En tæt og fin regn har mørkfarvet jorden. En solsort fordrives af en rasende havemaskine, som naboen muntrer sig med. En genbo går og sprøjter med gift og sommerfugle dratter ned på min vilde græsplæne. Lyden af et jetfly skærer gennem larmen, hvor skyerne gør det umuligt at se udblæsningsstriberne på himlen.

Et mågeskrig genopretter balancen og følelsen af rum og afstand på dette sted.

Den fine regn falder på jorden. Den falder på træerne, der hæver sig store og skinnende. Træernes blade elsker væden og folder sig ud. Det gule græs bliver igen grønt og solsorten, som har sat sig på græsplænen, lægger hovedet på skred og taler til mig.

"I mennesker skal udbrede en levevis med et meget lille økologisk fodaftryk. Det skal gøres nedefra og det i en sådan grad, at politikerne bliver nødt til at lytte - så i kan bibeholde en jord, hvor mennesker kan leve; men hvor der er også plads til den vilde flora og fauna, som jeg jo hører til. I mennesker kan ikke tvinge håbet og troen frem. Disse følelser findes indeni jer og skal komme indefra. I mennsker skal samle jer globalt i en reel og stærk opmærksomhed mod både det fjerne og det nære liv omkring jer, alt det som er i fare på grund af de klimaforandringer i mennesker har skabt. Jeres opmærksomhed skal ikke være rettet mod jeres egen materialistiske bekvemmelighed - glem den! Kan i mennesker komme så langt, er der en chance for, at håbet og troen får næring som spirende frø i en asfaltørken, hvis i da ikke udsletter jer selv i jeres krige."

Solsorten er uopmærksom under sin tale og en spurvehøg styrtdykker fra himlen og en solsorts liv er forbi. Spurvehøgen kigger på mig og siger "Håber i mennesker forstår budskabet og tak for mad."