Der var engang, for ikke længe siden, en pige på Fyn med lange ben helt op til himlen. De kaldte hende for "Mette med de blålige fingre". Da hun havde en skrue løs, flyttede hende til hovedstaden, til en hotelpension, for at der ikke skulle være så langt til Riget, og ind på et værelse på første sal, for at det ikke skulle være alt for højt oppe. For en sikkerheds skyld, altså, for hvis der pludselig skulle ske noget. Manden fra femte, kaldet Stud, gav hende tilnavnet, Svovlstikkvinden, og siden, kaldte ingen hende for andet på vores hotel pensionen.
Svovlstikkvinden var midt i trediverne og bag sig havde hun fem ophold på den lukkede, men, for god ordens skyld skal det siges, at et af dem var på den åbne. Hver gang hun blev spurgt om hvad hun lavede, eller hvad hun levede af, havde hun svar på rede hånd, noget om en invalidepension, som hun ikke kunne få endnu. Trods alt. Hun kunne ikke få over sine læber, at dagen og vejen for hende hang sammen med en eller anden form for socialhjælp.
Igen og igen læste hun eventyret om Askepot, og drømte om en prins, og ventede. Ventede på sin egen prins til sit eget eventyr. Al den venten var grund til at hun blev deprimeret af og til. Hun købte et par lyserøde silkesko med nogle flade hæle fordi hun var alt for lang, og det var også en god grund til at være ked af det. Hun tilbragte søvnløse nætter med at danse, ligesom en prinsesse fra et helt andet eventyr, hende, der hver nat listede sig ud af slottet og ud til skoven, hvor hun dansede med sigøjnere natten lang, til den lyse morgen. Og når den første hane galede for hun alt hvad remmer og tøj kunne holde, tilbage til slottet, til sit gemak.
De rigtige sigøjnere fandtes ikke mere, derfor listede Svovl-stikkvinden sig om natten i smug ud af sin hotelpension hen til gaden, hvor kunderne plejer at komme for at handle. Nogle var ude efter et fix, andre ville gerne betalte for en hurtig dans. På de sidste ventede Svovlstikkvinden. Hun plejede at sidde på en lille trappe, med kjolen rullet et par centimeter op over knæet, og med et kærligt smil lokke forbipasserende mænd med en vifte af sine egne korte danse. Og når den første hane galede, for hun alt hvad remmer og tøj kunne holde, tilbage til slottet, til hendes gemakværelse på første sal i en hotelpension, og der styrtede hun om på sit leje. Kraftesløs.
En gang om måneden, hver den første torsdag, gik hun til sin psykiater og havde en samtale. Manden med den hvide kittel stillede de sædvanlige spørgsmål, om dit og dat, men først og fremmest om hun efter forskriften spiste de små gråbrune piller han hver gang ordinerede. Svovlstikkvinden plejede at svare sådan som han ønskede sig, fordi samtalen så endte med at han igen udskrev recepten på Friheden, og ikke flyttede hende over til de fire hvide vægge omringet af de mange smukke grønne buske. Hver gang hun forlod lægeværelset skyndte hun sig tilbage på første sal i sin hotelpension og tændte et stearinlys.
Hver første mandag i måneden gik hun til sit bistandskontor, og modtog sin check. På posthuset betalte hun for husleje, og hvis en eller anden spurgte om hun havde nogle problemer hun kæmpede med, svarede hun venligt: "Det er ikke noget. Det er kun paranoia." Den, der spurgte, krympede sig for at nå at flygte. Med sådan en kan man da ikke være sikker på noget som helst. Men når Svovlstikkvinden bemærkede, at en eller anden efter svaret krympede sig, tilføjede hun hurtigt: "Det er ikke en psykisk sygdom! Der findes kun to psykiske sygdomme, skizofreni og manidepression. Paranoia solo har ikke kvalificeret sig til det psykiske sygdomskompleks!" Og den, der havde spurgt, rettede sig op kraftesløs over for den ædle videnskab.
