Der var en gang en lille Klovn, der boede i et Cirkus. Det var et meget stort Cirkus, med mange dygtige artister, en tryllekunstner, flere jonglører, linedansere, klovne og mange flotte dyr. Cirkusdirektøren styrede det hele, og selv om han var en streng og hård mand, så var alle i Cirkus nogenlunde tilfredse med deres tilværelse, for de havde aldrig prøvet andet. Den Lille Klovn havde boet i Cirkus, lige siden han blev født. Allerede mens han lå i barnevognen, var han med sin mor og far inde i manegen. Han havde klovnetøj på, og der sad en stor rød næse lige midt i hans runde, lille ansigt. Når hans mor eller far tog ham op af barnevognen, klappede publikum og råbte: "åh" og "ih" og "nej, hvor er han sød", men Den Lille Klovn begyndte at græde, så forskrækket blev han. Så blev han straks puttet ned i barnevognen igen. Han fik en stor sut proppet ind i munden, blev vippet op og ned og var helt stille et stykke tid, mens han smagte lidt på det søde, sutten var blevet dyppet i. Det varede dog ganske kort, for pludselig blev han taget op af barnevognen igen. Han blev igen så forskrækket over al den klappen og råben, at han gav sig til at græde hjerteskærende. Hans mor og far puttede ham ned igen, og sådan blev det ved mange gange under den forestilling, og under næste forestilling og næste igen. Ja det fortsatte lige indtil den dag, hvor Den Lille Klovn var blevet så stor, at han ikke kunne være i barnevognen mere.

Så købte hans mor og far et par sko til ham, og de malede ham i ansigtet, helt hvid med en stor rød mund, der passede til den røde næse. Skoene var alt for store til ham, og der skete tit det, at han snublede over dem og faldt lige så lang, han var med næsen ned i alt det savsmuld, der var strøet i cirkusmanegen. Publikum grinede og klappede, og Den Lille Klovn blev meget ked af det, men det var der ikke nogen, der lagde mærke til. Hans lille mund var jo malet stor og rød helt ud på begge kinder, så det så ud som om, han altid grinede og lo. Han ville gerne trøstes af sin mor og sin far, men hver gang, han strakte sine små arme op til dem, havde de så travlt med at spille trompet og blæse i balloner, at de slet ikke lagde mærke til ham. Når de løb rundt i manegen efter ballonerne, løb han efter dem, men hver gang faldt han enten over sine store sko eller over en af ballonerne. Publikum klappede og råbte: "åh" og "ih" og "nej, hvor er han sød", men Den Lille Klovn græd, så tårerne lavede striber i den hvide maling. Sådan fortsatte det den ene forestilling efter den anden, lige indtil Den Lille Klovn var blevet så stor, at han skulle begynde at gå i skole.

Han skulle gå i cirkusskole og lære at gå på line og jonglere med bolde i luften. Det var hans mor, der skulle lære ham at gå på line. Hun var selv meget dygtig til det, og hun håbede, at hendes søn ville blive lige så dygtig og komme til at optræde med sit linedansernummer ved cirkusforestillinger rundt om i den store verden. Det var svært for Den Lille Klovn at lære at gå på line. Han øvede sig hver dag sammen med sin mor, men mange gange faldt han ned af linen og landede i et net, der var spændt ud under ham. Han slog sig ikke så meget, men han blev altid meget forskrækket og ked af det. Moderen sagde bare: "op igen", og så øvede hun med Den Lille Klovn, indtil han var blevet god til at holde balancen på linen. Samtidig med at han skulle øve sig på linen, skulle Den Lille Klovn også øve sig på at jonglere med bolde i luften. Det var hans far, der skulle lære ham at jonglere. Han var selv meget dygtig til det, og han håbede, at hans søn ville blive lige så dygtig og komme til at optræde med sit boldnummer ved cirkusforestillinger rundt om i den store verden. Det var svært for Den Lille Klovn at lære at jonglere med bolde. Han øvede sig hver dag sammen med sin far, men mange gange tabte han boldene, så de ramte ham på den runde, røde næse. Det gjorde ikke så ondt, men han blev altid meget forskrækket og ked af det. Faderen sagde bare: "om igen", og så øvede han med Den Lille Klovn, lige indtil han var blevet god til at gribe boldene i luften. Det var lange og hårde dage i cirkusskolen for Den Lille Klovn. Når han optrådte med sine numre i cirkusmanegen, klappede publikum og råbte: "åh" og "ih" og "nej, hvor er han sød", men Den Lille Klovn var træt og ked af det. Det var der bare ingen, der lagde mærke til, for hans rødmalede mund smilte og lo, og sådan fortsatte det dag efter dag i mange år, lige indtil Den Lille Klovn var blevet næsten voksen.

