Hvidlille bliver hos Homér resten af sin barndom og lidt til. Og aldrig kan hun få nok af hans fortællinger, som hun forsøger at lære udenad. Fårene får dem genfortalt, når de bliver malket, og katten er en ligeså tålmodig tilhører, når hun karter, spinder og væver.
Det er en jæger, som bringer ham vildt. Når kødet er udtaget, så skal de udstoppes, så Homér kan genopfriske sin hukommelse ved at føle på dem. Og mens dette arbejde står på, så fortæller Homér sine krigs- og jagthistorier, for andet vil jægeren ikke høre. Nu lærer Hvidlille at udstoppe, og hun overgår snart jægeren, idet hun levendegør dyrene ved at udstoppe dem i bevægelse. Dyrene i spring og fuglene, når de lander med udslagne vinger på en gren.
En dag kommer Hvidlille til at sige 'Gode Far' til Homér. Hvor bliver han glad.
- Det må være den gode Gud, der lægger dig 'Far' i munden. Så vær du da min datter.
Hvidfødningen kaster sig om halsen på den blinde digter, og græder den hele dag af glæde.
Næste dag siger hun:
- Vil du ikke nok fortælle et eventyr, hvor Hvidlille er i?
- Min kære datter, du vil vel ikke, at jeg skal forbryde mig imod Vorherre? Thi HAN skriver sine eventyr i kød og blod med levende mennesker som dig og mig, mens vi digtere kun er forundt at skrive med de døde bogstaver.
Homér lægger ømt sin arm om hendes skulder og siger:
- Jeg synes allerede, Vorherre er ved at skrive et smukt eventyr med dig i.
- Hvordan det?
- Ja, hvad mener du selv?
De røde øjne bliver meget tænksomme, og så siger hun:
- Ja, hvis jeg ikke er en hvidfødning, så vil jeg ikke være kommet til Lille Far. Og Lille Far kan jeg takke for, at jeg forstår, hvor ondt nogen har det, og hvor lykkelig jeg er over at have fundet verdens dejligste digter og far.
Nu mangler jeg bare at finde en mand, som synes, at jeg er verdens dejligste kvinde. Men den historie tror jeg ikke selveste Vorherre kan skrive.
- Tag du nu ind til byen og giv Vorherre en chance for at skrive en fortsættelse på et allerede smukt eventyr.
Fyldt med de dejligste eventyr om kærlighed går den hvide pige ned til søen for at se, hvad hendes kommende ægtemand må få at se. Hun skælver af angst for at se ned i den spejlblanke skovsø. Kun én gang i sit liv har hun set sig selv i et spejl. Det var Lille Fars barberspejl, som han tvang hende til at se ind i første gang, hun fik stribet flæsk.
Han havde sagt: - Se nu godt på dine øjne og fortæl mig så, hvem der mon er din far.
- Jeg har ingen far. Jeg er hittebarn.
- Så skal jeg fortælle dig det. Din far er Store Far, djævelen. Og hvis jeg bare én, eneste gang ser dine djævleøjne, så river jeg dem ud.
Han fjernede spejlet og stak et par krogene fingre næsten helt ind i øjnene på hende.
Fra den dag af så Hvidlille altid ned i jorden, når Lille Far var i nærheden.
Den blinde Homér har heldigvis ingen spejle, men nu er det altså, hun skal tage mod til sig og se sig selv i skovsøen.
Åh, sikke et syn. Ansigtet er blegt som et lig, og håret ser ud som en stor og sjusket fuglerede, snavsethvid tillige, for hun har aldrig vasket sit hår. Åh, hvor hun skammer sig. Hvilken mand kan elske hende? Ikke engang en krøbling for han kan se. En blind måske eller en spedalsk. Ja, sådan en stakkel spedalsk ung mand, som gemmer sine levrende sår i en munkekutte. Hun tænker på den hellige Frans af Assisi, som faldt på knæ for de spedalske og kyssede deres hænder. Hvis den hellige Frans kunne kysse deres sår, så kan hun vel også.
En stor skrubtudse sidder i søkanten og ser på hende.
- Tak grimme frø for at fortælle mig det. En skrubtudse blandt mennesker, det er jeg.
Hun smiler dog en smule hen for sig. Hvis nu en rigtig prins kysser mig, vil jeg så blive forvandlet til en prinsesse? Hvidlille, dit fæhoved, det er kun i eventyrene, den slags sker.
Men trangen til den store kærlighed fylder hende fra morgen til aften, så hun syr en arabisk klædedragt, hvor alt er skjult bortset fra øjnene.
Araberdragten får sin debut på den store helgensfest. Hvidlille glæder sig til at se den hellige Frans af Assisi gå i procession. Måske vil han kysse hånden på en spedalsk? Men først må hun udholde varmen på denne højsommerlige dag. Byen er én kæmpestor stegepande. Hestevognene stopper op midt i trafikken, fordi hestene vil have vand. En hund ligger med tungen langt ud af halsen og glor på en sort kat, der ligger og kikker på en gråspurv, der samler krummer, som om katten er en statue af sten. Menneskene søger skygge, hvor de kan finde nogen, og det gør Hvidlille også.
