Der var engang en vred prinsesse. Hun boede på et gyldent slot med sin far og sin lillesøster. Hendes mor var forsvundet. Pludselig en dag var hun væk, og lige siden den dag havde den lille prinsesse været frygtelig vred. Hun var så vred, at det føltes, som om hun havde en hel hård fodbold af vrede i maven.
   Hun var så vred, at hun blev uvenner med alle andre. Hun sparkede sin far og slog sin søster, og hun havde erfaret, at hvis hun sparkede til den ene af et bords fire ben, så kunne hun af og til vælte det. Så røg tallerkner og glas på gulvet og blev knust med en dejlig splintrende lyd, som passede så godt til hendes humør.
   Hun sparkede også til fyldte gulvspande og malerbøtter, så vand og maling flød i små floder i gangene, og hun sparkede jagthundene, så de peb og løb væk.
   Og alligevel blev fodbolden i hendes mave ikke spor mindre.
   Hun blev uvenner med alle på slottet og fik rigtig meget skældud.
   En dag havde hun fået nok; hun tog sine største støvler på og gik sin vej, trampende afsted ud af landevejen. Å, det var så dejligt, at trampe så hårdt hun kunne, uden at nogen skældte ud. Da hun havde trampet afsted så længe, at hun faktisk var ved at blive lidt træt, kom hun til et lille grønt hus, og udenfor huset på en bænk sad der en gammel kone og strikkede med en kolonorm taske ved siden af sig.
   "Uha dada, der er jo en rigtig vred lille prinsesse," sagde konen. "Det ser sandelig ikke godt ud, når en lille prinsesse er så vred. Kom du her og sæt dig hos mig!"
   Og fordi hun var ret træt, satte prinsessen sig hos den gamle kone.
   "Nå," sagde den gamle, "vi må se at få puttet lidt humør i dig."
   Og så stak hun en lang arm ned i i sin kæmpestore taske. Da amen kom op igen, havde hun fundet 7 mørkerøde hindbærbolsjer og 7 kulsorte lakridsbolsjer i taskens folder og afkroge. Dem rystede hun grundigt sammen og proppede dem allesammen ind i munden på prinsessen.
   "Så, nu skal du nok blive en glad lillepige igen," sagde den gamle. Men Prinsessen kunne mærke, at mavefodbolden var større end nogensinde, og at bolsjerne blev uvenner med den om pladsen og ville ud igen, og så blev hun rigtig rasende igen og spyttede dem ud over hele blomsterbedet. Dér lå de og lignede 7 sorte og 7 mørkerøde blomster.
   "FARVEL", sagde hun bestemt til konen, og så trampede hun videre ud af vejen.

Henad frokosttid så hun noget blafrende og farvestrålende længere fremme. Og da hun kom nærmere, viste det sig at være en lille by af telte. Fine små cirkustelte i klare farver og striber. Med flag i toppen. Og rundt omkring stod og sprang og klatrede der cirkusartister og øvede sig på alt muligt. Akrobater slog araberflikflak spring med hele og halve skruer, en jonglør jonglerede med skarpe knive og en ged trænede i at stå på to ben på en skammel. Prinsessen gik lige ind midt i det hele og stillede sig med hænderne i siden, viste tænder og råbte "ØV," så højt hun kunne.
   Straks kom cirkusdirketøren med hvide handsker, skaldepande og sorte støvler og så bekymret på hende.
   "Det er altså ikke så godt, når små prinsser er så vrede og råber ØV i mit cirkus," sagde han. "Små prinsesser skal være glade og søde og le og klappe i hænderne. Nu skal du bare se noget morsomt." Og så tryllede han to sommerfugle ud af næsen. Men prinsessen knyttede sine hænder og busede hovedet lige ind i maven på cirkusdirektøren.
   "Ugh," gispede han, "du er godt nok virkelig voldsomt vred!"
   Men prinsessen løb hen og sparkede til gedens skammel, så den hoppede ned og løb sin vej, og hun skubbede til jongløren, så han tabte sine skarpe knive og blev meget vred og så gik hun sin vej.
   TRAMP TRAMP og hun gik og gik.
   Hen under aften nåede hun til en by.
   Hun var faktisk træt og gik ind på kroen for at få mad og en seng at sove i.
   Alle folk kunne se, at hun var prinsessen på grund af kronen, hun havde på hovedet, og de havde også hørt om den vrede prinsesse, og mange af dem kom hen til hende og fortalte, at de også var vrede. En var vred, fordi hans kone var blevet væk, og en anden var vred, fordi han havde fået stjålet sine penge. Men prinsessen var ligeglad med, hvorfor de var vrede, hun havde stadig sin foldbold af vrede i maven. Til sidst fik hun nok af dem og gik sin vej uden at få sovet.
   Hun trampede afsted på den mørke vej, som begyndte at gå opad. Og opad og opad. Så så hun et lille lys, der skinnede rødt og gult i mørket og gik i den retning. Da hun kom nærmere, så hun at det var en hule i bjerget, og da hun gik indenfor, blev hun klar over, hvis hule det var. En kæmpestor drage sad ved et bål.
