Svanemor vågnede og var helt forpjusket over den måde, hun blev vækket på. Strikketøjet var gledet ud af hendes vinger, garnet flød ude på vandet. "Se I nu bare at komme i gang med at få det garn ind, ellers bliver der slet ingen næbvarmere i år," sagde svanemor, godt ærgerlig.
   Ud svømmede ungerne, de havde respekt for deres mor. Utålmodigt sad svanemor og ventede. Minutter blev til timer. Mørket var ved at falde på. Bekymringen over sin ungers manglende hjemkomst fik hendes fjerpragt til at lægge sig. Svanefar tog det mere roligt. Han var vant til ungernes skejen ud. De havde mange legekammerater i og omkring søen, og ur havde de jo ikke.
   Svanefar knugede med sine store udstrakte vinger svanemor ind til sig. Kærligt lagde han sin lange hals ind til hendes, og deres næb mødtes i et kort sekund. Svanemors fjerdragt blev efterhånden mere luftigt i overensstemmelse med hendes humør. Der gik da heller ikke lang tid, før hun ude fra søen kunne høre sine unger komme nærmere. De skræppede og skræppede og havde det tilsyneladende vældigt fornøjeligt.
   "Mor, vi har været til brødparty," skræppede de i kor. "Vi har haft det så sjovt. Næsten alle vore venner var der. Andesines fem ællinger havde taget deres far med, så vi var under voksen opsyn, selvom det blev sent," skræppede en. "Ja, på den anden side af søen lå der en bunke af det hvide brød. Det var godt nok tørt, så der gik tid med at blødgøre det først. Derfor løb tiden fra os," sagde en anden svaneunge.
   Svanemor rakte sine vinger ud og tog alle sine unger ind til sig. Her lå de nu godt og trygt i svanemors favn.
   "Jeg er glad for, at I er kommet tilbage, og at der ikke er sket jer noget," sagde svanemor rørt.
   "Pyt med garnet. Jeg har noget liggende fra sidste år i forskellige farver."
   Svaneungerne blinkede til hinanden og snart kom svanefar og bredte sine store vinger så langt ud, at han kunne omfavne hele sin kære familie.