Der var engang, i en lille dansk landsby, for længe siden. Hvor vintrene var lange og fyldt med den hvideste sne, der strakte sig fra de brostens belagte gader og op til dørkammen af de tætliggende huse. Hvor somrene var korte, men fyldte byens borgere med lys i deres sind og fuglene med den smukkeste sang.
   Der var et lille hus med stråtag, og en enkelt trædør der kun med nød og næppe holdte kong vinters barske vinde ude. Vinduerne var fyldt med stearinlys, der holdte isen på glasset på afstand, og varmen fra lysende indendørs.
   I det hus boede en lille familie, en fader der var legetøjsmager, og kunne lave det smukkeste og pæneste legetøj til landsbyens børn. Hvert år til jul udstillede faderen sit nyeste legetøj i huset enkle vindue, til stor glæde for de forbi passerende børn. De kunne hverdag, på vej hjem fra skole af, drømme om glæden, ved at havde et af disse stykker legetøj, liggende under deres juletræ. Der var toge og skibe, snittet i træ. Plysbjørne og dukker ofte syet fra stof, de lokale borgere gav faderen, når de ikke længere havde behov for det. Hjemmelavet brætspil, der kunne glæde hele familien, og få deres tanker om hverdagens travlhed på afstand, bare for en stund om ikke andet.
   Sammen med faderen i det lille hus, boede faderens lille søn Karl. Karl drømte sig ofte væk i faderens legetøj, og fantaserede om tin soldater, der med toge drog ud i den store hvide verden, om dukker der blev til prinser og prinsesser. Karls fantasi havde ingen grænser, for hvad den kunne opnå, og Karl sad ofte på det kolde træ gulv i det lille hus i landsbyen, og iagttog sin fader, imens faderen startede på det næste stykke legetøj. Karl drømte om hvad det næste stykke træ eller stof end kunne blive til i faderens hænder, og imens drømmene opslugte Karl, fortalte faderen altid en fantastisk historie, der opslugte Karl endnu mere. Karl gav stykkerne med legetøj navne, og livs historier, hver gang faderen, roligt sad ved det store træbord i huset og snittede sig frem til et nyt stykke legetøj.
   Som alle andre børn i den landsby, havde Karl også ét stykke legetøj, der var noget helt specielt. En lille plysbjørn lavet af det smukkeste og det blødeste kastanjebrune stof, og med klare blå glas øjne. Plysbjørnen var for Karl noget helt specielt, den mindede Karl om de grønneste juletræer med pynt og lys, de julesalmer de altid plejede at synge og de smukkeste indpakkede julegaver. Sammen kunne de to drage ud på de smukkeste eventyr, hver aften inden natten hældte på. Karl holdte meget af den plysbjørn, ligeså vel som de minder den havde fået syet ind i sig. De to fulgtes altid sammen, hvor end de skulle hen.
   Legetøj bliver først levende i et barns hænder, og glæden og fantasien, ved at Karl og plysbjørnen sammen kunne drømme alt i denne verden, var en stor glæde for faderen! Karls små historier om endnu et eventyr Karl og plysbjørnen havde været på i Karls drømme, styrkede kun faderens evne til at forsætte med at lave legetøj.
   Hver aften inden Karl skulle sove, tog han sin plysbjørn med ind i husets ene senge og lagde sig med den under sin arm, imens han kiggede ind i et lille stearinlyset der var på natbordet.
   Stearinlyset på natbordet, bar Karl og plysbjørnen væk fra denne verden og ind i anden, imens øjnene roligt lukkede i. Først når faderen gik i seng, blev lyset slukket. Men lyset i Karls drømme varede altid til morgen efter.

I juletiden, året før i det lille hus i den lille landsby, var vinteren barsk og kold. Sneen drog ned fra himlen nat og dag, og lagde sig som en mur foran det lille hus, og de andres huse i gaden. Gadens brosten syntes at være forsvundet væk i den hvide sne, og lygtepælenes lys, lyste kun sneens hvide farve op igennem de istapper der var frosset fast på lygtepælen, imens endnu et lag sne, lagde sig.
   Faderens kone og Karls moder var blevet meget syg, og faderen gjorde hvad end han kunne for at, hurtigere fremstille legetøj, så der kunne være råd til hendes medicin. Karl og plysbjørnen sad hverdag på en lille kold træstol ved sengekanten af hendes seng, og holdte hendes hånd. Moderen forsvandt ind og ud af hendes søvn. Igennem Karls hoved, imens han holdte hendes hånd, tænkte han at hun måtte havde nogle fantastiske drømme og eventyr, siden hendes øjne altid var lukket i med hendes søvn. Drømme og eventyr som Karl og plysbjørnen ville elske at være en del af, og være med til at udforske. Karls moder havde altid, før hun blev syg fortalt de smukkeste historier, som han, plysbjørnen og moderen sammen kunne drømme sig hen til, hver aften inden de skulle sove.
