Det var først på aftenen den 3. december. Lea sad på sin gynge og svingede langsomt frem og tilbage. Mørket havde for længst lagt sig over legepladsen, og rundt omkring i vinduerne kunne Lea se, hvordan andre børns forældre lavede mad. Lyset skinnede ud til hende gennem ruder, der duggede af varme fra køkkenerne, og da et vindue blev åbnet på klem i stueetagen, kunne hun dufte maden.
   Hendes mave gav en høj, knurrende lyd fra sig og rev hende ud af hendes drømmeverden. Væk var det dækkede bord, Mor ved komfuret og Far, der hjalp hende med at åbne dagens låge i julekalenderen. Tilbage var mørket, kulden og de hjemlige vinduer, der stadig var uoplyste.
   Lea satte fødderne ned på jorden og stoppede gyngen. Hun rejste sig langsomt og stampede lidt rundt for at få varmen i fødderne, selv om hun vidste, at det var umuligt.
   Efter at have ventet i to timer på den frostdækkede legeplads var både hendes hænder og fødder så kolde, at de gjorde ondt hele tiden. Hun tog de blåfrosne hænder op til munden og pustede på dem. Hun kunne mærke en smule varme, men slet ikke nok til, at det hjalp.
   Hun prøvede igen at trække hænderne op i ærmerne, men de var for korte. Flyverdragten var fra sidste efterår. Dengang alt stadig var godt. Hun var kørt til et sted, der hed Sverige sammen med Far og Mor. Menneskerne dér talte sjovt, men Mor og Far sagde, at flyverdragten var meget billigere der.
   Det var en god flyverdragt sidste år. Buksebenene kunne nå helt ned over skaftet på de forede vinterstøvler, og hun kunne trække hænderne op i ærmerne. Ikke at det var nødvendigt, for dengang havde hun også helt nye vanter. Nu var vanterne blevet væk. Mor mente, at de var blevet stjålet i vaskekælderen. Og Lea var vokset så meget, at flyverdragten var for kort i ærmerne, og der var også en stribe imellem buksebenene og gummiskoene. Vinterstøvlerne var blevet for små, og Mor blev ved med at sige, at hun fik nye, når der kom penge.
   Det begyndte at sne langsomt. Lea gik over og trak i døren til opgangen, men den var stadig låst. Hun gik tilbage til legepladsen og krøb sammen på en bænk. Fra det åbne vindue kunne hun høre, at der blev kaldt til bords, men så blev vinduet lukket. Lea følte sig meget ensom, og selvom det var en følelse, hun snart var vant til, begyndte hun at græde.
   Hun vidste godt, at hun var en stor pige ... 5 år i dag ... men alligevel kunne hun ikke holde tårerne tilbage.