Da får hun øje på en munkekutte. Hun følger efter for at se, om det skal være en spedalsk. Da han går over en smøge, vender han sig halvt omkring, og hun ser et kridhvidt ansigt. En hvidfødning? Hendes hjerte banker af glæde. Han søger ind på en kirkegård og går med hurtige skridt op og ned gennem gangene, indtil han standser op ved en grav og falder på knæ. Han er så henrevet i sin andagt, at Hvidlille vover sig tæt på, og hvor bliver hun forbavset, da hun ser, at det slet ikke er en hvidfødning, men en hvid klovn. Hun føler sig næsten til grin. Men manden må åbenbart alligevel have set hende, for med et par hurtige skridt står han foran hende. Hvidlille mærker noget koldt og stikkende mod sin hals. Hun vil skrige, men angsten ligger som en kvælerslange om hendes hals.
- Er du ven eller fjende, jeg byder dig at afsløre, hvem du er! siger han.
Hvidlille føler ikke, hun har noget valg og fjerner sin hovedbeklædning. Den hvide klovn i munkekutte falder nu på knæ igen.
- Allernådigste frøken, forlad mig min uforskammethed, men jeg følte mig truet på livet. Tillad mig at fortælle Dem, hvorfor jeg kunne tage så grueligt fejl.
Hvidlille mærker straks, at han ikke er en hvid klovn, men et meget fint menneske, og hun tager ham i armen:
- Nådige herre, De må ikke ligge på knæ for sådan en som mig. Jeg hedder Hvidlille og må skjule mig bag dette slør, fordi jeg er så grim.
- Så ærligt du taler, og så smukke dine øjne er. Hende, der ligger i sin grav, har det smukkeste røde hår, men dine øjne er rubiner skænket dig af Gud, røde som dine dejlige læber, og hvid som sne er din hud. Dit viltre hår fortæller mig, at din skønhed er naturlig. Lykkelig vil du gøre mig, hvis jeg må kysse din hånd.
Disse ord er for meget for skrubtudsen blandt unge piger. Hun tudbrøler, vender sig om og løber, løber. Hun er ramt i hjertet, så hun dør, den gamle Hvidlille. Den nye er en forelsket kvinde, som falder og falder. Hun lader sig falde dybt ned i det hul, skæbnen har gravet for hende.
Munkekutten følger efter hende, holder hende varsomt tilbage i skulderen og siger:
- Hvad jeg end har sagt, så tilgiv mig, jeg talte uden at tage vare på mine ord.
Hvidlille føler sine knæ vakle, og hun kaster sig i armene på manden, der bærer hendes skæbne i sine hænder.
- Vi kan ikke tale her, det er for farligt. Følg efter mig, jeg véd et sted.
Hvidlille må næsten småløbe for at følge efter munkekutten. Han forlader byen, går langs en å, derpå ind i en skov og dybt derinde sætter de sig på en træstamme.
- Mit navn er Knivprinsen, og folk vil slå mig ihjel for en udåd, jeg har begået. Rosetta hed pigen, hvis grav jeg i dag opsøgte. Jeg kunne ikke modstå hendes skønhed. Hun flygtede fra sit kloster og sammen optrådte vi i mange lande. Lige fra dreng af har jeg kastet kniv ligesom min far. Rosetta og jeg optrådte med et nummer, vi kaldte Skæbnehjulet. Hun lod sig fastspænde med spredte arme og ben på en drejeskive, og jeg kastede mine hundred-og-én knive, der ramte en håndsbredde fra hendes smukke krop. Farligt var det. Når jeg trænede, ramte jeg lidt for ofte den optegnede dame, men det skete aldrig, ALDRIG, når vi optrådte, for jeg elskede hende, og jeg vidste, at vores kærlighed værnede Rosetta mod knivene.
Men en dag viste Doktor John, min onkel, mig, hvorledes cirkusdirektørens jakke var fuld af røde hår, Det var umiskendeligt Rosettas hår. En sort hånd lagde sig over mit hjerte, og ved forestillingen samme aften ramte min første kniv Rosetta lige i hjertet. Siden da har jeg ikke været mig selv, og hendes fornemme familie har udsat en stor dusør for den, der slår mig ihjel. Derfor må jeg forklæde mig og rejse fra land til land. Heldigvis følger min hjælpsomme onkel altid med mig. Men jeg føler mig vis på, at der er mange, der efterstræber mit liv for dusørens skyld. Og derfor tog jeg fejl og troede, at du var min forklædte banemand.
- Elsker du stadig Rosetta?
- Nej, ikke mere. Jeg ærer hende, og jeg angrer, at jeg optrådte, selvom jeg vidste, at vor kærlighed er ophørt.
Hvidlille ser det hvide klovneansigt fortrække sig i lidelse. Gid hun kan trøste ham.
- Hvis mit hår var rødt, og du elskede mig, så kunne vi ….. åh, jeg vil så gerne hjælpe dig.
Klovnens øjne bliver så alvorlige, søger ind i hendes og fortaber sig i den kærlighed, der strømmer imellem dem. En ny verden fødes, hvor kun Knivprinsen og Hvidlille har adgang. Og snart er det den eneste verden, de kan ånde og leve i.
- Dit elfenbenshvide viltre hår må være er en lok af Vorherres egen manke. Og som det passer til din hvide hud! Ligesom dine øjne til dine læber. Du må være den smukkeste kvinde, han har skabt.
Hvidlille føler, hun skal modsige ham, men hans ord bliver sande i det øjeblik, de er sagt. Er det mon sådan skrubtudsen føler, når et prinsessekys forvandler den til en ægte prins?