Jeg går langs Lillebælts tågede kyst.
Begge broer ligger sammenstyrtede
i et foruroligende syn hvor
Færgemanden og hans passagerer
forsvinder i bæltets tykke dis.
Tungt lastede skibes køl
stikker dybt og ind i himlen.
Store flokke af edderfugle langs kysten
inden tågen opsluger dem.
Broerne findes ikke mere.
Jeg prøver at finde indgangen
gennem en tungere og tungere dis.
Måske er de der alligevel.
Pludselig er der en åbning
hvor solen blænder i millioner af dråber.
Kranerne i Fredericia knejser mod himlen
hvor sorte flyvende øgler skaber angst.
Jeg står som på pæle
løfter mågerne ud af
en fælles ensom fortid,
Ind i en fremtid, som hele tiden bliver et nu
Som hele tiden forsvinder.