Pludselig var der en, der satte sig ved siden af hende på bænken. Hun skyndte sig at tørre øjnene og kiggede så til siden. Det var en mand, der så ud til at være på alder med Far. Han havde langt, mørkebrunt hår helt ned til midt på ryggen og et stort fuldskæg, der dækkede det meste af hans ansigt. Under det tjavsede pandehår lyste to milde, bedrøvede øjne. Lea vidste godt, at hun ikke måtte snakke med fremmede, men denne mand virkede så rar, at hun ikke var bange for ham.
   "Godaften Frøken," sagde han høfligt. "Hvad laver du dog ude i dette vejr?"
   "Jeg venter på min mor," svarede Lea og kom så til at tænke på, at hvis folk troede, at Mor var en dårlig mor, kunne hun blive "fjernet".
   Hun skyndte sig at tilføje: "Hun kommer lige om lidt."
   Manden nikkede alvorligt.
   "Du ser ud, som om du fryser om hænderne, og dine fødder må være iskolde. Skal jeg ikke varme dig?"
   Lea begyndte at blive lidt bekymret, men manden tog hendes hænder og holdt dem imellem sine egne. En bølge af varme skyllede igennem hende; fra hendes hænder, gennem armene og ud i hele kroppen. Hendes fødder begyndte langsomt at tø op, og snart mærkede hun ikke længere kulden. Hun følte sig varm og tryg. Ja, selv sulten forsvandt.
   Hun smilede forsigtigt til manden.
   "Du er sørme' en varm fætter, hva'?"
   Manden smilede tilbage.
   "Det kan du tro. Er du ikke lidt lille til at være alene ude så sent?"
   Lea rystede på hovedet.
   "Jeg er ikke lille. Det er min fødselsdag i dag. Jeg er 5 år."
   "Nåda," kom det imponeret fra manden. "Jeg har også snart fødselsdag. Om tre uger. Men skulle du så ikke sidde inde i varmen og spise lagkage med din Far og Mor lige nu?"
   Lea rystede på hovedet og kunne mærke, at tårerne kom væltende igen. Manden lagde armen om hende og tørrede hendes kinder.
   "Såså, lille ven," trøstede han. "Fortæl nu onkel Jes det hele. Hvad hedder du?"
   "Lea," mumlede hun, og så begyndte hun at fortælle om det hele.
   Om Far, der havde anskaffet sig en ny kæreste til julefrokosten sidste år, og Mor, der hele tiden var så ked af det og ikke havde tid. Om alle de grønne flasker, der hobede sig op i lejligheden, og Mor, der ikke ville vågne om morgenen. Om alle madpakkerne som Lea selv måtte smøre, og alle mændene, der elskede Mor, men alligevel højst blev hos dem i en måned. Og Mor, der tit kom alt for sent hjem og græd og ikke kunne lave aftensmad. Og Far, der aldrig kom, når han lovede det. Og nu havde de begge to været ligeglade med hendes fødselsdag.
   Til sidst mumlede hun: "Jeg tror ikke, at de elsker mig mere."
   Hun skævede til Onkel Jes og opdagede, at han havde tårer i øjnene. Forskrækket lagde hun hånden på hans arm og hviskede de samme ord, som Mormor så tit havde gjort:
   "Du skal ikke være ked af det. Det går nok det hele."
   Han nikkede.
   "Du har ret. Nu er det jo snart jul, så det skal nok gå."
   Lea rystede på hovedet.
   "Det bli'r nok ikke jul hos os. Mor siger, at nu må vi se, om der bliver råd. Vi skal jo også ha' mad hver dag og så'n. Og jeg skal have vinterstøvler, og det er heller ikke gratis at gå i børnehave."
   Onkel Jes hævede øjenbrynene.
   "Er du en dyr dame?"
   Lea nikkede.
   "Jeg prøver at lade være med at spise så meget, men så er der børnehave, varme, vand og tøj. Jeg passer ellers godt på mit tøj, men nogle gange siger de voksne i børnehaven, at jeg skal lege, for det kan tøjet godt tåle, men så sad min bluse fast på klatrestativet, og så gik den alligevel i stykker. Og stakkels Mor begyndte at græde og sagde, at så måtte vi jo købe en ny. Jeg tror, at det er, derfor hun ikke elsker mig mere. Jeg er alt for dyr."
   Onkel Jes gav hende et stort kram.
   "Din mor elsker dig meget højt, Lea," sagde han så. "Jeg har tit hørt hende sige det til min fader. Hun har det bare meget svært. Vi bliver vist nødt til at hjælpe hende, så det også kan blive jul hos jer."
   Lea blev så glad, da hun hørte, at Mor elskede hende, men alligevel lidt forvirret.
   "Kender din far da Mor? Hvor bor han?"
   Onkel Jes pegede op over blokken. Lea nikkede.
   "Så er din far ham den gamle mand oppe på 3., ikke? Er du så 2. generations indvandrer?"
