Slangen
   En ung kvinde blev en dag bidt i det venstre øre af en slange. I en skov, hvor hun ellers følte sig uden for fare. Slangen hang på en gren, da hun gik forbi. Det var et kompliceret tilfælde, for herefter tabte hun sit hoved. Det faldt af, da giften bredte sig rundt i hendes krop. Uden hoved var hun afhængig af de med hovedet og forstanden i behold. Det eneste, hun havde tilbage, var følesansen. Uden næse kunne hun ikke lugte, uden øjne kunne hun ikke se, uden ører, kunne hun ikke høre.
   Den unge kvinde var i grunden ret fortabt og ringeagtet. På De Kloge Hoveders Skole, hvor hun gik var man nemlig kun interesseret i intelligens og viden og stort set ikke i, hvad man kunne føle og mærke. Over for deres argumenter var hun mundlam, men til gengæld kunne hun slå hårdt. Til sidst blev man så bange for hendes slag, at ingen længere talte til hende. Hun blev ignoreret, hvilket var deres stærkeste våben.
   Ensomheden åd sig ind i hendes psyke, hendes sjæl. De ensomme nætter skrev hun med hænderne på en maskine. Hun skrev med tæerne også. Og hun skrev med hjertet. En dag sendte hun sine manuskripter ind til en udgiver. Men her fik hun afslag. Hun skrev videre og sendte ind til en ny. Igen fik hun afslag. Der var ikke salg i hendes manuskripter, mente man. De manglede overblik, og det havde kvinden ikke.
   Hun blev ældre og efterhånden træt af de mange afslag. Ensomheden var den samme. Ingen syntes at forstå hendes sprog. En dag satte hun sig for at gå en pilgrimsrejse. I håbet om at finde noget, hun havde mistet. Det var ikke hovedet, hun ledte efter. Det var jo borte. Hun drog ud, og hun gik den pilgrimstur, som dengang tiltrak mange mennesker fra hele verden. På vejen mødte hun andre, der talte hjertets sprog. Hun opdagede, at hun ikke var alene. Dog havde de også hovedet i behold, men de kunne sætte sig i hendes sted.
   Nu spurgte hun en pilgrim, om han troede, det tabte var borte for altid? Han svarede på filosofisk vis, at man ikke kan springe i den samme flod en gang. Hun konkluderede, at uanset hvad der skete, var alt foranderligt og forgængeligt. Kvinden havde et stærkt hjerte, der slog regelmæssigt, Hendes ben var udholdende og trinene raske. Hun nåede langt men aldrig til det oprindelige bestemmelsessted. For hun havde svært ved at orientere sig uden øjne og bare gik og gik.
   Hjemme fra pilgrimsrejsen ventede hende en overraskelse. Da hun åbnede døren til sin lejlighed, sad der en slange på hendes stol. Den læste hendes manuskripter og gjorde store øjne, da hun trådte ind. - Du er kommet meget længere, end jeg troede, du ville, da jeg tog dit hoved, sagde slangen og forsatte: - Men jeg ved du har savnet det, så her har du det tilbage, så kan du tage tilbage på De kloge Hoveders Skole, sagde slangen indsmigrende. Kvinden var glad og lettet. Hun rakte hænderne ud for at tage imod hovedet. Men i samme øjeblik bed slangen hende i benet. Den hvæsede skadefro: -Du lærer dog aldrig, at mig kan du ikke stole på! Kvinden tog sig til benet og gned der, hvor hun var blevet bidt. Men giften spredte sig hastigt. - Fordi du er så naiv, må du nu tage ved lære på ny, sagde slangen. - Her har du dit hoved, men nu må du leve uden din krop. Så krøb den ned af stolen og hen ad gulvet og ud. Væk var den.
