Prolog...
   I begyndelsen var mana.
   Mana. En ur-kraft, der dækkede alle dele af universet. Mana findes, siger man, i hvert enkelt lille atom, dét som alting er bygget af. Mana indgik derfor i alverdens opbyggelse, uanset om det er en stjernefødsel, eller skabelsen af det allerførste mikroskopiske liv i urhavet. Et liv, der måske nok kun bestod af en enkelt lille bitte celle, men som altså alligevel havde urkraften i sig.
   Gennem tiderne bestod manaen uændret. Når klipperne blev nedbrudt, blev manaen fordelt i klippeblokkene. Når klippeblokkene blev nedbrudt blev manaen fordelt i stenene, og når de blev nedbrudt, blev manaen fordelt i sandet. Manaen førte en omskiftelig tilværelse, men den var der altid. Altid den samme. Uforanderlig.
   Det var mana, der var starten til livet. Ved hjælp af den mana, der var i de voldsomme uvejr, der herskede over havene, blev den aller første lille bitte celle skabt.
   Manaen i lynnedslagene hjalp manaen i havene til at samlede sig, og blev til grupper af celler som fik deres eget selvstændige liv.
   Der var nu levende organismer. Og mamaen arbejdede videre. Den fandt disse levende organismer, der kunne udnytte den iboende mana og den arbejdede i dem.
   Det skabte mere liv - men det skabte også spændinger. Gode spændinger. Og farlige spændinger...
   Da det første dyr åbnede sin mund og gav lyd, var lyden fyldt med mana.
   Da det første væsen tog et redskab i hånden, var redskabet fyldt med mana, og blev ført af håndens mana.
   Da den første tegning på klippehulen stod tydelig, var manaen også i tegningen.

Som tiden gik, blev manaen samlet af forskellige grupper. Nogle samlede god mana og helbredte. Andre væsner samlede dårlig mana og skadede. Gennem skriftens mana blev den helbredende og den skadende mana samlet i formularer, i forbandelser, i bønner og i profetier, hvor deres iboende mana kunne udløses og forandre det som manaen blev rettet imod.
   Verden mødte magi. Og magikeren fik magt. God magt. Eller ond magt...

Nogle af de væsner, der fik den gode mana, det var nisserne. Nisserne opstod, fordi menneskerne var bange for at leve i en verden fyldt med mana de ikke selv kunne styre. Menneskene bad derfor om hjælp til at styre manaen, og overlod deres egen iboende mana til de væsner, der kunne kunsten at lave magi, kunsten at styre manaen. Oprindeligt var nisserne som guder, der boede i eller omkring menneskenes huse, og med deres magi hjalp menneskene, og beskyttede menneskenes ejendomme, så længe menneskene respekterede nissernes magi.
   Der er mange forskellige nisser. De bor i skovene. I kirker, og på gårde. De er i skibene, der sejler på de store verdenshave, og de er endda i bogtrykkerens blæk og i verdens computere hvor de bruger deres magi, bare for sjov, til at lave fejl i tekster. Den slags nisser regnes ikke for så meget blandt de andre nisser, men de er vellidte for deres gode humør. Sætternisser kaldes de. Det er kærligt ment, selv om de kan være irriterende nok.
   Nissen har mange ansigter. Han kan være så forklædt, at man slet ikke kan se ham. Og han er dygtig til sin magi, og kan forsvinde som et pust i vinden.
   Nissen er ikke så høj. De højeste nisser bliver kun omkring en meter. De fleste nisser ryger pibe, og så kan de godt lide at spille kort og drikke nissebryg, som er en hemmelig opskrift, der ikke er kendt af andre end nisserne selv.

Dette er historien om en ganske særlig nisse, som havnede i den onde manas kløer.
   Du kan måske tro, at det er en julehistorie. Sådan kan du læse den. Men det er ikke hele sandheden, selv om det sker ved juletid.
   Dette er fortællingen om stor magi. Om god magi. Og om ond magi...


1. december

Gulluq sad i sin dybe lænestol, og havde lagt sine korte ben op på en skammel. Røgringene fra hans pibe samlede sig i en spiral, og de blev dovent ført hen mod døren, og forsvandt igennem sprækken ud mod køkkenet.
   Gulluq rystede på hovedet, mumlede utydeligt for sig selv, uden at han for øvrigt vidste, hvad han mumlede, mens han fulgte røgringene med øjnene. Wussh! Ud under døren smøg de sig, ringene, som om de havde deres helt eget liv.
   Åh ja! På den måde kunne det nok ikke vare længe, før han havde svigerinden rendende for at beklage sig! Altid skulle det rødhårede nissefruentimmer himle op over lugten fra piben! Nisser havde røger pibe så langt tilbage, som det var muligt for nogen nisse at huske. I nissearkiverne var der ingen steder noteret, at i det og det år var nisserne begyndt at ryge. Man måtte altså antage, at nisser havde røget altid! Og hvad der altså altid havde været, det så Gulluq ingen grund til at ændre på! Ikke når det kom til hans elskede pibe i hvert fald! Han satte pibespidsen mod sin mund igen, og sugede og pustede, mens han puttede sig dybere ned i stolen, der gennem årene havde fået den helt rigtige form. En slags kliché af hans nissebagdel. Skulle nogen en dag sparke ham så hårdt i rumpen at den forvred sig, kunne han altid finde den gamle form igen, ved at sætte sig i denne stol!