Han var lille at se på, så alle kaldte ham stadigvæk "Den Lille Klovn". Hans far og mor var stolte af ham, og de sagde, at han var meget dygtig. De rejste rundt i den store verden med Cirkus, og da Den Lille Klovn jo var blevet næsten voksen, fik han sommetider lov til at gå sig en tur, når han ikke skulle optræde i manegen. En dag gik han ind til en lille by et stykke væk fra Cirkus. Husene var små, og de var malet i forskellige farver, røde, hvide og gule. Der var grønne træer og buske rundt om i de små haver og et væld af blomster i forskellige farver. Pludselig opdagede han, at det ikke længere var cirkusmusikken han kunne høre, men fuglesang og glade stemmer. Han gik længere ind i den lille by og kom til et lille torv, hvor der var en masse mennesker. Han opdagede, at de alle sammen var meget små, ligesom han selv var, og de så alle glade og fornøjede ud helt uden at være malet i ansigtet. Der var marked i byen, og rundt om var der opstillet boder, hvor der blev solgt mange forskellige ting. Et sted blev der solgt legetøj, et andet sted grøntsager og frugt, og et tredje sted blev der solgt blomster. I den bod stod der en ung pige med det smukkeste røde hår. Det faldt i bløde lokker ned omkring hendes ansigt, og Den Lille Klovn kunne ikke få øjnene fra hende. Hun havde den yndigste lille, røde mund, og hun smilte og lo til alle, der gik forbi hendes bod. Nogle gange stoppede der én op for at købe hendes blomster, og så lo hun endnu mere og snakkede så hjerteligt til folk, at det klingede som sød musik i Den Lille Klovns ører. Han vidste med ét, at han var forelsket, selv om han aldrig havde prøvet at være det før. Måske kunne pigen mærke hans hurtige hjerteslag helt over til sin lille bod, for hun kikkede pludselig hen på Den Lille Klovn. Hendes øjne strålede, og han gik hen imod hende, som om han svævede, og som om hun trak ham med en snor. Han havde lyst til at le, selv om han aldrig havde gjort det før. Hele den dag var han sammen med Blomsterpigen og den næste dag med, og de vidste begge to, at de ville giftes med hinanden.

Nu skulle Cirkus imidlertid drage videre til den næste by, men Den Lille Klovn sagde til sin mor og far, at han ikke ville med. Han havde bestemt sig for at blive i den lille by og gifte sig med Blomsterpigen med det røde hår. Moderen og faderen blev meget kede af det, og de prøvede at overtale ham til at rejse videre med Cirkus sammen med dem, men han holdt fast i sin beslutning. Da Cirkusdirektøren hørte, at Den Lille Klovn ikke ville komme tilbage til Cirkus mere, blev han rasende. Han frygtede, at publikum ville holde sig væk fra forestillingerne, hvis ikke Den Lille Klovn var med i manegen, og hvis der kom færre folk, så tjente han jo selv færre penge. Han var en nærig og grisk Cirkusdirektør, og nu for han hen til tryllekunstneren og hev tryllestaven ud af hænderne på ham. Cirkusdirektøren svingede tryllestaven i voldsomme cirkler over sit hoved. "Det skal du få betalt, din lille klovn", skreg han. " Så længe du lever, skal du være malet i dit ansigt, uden at det kan vaskes af, dine fødder skal blive ved med at være store og klodsede, og alle folk omkring dig vil grine af dig", og så råbte han nogle mærkelige trylleord og pegede med tryllestaven over mod den lille by. Der kom en tyk stråle af tryllestøv ud af tryllestaven, og det ramte Den Lille Klovn lige midt i hjertet. Den Lille Klovn følte en gysen gennem hele kroppen, men han troede, det var på grund af den afsked, han om lidt skulle tage med sine forældre.

