Folk haster forbi, klokken er 9.50, sikken en morgen! En mor kan være slem, men er hun oven i købet en sur, stresset mor, så kan det ikke blive værre.
   "Husk at aflevere de tre biblioteks bøger i dag ellers skal du selv betale" sagde hun, med en total rynkede pande.
   Ja ja bare fordi man er en smule glemsom, sidste uge fløj jo af sted. Jeg ser på uret igen 9.54, øv hvor tiden snegler sig af sted, jeg når aldrig ned på fodboldbanen til resten af gutterne. Jeg smutter over på den anden side af vejen, sætter mig på muren og ser på de folk, der fortravlet går og cykler forbi mig. Klokken nærmer sig 9.56 jeg læner mig op ad stolpen, lukker øjnene, sukker dybt og nyder solen, der varmer mit ansigt, "ah! Bare det snart var sommer". Pludselig giver det et ryk i mig, jeg falder tilbage og suser ned igennem en mørk våd og klam tunnel. Jeg har overhoved ingen fornemmelse af tid og sted. Jeg hvirvler rundt og rundt, mine arme rammer noget fugtigt, ligesom loddent, jeg forsøger desperat at holde armene ind til kroppen. Rutscheturen føles som et split sekund. Da jeg åbner øjnene er det helt mørkt, men utroligt varmt, sandet under mig brænder, men det er på en dejlig måde, det er også blødt. "Hvad er det her for et sted?". Jeg ser mig omkring, sand, sand så langt mit øje rækker, hvor er alle menneskerne blevet af? Biblioteket er også forsvundet.
   "Min mor myrder mig!" Til venstre for mig er der pludselig noget, som fanger mit øje, det ligner et par gule katteøjne, der stirrer på mig, jeg stivner, "hvad er det?" men så ser jeg, at det er en lille person. Det ligner en lille pige, "den" har i hvert fald lange sorte rottehaler, en lang kjole i en mystisk rød farve, næsten lige som en blanding af farverne på en appelsin og et rødt æble, "er der også en snært af lilla?"
   "hej" siger hun imens hun nærmer sig "Du er altså lidt sent på den, du skulle have været her i sidste uge, men skidt med det, skynd dig så vi kan nå den næste færge".
   "Færge! her er sand alle vegne!" Jeg er lidt rundt på gulvet, her har jeg cyklet ind til Fiolstræde for at aflevere min mors biblioteks bøger og så ender jeg midt i en ørken, med en dværg, som vil ud og sejle, "ej, helt ærlig", jeg misser med øjnene og ser på hende.
   "øh, hvem er du og hvilken færge taler du om?"
   "Mit navn er Måneblomst og vi skal denne vej, kommer du?"
   Jeg lunter lidt betænkelig efter "Måneblomst" sandet føles skønt og blødt mellem mine tær, hov vent, mine tær?! "Hvor er mine sko?", jeg er utryg, hvad er det her for noget?

Efter et stykke tid ændrer landskabet sig og der for enden af ørknen er der et hav…..Vandet er helt turkisgrønt, der er blå himmel og det er meget varmt. Måneblomst begynder at løbe og jeg halser efter hende, "Vent!" skriger jeg, angst for at hun pludselig forsvinder "Vent!".
   Hun vender sig om ser på mig og rækker mig hendes hånd, nøj for en lille hånd, men hun trækker mig efter sig, med et kraftfuldt ryk, "Kom så!" befaler hun.
   Vi befinder os pludselig på en kaj med en masse skibe og folk omkring os, de ligner mig, men de er ligesom mere afslappet end de mennesker der er på strøget. En fyr prøver at sælge os et sjal i de mest utrolige farver, men Måneblomst afslår hans tilbud konsekvent.
   "Nej tak, vi skal nå Liselotte"
   "Så må i hellere få fart på" siger han "skibsfløjten har allerede lydt tre gange".
   Vi halser derud af "Liselotte!" Sikke et navn til et skib. Skib, kald du bare det et skib, det ligner en krydsning imellem et dampskib og en flyvende tallerken, der er lysende pære overalt på skibets skrog, de blinker i takt med motorens rytme. Skibets navn "Liselotte" er skrevet som det fedeste graffiti, der er langs med togbanen ved Østerport. Inden vi går ombord ser jeg en gråspurv, der sidder på molen.