   Lea havde hørt mange diskussioner om det emne og mente, at det havde hun helt styr på.
   Onkel Jes lo hjerteligt.
   "Faktisk er jeg 1. generation. Jeg er født i Palæstina."
   "Så taler du sørme' godt dansk."
   Han lo igen.
   "Jeg har også været i landet i mange år. Men nok om mig ... Vi må finde ud af, hvad vi skal gøre ved din mor."
   Lea nikkede alvorligt og tænkte sig grundigt om.
   "Måske kunne jeg finde mig et arbejde," sagde hun så. "Så kunne jeg betale for noget af det."
   "Du skal da overhovedet ikke arbejde," udbrød Onkel Jes. "Det har du da ikke tid til, når du også skal i børnehave og alt det. Jeg tror heller ikke, at penge er løsningen, for så kunne jeg jo bare be' min ven Julemanden om hjælp."
   "Mor siger, at Julemanden ikke findes," indskød Lea. "Hun siger, at hun ikke tror på ham, før hun har kanespor i panden."
   Onkel Jes smilede svagt og mumlede: "Det kunne sikkert ordnes."
   "Hvad siger du?" spurgte Lea nysgerrigt.
   "Ikke noget," svarede han hurtigt. Så bøjede han hovedet ned til hende og hviskede fortroligt: "Imellem os to ... Vi ved jo, at Julemanden findes. Hvad ønsker du dig allermest i julegave?"
   Hun tøvede. Det første, hun havde tænkt på, var billedet fra før. Det, hvor hun og Far og Mor hyggede sig i køkkenet. Men hun vidste jo godt, at det ikke var sådan noget, voksne mente, når de spurgte, hvad man ønskede sig. Det næste, hun kom i tanke om, var vinterstøvler, men de var jo så forfærdeligt dyre.
   I stedet svarede hun: "Vanter, tror jeg. Sådan nogen med små hoveder på fingrene. For ved du hvad? Karen, det er den bedste voksne i hele børnehaven, hun har sådan et par. Hun siger, at hun selv har strikket dem, og hun kan lege dukketeater med dem. Er det ikke smart?"
   Onkel Jes nikkede.
   "Det er meget smart. Hvad med din mor? Hvad ønsker hun sig mest?"
   Leas første tanke var Far, men igen ... det var jo ikke det, han mente.
   "Hmm," sagde hun eftertænksomt. "Måske en ring. For ved du hvad? Dengang vi boede sammen med Far, der havde hun en ring, men så sidste jul blev den pludselig væk. Først blev Far væk, og så blev ringen væk, og det var hun meget ked af."
   Onkel Jes tænkte lidt over det.
   "Det lyder som en god idé så. Nu skal du høre; Jeg kender en mand, der er meget, meget rar, men også meget alene. Hvis nu I alle tre holdt jul sammen ... Så blev det ikke så dyrt for din mor, og han behøvede ikke være helt alene."
   "Orv ja," råbte Lea begejstret, men så indvendte hun: "Hvad nu, hvis de bliver kærester? Jeg er ved at være lidt træt af de der pap-Farer. De tager så lang tid for Mor, og så er de dumme."
   "Hvad mener du?" spurgte Onkel Jes overrasket.
   Lea sukkede.
   "Først kommer de med legetøj eller slik til mig og siger, at jeg er så sød, men efter et par dage skifter de mening. Så bruger Mor for meget tid på mig og forkæler mig, siger de. Og så skal jeg hele tiden passes af Mormor. Og Mormor er smaddersød, men hun siger i telefonen, at nu har Mor fundet sig endnu en ... en ... sjuft."
   "Pap-fædre kan nu også være gode nok," bemærkede Onkel Jes. "Jeg havde en pap-Far, da jeg var lille."
   "Er det rigtigt?" spurgte hun overrasket. "Hvorfor det?"
   "Fordi min fader havde meget travlt," svarede han. "Han er hyrde, forstår du. Min pap-Far havde bedre tid. Han var tømrer, og det var ikke noget travlt job i Palæstina dengang. Han plejede at sige, at vi var fattige på penge, men rige på tid og kærlighed."
   "Det lyder godt," mente Lea. "Sådan en pap-Far kunne jeg godt tænke mig. Men hvorfor bor du så hos din far nu?"
   Onkel Jes smilede.
   "En masse mennesker blev ret sure på mig og sagde, at jeg kunne skrubbe hjem til min rigtige fader, og så gjorde jeg det. Min mor var ked af det til at starte med, men jeg kunne jo besøge hende, så tit jeg havde lyst."
   "Er du egentlig ikke lidt gammel til at bo hjemme?" spurgte Lea interesseret.
   Han så overrasket ud.
   "Det har jeg egentlig aldrig tænkt på. Måske har du ret."
   Hun nikkede alvorligt og sprang så pludselig op.
   "Der kommer Mor," råbte hun. "Jeg må hellere hjælpe hende op."
   Han nikkede.
   "Bare vent og se ... Det skal nok blive jul i år."

