alle med hver sin velkomstdrink i hånden.
   I midten af gruppen havde Ulven anbragt sig, han var det fejrede midtpunkt. Han lo mens han vævert svansede rundt med punchbowlen, og lystigt fyldte halvtomme glas op.

Elefanten sukkede og drejede på sit glas. Der var en sjat tilbage på bunden. Øverst i væsken svømmede en slatten skive citron rundt. Han tog citronskiven op, og vred den sidste sure saft ud. Det smagte bittert.
   I det samme blev han opmærksom på fluen. Den baksede rundt i sjatten, og havde vist aldrig lært at svømme.

I et kort glimt, så han det blå ocean hvor han selv engang havde svømmet med delfiner. En lykke rus fyldte ham. Så fik han medlidenhed med fluen, og med yderste forsigtighed fiskede han den op af glasset. Han satte den på kanten af bordet, og fulgte interesseret, hvordan den fortvivlet og rystende forsøgte at rengøre og tørre sin spinkle krop.
   Den så på ham med sine mange øjne, og han gloede tilbage. I det samme lettede fluen fra bordet og forsvandt i skyggerne under loftet.

Han rejste sig og begav sig med langsomme skridt ind mod midten af lokalet. For hver gang han satte fødderne mod gulvet, gled en rungende lyd opad og spredte sig, og en stærk rødmen bredte sig på hans kinder.
   Han var nået halvvejs, men standsede febrilsk mellem hjørnet og de andre.
   "Hvis jeg dog bare vidste hvor jeg er på vej hen?", tænkte han, og så ned på sine meget store sko, så løftede han hovedet igen, og betragtede sit fokuspunkt Ulven.

Denne sad nu helt stille på en stol i dyb omfavnelse med punchbowlen. En eller anden havde anbragt en fjollet lyserød hat med stor skygge og indbygget båthorn, på toppen af hans aflange ansigt, og hans blå habit var lettere krøllet. Rundt om ham stod vennerne og småsnakkede. På dansegulvet gjorde tre par de indledende danseøvelser.
   I baggrunden, glimtede lysene i skinnende stager, over et veldækket bord.
   Ulvens smækre kone gled ind i lyskeglen ved siden af sin mand, og slog oprømt på et fad med sin sølvgaffel: "Så er der serveret", kaglede hun.
   Derpå smøg hun sig elegant gennem menneskemængden og greb elefanten i armen.

"Åh", tænkte Han beæret og benovet.

"Kom", sagde hun: "så skal jeg vise dig din plads".

Hans fødder tumlede tungt rundt under ham, mens han forsøgte at holde trit med hende.
   Hans store krop banede vejen, og på turen passerede de Ulven, der sendte ham, et surt blik og et snerrende tandsæt.