Nisse-ryge-urt var den fineste rygeurt, der fandtes. Den smagte let af kanel, men ellers havde ingen formået helt at beskrive smagen. De nisser, der dyrkede urten, afslog på det bestemteste at lade videnskabsmænd undersøge planterne, der blev høstet hemmelige steder, på hemmelige tider af året, altid om natten og under store sikkerheds- og hemmelighedskræmmerier. Der var dem, der mente, at nisseurt smagte så godt, netop fordi det hele var så hemmeligt, at magien i smagen blev forstærket med hemmeligholdelsen. Gulluq rynkede på næsen af den slags nissefilosofier, det var jo det rene vrøvl. Det var at antyde, nej mere end antyde, det var at anklage nisser for at være så letpåvirkelige, at de ikke kunne finde ud af, hvad de selv syntes, smagte, og mente! Men altså, hvad end det skyldtes, så kunne man nu en gang ikke nyde nogen anden rygeurt, når man først havde smagt nisse-ryge-urten. Den var også noget særligt, når det kom til det medicinske, for andre ryge-urter var dårlige for helbredet, men nisse-ryge-urten var lige det modsatte. Og så kunne man altså lave nogle helt specielle røgfigurer med denne urt!
   Et glimt af trods for gennem Gulluq, der sad godt og dybt i sin stol, og en smil spillede om hans læber. Han tog et dybt sug på piben, spilede kinderne ud og rundede læberne. En stor tyk ring flød ud af mundens portal, og holdt sig et øjeblik svævende lige foran hans ansigt. Gulluq mumlede et ord, og røgringen susede ned langs gulvet, hen ad brædderne, og ud under sprækken ved døren. Han følte sig i godt selskab når han lavede sine røgringe. Andre folkeslag gjorde det samme. Han havde hørt om store troldmænd, der øvede sig i røgfigurer, bare for underholdningens skyld. Det var jo så uskyldigt, og dog så morsomt. Ingen kunne anfægtes over det. Ingen andre end svigerinden derude på den anden side af døren.
   Ha! Nu kunne hun få dén at muntre sig med for en stund, den var ikke lige til at opløse med riskosten hun altid havde tæt på sig, den ring dér!. Javist var det barnligt, men en aldrende nisse, der lader slægtninge bo under samme tag, må sommetider gøre noget for at markere sig. Og den røgring ville svigerinden ikke kunne få bugt med sådan lige. Det var nu en skam, at kunsten at puste røgringe var ved at forsvinde i glemslens tåger. Ikke, at der var noget specielt nyttigt i at kunne beherske en røgring, men den morskab, der lå i det lille stykke magiske kunst, var nu ikke at foragte. Man måtte som nisse holde på traditionerne! Hvis ikke nisserne skulle holde på traditionerne, hvem i alverden så? Og det at puste røgringe var en meget traditionsbåren kunst, som de største magikere havde mestret og undervist hinanden i!
   Gulluq nød den stigende tone fra svigerindens stemme, der skar igennem døren, som om døren havde stået åben. Så rettede han sin opmærksomhed mod vejret udenfor. Det stormede voldsomt, og det havde det gjort et stykke tid nu. Årstiden taget i betragtning var det noget man kunne forvente, stormvejr, men denne storm var meget voldsommere end han huskede nogen anden storm mange år tilbage. Sneen stod som issyle ned fra himlen og blæsten kastede sig rundt i vild og farlig leg.
   Det var koldt. Koldt og mørkt. Og noget af kulden sneg sig gennem de tykke ismure, ind i rummet og gennem kofte og kamikker, helt ind i de gamle knogler, skønt Gulluq jo ellers sad varmt og trygt nok i sin stol i sit lille kammer i sin dybe lænestol foran en blussende, varm ild.

Han skuttede sig, og overvejede et kort øjeblik, om han skulle rejse sig og lægge mere brænde på ilden. Men ildstedet var nu fyldt godt op og flammerne dansede varme og lystige, og han vidste, at det var lyden af den isnende vind, der fik ham til at føle kulde, ikke mangel på varme, så han blev siddende i sin stol. Måske, hvis man tænkte på noget andet? Gulluq vendte sin opmærksomhed mod døren og rummet derude på den anden side. Derude i køkkenet, befandt Sarkoste, svigerinden, og Druban, Gulluq's bror, sig. Gulluq prøvede at anstrenge sig for at lytte efter om han kunne høre hvad de talte om, de to derude, men han kunne kun høre en stille mumlen fra køkkenet og de kendte, lejlighedsvise bump og klask når Sarkoste slog dejen i bordet. Hun var altså ved at lægge brød op.

Med ét lød Drubans faste skridt på den anden side af døren, og i det samme gik døren op.
   "Det er barnligt, ved du nok!" Drubans skarpe træk faldt sammen med de dansende skygger fra ildstedet i kammeret, og fik hans ansigt til at se mørkt og skummelt ud. Druban var mager og langhovedet, hvor Gulluq selv var fyldig og rundhovedet og med en ret høj pande. Begge havde arvet familietrækket, en stor kroget næse, som stak kraftigt ud af ansigtet under let skrånende, blå øjne og en høj pande, som huerne delvist dækkede for, men ellers lignede de to ikke hinanden ret meget
   "Jeg sad netop og tænkte det samme!" Medgav Gulluq beredvilligt, og nikkede eftertænksomt. Han var helt på det rene med, at det Druban snakkede om, var røgfigurene. Gulluq slog lidt ud med sin pibe "... Men hvad pokker! En aften som i aften, har man kun det morskab man selv laver! Du, Druban, hvad med selv at gribe din pibe, og lad os to få lidt sjov ud af det sammen? Jeg kan huske tider hvor vi..."
   "Det var førhen! Da vi var yngre! I vores alder, Gulluq, giver man sig ikke af med den slags narrestreger!..."
   "Det er da netop i vores alder..." Forsøgte Gulluq at indskyde, men blev overdøvet af Druban, der nervøst kikkede bagud over sin skulder. Druban havde nu sænket stemmen, og talte intenst til sin bror. "... Især ikke så tæt op mod Den Store Aften. Hvad ville... Han... Ikke tænke, hvis han vidste det!"
   "Han ville tænke, at det var en yderst fornuftig ting at foretage sig! Især så tæt op af Den Store Aften! Han sidder sikkert i tronsalen og ryger, nøjagtig lige som jeg, lige nu! Og laver røgfigurer! Hvad pokker er der ellers at foretage sig i det vejr? Magen til storm mindes jeg ikke at have set i de sidste mange år. Du er nu lidt af en dødbider Druban!"
   Druban trak hovedet til sig, og smækkede fornærmet døren i, men låsen fangede ikke og efterlod døren lidt på klem. Flammerne fra det store ildsted ude i køkkenet dansede hyggeligt på væggen rundt i Gulluqs kammer. Når Druban eller svigerinden bevægede sig imellem flammerne og Gulluqs kammer, trak de lange skygger ind til Gulluq, og op på hans væg.

Gulluqs hjem var en let moderniseret udgave af de gamle eskimoers igloer. Sådan som de fleste nisseboliger der højt mod nord var det i Den Nye Tid. Nisse-igloen var på gammel vis bygget af store isklodser, som Gulluq møjsommeligt havde skåret ud af isen, og ført væk på slæde. Væggene indendørs var rundede af isen, der dryppede og frøs til stalaktitter tæt ved ildstederne i køkkenet og mindre kamre. Den konstante smelten og frysning af den indre væg gav hele tiden rummene nye udseender, som et evigt vekslende billede. Den dansende ild på ildstedet sendte en regnbue af farver igennem stalaktitterne, og farverne dansede på isvæggen modsat ildstedet, og nåede altså nu gennem døren, der stod på klem, Gulluq, hvor han sad i sin lænestol.