   "Når! der er du, helt ærligt, skal jeg klare alting selv?" siger Måneblomst til fuglen.
   "Nej!, men altså, der er jo nogen, der skal sørge for billetterne ik?" svarede fuglen flabet tilbage. Altså ikke nok med at den lille fugl kan tale, den har også en stemme, der er dybere end min rektors stemme. Tænk at jeg nogensinde skulle opdage det. Drengene flipper når de hører det!
   "Har du bøgerne?" sagde fuglen og bukkede pænt for mig "for øvrigt er mit navn Egon, og jeg mener de tre bøger, som din mor gav dig"
   "Ved min mor godt at jeg er her?"
   "Kom nu, der er ikke meget tid" siger måneblomst. Vi skynder os ombord på skibet, og af sted det går. Skibet flyver hen over vandet, imens pærerne blinker i alle regnbuens farver. Himlen skifter pludselig fra den klare blå farve til de smukkeste lilla og lyserøde nuancer. Solen er ved at gå ned, "Hvor er det flot". Jeg sidder og ser ud over vandet imens Måneblomst og Egon taler dæmpet sammen, de skuler engang imellem til mig. Så jeg rejser mig, vender ryggen til dem og stiller mig ved rælingen. Vandet er nu helt sort og jeg kan fornemme en del bevægelser under vandoverfladen. Jeg træder et par skridt tilbage, det her er fandeme uhyggeligt "hvor er jeg mon på vej hen?" Helt rundt på gulvet føler jeg efter i min rygsæk, bøgerne er der endnu. Jeg tager en af dem op og kigger den igennem. Mærkeligt, den er helt tom, der står intet på siderne. Egon kommer flyvende "Få den væk din klaptorsk "skræpper han" hvis de ser den er vi på skideren".
   "Altså hvis nogen kan fortælle mig, hvad det her handler om vil jeg blive meget glad" siger jeg lidt aggressivt og smider bogen tilbage i tasken. Jeg stirrer over på Måneblomst, hendes øjne er nu helt grønne, og hun smiler på en lidt kær og overbærende måde.
   "Sæt dig her, så skal jeg nok fortælle dig om bøgerne" hun klapper på bænken, hvor hun sidder og dingler med de korte ben. Inden jeg får sat mig er helvede løs i Laksegade, Egon skræpper op.
   "Skynd jer! denne vej".
   Vi løber hen ad dækket jeg vender mig om og får øje på 2 mørke skikkelser iført lange sorte kapper, de er lige i hælene på os. Måneblomst smider noget støv ovre skulderen og i det samme lyder der et brag. Vi løber nu inde på skibets gange, her er en masse kahytter, der ligger meget tæt op ad hinanden.
   "Hurtig ind her" siger hun. Skubber mig ind i kahyt nr. 07, inde i kahytten er der helt mørkt. Vi står op ad væggen helt stille og meget forpustet. Egon flakser forvirret rundt,
   "hvordan er de dog kommet på sporet" siger han "altså så hurtigt"
   Måneblomst ser på mig.
   "Du MÅ altså ikke åbne bøgerne, de skal være lukket hele tiden" hendes stemme har en klang som min mor når helvede er løs.
   "Øh jamen jeg tror altså at det er en forkert bog, for der står jo intet i den" stammer jeg.
   Måneblomst smiler til mig, men siger med en skrap stemme.
   "Der er bedre, hvis du lader bogen blive i tasken OK."
   "OK." siger jeg, mens jeg stadig føler mig helt rundt på gulvet.
   "Jeg skal nok fortælle dig alt om bogen, men vi skal altså først have de to mandspersoner til at forsvinde", Måneblomst ser på Egon,
   "Egon tag en runde og find ud af om der er fri bane".
   Egon fløj ud gennem en sprække i døren, jeg så på Måneblomst
   "du har altså nogle uhyggelige øjne, de skifter hele tiden farve".
   "Ja, det har jeg arvet fra min fars side" skibet begynder nu at vugge kraftigt fra side til side.
   "Hold godt fast Sebastian" hun kender altså også mit navn!
