23. december 2004
   Vejen deler sig i tre billeder. Ligesom i serien. Hvert billede har sin egen lille historie. I hvert billede leder hun efter et bevis. Et bevis på sin overbevisning, eller sin skyldfølelse?
   Hvorfor skal livet altid gå på jagt i billedsekvenser, bare fordi det ikke går som i ønskedrømmene?
   Hvor skal alting være så trekantet, også i hendes tankebilleder?
   Udenfor de tre skærmbilleder ser hun ingenting, ser ikke den modkørende hvide bil i den lyse sne.
   Først da lyset blænder hende, opdager hun faren og får trykket på bremsen.
   Chokket omsætter øjeblikket til minutter, mange minutter, med den konstante skrigende lyd af gummi mod asfalt fra de blokerede hjul.
   Og så braget.
   Hun mærker, hvordan dæmoner griber om hendes hoved og slynger det fremad. Mørket sænker sig tungt over nuet og dulmer et øjeblik den smerte hun ved der kommer. Smerten, der kommer for at blive - for altid.

Laila
   "Hvorfor skal de absolut dele den skærm op, livet er sgu da besværligt nok i forvejen," tænker Laila.
   "Mo-ar, hvor er du?" Saras stemme gjalder, med orgelpiberøst, fra entreen ind i stuen.
   "Sara, ikke nu ... jeg ser video," irritationen sender små pile i ansigtet på hende, og det er ikke Amors.
   "Mo-ar, ... det er en dame."
   Med et suk der suser gennem lejligheden, og truer med at rive de for tidligt indflyttede kravlenisser ned fra væggen, slår hun lyden fra og trasker ud i entreen:
   "Fru Hansen?"
   Damen i døren, i sit uopfindsomme kommunale antræk, ligner en grå mus, der søger ly for vinteren.
   "Ja, er der noget galt?" Laila virker tøvende.
   "Det er Alma ... ja, Fru Beck i nr. 18 overfor (venstre skærmbillede), hun flytter i dag ... til en beskyttet bolig, som du måske ved?"
   "Jo, Sara har da nævnt det ... trist, men vel ikke noget ... problem?" (højre skærmbillede, sort skærm).
   "Hun siger at Sara skal have Fiba ... altså hunden?"
   "Hvad ... have hunden? ... altså ... hun går da tur med den, men hvad med mad ... (billedet popper op i fuldt skærmformat med advarselstrekanter) dyrlæge ... og ..."
   "Åh mor - må jeg ikke nok ... den er så sød?"
   Den kommunale dame prøver med et lille smil, der står i grel kontrast til hendes triste påklædning.
   "Alma vil sætte meget pris på det, og vil gerne betale maden og ..." Laila afbryder kontant med en sigende håndbevægelse.
   "Det er måske en god ide, men Alma skal ikke have udgifter, og Sara skal nok komme på besøg med hunden."
   "Jamen, så siger vi tak ... mig og Alma ... og hunden."
   Et suk af indestængt lettelse, kæmper sig vej op gennem kommunedamens strube og bringer lidt mere juleliv i de ellers så triste pligttunge øjne.
   "Vi kommer op med ham - hunden - om en halv time."
   "En halv time?" Laila tøver, men beslutter sig så.
   "OK, kom bare med ham."
   Hun mærker Saras arme om sin mave og mærker det svage mumlende udsagn forplante sig som små skælv gennem sin krop.
   "Tak mor."
   "Ja, så må vi se hvad mormor siger til det ... hun er jo ikke vild med ..."
   "Mormor ved det allerede," Saras lille gavtyve ansigt ligner et fortryllende landskab i feriestemning, de mørke øjne rummer dog antydning af et ups, da hun fortsætter.
   "Men det skulle først være til jul ... på min fødselsdag, som en overraskelse."
   "Nåh, ja ... det er det så sandelig også," siger Laila, mens tårer trænger sig på i øjenkrogene og truer med at blive regionens største vandløb, da hun tænker på sidste jul ... og sygehuset.
   Igen dukker den op. Yndlingsvideoen, den med måske skyldig, opdelt i to parallelle skærmbilleder.
   Fryser fast på lærredet i hendes tankeverden, med hende ... og ham i rollerne. Hvorfor føler hun sig hele tiden skyldig? Stadigvæk.