Igloen var indrettet som en handske med fingre. Ikke som de luffer nisserne trak over handskerne for at få et ekstra lag, men en rigtig handske med fingre. Gulluqs kammer udgjorde en af fingrene, i en anden finger havde Druban og svigerinden deres soveværelse. Der var også et forrådskammer, hvor ris og smør og mælk og andre gode sager kunne holde sig i lange, lange tider.
   Sarkoste, der jo var i gang med at arbejde ved ildstedet, gik frem og tilbage mellem ilden og forrådskammeret, og fik skyggerne til at danse endnu mere. Gulluq nød synet. Det var på den måde han holdt mest af sin svigerinde: Som skygger, der dansede på væggen.

Gulluqs svigerinde var faldet lidt til ro efter, at Druban var kommet ud til hende igen. Nu kunne Gulluq fornemme at de småsludrede om "Ham", som Druban havde sagt. Druban var en nervøs dødbidder, der havde autoritetskomplekser, tænkte Gulluq. Selv Sarkoste var en autoritet for Druban, der bøjede nakken mere end godt var, hvis Gulluqs mening ellers talte noget. Gulluq tog autoriteter på en noget anden, mere filosofisk og ophøjet maner. "Ham" var synonym for Julemanden, og det kunne man vel lige så godt sige! Og Gulluq kunne høre at Druban og svigerinden snakkede om de ting, de havde lovet at hjælpe Julemanden med. Det havde været det stående tema det sidste lange stykke tid, og det var det naturligvis også her til aften. De var personlige venner med Julemanden. Ja, faktisk var Druban og Sarkoste som et par af Julemandens højre hånds fingre, om ikke hele den højre hånd, og de nød derfor stor anseelse blandt de andre nisser, både i Grønland og resten af verden.
   Gulluq var aldrig blevet tilbudt en lignende stilling. Han var ikke så meget om sig som Druban var. Druban havde jo alle sine ideer om, hvordan ting skulle være, og helst med hans indflydelse. Gulluq derimod, foretrak hjemlige sysler, han havde ingen ambitioner om at herse og bestemme over andre, og da han havde en hel god indtægt ved at reparere piber, så klarede han sig udmærket. Det var de gode gammeldags piber, han reparerede selvfølgelig, ikke de nymodens ting, der var lavet af dårlige træsorter, eller endda kridt eller gips, så at de ikke lod sig reparere ordentligt, men måtte erstattes af nyindkøb. I Gulluqs øjne var de moderne piber en skændsel! En god gammel pibe, der måske endda var nedarvet gennem generationer, sådan en pibe havde Den Gamle Tid i sig og var fyldt med en særlig mana. I Gulluqs øjne så var der nu ingenting så godt, som en godt tilrøget pibe, der passede mellem læberne, som en god tilgået tøffel på fødderne.

Nå, ja... Gulluq sukkede. Måske klarede han sig ikke længere så udmærket på pibereparationer, som han havde gjort. Indtægten var ikke så god længere, som den havde været, og det var da også derfor, at Druban og svigerinden var blevet tilbudt at rykke ind i igloen. Det kunne jo have været hyggeligt nok, men Druban havde fået en kedelig vane med at kritisere Gulluq, og med at ville prøve at bestemme over ham også. Han kunne åbenbart ikke nøjes med at gøre det over for alle andre... Og så var der jo også Sarkoste... Hun var i en kategori for sig selv. På en måde kunne man vel godt forstå at Druban måtte have afløb for sit på andre. Men Gulluq klarede det. Han havde jo endnu sit kammer, og Druban vidste, at han skulle passe på, hvad han sagde der! I sidste ende vidste Druban vel også, selv om han lod som ingenting, at det var Gulluqs hjem, som Druban og Sarkoste var flyttet ind i.
   Og Gulluq selv var føjelig. I hans kammer stod bord og arbejdsredskaber, en seng og den rare bløde lænestol, og hvad kunne en nisse i grunden ønske sig mere?

Stormens susen virkede søvndyssende på Gulluq, og han var efterhånden ved at falde i søvn foran den varme ild, da der pludselig lød en kraftig banken på yderdøren. Højt og tydeligt lød der en taktfast banken. Tre gange. Bank!! Bank! Bank!

Gulluq vågnede op med et ryk. Han rynkede brynene i den høje pande. Hvem i alverden kunne det være, der havde bevæget sig ud i det forfærdelige uvejr? Udenfor susede stormene fra alle sider nu, og den nyeste sne, der endnu ikke var frosset fast, føg rundt som hårde fjer, der splintredes, når de ramlede sammen, og farvede hele verden hvid, både forneden, for oven og alt midt i mellem. Man var vant til uvejr i denne del af verden, der lå under polarcirklens store dunkle skygge, og blev holdt i en evig nat hele vinterhalvåret igennem. Men uvejret i denne nat var vildere, end nogen havde minder om. Akkurat som Gulluq selv havde følt det. Ingen bevægede sig frivilligt ud i det, det var ganske sikkert!
   Gulluq rejste sig fra sin stol, og listede på sine tykke, valme sokker hen over gulvet i sit værelse. Han kikkede ud i køkkenet gennem sprækken mellem dør og karm og bemærkede, at både Druban og Sarkoste var standset med alt de var i gang med. De holdt vejret, og stirrede mod hoveddøren. De fornemmede også, at der var noget mærkeligt på færde.
   Et stykke tid stod Gulluq og lurede ud af sprækken i døren. Igen lød den kraftige banken på yderdøren igen. Denne gang meget kraftigere end før. Mere insisterende. Det var klart. Det var jo frysende koldt, faktisk farligt at være derude på den anden side. Måske så farligt at være derude, at det ikke var de gode væsner, der fandt på den slags. Måske skulle man være varsom med, hvem man åbnede sin dør for en nat som denne, i et uvejr som dette!
   Gulluq så, at Druban, der havde flere dybe furer i sin høje pande, som et spejl af Gulluqs egen, så stærkt bekymret ud, han tænkte de samme tanker som Gulluq. Men man kunne jo dog alligevel ikke lade nogen blive udenfor i dette vejr, uanset, hvem man frygtede det kunne være! Gulluq åbnede sin dør og gik gennem køkkenet hen til yderdøren. Han lagde sin ene hånd mod det tykke, tunge træ, og den anden på håndtaget. Så lagde han også for en sikkerheds skyld en skulder mod døren, for at tage mod stormens stød, der ville vise sig i al sin kraft når han lukkede op. Så trykkede han beslutsomt ned på håndtaget og storm og sne væltede ind i den lune, hyggelige iglo.