   "Altså min far er fra Landet For Længe Siden og min mor er herfra så jeg er en blanding af begge sider" siger Måneblomst imens hun ser ned af sig selv "Jørgen synes, at jeg er skøn, men jeg ved ikke rigtig om jeg kan li’ ham"
   "Jørgen" siger jeg
   "Ja Jørgen, han er soldat i hæren og han skulle have hentet dig, men du var jo forsinket, så her er jeg"
   "Ja, altså min mor havde jo bedt mig om at aflevere bøgerne om tirsdagen, men jeg havde glemt det. Ifølge min mor så glemmer jeg mig selv en skønne dag. Men Måneblomst, jeg har stadig ikke fået svar på hvorfor jeg er her?"
   "Alle tre bøger skal afleveres tilbage til mr. X ellers vil han kræve endnu et offer og så kan selv din far ikke hjælpe os. Sidste gang var det naboens høne og vi var alle skrækslagen ved tanken om, hvad han ville gøre ved den. Ser du, de bøger du har i tasken er trylle bøger, og din mor skulle bruge dem til at få din far tilbage til jeres verden, men det var for sent. Hun havde fået besked om tidsfristen, men da hun fik fat i bøgerne var han allerede taget af sted. Derfor er det vigtigt at overholde afhentning og afleveringstidspunktet, ikke engang syv minutter over tiden, kan accepteres" fortæller hun, imens hun løftere en formanende pegefinger. "Jeg tror at din mor i al forvirringen over din fars rejse, glemte tiden i forhold til afhentningen af de magiske bøger"
   "Min fars rejse, han er altså død, så jeg forstår ikke hvad du mener" siger jeg fortvivlet imens jeg mærker savnet efter min far snige sig ind over mig, det havde været en rædselsfuld tid, med en masse tårer og begravelsen var så forfærdelig, at jeg havde forsvoret at jeg aldrig mere ville deltage i en begravelse, fandens også nu hyler jeg igen". Tårerne sneg sig ned af mine kinder.
   "Din far er her, ser du, du er jo også en blanding af to verdner, lige som jeg. Har du aldrig tænkt over at du var anderledes?" siger Måneblomst med sænket stemme, imens hun stryger min hånd på en trøstende måde.
   "Anderledes bare fordi jeg er højre end de andre og har bong hår? Nææ, jeg har altid bare troet at jeg var speciel. Det sagde min far for øvrigt også altid – "Sebastian se dig omkring og nyd det overblik din højde giver dig. Hm jeg savner ham faktisk helt vildt og hvis du siger at han er her så bevis det" Samtalen bliver afbrudt af Egon, der kommer susende ind af dørsprækken. "Fri bane, skynd jer" vi løber hurtigt op imod dækket og hen til rælingen, hvor der er endnu et mystisk fartøj.

"Hop ombord" siger en dyb stemme. Jeg ser mig omkring alt er kaos, skibet suser hen over de høje bølger og alle passagerne er på vej i redningsbådene. Vel ombord på vores redningsskib, er vi nu på vej hen over de meter høje bølger, jeg klamre mig til stolpen imens jeg skriger til Kaptajnen "Hvor skal vi hen du?"
   "Bare hold fast og nyd turen" siger Kaptajnen som er en gigantisk stor mand, der minder mig om en sørøver, han har en klap for øjet og et træben.
   "Måneblomst er det muligt at jeg kan se min far", jeg er lidt i tvivl om jeg taler højt eller om det kun er mine tanker, alt var så forvirrende. Hun ser på mig, tager min hånd vender den rundt og ser i min håndflade, "aha" siger hun "jeg vidste at du var en af dem i samme øjeblik jeg så dig, din far ja vi får se, der er jo ikke så meget tid"
   Jeg er helt spændt på min mors reaktion, når hun finder ud af, at han ikke er død. Hvis jeg bare vidste hvor og hvorfor alt dette her sker. Skibet lægger an til landing "Alle ombord hold godt fast" brøler den enøjet Kaptajn. Jeg ser mig omkring. Ørknen og den livlige kaj er helt væk og nu befinder vi os i et meget dunkelt havneområde, her er også meget varmt, pyha jeg skulle aldrig have taget mine Diesel jeans og min SOS på, selv om det passede fint til Fiolstræde, her er helt sikkert for varmt til mode. Jeg tager hurtigt SOS-sweateren af og lægger den i rygsækken. "Hej, pas nu på bøgerne ikke" siger Måneblomst.
