Næsten som en blind skibskat
på en tremasterskonnert
sidder jeg og hører sejlene synge højt over mig.
Inden for en overskuelig fremtid vil skibet gå ned
ikke som Titanic men som en ganske
naturlig proces.
Allerede lavere end topsejlene
kredser de sorte fugle som flyvende piratskuder
tålmodigt, ligesom vi.
Når tiden er inde samles vi i kaptajnens kahyt
efter at have kastet alle våben overbord.
Et øjeblik minder scenen om det runde bords riddere
indtil han tænder sin sølvpibe
og lader den gå rundt
hans store sorte skæg antager sælsomme figurer
blandet med morgengryets klare gyldne tåge
og når den kolde våde gæst omsider
har entret skibet og banker på kahytsdøren
er vi allerede forberedt:
vi har narret fjenden
for vi har valgt frit & kan aldrig blive overrumplet:
som albatrosser letter vi & forsvinder
gennem livets eller dødens røgringe.