Mogens
   Mogens Vest-Jacobsen læner sig tilfreds bagud i lænestolen, skubber skoene af fødderne og brækker de sammenfoldede hænders fingre udad med et lydeligt knæk, mens han strækker kroppen ledsaget af et rungende gab.
   Måske bliver der atter råd til at investere i et par nye ejendomme. Smilet, der vandrer over hans ansigt, udløses af minder fra feriens ægyptiske markedspladser. Det boblende liv og småmønterne, der flittigt skifter hænder, fra fattig til rig.
   Der er snart mange kameler på bankkontoen nu, griner han indvendig.
   Han griber søvnigt avisen og skimmer forsiden.
   "Ung pige hædret af plejehjemsbeboer. Læs side otte."
   Han blader pligtskyldigt om på siden, kigger ... smuk lille pige ... og læser:
   "Næsten som et juleeventyr ... Bla , Bla , Bla ... lutter ævl."
   Pludselig stivner kroppen, som når et billede på TV fryser fast eller når Karen laver ribsgele.
   "Hund, i Storegade 19. En hund i min ejendom. Nul putte. Den skal ud ... og det omgående."
   Hans buldrende stemme raser gennem aftenhyggen og når sit mål - Karen - som en orkan, der rammer den uforberedte kyst.
   "De skal ud, Karen - NU!Giv viceværten besked. Det står helt klart i lejekontrakten at dyrehold er forbudt. Mine ejendomme skal ikke stinke af hundelort."

Orla
   Orla Beck betragter sine nye visitkort. De er blevet rigtig flotte. Det kan godt betale sig at bruge en ordentlig trykker og ofre en god papirkvalitet på forehavendet.
   Orla Beck - Entreprenør - Klamhøj Byg & Udlejning ApS.
   Rekordoverskud i 2005, ser det ud til.
   Det går altid godt når bare renten er lav og optimismen - og forbruget - er stort, selvom tåbelige politikere prøver at tegne sandheden sort.
   Lige nu er det kun det med mor Alma, der driller.
   En pludselig jagende smerte forandrer uden varsel hans ansigt til et billede, der minder mest om Sorte Sump udenfor for byen.
   "Lidt for tit, dette her," tænker han smerteforpint, "lidt for tit ... forbandede mave ... må snart til lægen, men ikke nu ... ikke tid."

Alma
   Alma kigger ud over sit nye hjem. Der er ikke meget plads.
   "De siger du ikke kan klare dig selv efter faldet," er ældrekontorets svar på hendes spørgsmål om ... hvorfor?"
   "Og hvem er så lige ...DE?" tænker hun, mens kæbemusklerne er på overarbejde for at opretholde den indignerede grimasse.
   Bare noget rod med Fiba, det skulle jo først have været til jul, men pyt, hunden er nok ligeglad.
   Men hun vil savne Fiba - savne Sara - og især savne ham.
   Selvom hun har Orla.
   Men Allan ... ham har hun savnet længe, så det gør ingen forskel i forhold til - lige nu.
   Det værste - lige nu - er fortielsen og løgnene.
   Derfor sidder han ikke længere i fotoalbummet, men ude i hendes nyerhvervede ... oase (bevares, det kalder de boligen), som et billede på væggen. Det billede, der kom med posten sidste jul. Fra Thailand.
   Glædelig jul, andet stod der ikke.
   Allan, hendes Allan.
   Hun har ikke kræfter til at klare både de fysiske smerter og så fortielsen.
   Minderne må frem i lyset. Båndene skal bindes. Familien skal samles, ellers har hun snart ingen tilbage.
   Mareridtet sidste jul skal også viskes ud.
   Sara, der stod fortabt juleaften ... og spurgte til sin mor. Det knyttede dem ubønhørligt sammen.
   Den aften så hun ligheden mellem Sara og ... ham. Både i udseende og adfærd. De brune øjne, der trods frygt og uvidenhed, alligevel sprang ud i et eksotisk blomsterorgie, da julemand Orla kom ind med gaverne. Samme udtryk som Allan.
   Endelig-sker-der-noget udtrykket.
   Ellers kommer Sara kun på grund af Fiba ...og måske på grund af historien om Himmelenglen. Selvom hun ikke kan fortælle hende ... hele sandheden.