I det isfrosne, hvide mørke, udenfor i det voldsomme uvejr, der hylede som tusinde ryper i dødsangst, kunne Gulluq skimte en gammel nisse. Nissen var hvid fra top til tå, og næsten gemt i vinden og snefoget, men Gulluq kunne se, det var en gammel nisse, fordi den fremmede var temmelig krumbøjet, og holdt et par skistave som en stok i den ene hånd.
   Nissen rakte frem mod døren, og forsøgte at tale gennem halstørklæder og frakke, men hans ord blev overdøvede. Han prøvede at fange døren og trække sig ind, men var hele tiden ved at blive blæst væk igen.
   Huiii! Huiii! Huiii! Peb blæsten, og der nåede at blive en hel snedrive lige inden for døren, inden Druban kom Gulluq til hjælp, og sammen fik de hevet den gamle nisse ind i varmen og læ, mens de med lidt besvær fik lukket yderdøren forsvarligt igen, og sat krampen på så døren ikke skulle springe op.


2. december

"Men du store Julemand! Hvad kan vel være så vigtigt, at man må bevæge sig udenfor en aften som denne?" Spurgte Druban. Han bankede sneen af den gamle nisse oppefra og ned, så det snart så ud som om den gamle nisse stod midt i en vulkan, med sider lavet af sne. Druban løftede yderkjortelen af ham.
   "Men er det dig, Nis Peter Gammelmand!"
   Druban så forbløffet på gæsten, og Gulluq og Sarkoste var lige så stumme over opdagelsen. Druban havde fundet sin vante, gesjæftige form, som nu i usædvanlig grad fik ham selv til at være aktiv og ikke kun være det pr stedfortræder, hvilket dog var ganske på sin plads i denne stund. Han gik hen til ildstedet med kjortelen. Her trak han et par stole sammen, så de stod side mod side og udgjorde en bred ryg, og der blev den gamle nisses yderkjortel hængt til tørre. Sneen fra den drivvåde kjortel smeltede, og løb næsten øjeblikkelig som en lille bæk hen mod ildstedet, og fordampede med en syden, efterhånden som vandet nåede de varme sten, der lå som stop for ilden.

Sarkoste stod næsten som lammet, og hun havde slået hænderne for munden, mens hun også mumlede: "Du store Julemand!" Men hun vinkede Nis Peter Gammelmand nærmere til sig og sendte Gulluq et nik. Gulluq kendte dét nik. Det betød "kom så i gang!" Så det gjorde han så, denne gang var det jo også for det gode at Sarkoste kommanderede. Den slags måtte man sandelig huske at følge op på, røg det gennem Gulluqs hjerne, og han kunne ikke tilbageholde et skævt smil selv her i denne alvorsstund. Gulluq befriede beredvilligt den gamle nisse for skiene, og satte dem op mod væggen. Så tog han den gamle nisse under armen, og førte ham hen til langbordet.
   Sarkostes og Drubans udbrud, de havde jo trods alt sagt "Du store Julemand!", det var heftige udbrud for en nisse, men det var også en umådelig usædvanlig situation, det ville Gulluq indrømme.

Druban var, mod sædvane, stadig praktisk. Han trak anorakken op over hovedet på den gamle, og mens Nis Peter Gammelmand vaklende støttede sig til ryggen af Druban, trak Druban også kamikkerne af ham. Gulluq stod parat for at støtte, men han var selv en aldrende nisse, og havde ikke Drubans kræfter, så han lod broren gøre det meste af arbejdet. Desuden ville han ganske givet også bare havde fået af vide at han gjorde det forkert. Det var Sarkostes yndlingsudtryk, når det kom til Gulluq. I et glimt spekulerede Gulluq på, om han dog ikke ville kunne vride lidt mere mønt ud af de piber, så han kunne få sin iglo for sig selv. Men det havde vist desværre lange udsigter. Og på den anden side sparede han jo i hvert fald sin ryg nu.
   Druban rettede sig op, og fik også hængt det alt dette våde tøj til tørre over en bænk. Så trak han en tredje stol frem, og slog sigende ud med armen i retning mod den uventede gæst. De havde alle været bemærkelsesværdigt tavse mens de gravede sig ind til Nis Peter Gammelmand, men nu mumlede de lidt samstemmende, sådan hyggelige brummelyde, der skulle lette stemningen. Ilden gjorde nu nok det meste i den retning, men storm ude og stilhed inde gør nu ingen undere. Der må både ild og lyde til. Den gamle smilede svagt, men taknemmeligt, og fik med hjælp fra Gulluq og Sarkoste, der endelig var ved at komme lidt til sig selv, flyttet sig hen mod stolen, og blev sat ned.

Og så begyndte den gamle nisse, at fortælle om det frygtelige, der var hændt for ham. Både Druban og Gulluqs ører nærmest voksede, for at høre det hele rigtigt, og selv Sarkoste, der var fra en sydligere slægt, med finere, mindre ører, løftede lidt på huen så hendes ører også kunne få plads!
   Sarkoste besad ikke den kunst at kunne sidde stille og lytte alvorsfuldt. Hun måtte være aktiv, som om hun ved sine gøremål kunne forhindre, at der skete noget værre, end det slemme hun allerede måtte høre på. Hun hentede krus frem og tog kanden fra bordet og dyppede den i gryden, der hang over ildstedet, hvor hun havde været i gang med at brygge nissebryg. Det hang altid og simrede mens hun ordnede brøddej. Gulluq følte sig fristet til at tage et krus nissebryg med, men han havde fået rigeligt for den dag, og ville holde hovedet klart nu, det forekom ham at være vigtigt. Det forekom ham at være vigtigt på en måde, der fik det til at sitre i kroppen på ham, uden at han kunne forklare hvorfor. Så han trak let på skuldrene, den ubehagelige sitren kunne jo for så vidt blot skyldes Sarkoste, det var ikke ukendt for ham at få det sådan med hende i nærheden. Dog... Dog var det ikke helt sådan her det plejede at være. Under alle omstændigheder besluttede han sig for ikke at tage mere nissebryg den aften, så han rystede beklagende på hovedet, da Sarkoste nåede til at ville fylde hans krus op.
   Den Gamle Nisse, Druban og Sarkoste klinkede krus, og drak langt og larmende, for sådan var det høfligst at drikke nissebryg, når man var flere. Gulluq mærkede sin hals tørre næsten ud, men besluttede at være standhaftig, han havde jo altså den tendens til at blive døsig af for meget nissebryg, og han ville ikke gå glip af Nis Peter Gammelmands beretning. De tre andre satte krusene på bordet igen, og så rømmede den gamle nisse sig endelig, og så bedrøvet rundt på sine værtsfolk. Nikkede høfligt, som sig hør og bør og mumlede deres navne. "Gulluq! ... Druban ... Sarkoste ...".
   Hans øjne løb lidt i vand, mens han fortalte, at han var kommet dertil, fordi han havde det svage håb, at Druban kunne hjælpe. Han så med gamle, let rindende øjne på Druban, der straks pustede sig op. Gulluq ville have rystet på hovedet og kommet med en småspydig kommentar, hvis det ikke var fordi situationen tydede på, at være alvorlige i denne stund. Nis Peter Gammelmand rømmede sig og begyndte at tale. Der var sket noget forfærdeligt! Ja, det var rent ud sagt noget så stort, at al hans magi ikke havde, kunne forhindre det! Og han besad ellers mana nok, det vidste de da! Både Gulluq, Druban og Sarkoste nikkede, jo det vidste de nok, det var almindelig kendt at nok var Nis Peter Gammelmand gammel og måske en smule enfoldig, men han besad mere mana end mange unge nisse i Den Nye Tid nogensinde ville kunne drømme om at få! Den Gamle Nisse fortsatte med rystende stemme. "Men på trods af det, kæreste venner, på trods af al min mana... Så går verden nu en grum tid i møde!"