På torvet i den lille by blev der gjort klar til bryllup. Den Lille Klovns mor og far nåede lige at være med til festen, inden de skulle drage videre. De så med undren på deres søn, som nu var en voksen og gift mand. De kunne se, at hans ansigt havde forandret sig. Det var som om, han slet ikke behøvede sin store, rødmalede mund mere, for inden under malingen smilte han så varmt og inderligt, som de aldrig havde oplevet det før, ja han ligefrem lo af lykke. Den Lille Klovn tænkte da, at han ville vaske malingen af, men lige meget hvor hårdt han skrubbede, og lige meget hvor meget sæbe han brugte, så kunne malingen ikke vaskes af. "Min lille, tossede mand", sagde Blomsterpigen og lo. "Det er jo dig, jeg har forelsket mig i, sådan som du så ud den første dag, jeg mødte dig". "Det skal du ikke lave om på", sagde hun, og så kyssede hun ham lige midt på den store, røde mund. Den Lille Klovn følte en glæde så stor, og det var som om, noget tungt forsvandt fra hans hjerte. Han lo så inderligt og svingede Blomsterpigen i dansen. Alle bryllupsgæsterne dansede med og lo sammen med brudeparret, og festen varede lige til den lyse morgen. Den Lille Klovns mor og far rejste bort med Cirkus, og det nygifte par flyttede ind i et lille hus, hvor de indrettede en blomsterbutik. Bagved huset var der en dejlig have. Der voksede altid de smukkeste blomster, som de kunne sælge i butikken. Der var også mange bistader i haven, og al den honning, som bierne lavede, samlede de ind i små, fine krukker, som de også solgte i den lille butik.

Efter cirka et år fik Den Lille Klovn og Blomsterpigen en lille søn. Det var det dejligste barn, man kunne tænke sig. Han græd næsten aldrig, for hver gang han lå i sin barnevogn og begyndte at klynke, så blev han taget op. Den Lille Klovn og Blomsterpigen sang for ham og vuggede ham i deres arme. De smilte til ham og dikkede ham under hagen, så den lille dreng til sidst lo, så det klukkede. Den Lille Klovn og Blomsterpigen lo også, og sådan blev de ved den ene gang efter den anden, når de tog drengen op af barnevognen. Nogle gange lå drengen også for sig selv i barnevognen og sov fredeligt, og hvis han ikke sov, lå han og kikkede op i det blomstrende æbletræ, hvor bierne summede, og hvor fuglene hoppede fra gren til gren og pippede, så det var en lyst. Sådan gik tiden lige indtil den dag, hvor drengen var blevet så stor, at han ikke kunne være i barnevognen mere.

Så købte Den Lille Klovn og Blomsterpigen et par sko til drengen. Skoene var lige nøjagtig så store, at de ikke klemte drengens tæer, og lige nøjagtig så små, at de passede ham helt præcis. Når drengen øvede sig på at gå, gik Den Lille Klovn og Blomsterpigen hele tiden sammen med ham og passede på, at han ikke faldt og slog sig. Når de sådan gik tur alle tre, så de altid noget spændende, som de stoppede op ved for at undersøge det nærmere. Den lille dreng var så nysgerrig og blev tit så ivrig, at de alle sammen lo og morede sig over hans indfald. Nogle gange havde Blomsterpigen travlt med at passe blomsterne og sælge dem i butikken, men så var Den Lille Klovn sammen med sin lille søn. Andre gange havde Den Lille Klovn travlt med at passe bierne og samle honning, men så var Blomsterpigen sammen med sin lille søn. En gang imellem havde de begge to travlt på samme tid, men da de var gode venner med alle i byen, var der altid én, som hellere end gerne ville passe på drengen.

