Krillekritten var enorm, stor som et højhus og bred som 100 bagersvende på rad. Når den gik gungrede og skvulpede det i dens mave.
Krillekritten gik nu sjældent, dens 88 ben havde svært ved at koordinere, så oftest sad den ude østpå og slugte solopgange.
Verden havde den for længst samlet i sit indre univers.
"Jeg er universet",
skoggerlo den, og slyngede sin lange grønne tunge rundt om endnu en galakse.
Krillekritten havde engang haft en kone, men hun havde forladt ham.
"Du er et monster", skreg hun, så vendte hun ryggen til og skred. Hun gik mod vest, der slog hun sig ned og knasede solformørkelser mellem tænderne.
"Pyt", tænkte Krillekritten: "Hun var en rappenskralde, og solformørkelser kan jeg da sagtens undvære".
Men nu skete det en dag, at Krillekritten fik den mest forfærdelige mavepine.
Han tog en pille, det plejede at hjælpe, men ikke denne gang.
Så stak han sin snabel i verdenshavet og sugede til, hver eneste dråbe, hver eneste kubikmeter endte i hans forslugne mave, lige meget hjalp det.
Han jamrede, rallede og skreg som en sindssyg poet.
Ingen hørte hans skrig, han havde slugt dem alle, hver og en, der kunne tænkes at hjælpe ham.
Hans forslugenhed havde absorberet altet. Intet var tilbage, til at mærke hvor ondt det gjorde.
"Jeg har brug for en doktor, en læge, en sygeplejerske, en samaritaner", skreg han ud i intetheden, mens han holdt om sin vom med sine 27 arme. Stilheden lagde sig som en dyne på hans øre i ødemarken.
Det gik langsomt op for Krillekritten, at han var mutters alene og måske ville dø i absolut ensomhed.
Nu græd han som pisket, skønt der ingen var til at piske ham.
Pludselig mærkede han noget prikke og stikke under en af sine 88 fødder. Det var en ihærdig knivskarp og ubehagelig murren, som når en myg stikker igen og igen.
Krillekritten glemte et kort øjeblik det fremadstormende maveonde, og stak et par hænder ned mod det irriterede sted. Hans ene pegefinger greb om det der generede ham, og han løftede fingeren op mod sit store nærsynede pandeøje.
Der sad en miniaturemand på hans negl: "På størrelse med en grønært", tænkte krillekritten: "Og hvem er så du?" udbrød han vredt.
"Jeg er Skt. Peter", svarede manden.
Krillekritten anede ikke hvem Skt. Peter var: "Jeg har brug for en doktor eller en samarit", udbrød han: "Er du det?"
"Æhh" Skt. Peter trak på det, han mærkede nok, at der var sandsynlighed for at han ville blive mast til plukfisk, hvis ikke han kunne hjælpe.
"Jeg er en slags samaritan for mennesker".
Han overvejede at springe ud i intetheden, men han kunne ikke se sin port eller nogen skyer, så han blev stående hvor han stod.
"Jeg er ikke noget menneske", skreg Krillekritten: "Jeg er en Krillekrit og jeg har sindsygt ondt i maven".
"Æhh", udbrød Skt. Peter endnu en gang. Måske var hans sidste minutter nu kommet.
Han forstod pludselig hvordan de milliarder af mennesker han havde fulgt på vej, måtte have haft det.
"Jeg kan måske hjælpe dig", hviskede han brødbetynget.
Krillekritten så på ham med interesse og håb i øjet: "Hvordan?"
"Du bliver simpelthen nødt til, at kaste det hele op, og starte på en frisk", Skt. Peter hoppede ivrigt op og ned på neglen.
"Men hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Jeg har aldrig nogen sinde kastet noget op. Altid kun slugt og slugt. Jeg ved slet ikke hvordan man gør".
Krillekritten vred fortvivlet de 26 af sine hænder.
Skt. Peter som sad på den 27, så på ham med al den medfølelse han kunne oparbejde: "Jamen, det er da også forfærdeligt", udbrød han: "Jeg forstår hvor svært du har det. Ingen har nogensinde haft det så slemt som dig, og derfor bliver du simpelthen nødt til at prøve noget nyt".
Krillekrittens øje lyste af håb.
"Først", sagde Skt. Peter: "Åbner du munden på, vid gab".
Krillekritten åbnede sin enorme mund, og afslørede en perlerække af skrækindjagende tænder.
Skt. Peter åbnede selv sin mund.
Dette var absolut ikke noget han brød sig om. Bræk var noget af det mest klamme og ulækre han kunne forestille sig.
"Så tager du så mange af dine hænder som muligt, og stikker dem langt ned i halsen. Bare ikke den med mig på", råbte han advarende.
Krillekritten gjorde som der blev sagt. Med den lille undtagelse at Skt. Peter røg med ind i gabet på den.
Lavinen startede omgående. Ud røg galden, verdenshavet, himlen, jorden og stjernerne. Universet sejlede rundt i en suppe af en grød. Ragnarok, orkaner og sandstorme føg gennem luften og hvirvlede rundt i uendelige timer, indtil Krillekritten træt faldt sammen ude vestpå.
En varm glæde fyldte ham med solens nedadgående stråler.
"Tak, Skt. Peter", lo han, mens han undersøgte neglen på sin 27 hånd. Den lille ærtemand var væk.
"Hvor blev han mon af?" Krillekritten så sig forbavset omkring.
Men oppe ved porten sad Skt. Peter, og han havde kvalme.