Der var sket det, at Julemandens kane og alle rensdyrene var blevet stjålet!
   Så forfærdeligt som det lyder, netop så forfærdeligt var det!!
   Bedst som Nis Peter Gammelmand var kommet flyvende af sted med kanen og rensdyrene, som han havde hentet fra deres stald nede sydpå, og som han var på vej nordpå til Julemanden med, så var han, Gammelmand, blevet overrumplet af nogle frygtelige røvere!
   Menneskerøvere var det, klart nok, ingen nisse ville vel gøre den slags! Derom var der ingen tvivl! Nå, ja... Selvom der ganske vist var de nisser, der syntes at julen var noget opreklameret bavl som burde afskaffes, fordi det hele efterhånden kun drejede sig om mad og gaver! Ungdommen var nu så mærkelig nu om dage! Hvad var der vel galt i mad og gaver? Og det var ven en anstændig nisses pligt at sørge for, at de øvrige juleudfoldelser, så som drillerierne, hjælpen og alt det andet skete. Troede de unge nisser måske, at den slags kom af sig selv? Hvem troede de, at de var, måske? Nis Peter Gammelmand kom næsten helt i affekt over dette og måtte styrke sig endnu en gang på nissebrygget. Druban og Sarkoste, der nok vidste hvordan man opførte sig som værter fulgte naturligvis med og løftede også deres krus.

Gulluq undrede sig i øvrigt en smule som han sad der ved bordet uden et krus at holde hænderne i ro med. Da Den Gamle Nisse havde udtalt det om Julemandens kane, var Druban næsten gledet ned af sin stol med voldsomt hosteanfald, og i flere minutter efter, var han ganske bleg i ansigtet. Gulluq forsøgte at tale, overtage værtsrollen, men måtte indrømme over for sig selv skrækken for det skete, ja ikke Drubans hosteanfald, men tyveriet af kanen og rensdyrene gjorde ham stum. Sarkoste sad bare og stirrede på den gamle med øjne, der var blevet helt glasagtige. Gulluq følte skrækken i sig. Men undrede sig dog alligevel over sin brors og svigerindes voldsomme reaktion på det, de netop havde hørt. De var jo Julemandens højre hånds fingre, om ikke hele hans højre hånd, den slags nisser måtte vel forventes at kunne tage lidt af hvert. Men måske havde de en større dybde, broren og svigerinden, end Gulluq havde krediteret dem for før. Han tvivlede dog. Og undrede sig.
   Den Gamle Nisse nikkede. Han forstod jo, at man måtte blive forskrækket over, at høre det om kanen og rensdyrene, og vel ikke mindre forskrækket over, at sådan noget foregik blandt ens egne rækker, om man så måtte sige, det om at unge nisser syntes at julen var noget opreklameret bavl. Nis Peter Gammelmand var ked af at være den, der åbenbart måtte åbne sine værtsfolks øjne for dette også, men sådan hang verden nu en gang sammen her i Den Nye Tid. Og menneskene som man ville glæde, de glemte hyggen og glæden midt i al hurlumhejet! Det var ikke op til Nis Peter Gammelmand at sige hvad der var det værste, sagde han, men han havde nu sine meninger om den sag!...

Den gamle drak igen og Druban og Sarkoste drak med. Nis Peter Gammelmand tørrede sig over munden med håndryggen, og fik næsten alt skummet, der havde sat sig i hans skæg, med. Han sank og rømmede sig. Røverne havde skræmt Nis Peter Gammelmand ganske forskrækkeligt, fortalte han. Så forskrækkeligt at han væltede af kanen! Ja, det var uhørt, men de havde været mange, og han havde været uforberedt! Og derpå havde røverne stjålet alle Julemandens rensdyr!
   Det var simpelthen ganske forfærdeligt! For hvordan skulle det nogensinde kunne blive jul, hvis ikke Julemanden kunne tage af sted i sin kane med rensdyrene spændt foran, og dele gaver ud? Skønt... Det var jo i virkeligheden en biting...
   Juleglæden vár en biting! Ja man kan næsten ikke tro det når man hører det, men det var sandt! Juleglæden var en biting! Dét, som kanen og rensdyrene repræsenterede, var så langt, langt mere, end noget menneske var klar over. Og det strakte sig på begge sider af julen så det nåede sammen midt på året. Det strakte sig fra altings begyndelse til altings ende.
   Tabet af kanen og rensdyrene væsentligt... Ja, det er næsten ikke til at fortælle, men tabet af kanen og rensdyrene var så væsentligt, i tiden, der kom, ville nisser skulle dø!
   Verden ville komme til at ryste i sin grundvold, og gamle sagn om slemme tider og forudsigelser om ond magi skulle gå i opfyldelse!
   Men det hører denne fortælling til, så det må vente til vi når dertil.