   "Å, din dumme drage", sagde prinsessen, "du skal ikke tro, at jeg er bange for dig." Og så sparkede hun til det store egetræsbord, som tilfældigvis havde et løst ben. Og benet brækkede af, og bordet hældede slemt, og dragens aftensmad røg på gulvet.
   "Aha", hvæsede dragen, "en tvekamp!" Og den løftede sin store hale og flækkede bordet 4 gange på langs.
   "Nå!" Sagde prinsessen, "så tag den her!" Hun spyttede af alle sine kræfter og ramte dragen lige midt mellem øjnene. Med en ulækker, slimet spytklat.
   "Waqqs", sagde dragen, åbnede gabet vidt og bredt og sendte en ildtunge lige hen over hovedet på hende, så kronen blev blød og deform. Prinsessen var nu så vred og ligeglad, at hun kastede sig over dragens ene fod. Den eneste tå der var lille nok, til at hun kunne bide i den, var lilletåen, så den bed hun sig fast i og bed til af alle kræfter.
   "Hihihihi," lo dragen, "det der kilder altså! Hør nu her lille prinsesse, mine tæer har skæl på, og dem kan du ikke skade med dine små tænder, men hvis jeg bider i dig, så bider jeg dig jo midt over, og det vil jeg ikke, for det er jo ikke hver dag, jeg får mulighed for at tale med sådan en vred prinsesse."
   "Nu må du hellere sidde lidt her ved ilden sammen med mig."
   Og dragen satte prinsessen, der stadig var vred, men også helt træt og udmattet, ved siden af sig ved bålet.
   "Sig mig engang, hvordan har man det, når man er så vred?"
   "Å drage, jeg er så sur. Jeg hader alle de andre. Jeg vil bare slå og sparke dem."
   "Jaså, du er sur. Hvordan har man det, når man er sur?"
   "Jeg savner min mor. Det gør så ondt, ligeså ondt som at have brækket benet bare på en anden måde. Og jeg bliver så vred,når jeg ser, at de andre har deres mor. Det føles helt tomt indeni."
   "Jaså, du savner din mor rigtig meget. Hvordan er det at savne sin mor så meget?"
   "Jeg er sur på hende. Forstår hun slet ikke,at det gør så ondt på mig og på min far og min søster? Jeg har lyst til at slå hende, så hun kan forstå det."
   "Aha, du er rigtig sur. Hvordan er der indeni dig. når du bare har lyst til at slå?"
   "Jeg er rigtig vred, men jeg er også bange. Jeg tør slet ikke at drømme om hende, fordi det gør så ondt at vågne op og opdage, at hun slet ikke er der. For jeg elsker hende jo."
   "Du tør ikke engang drømme om hende. Hvordan er det, når det gør så ondt, at du ikke engang tør drømme?"
   "Jeg er så ked af det. Det gør forfærdelig ondt indeni. Jeg savner at gå tur med hende og holde hende i hånden, og at hun ler til mig. Og jeg savner, at hun sidder med armene om mig og synger for mig, og jeg savner at komme ind i hendes seng, hvis jeg vågner om natten og falde i søvn, mens hun holder om mig."
   " Å, du savner hende helt forfærdeligt meget. Hvordan er det, at savne sådan?"
   "Jeg savner, at hun krammer mig og at vi griner sammen. Jeg vil bare så gerne være glad igen og lege sammen med de andre børn."
   "Ja, du længes efter at lege sammen med de andre. Jeg tænker på, om der er noget, jeg kan gøre lige nu, så du får det lidt bedre?"
   "Hvis du vil holde mig i dine arme,og synge for mig, mens jeg sover, så tror jeg, at jeg vil få det lidt bedre."

Så tog dragen prinsessen op i sine arme og støttede hende på sin grønne mave. Han gik ud i natten og satte sig med hende og vuggede hende i stjerneskinnet og mumlede en stille dragevise til hun faldt i søvn, og der blev han siddende hele
   natten lang.
   Næste morgen viste dragen prinsessen vejen hjem; det var faktisk meget nær ved. Han sagde : "Man siger, at drager har hjerter af sten, men det passer ikke, for mit er levende, og det rører mit store dragehjerte at se, hvor hårdt og modigt du kæmper som en rigtig prinsessedrageridder. Hvordan har fodbolden det nu?
   Prinsessen mærkede efter og følelsen af fodbolden i maven var meget mindre nu. Dragen gav hende et af sine hårde glitrende, grønne skæl. " Hvis fodbolden kommer igen, så hold fast på skællet og husk, hvad vi talte om," sagde den.
   Det lovede prinsessen, hun gav dragen et kys på snuden, og så løb hun hele vejen hjem. Udenfor slotslågen stod hendes far og kiggede i alle retninger efter hende. Hun satte fuld fart på, sprang lige op i hans arme og gav ham et drageridderprinsesseknus.
   Så gik de ind og spiste morgenmad.