   Hovedet hang der i luften for sig selv. Det så, det hørte, det smagte. Men intet følte det. Slangen havde taget hendes krop, hendes hjerte og hendes følesans. I nabolejligheden blev der spillet musik. Hovedet lyttede til tonerne, og det underholdt sig med at dele dem op efter toneart, dur og mol. Men uden et hjerte kunne hovedet ikke mærke rytmerne. De rørte ikke længere noget i det indre. Da huskede det slangens ord og besluttede sig for at vende tilbage til De kloge Hoveders Skole. Her tog man venligt imod hovedet og sagde velkommen tilbage, det er godt at se dig. Hovedet havde længtes tilbage, længtes efter at finde hjem igen. Det befandt sig godt med at svæve der, blandt de andre hoveder. De vise bøger og skrifterne åbnede sig igen for hovedet, som fik nyt syn for sagen. Og man anerkendte hovedets fine talen.
   Men et sted i baghovedet stod det klart, at der manglende noget. Der var andre hoveder, som viste interesse, men det føltes ikke rigtigt. Så en dag svævede hovedet ud af vinduet, mens man diskuterede de evige ideer. Borte var hovedet og snart på en færd jorden rundt. Hvad det ikke så, hørte og smagte! Men ingen steder kunne hovedet slå sig ned, for det kunne ligesom ikke føle noget, og derfor var det altid hjemløst og på vej videre. Efter et år, svævede hovedet ind af vinduet til sin lejlighed igen. Det havde været vidt omkring. Der sad nu slangen igen, denne gang på sofaen. Hovedet var på vagt, for det huskede nok, hvordan slangen tidligere havde narret det. Slangen gjorde øjnene store, som på et barn der har gjort noget uartigt. - Nu har må du vælge, hvislede slangen, om du vil være hoved eller krop for fremtiden. - Hvad er vigtigst for dig, at være kløgtig på De Kloge Hoveders Skole, eller at mærke og føle dit hjerte slå? Vil du svæve, eller vil du gå? Spurgte slangen drilsk.
   Hovedet undlod at svare men tænkte sig godt om. Det mindedes noget fra skrifterne og sagde endelig til slangen: Jeg ser nok, dit problem! Jeg forstår det godt. Slangen så undrende på hovedet. - Ja, du har hverken hoved eller krop, sagde hovedet. Slangen krøb sammen, forskrækket. Hvad mener du? Spurgte den kry. Jo, sagde hovedet: Engang var jeg hel. Dengang kunne jeg alt. Så tog du først mit hoved og reducerede mig til krop og hjerte. Derefter tog du min krop og mit hjerte og forvandlede mig til et svævende hoved uden evne til at føle. - Det er rigtigt, sagde slangen og kiggede listigt og bekræftende på hovedet. - Du har svigtet mig to gange, sagde hovedet, så jeg fornemmer nok dit ærinde her i dag. Jeg ved, det er en fælde, du sætter op. - He, he, sagde slangen og at det var ikke så slemt ment... denne gang.
   Hovedet fraveg ikke med blikket slangen, nej det fikserede dens øjne. - Jeg ser på dig, hvorfor du har gjort dette mod mig, sagde hovedet bestemt. Slangen peb og krympede sig. - Du har som slange hverken hoved eller krop. Du kan krybe, men du kan ikke gå. Sagde hovedet nu til slangen og forsatte med hævet tonefald, som løftede sig op over slangen, uanset hvor meget den strakte sig i luften. - Og du har ingen arme, så selvom dit hjerte kan føle, kan det ikke favne. Du har hjerne, men ved kun at gøre andre ondt med din gift. Jeg ser nok, du har gjort alt dette af misundelse, fordi du ville være mig.
   Slangen skælvede og faldt sammen på gulvet. - Det her, siger du ikke til nogen, bønfaldt den hovedet. Hovedet var snedigt, så det sagde til slangen, som var kry: Giv mig min krop og lad mig beholde mit hoved, så lover jeg ikke at fortælle andre om dit inderste væsen. Slangen tøvede ikke og rakte nu kroppen tilbage til hovedet, der hurtigt traf en beslutning og sendte benet ud i luften og ned i et tungt tråd på slangens krop. For hovedet vidste, at hvad hjertet havde sanset, var sandt. Man kan og skal ikke springe i den samme flod to gange! Og slanger kan man ikke stole på, hverken første, anden eller tredje gang.