Mor var meget træt. Og meget ked af, at hun havde glemt Leas fødselsdag. Hun havde været på vej ud for at købe ind til lagkage og fødselsdagsgave og cacao og boller, men så havde hun mødt en, hun kendte, og så havde hun glemt tiden.
   "Jeg lover at gøre det godt igen, lille skat," hulkede hun. "Vi inviterer Mormor over i weekenden, og så holder vi fødselsdag."
   Hun tog Leas hænder et øjeblik og udbrød så overrasket: "Har du været hjemme hos nogen? Dine hænder er helt varme. Nå, men det var da godt, at du ikke bare har siddet og frosset på legepladsen. Har du fået noget at spise?"
   Lea rystede på hovedet.
   "Nej, men jeg er egentlig heller ikke sulten. Jeg er bare søvnig."
   Mor nikkede.
   "Vil du sove i min seng i nat?"

Næste eftermiddag dukkede en politibetjent op i børnehaven. Han snakkede lidt med de voksne og kom så hen til hende sammen med Karen. Karen satte sig på hug foran hende.
   "Lea," sagde hun alvorligt. "Nu må du ikke blive bange, vel? Politimanden siger, at din mor ligger på sygehuset. Hun har det godt, men hun skal blive deroppe til i morgen. Har du lyst til at køre med politimanden op på sygehuset og sige hej til hende?"
   Lea nikkede. Karen hjalp hende med overtøjet, og kort efter sad hun i politibilen. Betjenten smilede beroligende til hende.
   "Din mor har det udmærket, min ven. Hun er åbenbart blevet kørt over, men hun har ikke brækket noget. Hun skal bare være på sygehuset i nat, fordi de vil se, om hun har slået hovedet."
   Lea nikkede bare.

Mor sad op i sengen og snakkede med en mand, da Lea kom ind på stuen. Hun så mere frisk ud end hun plejede, men tværs over panden havde hun et bredt, rødt mærke. Hun fik øje på Lea og smilede bredt.
   "Hej, lille skat. Kom herover!" udbrød hun glad og klappede på dynen ved siden af sig.
   Lea løb over til hende og kravlede op på sengen.
   "Det er Morten," fortalte hun og slog ud med hånden mod den fremmede.
   Morten smilede til hende, og Lea kunne ikke lade være med at smile tilbage. Dette var en rar mand, kunne hun mærke.
   "Morten hjalp mig herop," fortsatte Mor. Så lænede hun sig helt tæt på Lea og hviskede: "Du må ikke sige det her til nogen, men jeg er helt sikker på, at det var Julemandens kane, der ramte mig. Lige i panden, da den lettede. Jeg så rensdyrene, og jeg hørte Julemanden sige "HOHOHO" og det hele. Åh Lea, jeg har det så godt lige pludselig. Jeg tror aldrig, at jeg har haft det bedre. Jeg vil aldrig drikke mere. Jeg har ikke engang lyst mere. Så snart jeg kommer hjem, skal vi have gjort rent og pyntet hele lejligheden."
   Lea smilede og smilede.

Lea og Morten fik lov til at blive hos Mor i et par timer. Så skulle Mor hvile sig, sagde sygeplejersken. Morten tog Lea med på McDonalds, og bagefter kørte han hende hjem til Mormor. Han gik med ind og fortalte Mormor, hvad der var sket. Drak noget kaffe og puttede Lea, inden han gik.
   "Det var vel nok en rar mand," sagde Mormor, da hun kom ind for at sige godnat. "Synes du ikke?"
   Lea smilede og smilede.

Det var først på aftenen den 17. december. Lea sad i køkkenet og beundrede sine nye vanter. Ja, ikke dem som Morten havde købt til hende, selv om de også var pæne. Næ, de vanter med små hoveder på fingrene, som Karen havde strikket til hende, fordi hun syntes, at det var synd, at Leas mor var blevet kørt over.
   Mor gik frem og tilbage imellem maden på komfuret og bordet, som hun var ved at dække. Varmen fra komfuret fik ruderne til at dugge, og Mor åbnede et vindue på klem for at lufte ud. Det bankede på døren, og Morten trådte ind i entréen, hvor han startede med at snuble over de nye vinterstøvler, som Lea og Mor havde været ude at købe.
   Da han havde fundet balancen igen, kom han ud i køkkenet.
   "Der har vi jo mine yndlingspiger," sagde han glad og gav Mor et kram. Så løftede han Lea op i luften og satte sig på hendes stol.
   Lea sendte ham et fornærmet blik, men han smilede bare til hende.
   "Jeg troede, at du skulle hente din julekalender."
   Lea styrtede ind i stuen og pillede møjsommeligt sin julekalender ned fra væggen. Da hun kom ud i køkkenet igen, lå Morten på knæ foran Mor med en lille æske i hånden. Mors kinder blussede, og det eneste, hun sagde, var: "JA JA JA."
   Morten rejste sig og kyssede hende længe. Lea ventede tålmodigt, indtil han fik tid til at sætte sig, tage hende på skødet og hjælpe hende med dagens låge. Mor kom dansende hen imod dem og strakte hånden frem imod Lea.
   "Se!" udbrød hun glædestrålende. "Er den ikke smuk?"
   Lea mente, at det var den smukkeste ring, hun nogensinde havde set. Morten kyssede hende på håret og sagde så: "Nu er det jo snart jul. Tror du, at Julemanden kommer med noget til dig også?"
   Lea smilede og smilede.
   Endelig sagde hun: "Han har allerede været her."

Højt højt oppe over Leas boligblok hørtes samme aften denne bemærkning:
   "Fader, jeg synes, at det er på tide, at jeg flytter hjemmefra."