Og sådan levede hun. Oftest alene. Når nogen dukkede op, og ikke blev forskrækket efter den første samtale, så flygtede han efter den første gang. Fordi hun, mens de elskede, hylede. Og der var i denne hylen noget unaturligt, ikke menneskeligt, snarere et varsel om fødslen af et uhyre, der som sin eneste opgave ville have at ødelægge. Og denne nogen flygtede, forskrækket ved tanken om, at det netop var ham, som ville blive målet for ødelæggelsen. Svovlstikkvinden gjorde alt hvad der stod i hendes magt for at få "sådan nogen" til at standse i sit løb og hvile hos hende en kort stund. Uden held. Dog var der en gang - og det er ganske vist - en der ikke flygtede hverken efter en kort samtale eller efter den første gang. Måske var han døv, eller fuld, måske overhørte han hendes hylen, eller han hørte hylen, men lagde slet ikke mærke til uhyret. Så fik han lyst ved morgengry, og som man kan tænke sig oplevede han ikke helt hylen på samme måde som om aftenen, på grund af tømmermænd, så han skyndte sig så langt væk fra hende, som overhovedet muligt. Og Svovlstikkvinden blev alene igen. Som vanligt.
Ingen vidste, at Svovlstikkvinden skrev noveller. Hendes fingre var blålige på grund af de billige kuglepenne hun brugte til at få sine tanker præget på papiret. Hun tænkte slet ikke på hele dette skriveri, hun følte bare, at det hjalp at skrive. De der spændinger højt oppe under hatten løsnede sig på en mirakuløs måde. Ud over det, at hver gang hun skrev et par linjer, fik hun lyst til at leve en dag mere. Hun fik så et kælenavn, som hun var meget glad for, Mette med de Blålige Fingre. Pludselig en dag så hun i Jyllands Posten en annonce om den skønlitterære konkurrence. Det var ikke selve konkurrencen hun var mest interesseret i, det var førsteprisen - en Mac med tekstbehandling oveni. Sådan en ønskede hun sig, den ville hun kunne skrive meget mere på, så ville det være mange flere dage, hun ville få lyst til at leve igennem.
Tanken blev til virkelighed og en samtidsroman på 156 sider var parat til at blive ekspederet i forlagets retning på vej til dets uendelig mange skuffer. Postbudet, som efter nogle få uger kom med brevet fra det skønlitærere udvalg, var ikke så lang i kroppen men i den røde, kongelige postmandsfrakke kunne man godt tage ham for en Lille Prins. Så godt så han ud. Han kravlede op på første og trykkede på det, som man burde trykke på for at få Svovlstikkvinden til at åbne døren til sine gemakker. "Vær så venlig at skrive Deres navn her, på det her sted. Sådan, ja. Mange tak."
Svovlstikkvinden kastede blikket på den side af det hvide papir hun lige havde revet ud af den kæmpe, bundløse kuvert og så hylede hun som i orgasme for der stod det sort på hvidt, at det ikke kun var en Mac hun havde vundet, men også en forfatterkontrakt på 25.000 kroner. Dybt rørt over kontrakten, lagde hun slet ikke mærke til Postbudets reaktion, som ikke kunne betragtes som alt for negativt. Et perverst lille smil dukkede langsomt op i hans mundvig.
På grund af sin professionelle etik, meldte han sig først om aftenen, efter arbejde. Iklædt civilt tøj og uden den røde postmandsfrakke lignede han alle de andre mænd, som Svovlstikkvinden havde kendt - og hun havde kendt mange. Han nåede med sit hoved ikke engang hendes bryst, men hun spurgte ikke om noget. De begyndte at snakke, sådan, som man plejer når to mennesker mødes, det allerførste gang. Samtalen endte med hylen. Svovlstikkvinden blev lidt forbavset, fordi Postbudet ikke flygtede lige efter. Han flygtede heller ikke om morgenen, men blev efter at have oplyst posthuset om sin formodede influenza. Postbudet holdt op med at elske sit job og Svovlstikkvinden begyndte at elske Postbudet. Og kun for ham hylede hun en dag, og en nat. Og en dag til, og en nat igen. Og igen. Postbud Erobreren.
Fuld af lykke løb Svovlstikkvinden til det største teater for at synge sin lykke ud. Manden i porten sagde til hende, at her spillede man stykker. Teaterstykker. Hvis hun ville synge, så måske i kirken. Så gik hun i kirken og sang sin sang. Hun modtog endogså to kroner fra en forbipasserende, som knælede og som skødesløst slog korsets tegn, fordi han pludselig kom i tanke om noget fra sin fjerne barndom.