Sara
   Sara holder hænderne samlet på ryggen. Ansigtet ser forventningsfuldt ud.
   Alma ser det - og forstår.
   "Hvad er det du gemmer på ryggen, Sara?"
   "Avisen, vi er i ... se selv." Hun holder triumferende avisen op foran Alma.
   "De skriver også om Fiba."
   "Det er nok fordi du er en god pige, Sara," Alma forsøger at holde sine følelser under kontrol, men det er altid svært at skjule noget for Sara, så hun fortsætter, "ja, det er en rørende historie, men Fiba er glad nu, ikke?"
   "Her," Sara rækker hende et stykke køkkenrulle, mens hun ivrigt nikkende bekræfter Almas udlægning.
   "Du har fået det pænt her," fortsætter hun og kikker rundt i stuen.
   "Nej, har du også et billede af far ... har du fået det af mor?" Saras overraskende og umiddelbare glæde virker smittende, som altid.
   "Nej ... det er et jeg selv havde ... det er en lang historie ... men den får du en gang, når jeg ... har bedre tid."
   "Er det mig han står med på armen?"
   Sara - og pludselige hændelser - er som at blande ild og sprit.
   Endelig sker der noget signalerer hendes krop nærmest eksplosivt.
   "Jeg ved det ... faktisk ikke, men ... hvem ellers?"
   Alma får (tilfældigt?) sig selv og kørestolen placeret foran billedet.
   "Nej, det er da sejt," pludrer Sara løs, hendes ansigt lyser op som en fødselsdagslagkage med tændte lys," så kan han jo også være din engel i himlen, ikke?"
   "Jo, Sara - så har vi begge to en engel i himlen, en der passer på os."
   "Ja, den samme engel, ikke? ... så er du ikke helt alene, selvom du er flyttet."
   " Se der Alma," hun peger ud i det mørke skyfri himmelrum udenfor, "han sidder oppe ved den store stjerne der, det er ham der blinker med den, så jeg altid kan finde ham."
   Saras smittende attitude er den bedste medicin mod smerter og sort humør.
   Alma smiler og Sara ser det.
   "Det er vores hemmelighed, ikke," Saras øjne udsender blikke med fortrolighed.
   "Jo Sara, det er vores hemmelighed. Du skal ikke sige det til Orla, heller ikke når han kører dig hjem, vel?"
   Sara nikker bekræftende, det er jo en hemmelighed.

Laila
   "Hvorfor græder du mor?" Bekymringen i Saras stemme er knivskarp.
   "Er der sket noget?"
   Laila river et stykke af køkkenrullen og krøller arrigt papiret.
   "Jeg er så GAL - vi er blevet sagt op, altså ... vi skal flytte ud af lejligheden lige efter jul. Eller også skal vi af med ... nej fandeme nej, vi må finde på noget."
   "Er det noget med Fiba, mor?"
   "Nej, skat, mor er bare så gal, vi skal nok finde på noget. Bare rolig."
   "Mor - nu hvor jeg har fået Fiba så behøver jeg ikke min julekalender. Det er bedre vi har råd til hundemad, ikke?" Bekymringen, og måske en udefinerbar angst, sætter sit præg på hele Saras krop.
   "Sara, hør her, mor skal nok finde på noget. Jeg er bare så gal.
   Og du må godt tage Fiba med i Seng."
   "OK, mor, kom så Fiba ... og godnat mor." Lettelsen smyger sig af Lailas sammensunkne skikkelse, da hun stille siger:
   "Kære julemand, tak for Fiba."

