Fordi der ikke var nogen anden vej gik løven ind i haven.
   Han ville ellers aldrig ha vovet det, men netop fordi lågen stod åben gik han ind i haven.
   Der var grusgange i haven, og løven passede godt på ikke at træde udenfor, da en sådan overskridelse utvivlsomt ville ha skæbnesvangre følger.

Fra alle træerne i haven hang der lange vilde blade og blomster ned, og da løven havde nået enden af grusgangen trådte han meget forsigtigt ud på græsset til det største af træerne og plukkede en blomst.
   Under normale omstændigheder ville en sådan dristighed sletikke ha ku la sig gøre.
   Men løven tænkte ikke mer på det og gik videre gennem haven.
   På græsset dennegang.

Haven var fuld af fugle i alle tænkelige farver og størrelser, men ikke en eneste af dem sae noget.
   Og mange andre vilde dyr var der, og løven ville gerne tale med dem han gik henimod dem og ville sie noget, men de andre dyr så ikkengang på ham de så kun rædselsslagent på hinanden og løb bort så løven ikke mer ku se dem.

Løven standsede og lae sig ned under et træ med store lyseblå og røde blomster og tænkte på den mærkelige have han var gået ind i.
   Han tænkte på de stumme fugle og kom i tanker om at han måske ku lære dem at synge så ku de synge for ham bagefter.
   Løven så glad op på fuglene og begyndte at synge.
   En glad og stille sang var det, næsten ikke mer end en nynnen.
   Han blev selv så glad over at høre sangen, at han sang endnu en sang og endnu en og da han havde sunget alle de sange han kendte, lae han sig på siden og nynnede, ikke nogen sang men glade lyde.
   Og sådan lå løven i haven og sang sig selv i søvn.

Længe efter vågnede han og opdagede at det var blevet aften.
   Han rejste sig hurtigt fordi han var bange for, at man sku ha lukket lågen så han aldrig ville ku komme ud, og dette ville efter hans mening medføre uoverskuelig ulykke selv om han fandt haven smuk.
   Hen mod havelågen gik løven, hurtigt, og så til sin usigelige lettelse at den stadig stod åben.

Han sagtnede farten og så sig tilbage over skuldren.
   I træerne og på buskene så han de smukke stumme fugle sidde sammenkrøbet og sovende.
   Løven tænkte at i tilfælde af at han ikke en anden gang ville finde lågen åben og således måske aldrig mer ville få lejlighed til at gå ind i haven, ville han ihvertfald gå hen og ta afsked med fuglene.

Stille, ganske stille og meget forsigtigt for ikke at vække fuglene gik han hen til dem.
   Han stak snuden op mod en lille hvid og gul fugl og sae blidt farvel, meget lavt og stille for at den ikke sku vågne og blie forskrækket eller måske le ad ham.
   Men den lille fugl forlod pludseligt grenen og faldt livløs ned foran hans poter.
   De hvide og gule fjer lå i en forpjusket hob på jorden.
   Løven pustede forsigtigt på dem.
   Hans fugl var død, hvorfor?

På enelleranden måde følte løven sig ganske overordentligt ansvarlig for fuglens død.
   Var det fordi han havde vovet at synge for den?
   Fordi han havde rørt ved den uendeligt rene lille fugl med sin store møgbeskidte snude?
   eller hvorfor?

Lågen stod stadig åben, og løven gik langsomt ud af haven, han satte sig på den anden side af den lange lange havemur.
   Han prøvede at tænke på haven og han prøvede at synge igen men han græd bare.
   Løven satte sig ved siden af gitterlågen og græd.
   Måske sku han alligevel aldrig ha gået ind i den have.


* * *
   I kontrolrummet i det hvide hus bag "haven" var de to operatører, kendt som Præsten og Degnen, ved at lægge sidste hånd på dagens arbejde. På overvågningsskærmen betragtede de den grædende løve med en blanding af morskab og foragt. "Der fik vi ram på den åndssvage løve," sagde Degnen.
   I det samme kom en af de yngre medarbejdere ind; han kiggede over på skærmen og grinede.
   "Har I allerede fikset ham? I er sørme effektive!" Præsten så skarpt på ham. "Vi er nødt til at arbejde hårdt, hvis Planen skal overholdes. Hvordan tror du, verden ville se ud, hvis vi ikke til stadighed sørgede for at holde enhver på sin plads?" Han pegede på skærmen. "Den løve var efterhånden blevet lidt for egensindig og alt for nysgerrig. Det er netop den type adfærd, der fører til tab af Troen på Autoriteterne. Oprør. Anarki. Kaos."
   Præsten løftede hånden i en betydningsfuld gestus som til velsignelse og slukkede hypnoseprojektoren. "Nu skulle der ikke mere være nogen risiko for, at han træder uden for sine rammer."
   I tavshed betragtede de løven, som nu havde rejst sig og gik derfra, langsomt og med hængende hale. Da løven var helt ude af syne, trak Degnen computeren til sig og slukkede for den virtuelle have. Træerne, græsset, blomsterne og fuglene flimrede et kort øjeblik og forsvandt.
   Præsten holdt den yngre medarbejder fast med et myndigt blik. "Vær altid på vagt, og sørg for, at alle følger Den Rette Vej. For der er ikke nogen anden vej."