Prinsesse Ida sad i dybe tanker, på hendes pande lavede rynkerne bekymringsmønstre. Salen hun sad i var kølig, og store buer under loftet gjorde, at det rungede, når man talte herinde. Prinsessen sad i den ene side i den elegante søjlegang. Hun var ganske ene. Det var nu ikke det, der bekymrede hende. Hun havde alle dage holdt af, kun at være i eget selskab. Der tænkte man så godt, syntes hun.
Nej, prinsessen havde mistet noget for hende evigt dyrebart. Sit allerkæreste eje. Hvordan kunne hun dog miste det? Tænk at være så uopmærksom og ukoncentreret.
Hun vidste end ikke, om det blot var en forglemmelse, eller om nogen havde frarøvet hende dette mest værdifulde.
Det lille smykkeskrin, som hun nu sad med i skødet, var rungende tomt.
Hun var ellers vågnet frisk og udhvilet, og mens to terner nænsomt børstede hendes krøllede hår, kom den tredje med skrinet. Ida tog den fine sølvnøgle fra kæden om sin hals. Således som hun havde gjort, så langt tilbage hun kunne huske, for at låse skrinet op og starte dagen.
Da var det, alt blodet løb fra hendes ansigt, og en lille del af hende døde i faldet, mens hun dånede. Da hun vågnede igen, vrimlede ternerne om hende, og hoflægen sad ganske stille, og holdt hendes ene blege hånd mellem sine hænder. Af hans fortvivlede blik, kunne hun læse, at det bestemt var sandt, hvad hun havde set. Skrinet var virkelig tomt.
Store tårer løb ned af prinsessens kinder, og med dem forsvandt dagens kræfter som dug for solen. "Hvor er det henne", hviskede hun: "mit dyrebareste eje?".
"Alt vil blive gjort", udbrød lægen medfølende: "Hvor havde Deres Højhed den sidst?"
"Her i sovegemakket", udbrød prinsessen. Mens et lille håb langsomt tændtes indeni, satte hun sig på ny op i sengen.
"Hold sengen i dag, og tag denne pille. Det vil samle Deres Højheds kræfter, og give Dem ro", lægen slap hendes hånd, og rakte et pilleglas frem.
"Nej, jeg skal ingen pille have", hendes stemme var vred og bestemt: "Træd De nu blot af. Dette er helt sikkert en forglemmelse. Det vil løse sig, det kan jeg mærke", hun viftede ham af med hånden. Han forsvandt ydmygt bukkende ud af den fløjlsbelagte dør.
Efter at være iført dagens robe afgav prinsessen ordre til højre og venstre. Alle i staben måtte ud og lede. Ordren var klar, de skulle ikke vende tilbage uden hendes hjerteblod.
Nu sad hun her, og forsøgte at tænke tilbage på dagen i går. Var der sket noget specielt? Hvor havde hun været henne? Hvor var det præcis hun havde tabt og mistet?
"Kunne jeg blot komme på det", sagde hun igen og igen, mens hun vred sine hænder. Lyden forplantede sig oppe under loftet: "Komme på det, komme på det", rungede det henover hende.
Der havde været jagt. Et fortrinligt jagtselskab af ædle riddere. Hun havde deltaget, ved en strålende jagtmiddag, her i salen. De havde spist, den mest superbe suppe, og yderst delikate veltillavede stege. Hun havde komplimenteret ridderne for de fine ænder, de således bidrog med. Og der havde været dans til langt ud på natten. Imens havde skrinet været låst inde i sovegemakket. Og sølvnøglen havde været om hendes hals uafbrudt. Eller havde den? Prinsessen fingererede ved de tynde blonder på silkekjolen. Måske, måske ikke. Hun havde danset tæt med mere end en af de kønne unge riddere. Hun havde sågar været en tur nede ved skovsøen, ganske vist alene. Men havde hun haft skrinet med? Nej, bestemt ikke. Og dog? Natten tegnede sig pludselig uskarpt i hendes erindring. Hun måtte undersøge det. Prinsessen rejste sig beslutsomt og trippede gennem søjlegangen og ud.
Udenfor var dagen lys og let. Vinden sendte brisen henover hendes kinder, og lettede svagt på skørtet. Hun fulgte stien ned mod skoven, mens hun spejdede intenst efter det tabte. Endelig nåede hun frem til søen og satte sig på bænken, der stod der. Små skumsprøjt krusede vandoverfladen i lystig leg, og bladene raslede sagte i trætoppene. Her var intet at se, og hun sank hen i vemod.
Da hun løftede blikket igen, for at beskue vandet, mødte der hende et smukt syn. Tre skinnende hvide ænder strøg henover vandoverfladen, cirklede rundt, vendte i luften, for derefter at flyve direkte mod hende og bænken.
Ganske paf blev prinsessen. De landede alle tre for hendes fødder.
"Vær hilset", udbrød den ene. Ida gispede forbløffet. Anden så på hende og blinkede skælmsk, så begyndte den at soignere sin ene vinge, langsomt og omhyggeligt: "Har du tænkt over, hvad kærligheden er for en størrelse?" udbrød den eftertænksomt.
"Kærligheden er det værste sludder, der kan gå på to ben", svarede prinsessen stakåndet og stampede i græsset.
Nu nærmede nummer to and sig hende, den fløj op og satte sig forsigtigt ved siden af hende på bænken. Hun skubbede den ned, for hun brød sig ikke om selskabet. Anden tumlede lidt rundt, indtil den igen fandt fodfæste, og så talte den: "Hvad tror sådan en fin prinsesse som du på?".
Ida var efterhånden godt irriteret, de tre ænder forstyrrede hendes tanker. Og de var på ingen måde behjælpelige i eftersøgningen: "Jeg tror, at en dag bliver hele kongeriget mit", sagde hun. Hun gjorde store bevægelser med armene ud til begge sider, for at understrege hvad hun mente,
Nu nærmede den sidste and sig: "Og håbet", sagde den: "hvad med det?" så stak den næbbet ned i det dybe filtrede græs, og op derfra trak den en guldske.
"Min guldske, min guldske", råbte prinsessen. Hun sprang op og kastede sig mod anden. Men hun var ikke hurtig nok. Det sidste hun så til de tre flyvende ænder, var skeen der glimtede i solen.