Drubans ører blev helt røde af vrede over det, de måtte lægge øre til! De rystede, ørerne, som om der var nogen, der stod og pustede på dem bag fra.
   "Jamen dog. Jamen dog!" Mumlede han, og rystede på hovedet, og vred sine hænder, og så meget, meget bedrøvet ud. Han var gået i gang med et "Du store Julem..." Men han turde ikke slutte. Situationens alvor taget i betragtning forstod Gulluq ham såmænd udmærket denne gang.
   Gulluq sad stadig uden at sige noget. Sarkoste derimod rejste sig så stolen skramlede mod gulvet. Hun gik hen til bordet, hvor hendes brøddej nu var hævet, og begyndte med febrilske bevægelser at forme brødet til boller, som hun satte på nogle runde plader, der hang i kæder under hinanden. Det var et sindrigt system. Et system som Gulluq faktisk havde opfundet, og som gjorde at Sarkoste kunne bage brød over ilden, når hun sænkede de ophængte plader ned i den store gryde og lagde låg over den. Det var en god opfindelse, der havde bredt sig ud i næsten enhver nisseiglo gennem de sidste par hundrede år. En skam at han ikke havde tænkt på at tage patent på ideen, tænkte han flygtigt. Det var en refleksiv tanke. Den kom og gik hver gang Gulluq betragtede Sarkoste arbejde med pladerne, han bemærkede den såmænd ikke engang selv, tanken.
   Både Druban, Gulluq og Nis Peter Gammelmand fulgte hendes bevægelser ved bordet, bevægelser som Drubans mumlen lagde underlægningslyd til. Med en kraftanstrengelse tog Druban sig så sammen og vendte sig mod den gamle nisse.
   "Jeg ville gerne hjælpe. Det ved du Nis Peter! Men i det her vejr? ... Jeg tror ikke det er muligt! ... Det tror jeg virkelig ikke! ..."
   "Nej..." Nis Peter Gammelmand rystede opgivende på sit hoved, så huen dinglede svagt. Han sukkede. "... Nej, det var også kun et svagt håb. I var de nærmeste, og du Druban, kan jo så meget... Det var bare et håb..."
   "Og jeg er glad over, stolt over, at du tænkte på mig!" Druban så på Sarkoste igen. Hun arbejdede stadig, men hendes ryg var stiv og lyttende. Gulluq rynkede sin pande, da han fulgte Drubans blik. Det lignede ikke Sarkoste, at blive så oprevet. Hun plejede at klare de fleste ting med en hvas kommentar, og et forslag til hvordan tingene kunne løses. Tåbelige forslag som regel, og det var alle andre end hende selv, der skulle gøre arbejdet, men det var dog forslag. Lige nu var hun tavs. Alene det var ganske usædvanligt! Druban rømmede sig og vendte igen blikket tilbage mod den gamle. "Hjælpe kan jeg altså ikke, direkte, i det her vejr. Men en bid brød og noget godt at drikke! Det kan vi dog klare! Og du kan nok trænge til det, Nis Peter Gammelmand! Og imens vi får det, kan det jo være, at vi sammen, alle fire, kommer på noget!... At vi kan komme op med en ide... Vi må jo have kontaktet... Ham... Og fortalt det hele!"
   Gulluq rystede træt, opgivende på hovedet. Der skete noget her i køkkenet han ikke kunne udholde. Han ville gerne tro, at det var håbløsheden, der bredte sig, men den sitren fra før, var der nu stadig! Han måtte væk bare for et øjeblik. "Jeg tror, at jeg vil gå ind og tage en pibe! Jeg har brug for, at sunde mig lidt. Og jeg er ikke sulten. Han rejste sig og nikkede til den gamle nisse. "Vi snakkes ved om nogle timer. Så har stormen nok lagt sig, og så ser tingene forhåbentlig lysere ud. Vi ses Nis Peter!.."
   "Vi ses, Gulluq!" Koret af stemmer fulgte Gulluq ind i hans kammer. Han lukkede døren i efter sig, og gik hen til ildstedet og lagde en kævle mere på. Så satte han sig i sin lænestol og stillede ind i flammerne i lang tid, mens han tænkte tunge tanker.

Druban, Nis Peter Gammelmand og Sarkoste satte sig til rette igen ved det store bord. Sarkoste havde fundet et fad med æbleskiver frem, det kunne række ind til brødet var færdigt i gryden. Nis Peter Gammelmand sad og stirrede ned i bordet, som om det kunne fremmane en hjælp. Måske kunne det, bordet, men han havde ikke mana nok til at hente det frem. Ikke denne aften i hvert fald. Både bordet og gulvet var lavet af noget drivtømmer, som Druban havde fisket op af vandet en sommerdag for længe siden. Det lignede noget fra et skib, og Gulluq havde tit siddet ved bordet og tænkt, hvor spændende det kunne være, hvis træet kunne fortælle sin historie. Der voksede jo ingen træer på Grønland, ikke høje træer, der kunne bruges i skibe i hvert fald. De træer, der voksede blev sjældent over halvanden meter, og det var de få, nede sydpå, som var plantet af menneskene. Landets egne træer blev knapt nok en halv meter høje. De krøb langs klippegrunden, som for at søge ly for vind og vejr, og kunne højst bruges som bålkvas. Træet, der nu var lavet til bord og gulv, var altså kommet langvejs fra. Der var mange historier i det træ! Men træet selv var tavst. Og Nis Peter Gammelmands mana rakte ikke til at få det til at tale.
   Flammerne i ildstedet var ved at dø ud nu, Sarkostes boller skulle ikke bruge ild, men varme gløder, så hun havde ikke lagt mere på. Og selv om stormen hylede udenfor, kraftigere end nogensinde, så var igloen godt bygget og kunne holde godt på varmen fra gløderne i lang tid. Engang imellem slikkede flammerne dog stadigvæk op af den store sorte jerngryde, som hang på en stang over bålet.
   De tre nisser, Druban og Sarkoste og Nis Peter Gammelmand, der nu endelig var ved at være tøet op, spiste lidt og drak endnu mere. Kanden med nissebryggen blev tom igen og Sarkoste gik hen og fyldte den med den nye bryg, hun netop havde arbejdet på tidligere på aftnen. Lige da Nis Peter Gammelmand var kommet. Hun vendte tilbage til bordet og skænkede nissebryg i de tre krus, og de drak alle tre godt og længe.
   Og så faldt de i søvn!