Folkene i den lille by glædede sig over den lykke, der udstrålede fra den lille familie i huset med blomsterbutikken, men de havde også lagt mærke til, at Den Lille Klovn ofte faldt, når han gik tur i gaderne. Til at begynde med grinede de af ham, men de opdagede snart, at det var svært for ham at gå på de toppede brosten med de store fødder, han havde. "Det må vi gøre noget ved", sagde Borgmesteren i byen, og så satte han folk til at jævne vejene og lægge nye sten, som var nemmere at gå på. Der var også én, der fandt på, at lave et par vandrestave, som Den Lille Klovn kunne bruge at støtte sig til, hvis han skulle gå uden for byen, hvor vejene var mere ujævne. Den Lille Klovn så med undren på det, der foregik. Da det gik op for ham, at det var for hans skyld alt sammen, blev han meget glad. Det boblede inden i ham af lykke, og det var som om, den sidste rest af noget tungt forsvandt fra hans hjerte. Da vejene var færdige, begav han sig straks ud på en spadseretur. Blomsterpigen og den lille dreng fulgte med ham på turen. Det var så let for Den Lille Klovn, at gå på de jævne gader, og selv udenfor byen kunne han gå uden at falde, når han brugte sine vandrestave. Hans store fødder var ikke spor til besvær. Den lille dreng havde lige lært at gå, og folkene i byen klappede og sagde: "åh" og "ih" og "nej, hvor er han sød". Den lille dreng hoppede og lo, og Den Lille Klovn og Blomsterpigen lo også. Det samme gjorde folkene i byen. Der var ingen, der grinede mere, de lo sammen med Den Lille Klovn, for nu havde de jo set, hvad kærlighed og venskab kunne udrette.

Sådan gik den ene dag efter den anden, lige indtil den lille dreng var blevet så stor, at han skulle begynde at gå i skole. Blomsterpigen kunne lære sin søn en masse om blomsterne, og Den Lille Klovn kunne lære ham en masse om bierne, men drengen gik også i skole hos Lærerinden i den lille by sammen med alle de andre børn. Drengen øvede sig hver dag både i skolen og derhjemme, og han fik hurtigt lært sig både at regne og skrive og læse. Han fortalte sjove historier fra skolen for sin mor og far, og de kom alle sammen til at le så meget af historierne, at deres latter kunne høres over hele den lille by. Drengen blev så ivrig efter at lære nyt, at han tit gik på biblioteket og lånte bøger om alt muligt fra den store verden. En dag lånte han en bog om Cirkus, og i den læste han om sin bedstemor og bedstefar. Han viste sin mor og far bogen, og de blev enige om, at de alle tre ville rejse ud for at besøge det Cirkus, hvor Den Lille Klovn var vokset op.

De rejste i lang tid, indtil de kom til det store cirkustelt. Det stod midt ude på en stor mark, og inde i teltet sad Den Lille Klovns mor og far. Alle de andre, der optrådte i Cirkus var rejst bort sammen med Cirkusdirektøren. Han var blevet meget skuffet og vred over, at hans tryllerier ikke havde haft magt til at straffe Den Lille Klovn, som han havde ønsket det. Derfor havde han sagt til sine folk, at han ville rejse til Afrika og træne elefanter, og de, der ville, kunne bare følge med. Den Lille Klovns mor og far syntes, de var blevet for gamle til at rejse rundt i verden, så de blev boende alene i det store cirkustelt. De blev så glade for at se Den Lille Klovn og Blomsterpigen, men allermest glade blev de for at se drengen, deres barnebarn. Den Lille Klovn bad sine forældre om at rejse med dem tilbage til den lille by og bo hos dem. Der var plads til dem alle i huset med blomsterbutikken, og sådan blev det. Hvis du en dag skulle komme forbi den lille by med blomsterbutikken, så kan du høre deres glade latter runge over tagene, men pas på, for du kan nemt blive smittet.