   "Ja ja slap bare af". Jeg er træt og sulten og her ikke en eneste Mc D. i nærheden. Vi siger farvel til Kaptajnen og Egon er fløjet i forvejen for at hente en taxa.
   Wow, en syg taxa! Tænk dig en sort Hummer, der kommer rullende med tonede ruder, soltag og de vildeste fælge, hen imod os. "Hvordan ved man egentlig at det er en taxa? Der er jo intet taxaskilt på toppen af øsen!" "Hurtigt denne vej" Måneblomst hiver mig modsat bilen. "Hvad mener du Sebastian? Der er da et skilt" siger hun og peger i retning af en ramponeret hestevogn, Egon har allerede taget plads. "Ej, helt ærligt!" Når, men ombord med os og af sted det går, den sorte bil er hele tiden i hælene på os, men Måneblomst virker nu meget rolig. Vi nærmer os en by, der er kulørte lamper og en masse mennesker alle vegne, på den ene side af vejen og på den anden side, det mørke oprørte hav. Det minder mig om Bakken, alle de glade mennesker, der faktisk ligner mig, altså bortset fra at de er "små" mennesker, pariserhjul, rutschebane og hvad skuer mit øje en Mc D. "Jeg er så skrupsulten" siger jeg til de andre i hestevognen. "Ok" siger Egon" så holder vi en spise pause". Måneblomst ser lidt fornærmet ud" Jamen så kører vi også kun hurtigt igennem Drive Through, vi er jo i tidsnød"
   Skønt med en Mac Chicken menu, jeg havde jo heller ikke fået andet end havregryn til morgen, øh var det i går eller hvad? Jeg havde ligesom mistet min tidsfornemmelse. "Følger den bil efter os?" spørger jeg Egon om. Han sidder på mit knæ og guffer pommes frittes "Ih hvor er de dejlig saltet" pipper han med sin bøse stemme, ser op på mig og fortsætter "de er faktisk vores bodyguards"
   "Ok og hvorfor er vi så ikke i den seje øse" siger jeg til Måneblomst, lyset fra byen for hendes hår til at se helt blåsort og utroligt blankt ud. Hun smiler til mig "Jeg er sikker på at du ser bedre her fra, det er jo en meget speciel aften, som du kan se, alle de lys er jo til for din far. Han vil blive hyldet herhenne på den store plads og hvis du vil se ham så er det nu".
   Jeg får helt ondt i maven, tænk hvis det slet ikke er min far og hvis det er, hvordan ser han så ud? Jeg føler mig skræmt og spændt, hestevognen sætter farten op og vi kører nu hen imod byens hjerte.

Der er tonsvis af mennesker samlet og stemningen er utrolig smittende. Måneblomst rejser sig og begynder at danse. Egon ser på mig og vi er ved at dø af grin, "Helt ærlig" siger hun, "let rumpen og vær med". Så får jeg øje på ham, der oppe på scenen, han ser ud ligesom jeg husker ham. Min mave bliver fyldt med sommerfugle, kunne jeg bare få lov til at give ham et knus og dufte til ham. Jeg har en helt klar fornemmelse af hans duft "tobak" fra hans altid rygende pibe med macbaren og så selvfølgelig Hugo boss. Min mor siger hun aldrig vil dufte til Hugo boss igen, det er nok fordi hun savner ham, det gør vi jo alle, selv om vi ikke taler om ham. Det får hende altid til at græde, men der er han, lige foran mig. Jeg kan næsten dufte tobakken, og lige om lidt kan jeg røre ham. Aftenluften er mild og min far har kun en t-shirt på, ham der ellers altid kun gik i cowboy skjorter. Jeg kan ane hans tatoveringer på armene, vi får pludselig øjenkontakt, han ser lige ind i min sjæl. Jeg hopper op og begynder at vinke "Skynd jer lidt" råber jeg til Måneblomst.
   "Ja, ja rolig nu" hestevognen standser og jeg styrter hen imod ham, han bevæger sig også hen imod mig, "FAR, FAR" råber jeg. Jeg snubler og lige før jeg rammer jorden er der en hånd, der griber fat i mig. "Er du okay?" Jeg ser op på ham, tårerne løber ned af mine kinder, "hvad fanden laver jeg her i Fiolstræde, med en eller anden lokal bums?."