Knut og Thormod Stod og øvede sværdkamp på gårdspladsen, da en af trællene kom løbende imod dem. "Kongen kommer, kongen kommer," råbte han.
   "Gør klar til gæstebud," råbte Knut og klappede hænderne sammen, så det gav genlyd på gårdspladsen. Knut var den ældste af sønnerne og når faderen ikke var på gården, havde Knut derfor det sidste ord. Trællende styrtede rundt, for at gøre klar til Kongen og hans mænd.

Tre mænd med Kongens skjoldmærke red ind på gårdspladsen, men kongen var der tilsyneladende ikke. Mændene red direkte mod Knut og Thormod. Da mændene kom nærmede, var det tydeligt at se, at de var i en slem forfatning. Den forreste af mændene, der præsenterede sig som Runolf, var uskadt, men de to andre, så ud som om de var redet ud af et brændende hus.

"Vi kommer med et vigtigt bud fra kongen," kom det stakåndet fra Runolf, "vi har brug for alle de mænd I kan undvære og alle de lange lancer I har." Knut og Thormod stod rådvilde et øjeblik. Var der udbrudt krig? Havde fjenden brændt kongsgården ned? Var kongen død? Det sidste ville være en katastrofe, da Knut og Thormod var af hvideslægten, som havde svoret kongen troskab. Den nyhed Runolf kunne fortælle, havde de ikke, i deres vildeste fantasi, kunnet forestille sig.

Runolf fortalte, hvordan en kæmpemæssig drage havde lagt sig rundt om kongsgården og spæret kongen og hans mænd inde. Med Runolfs ord, måtte det være Nidhyg selv og dermed ikke bare ende på kongedømmet, men begyndelsen på Ragnarok. Knut og Thormod havde svært ved at tro deres egne øre, men når buddet kom fra kongen, var de forpligtet til at agere.

Runolf undskyldte, at de ikke kunne blive, de måtte kalde så mange frænderne sammen, som de kunne nå, inden de skulle gøre udfald mod dragen. Mændene var allerede ude af syne, da Knut havde kaldt sine hirdsmænd sammen. Thormod ville med, men fik ordre på at blive tilbage, med en mindre styrke, til at forsvare gården.

Mindre en en halv time senere red Knut af sted, med en styrke på 15 kampberedte mænd, bevæbnet med lange lancer. Gården lå knapt en dagsrejse fra kongsgården, så det var allerede mørkt da de nåede frem. Knut og hans mænd sluttede sig til styrken, der havde slået lejer, i behørig afstand fra kongsgården.

Fra lejeren så det ud som om, der lå et mindre bjerg, der hvor kongsgården før havde ligget. Knut ville ride nærmere, så han ved selvsyn kunne se, hvilken fjende der ventede dem. Han blev dog stoppet af Helgi, kongens jarl, som advarede ham mod at ride nærmere. For blot en time siden, var en mindre styrke kommet for tæt på dragen. De var forsvundet i et inferno af ild og røg.

Det blev en lang nat. Ingen af Knuts mænd kunne sove. I nattens løb voksede lejeren i størrelse og da solen stod op, talte den mindst 700 lanser.
   De første, der forsøgte at gøre udfald mod dragen, var Thorbjørn langbue. Thorbjørn havde fået tilnavnet langbue, fordi han og hans mænd var kendt, som landets bedste skytter.

Thorbjørn Langbues mænd havde taget stilling i skovbrynet, så skoven kunne yde dem en hvis beskyttelse. De gjorde deres buer klar og sendte den ene byge af pile mod dragen efter den anden. Havde fjenden bestået af mænd, ville mange af dem nu ligge døde og sårede i græsset, men på dragen havde pilene absolut ingen effekt.

En styrke på godt 300 mand, ledet af Helgi Jarl, havde i mellemtiden gjort sig klar til kamp og red nu for fuld kraft mod dragen. Da de var knapt 50 meter fra dragen, rejste den sig op på forbene og sendte en mur af ild mod dem. Det var et frygteligt syn. Ved første bølge af ild faldt hele den midterste del af styrken, med Helgi i spidsen. De fleste døde med det samme. Alligevel kunne der høres de mest forfærdelige skrig fra mænd, der lå forbrændte og vred sig på jorden. Der gik et øjeblik, før dragen igen sendte en byge af ild ind over mændene. De, som ikke allerede var døde, var nu på vild flugt mod skoven.

Knut, der havde overværet det frygtelige optrin, satte sin hest i bevægelse. Inden nogen kunne nå at stoppe ham, var han på vej mod dragen, i fuld galop. Han sigtede lansen mod dragens øje, som han forventede måtte være dens svageste punkt. Dragen samlede sig til endnu en byge af ild. Kampen kunne kun ende på en måde. Knut eller dragen måtte lade livet.

Pludselig lød der nogle kraftige bankelyde og døren sprang op. "Så er det på hovedet i seng." Det var Peters og Sørens far, som var kommet ind på værelset. "Hvis ikke I kommer i seng nu, er det sidste gang I kommer med til Vikingespil." Sidste lørdag havde hele familien været ude at se vikingespil og siden havde Peter og Søren hver aften kæmpet drabelige slag mellem guder, jætter drager og helte, til deres far til sidst måtte smide dem i seng.

Peters og Sørens far forstod ikke, at slaget mod dragen, var lige sår virkeligt, som det værelse han stod i. For hvem kan sige, at drømme og fantasi ikke er virkeligt?
   Dagen efter fortsatte kampen dog og mon ikke det skulle lykkes Knut at bore lansen ind i dragen øje, inden den kunne nå at sende endnu et inferno af ild mod ham og hans hest?