Mogens
   Mogens Vest-Jacobsen nyder synet af den faldende julesne uden for vinduerne. Hvid som min samvittighed, tolker han selvglad billedet.
   "Ha-ha Karen, det var godt vi fik den klausul med i vores lejekontrakter, ikke?"
   "Hvilken klausul?" lyder Karens stemme fra vinduet.
   "Den med at lejerne selv skal holde indgangen og fortovet ren for sne. Kan du se det for dig, Laila med sneskraber og kost. Så kan den samfundsnasser måske lære det."
   Stikkelsbærøjnene glimter af tilfredshed.
   "Jamen, hun har da søgt pension på grund af det der piskesmæld, ikke?"
   Karens stemme lyder en anelse bebrejdende.
   "Piskesmæld, løgn og fidus, det er bare dovenskab du. Hun skal bare tage sig sammen, skal hun. Næh, du - samfundet er slapt, især her op til jul. Men så kan hun jo glæde sig over jeg har sagt hende op, så behøver hun ikke skovle sne - ha-- ha."
   Mogens spankulerer nynnende ud i køkkenet.
   "Har du vasket mit julemands kostume?" spørger han, "Julemand Mogens giver kun gaver til de artige børn, og ikke noget til dem med hund."
   Karen lyder en anelse knotten, da hun kommer ind med kaffen.
   "Her - værsgo - men jeg synes stadig det er forkert, at formanden for menighedsrådet skal spille julemand. Er det ikke lidt pinligt for en formand?"
   Mogens ler hjerteligt.
   "Næh - du. Så kan de måske lære det."
   "Ja, og bare du kan lære at undlade at kramme alle de små piger," tænker hun surt," det kan meget nemt misforstås."

Alma og Orla
   "Orla, der er noget vi må snakke om." Alma lyder meget beslutsom.
   "Mogens har opsagt Sara og Laila, vi må gøre noget."
   Orla stopper sin vandring omkring spisebordet, mens han klagende tager sig til maven.
   "Det er da typisk Mogens, men sgu da ikke vores problem, jeg kan sgu da...
   "Det ER vores problem," Almas stemme afbryder bydende hans sætning,
   "Sara er din niece, og sin familie skal man passe på."
   "Hvad fanden er nu det for noget sludder, jeg har sgu da ingen søskende, så hvordan i hede hule.."
   "Stop de eder og hør efter!" kommer det som et buldrende tordenskrald, ikke noget man forventer fra en dame i rullestol.
   "Det er din niece, her er hendes far." Hun viser ham billedet på væggen:
   "Hils på din tvillingebror, Allan."
   "Min hvad?"
   Sig mig er damen blevet dement, tænker han, og ser i det samme hun sidder med et fotoalbum.
   "Undskyld, men må jeg så få en forklaring , og undskyld, hvis jeg farer op, men jeg troede jeg havde kræft, heldigvis var det bare et ondartet mavesår."
   "Ja, det undrer mig ikke, du ligner din far, det er på tide du lærer at slappe af, ellers dør du af druk som ham."

Selv længe efter er han rystet, men også besat af en uforklarlig ro.
   Måske fordi han ikke længere er enebarn, han har familie.
   Rart ,når man nu ikke selv kan få børn.
   Bare ufatteligt at Alma kunne bortadoptere Allan, selvom far havde forlangt det.
   Det ligner ikke Alma. Pludselig hader han sin far endnu mere, ikke længere kun for de tæv han fik som barn.
   Almas ord skurrer stadig i hans ører:
   "Jeg kunne ikke forhindre to nyfødte drenge i at græde på samme tid. Han havde bare slået en af jer ihjel, så moster Bertha adopterede Allan."
   Fætter Allan, der pludselig er tvillingebror Allan.
   Så var barndommens sladder alligevel sand.
   Allan der omkommer i Bosnien ... i 1995. Sara, der bliver født juleaften ... samme år. Laila der siger, at Allan er faderen. Alma, der siger det samme.
   Der er nogle bånd og det føles rart.
   Men hvad så med biledet fra Thailand fra sidste jul?
   Er Allan alligevel i live?