Da Svovlstikkvinden forlod kirken faldt hendes øjene på de seks hvide heste spændt for den kongelige guldkaret. Hun tog sine lyserøde silkesko med de flade hæle af og kom forsigtigt op på vognen. Så satte hun sig tæt på den lille kant af en rejsesofa, og propfuld af adrenalin begyndte hun sin endelig venten på prinsen fra alle de eventyr, hun kendte udenad.
Hvad der virkelig hændte var, at chaufføren på en militærbil fik trang til at tisse. Han standsede sit militære køretøj lige foran kirken og gik om bag en busk for, som de i militære kredse siger 'at hælde vandet fra kartoflene'. På samme tid kom den knap to meter høje Svovlstikkvinde ud af kirken og standsede som ramt af lynet. Hun tog sine udtrådte sandaler af, og med bøjet hoved kom hun ind i den militære panservogn. Soldaten kom ud fra busken, kiggede på den villige kone i førerhuset, så tog han hende med sig ud i det fjerne. Men i det fjerne gik soldaten til sin hustru, og Svovlstikkvinden måtte finde et værelse på et hotel. Hun lagde sig i den store seng, og lo til ingen nytte i drømmen om sin prinsesoldat. Hun stillede en af sine to sandaler ud på gangen. Men prinsen kom ikke.
Det var Postbudet der kom, fordi han var blevet bekymret for, at hun havde fået sin skrue endnu mere løs igen. Han havde i mellemtiden fået at vide, at hun havde noget med hovedet, men han elskede hende alt for høj. Og begge kom tilbage til hovedstaden, og her ville Postbudet gerne tage Svovlstikkvinden med sig til sit treværelses rige på tredje sal, i den Kongs Høje Gade, i den del af byen der er opkaldt efter den vestlige bro. Men hun valgte alligevel sit lille værelse, på første sal, i sin hotelpension, og valgte at vente på sin prins, og forblive i sit eventyr. Sådan et Postbud!? - hun kunne jo klare sig selv.
Men det klarede hun ikke. En dag kom der to mænd iklædt hvide kitler for at besøge hende. Dog ikke med det samme. Der gik lidt tid siden hun forlod Postbudet og før hun begyndte at fortælle Torben, sin nabo, om alle de ildkugler, som besøgte hende hver morgen, og hver aften, for at danse rundt om hendes hoved. Derfor låste de Svovlstik-kvinden inde mellem de fire hvide vægge omringet af de mange smukke grønne buske, i det eksperimentelle center, etableret specielt for dem, som jævnligt bliver hjemsøgt af ildkugler, der villigt danser rundt om deres hoveder.
Så Svovlstikkvinden blev alene igen. Med alt det grønne rundt om centret. Hun prøvede at skrive et brev, og det lykkedes hende at etablere kontakt med Gud. Envejs. Og Postbudet fandt en anden dame, som hylede, men hun bankede ham af og til, så han blev ked af det, engang imellem.
Og sådan levede de begge, lidt lykkelige og lidt ulykkelige, indtil Ispigen kom for at tage Postbudet med sig om morgenen, og Svovlstikkvinden om aftenen. Postmanden fløj på sin cykel med posttasken i luften lige efter at han stiftede alt for nært bekendtskab med en lastvogn. Det var kun underkæben han ramte asfalten med, men en alt for ivrig Mercedes Benz i alt for stor fart afsluttede Vor Herres eksperiment under titlen - Postbudet - med et brag.
Samme aften listede Svovlstikkvinden sig ud af det eksperimentelle center og besøgte sin hotelpension. Men det var ikke første sal hun besøgte, denne gang gik hun på femte og endnu højere op til kvisten og helt op lige under taget. Der kravlede hun ud ad det snævre lille vindue, og glemte alt om sine vinger. Eller også var hun ligeglad.
Svovlstikkvinden og Postbudet blev jo i døden for al evighed forbundet med hinanden og derfor blev begge sendt til Jorden igen, for at deres ikke fuldførte kærlighed kunne blive fuldbyrdet. Og den gode Vor Herre støbte, i fuld overensstemmelse med Karma Loven, Svovlstikkvinden ind i en Lille Ambolt, og Postbudet ind i en Lille Hammer.
Derfor, når du om natten hører en svag lyd af Hammeren, der hamrer på en Ambolt, så bed, for Guds skyld, en bøn.