Der går løver rundt i parken,
lissom gråspurve.
De sidder og læner hoderne
mod bænkene,
de ligger og ser slatne ud
under buskene,
de står og hvæsser kløer
på træerne,
de går rundt
og ser meget løveagtige ud.
Gråspurvene hopper omkring
mellem deres tykke poter
uden at være bange.
Alle de løver er mine venner,
og hver eftermiddag går jeg ud
i parken til dem.
Jeg har altid noed med:
det er nemlig mig,
der holder de løver i live.
Jeg har gjort mig til tyv
for de løvers skyld:
hver eftermiddag bryder jeg nemlig ind
hos slagteren
og tar pølser med
til løverne.
I går blev jeg ovenikøbet morder
for de skide løvers skyld:
slagteren var ikke gået,
og han brølte op fordi jeg
trak af med en række lilla pølser.
Der var en kniv,
og så var det sket med ham.
Men det gør ikke noed,
for han er nemlig gået i løverne.
Der er osse andre folk i parken,
men de lader som om de sletikke ser
løverne.
De skal næsten falde over dem
før de går udenom.
Ofte sidder jeg
og fletter mælkebøtter og bellis
ind i løvernes manker,
og lader gråspurvene sætte sig
hen ad løvernes rygge.
Det ser smukt ud.
Det er det eneste fornuftige
man kan bruge de løver til.