3. december

Inde fra sit kammer bemærkede Gulluq, at der blev stille ude i køkkenet. Det var usædvanligt! Så længe Sarkoste var vågen, var der sjældent stille i det køkken ret længe af gangen. Hun og Druban kunne skændes så det bragede, eller hun kunne finde på at synge, ved sjældne, gode lejligheder. Gulluq måtte indrømme, at Sarkoste havde en udmærket stemme. Eller også gik hun bare og småsnakkede med sig selv. Men stille det var hun sjældent!
   Gulluq rejste sig fra sin stol, og luntede på strømpefødder hen for at finde ud af, hvad der mon foregik i køkkenet. Han åbnede døren og stod så og stirrede med vidtopspærrede øjne på de tre, der sad ved bordet. Han måtte synke et par gange mens han lod sine nervetråde i øjnene sende signalerne til hjernen igen og igen. Hjernen ville ikke acceptere informationerne. Det forstod Gulluq godt! Det var jo frygteligt, synet! Dér, ved det solide træbord, med nissebrygkrus i hænderne, sad de eneste nisser i hele verden, der vidste, at Julemandens rensdyr var blevet stjålet, og hvad det betød for den uvidende verden! Nå, ja, de var jo strengt taget fire nisser i alt, der var klar over denne skæbnesvangre ting, men selv var Gulluq jo kun var en træt halvgammel nisse, der ikke engang havde forbindelser personligt til Julemanden! De eneste tre ud af fire nisser i hele verden, der vidste, at verden gik mod skrækkelige tider, og at noget sandelig måtte gøres! Om end de ikke vidste hvad, det var, der måtte gøres... Der sad de og sov!
   Gulluq gik hen til bordet og stirrede undrende på de sovende. Hvor kunne de dog? Nok måtte Nis Peter Gammelmand være træt af sin kæmpen imod storm og sne mens han søgte her mod igloen. Og nok var det sent på aftnen og varmen fra ildstedet kunne have gjort både Sarkoste og Druban sløve. Det var sandt nok. Men det var den slags, der kun talte under normale omstændigheder, og de tidender som Nis Peter Gammelmand var kommet med var så langt fra normale omstændigheder som tænkes kunne! OG dog sad de alle tre og sov!
   En tanke slog ned i Gulluq. Han kneb tankefuldt øjnene i for at og fulgte tanken til dørs. Han stirrede på sceneriet foran sig. Nisser, sovende nisser, rettede han sig selv, og nissebrygkrus. Kruset i Drubans hånd var endda væltet og havde tømt resten af indholdet ud på bordet, så der flød nissebryg ned i revner og render. Drubans ærme var helt vædet ind i nissebryg som han havde lagt sin arm ned i. Gulluq kneb øjnene endnu mere i. Det var ganske vist ikke sandsynligt, men i situationer som denne forekom det ham at han netop skulle tænke i usædvanlige baner. Og det eneste, der bogstavelig talt lå lige foran Gulluq var jo det med nissebryggen. Var der noget galt med nissebryggen? Havde Sarkoste glemt, at hun ikke havde fortyndet den? Gulluq frygtede at han havde ret. Det ulykkelige var jo, at det ganske simpelthen var umuligt at vække nogen, der var faldet i søvn af, at drikke ufortyndet nissebryg. De kunne kun vågne af sig selv. Og vågne de første tre døgn, kunne slet ikke lade sig gøre!
   Sarkoste måtte have lavet bryggen for stærk, men hvorfor skulle hun dog gøre det? Hun havde brygget den utallige gange, og ret skulle være ret, Sarkoste bryggede en god, stærk nissebryg, der lige netop blev fortyndet i det rette forhold, så man kunne mærke at man fik noget godt indenbords, men så man kunne holde sig vågen længe nok til at mærke efter igen og igen! Så det var ikke sandsynligt at hun havde kludret i det, da hun bryggede. Eller også?... Eller også, ja så havde hun simpelthen ikke nået at fortynde bryggen, fordi hun var blevet forstyrret, da det bankede på døren. Det lød plausibelt. Og rensede Gulluq for en snigende dårlig samvittighed. Han kunne jo ikke helt fritage sig for at funderede over, om han selv bar noget af skylden. Der var jo det med den røgring...

Gulluq trådte helt hen til bordet og vristede Drubans tomme krus ud af hænderne på ham. Han stirrede i kruset uden helt at vide, hvad han så efter. De rester, der stadig var i kruset så skummende og godt ud, men Gulluq fik trang til at nyse, så kraftig var bryggen! Det var ikke normalt! Han stønnede højlydt. Det var altså rigtig nok!
   Fortvivlet lænede Gulluq sig op af bordet. Det her var værre end... Han måtte tænke sig om et øjeblik for at finde en sammenligningsgrund, der var stærk nok til at beskrive den følelse af gru, der spredte sig i hans indre. På samme måde som varm kakao spreder sig inden i en kold krop. Bortset fra at det, der spredte sig i Gulluq på ingen måde kunne sammenlignes med varm kakao. Det var fortvivlelse og rædsel, der langsomt fyldte ham op! Det var slemt. Det var værre end slemt! Det var... Det var værre, end hvis alle nissehuer blev blå! Værre, end hvis risengrøden smagte af hytteost! Værre... Ja værre, end hvis alle piber var lavet af limtræ! - Nå ja næsten værre end det i hvert fald! Nu skulle en nisse jo også kunne besinde sig, mindede han sig selv om!
   Gulluq lukkede øjnene, og trak vejret dybt. Han, Gulluq, var den eneste, der nu var tilbage her i verden, der kunne, og burde og skulle og måtte forsøge at gøre noget ved hele sagen. Han sukkede dybt og lod tunge øjne følge tunge tanker rundt til hver af de tre sovende nisser foran ham.

Gulluq gik tilbage til sit kammer og stod et øjeblik i døren og så sig omkring. Han fornemmede igen den der stikken i kroppen. Det var som om han sagde farvel til alt det han holdt af. Det er blot for en tid, sagde han til sig selv, det er blot for en tid. En isning for gennem hans lille krop, men han ignorerede den. Så luntede han hen til stolen, der stod henne ved siden af sengen, den bløde, indbydende seng, der havde givet ham så mange, mange gode nætter. På stolen hang lå hans tøj, det var nu engang hans vane at lade det ligge der, frem for at have besværet med at hive det ud og ind af skabe og skuffer. Det gav jo ingen mening at gøre det, når det var så meget nemmere, at have det lige for hånden på stolen ved sengen!. Alt det tøj han overhovedet havde brug for kunne jo ligge dér! Hele nisseudstyret lige fra yderkofte til vanter. Han tog det hele på. Nissehuen behøvede han ikke at tage på, den sad godt og fast på hans hoved som den altid havde gjort! For en nisse tager aldrig sin hue af. Aldrig. Ikke ved nogen lejlighed!