   Men moderens hoste syntes aldrig at stoppe og feberen blev værre og værre for hver dag der gik. Karl sad ofte med sin plysbjørn under armen ved hendes sengekant, og hver gang Karl kunne hører moderens kraftige hoste og trækken efter vejret, lukkede Karl sine øjne i, og trykkede moderens hånd endnu hårdere, for at sammen med hende og plysbjørnen igen at kunne forsvinde ind i hendes drømme og ind i de historier og eventyr hun plejede at fortælle.
   Faderen gik hverdag i hastige skridt fra pejsen og hen til sin kone i deres seng, med te og suppe, der med lidt af gudshjælp måske kunne formindske hendes feber.
   En aften, var den bidende kulde udenfor slået op og kunne vælte alt på sin vej. Indenfor i det lille hus i den lille landsby, sad Karl atter med plysbjørnen, ved moderens senge kant, og under armen trykte han plysbjørnen tæt indtil sig, imens han med sin anden hånd holdte moderens hånd til sig. Imens han sov deri stolen, kunne han mærke varmen fra hendes fingre omkring sin hånd, og engang imellem trykkede moderen en ekstra gang i Karls hånd for selv stadig at mærke blodet flyde igennem sine åre.

Vinden udenfor blæste op, og den bidende kulde trængte sig igennem deres utætte dør og ind i huset og blæste det lille stearinlys på natbordet ud. Faderen overfor sengen, der ved sit store træ bord, var faldt i søvn i stolen, vågnede af den bidende kulde der susede ind og ud igennem trædøren.
   Faderen rejste sig, og bemærkede at stearinlyset på natbordet var gået ud. Karl og plysbjørnen sad atter ved sengen, og drømte om bedre dage. Faderen tog sit fyrtøj, bevægede sig hen til natbordet og tændte det lille stearinlys igen. Knirken i gulvedet vækkede Karl, og med sin hånd slap han moderens hånd, og gned sig i sine søvnfyldte øjne. Men i det han slap moderens hånd, faldt hendes hånd slapt ned på sengekanten.
   Karl tog atter fat sin mors hånd i hånden, men mærkede ingen varme, kun en kulde som den bindende vind og sneen udenfor. Faderen stod overfor sin kone, bemærkede hendes glas blå øjne var helt åbne. Han greb hende om skuldrende og ruskede svagt i dem imens han kaldte hendes navn.
   Karl tog endnu hårdere fat i hendes hånd, men følte ingen modstand, tværtimod kun tårene i sine øjne der begyndte at opbygge sig. Han holdte plysbjørnen endnu tættere til sig, og slap moderens hånd.
   Faderen kiggede sin kone dybt i øjnene og bukkede så hovedet ned over hende. Tårende forlod øjnene, og faldt ned på dynen der lå over hende. Han strøg hendes lange kastanjebrune hår om bag hendes øre, lukkede lågene på hendes glas blå øjne, imens han lagde sin hånd på hendes kind, og gav hende et sidste kys.
   Karl turde ikke rejse sig fra stolen, han krammede sin plysbjørn indtil sig, og lukkede sine grådfyldte øjne, imens han prøvede at tænke på alt andet, og prøvede at drømme sig langt væk, til et de eventyrlande moderen så smukt fortalte ham om. Karl krammede sin plysbjørn hårdt, imens han bukkede sit hoved ned i den, lod tårende fra sine lukkede øjne, flyde ud på plysbjørnens bløde stof. Karl så alle de minder han havde med sin moder, så snart han holdte plysbjørnes kastanjebrune stof op til sine øjne. Om dengang hende og Karl sammen pyntede juletræet, og om de gange de sang julesalmer sammen, og hvor plysbjørnen, faderen havde lavet samme år, lå under juletræet. Karl lukkede sine øjne op og tog et sidste kig på sin moder, på hendes glas blå øjne og hendes kastanjebrune og bløde hår, før faderen, med rystende hænder lagde dynen over hendes hoved.
   Nu hver gang Karl går i seng om aften, med plysbjørnen under armen og stearinlyset på natbordet, tænker han på sin moder, og fremkalder de dejligste minder han havde med hende og hendes historier, ved at kramme sin plysbjørn tæt indtil sig. Man kan næsten sige at hendes sjæl var syet ind i den plysbjørn.