Almas stemme bryder hans tankevirksomhed:
   "To ting, Orla," stemmen er stadig bydende. "Sara skal ikke vide noget om Thailand. Børn skal have deres drømme i fred. De skal ikke ødelægges af de voksnes løgne og bedrag, forstået. Når hun bliver voksen kan hun gøre hvad hun vil, men ikke nu, det her er et lykkeligt eventyr, især efter mareridtet sidste jul."
   "Men hvad hvis hendes far lever?" protesterer Orla.
   "Hellere et smukt minde end en rædselsfuld virkelighed." Alma lyder meget bestemt.
   Han nikker stille, mens Alma sukker og fortsætter:
   "Det sidste bliver det sværeste, du må købe ejendommen. Jeg vil bo der sammen med mit barnebarn. De skal ikke smides ud af den idiot til Mogens."
   Orla klukler: "Piece of cake."

Orla og Mogens
   "Der er ikke noget at rafle om, du sælger til mig, til den aftalte overpris, basta. Ellers går jeg videre med disse fotografier. Det er jo ikke særlig flatterende at formanden for menighedsrådet er filmet, han belurer småpiger, med kikkert, på stranden. Specielt er det ikke betryggende, at han samme sted glemmer sin mappe med flere billeder af småpiger, i DEN ... slags påklædning."
   Orla raser indvendig, men holder masken da Mogens skriver under på slutseddelen.
   "Desuden skal du vide at vi holder øje med dig, og flytter du andre steder hen, melder vi dig til politiet."
   Det er en skyldbetynget mand der bukker og takker, og bakker baglæns ud fra kontoret.
   "For resten - en ting mere. Du finder en anden julemand end dig selv, for fremtiden."

Laila og Alma
   Hun er stadig rystet over Almas afsløring. Men taknemmelig, eller måske ... endnu mere usikker. Allan er far til Sara, slet ingen tvivl om det. Men hun havde smidt ham ud før hun fortalte ham om graviditeten.
   Og nu er han død. Selvom det aldrig er bekræftet.
   Men Alma er sikker.
   "Hvornår så du sidst Allan?" Laila ryster svagt på hånden, da Alma spørger.
   "Det var dagen før han tog af sted, den 2. juli."
   Erindringen bringer atter tårerne frem.
   "Og du har ikke set ... eller hørt, fra ham siden?"
   Det sidste kommer tøvende.
   Laila ryster på hovedet, mens Alma klapper hendes hånd.
   "Han var så glad da han rejste, sagde han havde fundet den helt rigtige pige, at de skulle giftes, jeg vidste bare ikke det var dig, vel!"
   Laila smiler stille, men i sit indre, langt borte, ser hun en anden film.
   "Skrid fra mig, jeg vil aldrig se dig mere, lige meget hvor fuld man er til sin afskedsfest, så forfører man ikke værtens datter på atten år. Din store idiot. Nej - det var ikke bare en fejltagelse - de så dig alle sammen - din lille Jenny ludertøs havde glemt at trække gardinet for. Når du kan gøre det, hvad fanden kan du så ikke finde på i Bosnien, så skrid ... skrid ... skrid!"
   Delte skærmbilleder toner på ny frem i hendes indre, festbilleder, Allan og Jenny sammen. Judith, hendes bedste veninde, der sagde hun havde set dem. Judith, der altid selv havde været varm på Allan. Var det bare noget hun sagde?
   Først nu mærker hun Almas ruskende hånd.
   "Er du langt væk i minderne? Det skal nok gå. Orla kommer juleaften og leger julemand. Husk det nu. Vær stærk."
   Hun nikker, kaskader af beske samvittighedsfulde tårer væder hendes indre da hun lukker det fiktive album.