Gulluq gik tilbage til køkkenet, hen til bordet, hvor Druban, Sarkoste og Nis Peter Gammelmand sad og sov. Han stod igen et øjeblik og betragtede dem, så trak han kort på skuldrene. Han kunne ikke gøre noget for at vække dem, og han var ikke stærk nok til at få dem lagt i seng, men han kunne i hvert fald lægge så meget brænde på ildstedet, at de ikke ville komme til at fryse, mens de sad der og ventede på at nissebryggen skulle sive ud af porerne på dem, så de kunne vågne igen.
   Han gik hen til ildstedet og så lidt opgivende å det hele. Siden Druban og Sarkoste var flyttet ind for nogle år siden havde køkkenet næstes været som et fremmed sted for Gulluq. Det var blevet Sarkostes og Drubans yndlingssted, og så holdt Gulluq sig jo derfra. Han havde jo alt hvad han behøvede i sit eget gode værelse, så han havde i årevis ikke arbejdet med ildstedet og følte at Sarkoste stod og åndede ham i nakken mens han rumsterede der. Nå, ja, tænkte han så. Hvis hun virkelig stod og pustede mig i nakken behøvede jeg jo ikke gøre mig alt det her besvær! Logik er logik, min køre Gulluq, skændte han på sig selv og smilede skævt til sine egne tanker.
   Først tog han Sarkostes boller op af gryden, det ville være en skam at lade dem gå til spilde. Man kunne sige meget om Sarkoste, men hun bagte nu udmærkede boller. Gulluq måtte dog indrømme at en del af den gode smag ganske sikkert nok også stammede fra det faktum, at det ikke var ham, der havde haft besværet med at bage! Så tog han nogle trækævler fra kurven og pakkede ildstedet rigtigt, så det kunne holde ild i mange timer uden at blive til et kæmpebål. Med den sidste brænde-knude han lagde på ildstedet, var det så fyldt som der overhovedet kunne være. Han vidste jo ikke hvor længe han skulle være væk, og om de tre skulle sove helt ind til han kom tilbage. Han håbede det, for så ville han dog nå hjem igen inden for overskuelig tid. Men der var bare den der isnen i kroppen...
   Gulluq lagde pludselig mærke til noget pulver, der lå på gulvet. Pulver, som svigerinden måtte havde tabt på der. Det lå lige under den store gryde, der nu var drejet ud af ildstedet. Gulluq bøjede sig ned, og tog en del af pulveret op i hånden, og skulle lige til at smage på det med tungespidsen for at finde ud af, hvad det kunne være, da han kom i tanke om, at det vel måtte være noget fra den hemmelige nissebrygopskrift! Så havde han altså haft ret! Sarkoste var blevet forstyrret og havde gjort bryggen alt, alt for kraftig, og ikke fået den fortyndet bagefter! Der skulle kun ganske, ganske få gram af dette pulver i nissebryggen, Sarkoste måtte altså være kommet til at putte for meget i!
   Gulluq vidste ikke hvorfor, men han tænkte, at det kunne være, det kunne komme ham til nytte, så han puttede den håndfuld pulver, han stod med i hånden, i sin ene lomme.
   Så vendte han sig og betragtede igen tankefuldt de sovende, trak på skuldrene og rettede på sin nissehue. Han gik hen til den store, tunge yderdør, og greb fast om sine ski. De stod lænet op ad stativet ved siden af Drubans og Sarkostes ski, ja og også nu Nis Peter Gammelmands ski.
   Gulluqs ski var blevet våde af det vand, der var smeltet fra snebunken, der havde dannet sig, da Druban åbnede døren for den gamle nisse, så han måtte bruge et par minutter på at smøre mederne godt, så skiene igen kunne glide let gennem sneen.

En knitren fra ildstedet fik ham til at vende sig. Var det ikke som om, at nisserne ved bordet begyndte at røre sig? Mon de alligevel?... Nej, det var nu nok snarere Gulluqs bankende håb, placeret både i hjertet, i tindingen og i det tørre svælg, der rørte på sig. Det, og en brændeknude, der var blevet antændt.
   "Ja så!" Sagde Gulluq til sig selv. "Ja. Så, så må jég jo gøre det! For Julemanden og julefredens skyld! Men især for verden, som vi kender den!" Det virkede bare ikke som om, det var nok. Han var en gammel nisse, der elskede at sidde foran sit ildsted med en pibe i munden og hænderne beskæftiget med at udforme endnu en pibe. Det virkede ikke som om han havde noget i sig, der var nok til den mission, han var ved at sende sig selv ud på. Han rystede på hovedet, men spændte så skiene på sine fødder, der inde i køkkenet for han vidste, at han ikke ville kunne gøre det ude i stormen og snefoget. Han lagde en beluffet hånd på dørhåndtaget og trak vejret så dybt, at han fik kvasten fra sin nissehue i munden. Han spyttede kvasten ud, og åbnede døren.

Huiii! Huiii! Huiii!
   Stormen skreg hylende og omnipotent, og kastede store tunge dynger af sne imod den stakkels Gulluq. Han havde det største besvær med at komme ud i kulden, mørket og snestormen, selv om han dog ellers var villig nok, og samtidig få lukket døren bag sig.
   Det var koldt. Bidende koldt! Gulluq vidste ikke en gang, hvilken vej han skulle vælge! Skulle han dreje til højre eller venstre? Eller måske gå ligeud? Eller bag om igloen? Han vidste det ikke! Han klemte øjnene hårdt i, og tænkte på Julemanden.
   "Kære Julemand, hjælp mig!" Tænkte han. Det var ikke meget, men han kunne ikke blive stående uvirksom mange flere sekunder, så ville han blive så kold at han ikke ville kunne røre sig! Så begyndte han at gå! Ud i stormen, ud i sneen og ud i kulden. Ud, for at finde den stjålne kane og rensdyrene. Eller i det mindste finde nogen, der kunne hjælpe ham med at finde rensdyrene og kanen! Ud for at tage kampen op mod nogle menneskerøvere, der var mange gange større og stær-kere end han!

Hvordan skulle det dog gå stakkels Gulluq? Der var jo ingen i hele verden, der vidste, hvad han var i færd med!
   Hundene fra menneskenes boliger, der ikke var så langt væk, lå i deres tøjr, men de små huler, de havde gravet sig som læ mod stormen og sneen var end ikke synlige. Der lå hundene, under sneen, tålmodigt og ventede på, at stormen ville aftage, så de kunne se himlen igen. De lå og drømte om frosne ammassater, de små, hårde fisk, som var som slik i en hundemund, og lange, lykkelige slædeture. Deres snuder havde de stukket godt ned under de buskede haler, og de sov. Ikke en eneste hund vågnede, da Gulluq trådte ud i den hvide verden, og strøg forbi dem på hvislende meder.

For ikke at føle sig alt for alene, begyndte han at synge en lille sang, som hans mor i sin tid havde lært ham:

Når ting er værre end værst,
   og alting koldt og dumt.
   Når lykke og glæde og fred og håb,
   bliver truet af folk der vil ondt.
   Så giv ikke op,
   men kæmp med hjerte og mod.
   Og gør først stop,
   når du har fjernet ondets brod.

Julen er glædens hjertefest,
   med sne og grød og sang.
   Hvad end man er ene eller mange,
   kan viljens kraft give hjertet klang.
   Så giv ikke op,
   men kæmp med hjerte og mod.
   Og gør først stop,
   når du har fjernet ondets brod.