24. december 2005
   "Tak for de flotte gaver mor, også tak fra Fiba, se han siger tak." Sara griber om hundens pote og vifter med den.
   "Hvor du dog ligner din far," siger hun og synker lidt ind i sig selv, hører næppe det banker på døren.
   "Mor, det banker."
   "Ja, skat, luk op, det er til dig, tror jeg." Laila smiler stadig lidt drømmende.
   En stor rød nissemand med røde kåbe og hvidt skæg, der til Saras fortrydelse meget ligner vat siger:
   "Bor der en artig lillepige her, der fortjener gaver og har fødselsdag?" Lyder den dybe stemme monotont.
   "Kom bare ind julemand, det er mig." Sara spiller rollen perfekt med stor indlevelse, eller også er fascinationen ægte, selv han glemte det med HO-HO-HO.
   "Gaven her er bare et brev, men den rigtige gave er for stor." Han rækker hende en stor konvolut. Inde i den ligger et billede, nedenunder står med krøllede bogstaver:
   "Sara og hendes familie i deres nye hus."

Først længe efter fatter Sara det hele.
   Billedet af Alma, Allan, Orla, mor, mormor, hende selv og Fiba.
   Desuden er der noget de kalder et skøde, noget med at mor ejer huset og at Alma, altså nu farmor, skal bo i stuen så længe hun vil, når Orla han lavet noget han kalder handicaphjælpemidler.
   Farmor bliver også mærkelig, og meget højtidelig, da hun siger:
   "Fortiden og fremtiden er ikke vores gebet, husk det, kun nuet er vort eget."
   Mor begynder at græde og alle ser alvorlige ud, undtagen Sara, der på sin sædvanlige eksplosive facon prøver at ændre stemningen.
   "Alma - altså farmor - må jeg så få billedet af far med mig på armen."
   "Sara, billedet er desværre gået i stykker, og det var noget af min familie ... fra Jylland, han bar."
   Der bliver stille i stuen. Kun Sara tænder lysene i sine øjne og svarer prøvende:
   "Han så nu også for gammel ud på dit billede farmor, men mor har et med hans gamle kæreste, hvor han ..."
   "Sara," siger Laila påtaget henkastet, "jeg tror Fiba skal luftes."

De voksne sidder med melankolske smil på læben, mens Sara slæber den modvillige hund med ud i den kolde, klare aften.
   Voksne er nu mærkelige, tænker hun, nuet og et gebet. Hvad betyder det?
   Var det mon noget med billedet?
   Allans stjerne sidder hvor den plejer, men den vinker ikke mere, den har ikke vinket i flere dage nu.
   Men de voksne vil ikke tale om det.
   Det var sidste år til jul hun opdagede stjernen.
   Den blinkede og sendte hende et stjerneskud, så hun kunne ønske.
   Mens hun står indhyllet i fortidens tanker kommer et nyt stjerneskud, denne gang fra jorden. Måske en tidlig nytårsraket, tænker hun. Stjerneskuddet eksploderer højt på himlen, men fuldstændig lydløst.
   Fra eksplosionens centrum slynges regnbuefarver i alle retninger, varme farver der får hendes hjerte til at gløde, som var hun omsluttet af en varm gylden aura. Langsomt ændres farverne til hvidt med blålige pletter, der flytter sig og indrammer omridset af en engel, hendes himmelengel.
   Kun langsomt opløses konturerne og hun mærker hvordan varm energi strømmer til hendes hjerte.
   I sit indre hører hun stemmen fra rummet:

Blinkende stjerner på himlens bue
   sender det bud til børnenes hjerter.
   Den som formår kun nuet at skue
   klarer selv liv der præges af smerter.